Kommentar

CO2-fri atomkraft er et fupnummer

Det er rigtigt, at der ikke kommer CO2 ud af et atomkraftværk. Det har atom-lobbyen benyttet til at markedsføre atomkraften som en løsning på klimaproblemerne
De kendte reserver af lødig uranmalm er brugt op om små 30 år med det nuværende forbrug. Bygger man flere A-kraftværker vil det naturligvis gå hurtigere. Model

De kendte reserver af lødig uranmalm er brugt op om små 30 år med det nuværende forbrug. Bygger man flere A-kraftværker vil det naturligvis gå hurtigere. Model

15. februar 2008

Det ser ud til, at David Rehling i den i øvrigt glimrende bagsideleder om atomkraft li lørdags har accepteret præmissen om, at atomkraft er CO2-fri, og det er simpelthen ikke rigtigt.

Det er rigtigt, at der ikke kommer CO2 ud af et atomkraftværk. Det har atom-lobbyen benyttet til at markedsføre atomkraften som en løsning på klimaproblemerne, idet den fikst 'glemmer' alt det, der går forud, og alt det der kommer efter selve el-produktionen i kraftværket.

De fossile brændsler kul, olie og gas skal stort set kun graves/pumpes ud af jorden, før de kan bruges. Men sådan er det ikke med uran til atomkraft. For det første findes uranet ikke i ren form i jorden, men mineraler i forskellige bjergarter. Der er en lang proces fra uranmalmen til de færdige brændselsstave: Malmen skal brydes og de uranholdige mineraler sorteres fra. Det koster energi og dermed i praksis udsendelse af CO2. Næste skridt er udvindingen af uran fra mineralerne. Det sker ved forskellige kemiske processer, altså mere energi, men også udslip af klor- og flourforbindelser, der virker som drivhusgasser. Og det stopper ikke der, for den naturlige uran kan ikke bruges i en atomreaktor. Den skal først beriges, dvs. de uranatomer, der ikke kan bruges skal sorteres fra, så kun de rigtige bliver tilbage. Det sker i centrifuger og koster også energi, som dog godt kunne komme fra et atomkraftværk. Til sidst bliver uranet forarbejdet til stave indkapslet i metal (der også skal udvindes dvs. mere CO2).

De brugte brændselsstave sendes til oparbejdning, hvor der igen er mulighed for udslip af klimagasser, inden det radioaktive affald gøres klar til opbevaring i århundreder. Det er vanskeligt at sige, hvor meget CO2 det vil medføre, og hvor udslippene sker, da man endnu ikke har en acceptabel løsning på opbevaringsproblemet. Men de skal naturligvis med i regnskabet.

De forskellige organisationer, der rådgiver politikerne om atomkraft, er selv parter i sagen og derfor ikke særlig troværdige. Men der findes en hollandsk gruppe, der i år 2000 lavede en rapport til Europaparlamentet, og som siden har arbejdet videre med livscyklusanalyse af atomkraft. Deres rapporter kan findes på http://www.stormsmith.nl/.

Deres hovedpointe er, at der er en nær sammenhæng mellem lødigheden af uranmalmen og den energi, der skal bruges til udvindingen. Efterhånden som den lødige malm bliver brugt, må man ty til mindre lødige malme, og det betyder større energiforbrug og dermed større udslip af CO2.

De kendte reserver af lødig uranmalm er brugt op om små 30 år med det nuværende forbrug. Bygger man flere A-kraftværker vil det naturligvis gå hurtigere. Efter den tid må man bruge stadig mindre lødige malme.

Er man meget optimistisk, kunne man håbe på, at der kan findes nye lødige forekomster af uran. Men det er meget lidt sandsynligt og af to grunde. Urans geokemi er sådan, at det kun findes i kontinentale bjergarter. Der er altså ikke håb om at finde uranmalm under havoverfladen. Den anden grund er, at der under den kolde krig blev sat meget store ressourcer ind på at finde uranmalm af militære grunde, så der er al mulig grund til at tro, at det aller meste af det, der kan findes, også er fundet. Derfor er det ikke rigtigt, at atomkraften kan medvirke til at løse klimaproblemerne - tvært imod fordi den beslaglægger ressourcer, der kunne være brugt til at udvikle og udbygge ægte vedvarende energi.

Troels V. Østergaard er mag.scient.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

http://vedvarendeenergi.underskrifter.dk/index.php

precist det samme gælder for co2 depornering af kulkraft.

som jeg skriver i dette svar i en anden debat så er atomkraft og co2 depornering dyre ansvars forsikrings løsninger der ikke skire samfundet imod fremtidige energikriser. Exembelvist så koster det precist det samme at bygge et co2 depornerings anlæg som at opstille precist samme antal MW med vindmøllekraft.

Det glemmes ofte i debatten at det koster energi at høste energi. selve energi profitten ligger i forskellen her i mellem. EROEI Energy Return Off Investet Energy.

Der er næppe noget der koster mere energi end at opkoncentrere uran malm, til bræncels stave i atomkraftværkerne. Alt den energi er 100% rent forsilt drevet. der er ca 3-5% uran i den malm der udvindes dette betyder at der skal bogstaveligt flyttes store bjerge for at udvinde nok til at drive verdens atomkraft værker, precist det samme kan siges om kul udvinding. Der er meget lavere kul resurser globalt end der forvendes

Det tyske energy watch groupe har udarbejdet rapporter der viser at både olie situationen kul sitúationen og uran situationen ikke er særligt opløftede hvis man vil satse på den energi løsning i fremtiden.

http://www.energywatchgroup.org/Reports.24+M5d637b1e38d.0.html

Det er en teknofix løsning der ikke løserprobemet,

fornyeligt så verden stigede kulpriser årsagen var lidt snestom i kina og at både australien og sydafrika har leverance problemer..

http://globalpublicmedia.com/coal_prices

http://globalpublicmedia.com/coal_prices

Ja, atomkraftværker udleder også CO2. Herunder en opgørelse fra den engelske regering, anno 2006, for forskellige energiformer:

Kul 750 g/kWh
Gas 400 g/kWh
Biomasse ca. 29-62 g/kWh
Vind 11-37 g/kWh
Atomkraft 11-22 g/kWh

Olie giver et udslip, som ligger mellem kul og gas.

Analyserne omfatter hele livscyklussen for et anlæg af den pågældende type.

For A-kraftens vedkommende afhænger udslippet bl. a. af lødigheden af den uranmalm, som benyttes. Jo mindre uran pr. tons malm, des mere energi skal der bruges.

Den engelske rapport siger, at "det forventes ikke, at højkvalitets uranforekomster vil blive udtømt i overskuelig fremtid".

Kernekraftværker af generation IV kan bruge depleteret uran, som er dannet i store mængder ved berigningsprocessen. Når disse kommer i drift, skal der derfor stort set ikke udføres nogen minedrift for at producere brændslet.

Den største riciko for udledning af atomart martiale sker altid, opkoncentrerings anlæg som ex Sellafield. det er meget sjællent at det sker ved atomkraft værker, Selv om at der har været et par yderest store fejl her i de sidste par år, jeg tænker exembelvist på fejen på værket i hamborg, og de samme udledninger. Der var på både fosmark og ringhals i sverige.

Så det er faktisk generation IV hvor jeg ser den største riciko med atomart udledning, Det er i opkoncenteringen der er den allerstørste riciko for udledninger til naturen.

intet kokoncenterings værk i verden har existeret uden at det har haft uheld med atomart udledning.

Martin Sørensen antyder i sit indlæg ovenfor, at der har været et par yderst store udslip på de to svenske atomkraftværker i Forsmark og Ringhals.

Idet Martin Sørensen følger med i energidebatten, kan det umuligt være gået Martin Sørens næse forbi, at de nævnte uheld på netop disse to kraftværker er af så ubetydelig karakter, at det er decideret vildledning overhovedet at nævne dem i denne debat.

Kære Martin Sørensen - det ved du godt! Det er komplet useriøst at blive ved med at nævne disse, og det skader din troværdighed væsentligt. Jeg vil derfor bede dig dementere dine oplysninger i dit indlæg ovenfor. Imens vil jeg brygge på en kommentar til de øvrige "udslip" og "store fejl", du nævner i dit indlæg - de ligger lige i udkanten af min paratviden.

Bjarne F. Nielsen

Thomas Schoubye Poulsen:

"Ja, atomkraftværker udleder også CO2. Herunder en opgørelse
fra den engelske regering, anno 2006, for forskellige energiformer:

Kul 750 g/kWh
Gas 400 g/kWh
Biomasse ca. 29-62 g/kWh
Vind 11-37 g/kWh
Atomkraft 11-22 g/kWh"

Nyt for mig, at der er et - dog forholdsvis ubetydeligt - CO2-udslip
ved brug af A-kraft. Kul er sort rædsel.

Er det ved brydning af malm og efterbehandling, der dannes CO2?
Og i så fald hvor i processen?

Du er skrap til at finde relevante data, så man kan få en smule
realisme i synet på brug af A-kraft.

----

martin sørensen: "Det glemmes ofte i debatten at det koster energi
at høste energi."

JA!

Biobrændstof - ethanol fra majs for eksempel - er nok tæt ved at
være Ebberød Bank i energiregnskabet. Vejen fra majsplantens
optagelse af solenergi i Joule til eneriindhold i oktaner sker med
så stort energitab, så det næppe er godt for andre end farmerne.

CO2-regnskabet er rædsomt. Se evntuelt Information-artiklen
"Biobrændstoffer øger den globale opvarmning".

Biobrændstof er nok en blindgyde på vej mod stadig mindre brug af
CO2-fri energikilder. Og måske blot forklædt landbrugstøtte.

Artiklen er det rene nonsens eller i bedste fald irrelevant. Udregnet på den måde er ingen energiform CO2-neutral. Vindmøller består også af metaller, der skal udvindes og renses, møllerne skal formes, transporteres, svejses, opstilles osv., altsammen med forbrug af energi.
PS. jeg er imod A-kraft, men denne argumentation er for plat.

Jeg er enig i P. Lauritzens kritik af artiklen. Men selvom budskabet er ude af proportioner og dermed decideret misvisende, bliver det læst og "forstået" af mange. Derfor ser jeg mig nødsaget til at påpege denne fejl. Egentlig burde artiklens forfatter dementere påstanden, f.eks. ved at skrive en ny artikel, som netop påpeger CO2-udledningen for de forskellige energikilder.

At Martin Sørensen bidrager med yderligere misinformation vanskeliggør udredningsarbejdet.

Til Bjarne Brønager: Tak fordi du synes, at jeg er skrap til at finde relevante data, så man kan få en smule realisme i synet på brug af A-kraft. Jeg har det meste fra hjemmesiden www.reo.dk, som informerer åbent om forskellige energiformer.

Dine betragtninger vedrørende biobrændstof kunne næppe være formuleret bedre! Det er en klar blindgyde, hvilket flere og flere for tiden er ved at indse; defor er jeg forholdsvis fortrøstningsvis angående netop dette problem.

Du spørger desuden, om det er ved brydning af malm og efterbehandling, der dannes CO2 og i så fald hvor i processen. Svaret er ja, men meget mere ved jeg desværre ikke. Der udledes også CO2 ved bygning af kraftværkerne og ved deponering af affaldet.

Bjarne F. Nielsen

OK om CO2-udslip ved brug af A-kraft. Du og andre kan eventuelt
også debattere artiklen:

"A-kraft? Uha, nej tak 9. februar 2008".

Hvor jeg har forsøgt en slags status og har takket af, for jeg har
for mange tråde igang. Jeg hopper nok også af denne tråd.

I Troels Østergaards optakt til denne diskussion er der flere ”oplysninger”, der er så tvivlsomme, at de bør kommenteres.
Han skiver således:

” De kendte reserver af lødig uranmalm er brugt op om små 30 år med det nuværende forbrug. Bygger man flere A-kraftværker vil det naturligvis gå hurtigere. Efter den tid må man bruge stadig mindre lødige malme. ”

Når man ikke definerer, hvad man mener med :lødige reserver: er det en indlysende og intetsigende ”oplysning”. Man kunne også lige så godt sige, at de lødige reserver er opbrugt om 9 år eller om 900 år.
ran findes i meget varierende koncentrationer – fra mange procent til under 0,01%. Vil man beskrive ressourcerne lidt nøjere. kunne man fx oplyse, hvor meget uran der kan udvindes til forskellige priser.

I mange år har udvindingsprisen for uran til A-kraftværkerne typisk ligget på under en øre pr. kWh. Salgspriserne har svinget op og ned omkring denne pris i takt med, at der været rigeligt med uran eller knaphed. Ser man på de uranressourcer, der kan udvindes til en pris på højst 2 øre pr. kWh, viser der sig at være nok til 900 års drift af de nuværende A-kraftværker – eller 90 års drift til 10 gange så megen A-kraft.

Nærmere oplysninger om uranressourcer kan læses på www.reo.dk under INFO – og hos de henvisninger, der er der.

En anden af Troels Østergaards ”oplysninger” er, at :

”De forskellige organisationer, der rådgiver politikerne om atomkraft, er selv parter i sagen og derfor ikke særlig troværdige. Men der findes en hollandsk gruppe, der i år 2000 lavede en rapport til Europaparlamentet, og som siden har arbejdet videre med livscyklusanalyse af atomkraft. ”

Nu betyder uafhængighed ikke nødvendigvis det samme som troværdighed og korrekthed. Den rapport og de arbejder, der henvises til, har været udsat fra en ganske kraftig kritik se fx. følgende adresse og de videre henvisninger heri

http://nuclearinfo.net/Nuclearpower/WebHomeEnergyLifecycleOfNuclear_Power

Så dens konklusioner – og Troels Østergaards videregivning heraf – kan nok ikke uden videre tages som den skinbarlige sandhed.

Man kan også studere artiklen ”A guide to life-cycle greenhouse gas (GHG) emission from electric supply technologier” af Daniel Weisser i Energy 32 (2007) p. 1543-1559. Her ligger vandkraft, atom og vind i bunden m.h.t. CO2-udsendelse – i den nævnte rækkefølge. Det samme skrives i andre tekster om samme emne.

En tredje af Troels Østergaaards ”oplysninger” er:

” Det er vanskeligt at sige, hvor meget CO2 det vil medføre, og hvor udslippene sker, da man endnu ikke har en acceptabel løsning på opbevaringsproblemet. ”

Finnerne og svenskerne har ret så konkrete planer for, hvordan man i disse lande vil deponere det højaktive affald - startende i år 2020. (Søg på internettet efter KBS, Aspö eller Posiva.) Så påstanden er meningsløs.

Endelig har Troels Østergaard følgende ”oplysning”:

” Er man meget optimistisk, kunne man håbe på, at der kan findes nye lødige forekomster af uran. Men det er meget lidt sandsynligt og af to grunde. Urans geokemi er sådan, at det kun findes i kontinentale bjergarter. Der er altså ikke håb om at finde uranmalm under havoverfladen. Den anden grund er, at der under den kolde krig blev sat meget store ressourcer ind på at finde uranmalm af militære grunde, så der er al mulig grund til at tro, at det aller meste af det, der kan findes, også er fundet. ”

Det er ikke alt samme forkert, men der findes dog jævnligt nye uranforekomster, men – når man ved, at der er rigeligt med mellemgode forekomster for de kommende mange årtier – er der ikke i nuværende uranproducerende lande noget særligt incitament for at lede efter mere.

Ikke desto mindre sker det. En af mine tidligere ph.d.-studerende har i Canada startet et firma, der bygger udstyr til eftersøgning efter uran fra fly. Sidste år solgte han over 40 systemer. Disse udstyr bliver nu benyttet til overflyvninger over meget store nye landområder 6 måneder hver sommer med 8-10 timer i luften hver dag med 150 km/h. Der er altså nogle, der ikke har hørt om Troels Østergaards pessimisme. Og skulle nogle af holdene find nye gode forekomster, er det jo også meget bedre end at vinde den store gevinst i Lotto flere gange.

Martin Sørensen skrev 18. februar følgende:

"Den største risiko for udledning af atomart materiale sker altid på opkoncentreringsanlæg som f.eks. Sellafield. Det er meget sjældent, at det sker ved atomkraft værker."

Først og fremmest tak for den sidste sætning. Man kan bare supplere med, at når det så først sker, er koncentrationerne så små, at det ingen betydning har. (Det uansvarligt opbyggede og ikke mindst uansvarligt betjente Tjernobyl kraftværk som en væsentlig undtagelse.)

Jeg har tidligere lovet at kommentere Sellafield, og jeg har nu fået de oplysninger, der skal til for at gøre dette.

Historikken omkring Sellafield - eller snarere Windscale - er kort fortalt følgende:

1.
Op ad den lokalitet, der i dag kaldes Sellafield - eller som en del heraf - har der tidligere ligget et anlæg, der hed(der) Windscale. Her var der i 1950'erne et par meget simple *militære* reaktorer med grafitmoderering og køling med atmosfærisk luft og uden indeslutning. De benyttedes til at producere plutonium til de britiske A-bomber.

Under en udglødningsproces af grafitten i 1957 kom temperaturen så langt op, at der gik ild i grafitten. Branden varede længe, og brændslet beskadigedes. Der slap herved en del radioaktivitet ud i luften, hvor især jod-131 var vigtig. Mælk fra de nærliggende område blev kasseret - i vist nok nogle uger. (Jod overføres gennem kæden luft-græs-køer-mælk-mennesker).

Meget lave koncentrationer af jod-131 kunne måles i luften i flere vesteuropæiske lande.

2.
Udvindingen af plutonium fra de bestrålede brændselsstave skete i nabobygninger på Windscale anlægget. Herfra og fra det senere civile anlæg Sellafield blev der i 1950'erne og 1960'erne udledt radioaktivitet i ikke ubetydelige mængder til det irske hav.

Der er internationale regler/anbefalinger for, hvor meget man maksimalt må udlede af radioaktivitet til omgivelserne. Englænderne har være berømte i fagkredse for at udnytte den grænse næsten maksimalt, dvs. ikke overskride men heller ikke holde sig langt under grænsen. I andre lande - f.eks. Frankrig - har man holdt sig meget langt under den maksimalt acceptable grænse. De (tidligere) engelske udledninger gav anledning til kontroverser med irerne – ikke helt uforståeligt, idet englænderne med en beskeden ekstra indsats kunne have reduceres udledningerne ganske meget.

I dag er den lejlighedsvise irske kritik af Sellafield meningsløs.

3.
Omkring 1980´erne blev der lækket en beskeden mængde vand med radioaktivitet til jorden på Sellafieldanlægget. Denne radioaktivitet forblev på selve anlæggets grund.

4.
For få år siden var der internt på anlægget en lækage af mange liter (måske flere tusinde) af stærkt radioaktiv væske til en sikkerhedsbeholder – altså en omsluttende beholder, der som indeslutningen på A-værker netop skal opfange den radioaktivitet, der ved et uheld måtte slippe ud fra rørsystemer og beholdere indenfor.

De engelske myndigheder har naturligvis krævet, at de involverede dele af anlægget skal forbedres – og der skal være bedre kontrol, så en lækage opdages hurtigere.

Udredninger og ombygninger pågår sandsynligvis fortsat.

Der var intet udslip til omgivelser, og ingen fik farlig bestråling som følge af denne hændelse.

Altså:
- Ja, der blev sjusket noget på Windscale i 1950'erne. Det var et militært anlæg, som fungerede næsten uden indkapsling. Dette ville aldrig ske i dag.

- Ja, Sellafield har tidligere udledt lige i toppen af det tilladelige, men dog ikke over.

- Ja, atomkraft er dæleme farligt. Derfor skal det håndteres med forsigtighed og under skarp kontrol.

På en anden tråd (se http://www.information.dk/154538) skriver Bjarne Brønager om mig:

"Thomas Schoubye Poulsen hævder:
A-kraft har ubetydelige problemer. A-kraft i DK? Ja tak!"

Der er problemer ved alle energiformer. Problemerne ved atomkraft er bestemt ikke ubetydelige, tværtimod!

Mange modstandere af atomkraft kan foranlediges til at tro, at tilhængerne negligerer farerne ved atomkraft. Og dette skyldes helt sikkert tilhængernes ivrige forsvar for, at det skam er sikkert nok. Og med henvisning til en masse statistikker. Historikken ser betryggende ud, men det kræver naturligvis vedvarende årvågenhed, og der er altid plads til forbedringer.

Jeg er tilhænger af atomkraft fordi jeg mener, at de kæmpe fordele mere end opvejer de store ulemper, der er forbundet med denne energiform.

Atomkraft er den mindst dårlige løsning - lige indtil vi får fusionsenergi, hvis eneste problem synes at være den enorme centralisering, den medfører.

Bjarne F. Nielsen

Thomas Schoubye Poulsen:

"Bjarne Brønager om mig:

"Thomas Schoubye Poulsen hævder:
A-kraft har ubetydelige problemer. A-kraft i DK? Ja tak!"

Der er problemer ved alle energiformer. Problemerne ved
atomkraft er bestemt ikke ubetydelige, tværtimod!"...

...Jeg er tilhænger af atomkraft fordi jeg mener, at de kæmpe
fordele mere end opvejer de store ulemper, der er forbundet
med denne energiform."
-----

Men det har jeg så fejlopfattet og vil gerne undskylde. Jeg så
Thomas Schoubye Poulsen havende ubetydelige problemer set
i forhold til modpolen, en A-kraft modstander, der så væsentlige
problemer i den anden tråd.

Men Thomas Schoubye Poulsens har i stedet set betydelige
problemer i den anden tråd og i denne tråd kæmpe fordele
som A-tilhænger.

Så er det bragt på plads.
-----

Jeg har siden 1980'erne forliget mig med, at A-kraft ikke har
folkelig opbakning i Danmark, mens jeg løbende har set stadig
flere lande omkring os har fået A-kraft og nyligt at mange over-
vejer.

Mit engagement i både denne og den anden tråd er sket med
henblik på CO2-udledningen, et klimaproblem.

Jeg kan ikke hverves af hverken ja- eller nej-side, men fakta fra
begge sider er altid velkommen.
-----

Med venlig hilsen

Thomas Jespersen

Thomas Schoubye Poulsen: Hvor får du dine tal fra?

Kul 750 g/kWh
Gas 400 g/kWh
Biomasse ca. 29-62 g/kWh
Vind 11-37 g/kWh
Atomkraft 11-22 g/kWh

Kan du linke til en side?

Mærkeligt ubalanceret artikkel.

Det er altid kedeligt med indlæg der monotomt angriber een teknik uden at sammenligne konstruktivet med alternativerne.

Er der en grund til at netop a-kraft er valgt ud ?

kunne man forestille sig at Troels V. Østergaard have skrevet artikklen med overskriften:

CO2-fri VINDKRAFT er et fupnummer.
eller
CO2-fri Biomasse er et fupnummer.

Nej næpppe !

Til Thomas Jespersen - jeg ser først dit spørgsmål (to indlæg op) nu.

Oplysningerne kommer fra REO's hjemmeside. Link til artiklen: http://www.reo.dk/co2-udslip-el.htm (eller se http://www.reo.dk under aktuelt og CO2-udslip fra forskellige energiformer). REO har oplysningerne fra den engelske regering, 2006.

REO er en forkortelse for landsforeningen Reel Energi Oplysning, hvis medlemmer arbejder for at informere reelt omkring atomkraft modsat de ofte politisk forvrængede oplysninger, der normalt når ud i medierne, meget fint eksemplificeret ved nærværende artikel.

Venlig hilsen Thomas P.

PS.: Der står om artiklens forfatter Troels V. Østergaard, at han er mag.scient. Google kan uddybe: mag.scient. i geologi. Han arbejder bl.a. som freelanceskribent og har skrevet adskillige artikler og bøger om geologi og økologisk havebrug. Dette har vist ikke den store relation til atomkraft.

Jeg har først nu læst denne "debat-spalte", som indeholder mange relevante facts og korrektioner til den gængse opfattelse af især kernekrafts CO2-udsendelse, uran-ressourcer m.v.
Jeg vil her blot henvise til www.ing.dk, hvor disse og mange andre "tekniske" emner diskuteres af kompetente folk. Helt gratis, og med mulighed for at deltage aktivt.

Troels Østergaard skrev bl.a.:
"Det er rigtigt, at der ikke kommer CO2 ud af et atomkraftværk. Det har atom-lobbyen benyttet til at markedsføre atomkraften som en løsning på klimaproblemerne, idet den fikst 'glemmer' alt det, der går forud, og alt det der kommer efter selve el-produktionen i kraftværket."
Det er ren demagogi. Ud over de i øvrigt gode indlæg fra flere sider vil jeg hermed supplere med følgende:
I alle seriøse beregninger fra akraft-industrien indregnes alle de af T. Østergaards nævnte trivielle betragtninger - se f.eks. :
http://www.world-nuclear.org/info/inf59.html
http://www.world-nuclear.org/info/inf100.html
http://www.world-nuclear.org/info/inf11.html

T. Østergaards viden om uranforsyningen er forældede og forkerte, i følge den seneste rapport er der uran nok til 70 år til de reaktorer, der er i drift eller planlagt. En mere nylig kilde kan findes her:
http://www.world-nuclear.org/info/inf75.html

Uran fra havvand kan udvindes for en pris på ca. 10 gange den aktuelle pris, hvilket vil fordyre elproduktionen med en faktor på 2-3 gange, hvilket rent faktuelt kan konkurrere med vindenergien i dag. Der er uran nok langt ind i næste istid. I mellemtiden har man udviklet reaktorer, der kan benytte thorium, der forøger ressourcerne med en faktor på mindst 50 i forhold til uran.

Troels Østergaards forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved atomenergiens effekter på CO2 falder ikke heldigt ud - han modarbejder rent faktisk IPCC der erkender, at atomenergien spiller en nøglerolle som alternativ til fossil energi - hvor også en udvikling af VE spiller en rolle.
Troels Østergaard og Davis Rehling går indirekte ind for en fortsat stigende anvendelse af kul og olie i fremtidens energiforsyning. En holdning, som miljøbevægelser har haft stor succes med de seneste 30 år, hvilket ganske vist har har givet os et bedre klima, men det er vel ikke det, man forstår ved "globalisering"?

Per Hansens indlæg er groft misvisende. Indvinding af uran fra havvand kræver behandling af en million tons vand for hvert kilogram uran. At det skal kunne gøres til prisen af en cykel (1000 $) er intet andet end umodne drømmerier. Thoriumværker findes ikke, end ikke på tegnebordet, men er endnu en drøm - ligesom de ofte omtalte generation 4 værker (formeringsreaktorer) som man forstiller sig skal redde verden. Intet af dette eksisterer i dag, men er fantasier.

IPCC ser ikke atomkraft som en nøgleteknologi - ingen gør. Uanset hvor meget man lægger i posen til denne industri vil den aldrig få en væsentlig rolle i energiforsyningen. IPCC er ikke en organisation som har speciel forstand på energi, men når den har anbefalet atomkraft som en del af det samlede billede er det snarere på grund af politisk pres end af overbevisning(Her gætter jeg - men hvad ellers?).

Løsningen er solenergi. Syd for Europa ligger verdens største ørken. Her leverer solen hver 5 time lige så meget energi som vi globalt forbruger om året. Energien fra et område svarende til Aswansøen kan levere lige så meget energi som vi pumper op af jorden i Mellemøsten. Og blive ved længe efter at olien er væk. Ren, billig og rigelig energi.

Jeg foreslår at gå ind på følgende link:
http://www.desertec.org/
som beskriver projektet der handler om i Nordafrika at producere elektricitet via sol og vind kraftværker. Energien distribueres via High Voltage Direct Current kabler (HVDC) til Europa og de nordafrikanske lande. Dertil kommer en plan om masseproduktion af vand fra afsaltningsanlæg - også drevet af solenergi.

Se, det er interessant.

Mvh Søren

Per A. Hansen

Et par forsinkede kommetarer til Søren Fosbergs indlæg.
Det er ikke vanskeligt at finde frem til uranindvinding fra havvand, der sker ikke på den måde, Fosberg gætter på. I Japan har et pilotanlæg opsamlet ret store mængde uran - det kan gøres til en pris, der let kan konkurrere med prisen i dag for både sol- og vindenergi..
Der findes i dag værker, der anvender thorium. I Indien bygger man et værk, der skal benytte thorium, som landet har store mængder af.
Jeg må henvise Fosberg til at læse, hvad IPCC skriver i sin seneste rapport, hvor man peger på atomenergi som en nøglefaktor for at nedsætte afhængigheden af fossil energi. Det er Fosberg og Østergaard ikke enig i - der er deres holdning, men at påstå at ingen ser atomenergi som del af løsningen af klodens energikilder i fremtiden er at lukke øjnene for realiteterne.
På global plan er der foreslået mere end 200 nye værker.
Hvis Søren Fosberg for en enkelt gangs skyld vil se på min dokumentation vil han se hvordan verden ser ud i dagslyset:
http://world-nuclear.org/info/reactors.html
http://world-nuclear.org/info/inf100.html
http://world-nuclear.org/info/inf62.html

Det drejer sig om at vælge - 10 store fugle i hånden - eller en blåmejse på taget.

Med venlig hilsen
Per A. Hansen