Kommentar

Coaching er også ensretning

Debat
27. februar 2008

Der diskuteres og skrives meget om coaching. Nogen er for, andre imod. På den måde er selve debatten om coaching selv et billede på den tvedeling, som coaching er baseret på.

Coaching mener at besidde en metode, hvor coachen vha. spørgsmål formår at udfolde det enkelte menneskes potentiale, som rummede mennesket et dybere og mere oprindeligt selv. I denne simple, men forkerte antagelse, foretager coachingen typisk to fejl. Den ene er, at potentialet - som er en ukendt kraft - kan virkeliggøres på én bestemt måde. Den anden fejl er, at coachingen rent faktisk mener, at den stiller spørgsmål. Normalt når man stiller spørgsmål, sker det, fordi man er nysgerrig og ønsker at vide noget, som man i forvejen ikke ved, hvad er. Det vil sige, at en del af et potentiale - det ukendte - muligvis virkeliggøres, det viser sig.

Når coaching ikke handler om udvikling, så skyldes det, at spørgsmålene udspringer fra nogle prædefinerede mål, som er givet i kraft af nogle normer og værdier i samfundet. Det betyder reelt, at coachingen ikke stiller spørgsmål, men blot giver svar gennem nogle pseudo-spørgsmål, der former og styrer den spurgte. Der er altså intet galt med at tale sammen, være nysgerrig og interesseret i sine medmennesker; der er heller intet galt med personligudvikling og skabelse; men coaching har intet med nævnte at gøre.

Det største problem mht. coaching er ikke, at dette er svært at indse. Snarere at mange enten er for dovne til at se det i øjnene. Eller simpelthen vælger at spille spillet, fordi det er det nemmeste. Det spil, hvor det handler om at tage sig bedst ud i forhold til nogle prædefinerede mål for succes, prestige og status.

Coaching er med andre ord den nemme løsning, der tydeliggør, hvordan flere og flere mennesker anvender deres liv. Livet er blevet et spil, hvor det handler om at komme hurtigst muligt i mål. På kortest tid, desværre. Derfor er coaching også tiltagende, da tid stadigvæk er penge; i en tid, hvor det at udsende de rigtige signaler og egenskaber - som kun er rigtige, fordi de er defineret på forhånd - er vigtigere end nysgerrighed, interesse samt lysten og modet til at skabe.

Coaching handler ikke kun om ensretning af mennesker, men - værre endnu - om, at vi er blevet bange for at leve uden sikkerhedsnet. Måske er det derfor, at coaching handler om at skabe fremtiden på fortidens mål. Det går nedad bakke, skønt vi coaches i alle livets faser!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vi har skabt et samfund, hvor vi alle er patienter/klienter,- ingen tør selv tage eget ansvar for efterhånden noget som helst.

Det er en systemfejl,- hvordan retter vi denne fejl?

Bjarne F. Nielsen

Aner det virkelig ikke, Aage Øhle.

Førhen konverseredes om nytten af den estrupske provisorielov-
giving i de bedre kredse, oplyst med petroleum. Modersmål-Sel-
skabet synes stadig at leve i denne verden og forestiller sig sin
egen undergang i en verden uden brug af æ, ø, og måske især aa.

Så kom efterkrigstiden, hvor man trættede borddamen med juris-
terier om sin statsautorisere jurist, der mente noget andet end sin
statsautoriserede revisor om behovet for afskrivninger på nagel-
faste radiatorer i privat med erhversmæssig udsalg i enkeltmands-
virksomheden nede i tilbygningen. Frygtelig indviklet. De skændes
endnu, og borddamen er ikke set siden.

Senere var der prestige i at diskutere for og imod indiske diplom-
terapeuter og sin statsautoriserede psykolog. Og min herre og
skaber, det lærte man også af.

I dag skrives artikler i Information om coaching til et erhversliv, der
ryster på hovedet og klarer sig glimrende uden statsunderstøttel-
sen og dets ioniserede pædagokker. David Rehling var Informa-
tions udsendte og står uantastet som det ubetaleligt klartskuende.

Det må være en overlevet systemfejl fra før skiftet, som Søren
Krarup har set i 2001. Og ja, hvordan rettes?

efter at have læst artiklen kan jeg ikke hjælpe at sidde tilbage med følelsen af at vedkomnebag den ikke har det nødvendige billede af coachingen teorier og arbejdsformer.
for det første findes der flere forskellige måde at coache på og mange forskellige teorier til at støtte om dette arbejde. jeg siger ikke ta jeg kun ser positive aspekter til coachingen men mener dog helle ikke at det er forudintagede idealer og spørgsmål som afgører sessionens outcome.
tager vi fx. coactive coaching som den teori vi snakker ud fra kan denne kort beskrives som en samtale form hvor man som coach fuldt ud retter sit fokus på det clienten deler under smatalen med det fokus som clienten selv har sat op inden. dette fokus kan være alt fra hvordan får jeg det bedre i mit liv til jeg ønsker at tabe mig. det er enten et ønske eller et spørgsmål til clinten selv. det eneste coachen så gør er at spejle clienten fra alle mulige vinker indtil clienten selv finder en større mening med spørgsmålen. man giver som coactive coach aldrig svarene på noget. det er en udvikling som clinten ønske rog derfor selv skal finde. og dermed også sagt at det er clienten der definere hvilken vej der er den rigtige men også hvor vejen skal fører hen. du som coach går blot med på denne rejse som støtte til clienten. man guider ikke retningen men skuder i flere retninger med sine spørgsmål og vægtninger i sine spørgsmål, men det er clienten der bestemmer hvilken retning de vil gå. hvor vidt disse valg så er påvirket af en samfunds norm er en hel anden diskution som jeg ser stor værdi i.
men så lad os diskutere det i stedet for at blande ting sammen som ikke nødvendigvis hænger sammen. ønsker man at skære coaching over en kam mener jeg ikke man har sat sig ind i de forskellige teorier eller ihvertfald ikke forstået dem...

Test

Jeg tror det er vigtigt at understrege, at coaching er et glimrende redskab, når det drejer sig om områder, hvor reglerne er givet på forhånd. Fx i sport, hvor det er klart, hvem der vinder og taber. Det er dog problematisk, at overføre denne simplicitet til eksistensen mere generelt - herunder arbejdslivet, da reglerne for det gode liv, jo ikke er givet og ikke kan gives på forhånd.

Hvis reglerne eller målene gives på forhånd, så fjernes det skabende og nysgerrige element i udviklingen – uanset, hvor prisværdige målene kan synes at være. Af samme grund formes spørgsmålene efter et mål eller et ideal, hvorved de reelt ikke stilles af nysgerrighed eller interesse overfor den anden.

Når jeg har problematiseret coaching, så skyldes det ikke en aversion overfor samtaler og udvikling, blot at coaching gør dette under falske præmisser. Der er tale om falsk varebetegnelse.

Sagt anderledes: Coaching er et glimrende strategisk værktøj til at opnå noget bestemt, til at forme mennesker. Det vil sige bevæge sig inden for rammerne af noget, hvor vinder og taber eller success og fiasko, er klart defineret på forhånd, hvilket dog ikke gør coaching til udvikling. Fordi man laver en handleplan eller udarbejder et mål, er det ikke ensbetydende med at man udvikler sig.

Der er med andre ord meget signalværdi i coaching, hvilket gør det til et interessant tidsfænomen, men ikke en interessant udviklingsfilosofi.

Kan man forestille sig, der kan komme noget godt ud af dette fremadstormende coachingens indtog?

Vi lever i et hyperkomplekst samfund, med valg på alle hylder. Vi lever med det eksistentielle krav om kontinuerlig vælgen - ikke bare indenfor arbejdslivet - men i alle aspekter af livet.
Vi lever også i et oplysningssamfund, hvor der ingen grænser er, for hvad vi kan søge viden om. Vi kan blive hvad vi vil, gøre hvad vi vil, og vælge hvad vi vil. Og det skal vi - hele tiden.
Dette er der nogle - eller mange, der bukker under for. Stress, (små)depression og selvmordsrater er vidner herom.
(Ja - der kan også være andre årsager hertil, - dem skal jeg ikke komme ind på her. Men tankevækkende er det, at disse "ulykkes-procenter" ikke er faldet, men faktisk steget, i takt med vor såkaldte velfærd - eller i hvert fald velstand - også er det, steget).

Under en antagelse om, at der ikke kan sættes et skarpt skel mellem dualiteten individ/samfunnd - at individet altid vil blive påvirket af samfundet - og ligeså dets lykkeidealer - forudsættes det, at idealet om fuldstændig selvstændighed er en utopi. Vi mennesker påvirkes konstant. Det er et vilkår.
Spørgsmålet er så, om der ligger en god vilje bag denne påvirkning?
Er det manipulation, socialisering, opdragelse, inspiration - hvad er det?

Når vi er i kriser, være sig store eller små, stressrelaterede, arbejdsrelaterede, eller kærlighedsrelaterede, er der forskellige måder at håndtere dem på. Nogle gange kan vi løse dem selv, ved at tænke refleksivt over dem. Andre gange mister vi overblikket - hvilket netop kan føre til handlingslammelse og (små)depression. For på trods af handlingslammelsen handler vi, nu bare ubevidst og i fortvivlelse. I stedet for at arbejde os fremad, "klarer" (eller "coper") vi dagens dont. Her kan det være en fordel at søge hjælp, påvirkning, råd ect.
Vi kan have nære, vi kan tale med, og forsøge at bearbejde problematikken herigennem. Men nogle gange er vi ikke så heldige, at vi har nære, der er i stand til at lytte på en måde, så det hjælper os.
Det er her coaching kan komme ind i billedet.

Hvis man forestiller sig en ny-definering af coachingidealet, fjerner det utopiske ideal om neutralitets og magtfrihedsprincippet, og på den måde elinminerer to af filosoffernes store kritikpunkter af coachingfænomenet. Kunne man så forestille sig et coachingideal med fokus på selve spørge/lytteteknikkens forsøg på udvikling af individuel refleksivitetsudvikling?
At coaching kan sætte fokus på vigtigheden af at lytte og spørge?
Og - kunne man forestille sig, coaching har banet vejen for fjernelse af et tabu omkring det, at søge udviklingshjælp? Gjort det til noget så positivt, at selv "store vindere" på toppen af erhvervslivet bruger det - at de lige ser sig selv i "fyrstespejlet" engang imellem?
For er det ikke en meget god idé, vi søger reflektion? Og hjælp til denne fra folk, der er uddannet til at stille spørgsmål. Og som gør det. Hjælp til at se sig selv udefra - og reflektere sig frem til fravalg og tilvalg, der stiler mod vor egen idé om lykke.
Det være sig ro, tryghed, familieliv, karriere, you name it. Eller rettere - klienterne til de "nye" coaches navngiver det.