Læserbrev

Demokratiske fremskridt

SF slipper overalt af sted med at begrunde deres ja til Lissabon-traktaten med, at den indeholder mere demokrati. Det burde være danske mediers rolle at konfrontere en sådan påstand med andre opfattelser
18. februar 2008

SF slipper overalt af sted med at begrunde deres ja til Lissabon-traktaten med, at den indeholder mere demokrati. Det burde være danske mediers rolle at konfrontere en sådan påstand med andre opfattelser.

Lissabon-traktaten ændrer Nice-traktaten på 19 områder, hvor Europa-Parlamentet får medbestemmelse, som vi ikke har i dag. Det er et fremskridt. Men det skal sammenholdes med ændringer på 49 andre områder, hvor vælgerne og de nationale parlamenter mister meget mere, end Europa-Parlamentet får.

Kernen i demokrati er, at vi kan gå til valg, få et nyt flertal og derefter en ny lov. Denne kerne eksisterer ikke i Lissabon-traktaten. Her kan vi godt nok gå til valg, men vi kan ikke ændre lovene.

Den almindelige lovgivningsmetode i Lissabon-traktaten giver 27 ikke-valgte kommissærer eneret på at stille lovforslag. Medlemmerne af Folketinget mister deres grundlovsmæssige ret til at stille forslag. Europa-Parlamentet overtager den ikke. Det er en betingelse for indflydelse, at man ikke er på valg.

Det bliver endnu værre. 85 pct. af alle EU-love vedtages af embedsmænd bag lukkede døre i 300 hemmelige arbejdsgrupper under Ministerrådet. Her er ingen folkevalgte med. 15 pct. behandles i Ministerrådet, hvor der sidder ministre, som trods alt er ansvarlige over for folkevalgte.

Europa-Parlamentet har alene ret til at stille ændringsforslag.

Men hermed er de ikke vedtaget. De virker blot som henstillinger til Kommissionen. Hvis Kommissionen siger nej, har et ændringsforslag ikke en chance, for det skal så vedtages i fuldstændig enighed mellem alle lande.

Ministerrådet kan kun ændre et forslag, hvis Kommissionen stiller forslaget. Hvis Kommissionen ikke vil stille ændringsforslaget eller forslaget, kræves enstemmighed i Ministerrådet.

Dermed afgør de ikke-valgte, om parlamentarisk ansvarlige ministres og valgte Europa-parlamentsmedlemmers ændringsforslag kan blive til lov.

Hvis SF kalder det for et demokratisk fremskridt, bør de spørges, om vi ikke også skal have dette fremskridt i Danmark. Hvorfor ikke afskaffe Folketingets ret til at foreslå og vedtage love, så Folketinget fremover i stedet vedtager henstillinger til departementscheferne.

Hvis det er godt for EU, må det vel også være godt for Danmark. Eller? Det er ufatteligt, at Anne Grete Holmsgaards udsagn om demokratiske fremskridt ikke problematiseres af journalisterne. Lissabon-traktaten indeholder demokratisk set et lille skridt frem og to store skridt tilbage.

Lissabon-traktaten er god for mig og mine kolleger i Europa-Parlamentet. Vi får mere at sige. Men demokrati er ikke en styreform, der skal vurderes ud fra 785 medlemmers interesser. Demokrati starter med demos - får folkene mere eller mindre at sige?

Får vælgerne mere eller mindre indflydelse gennem stemmeretten?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

At være suveræn betyder, at man/vi alene bestemmer.

Overlades mere indflydelse til EU, parlament eller kommission, betyder dette logisk, at andres ret til at bestemme reduceres.

Derfor skal vi selvfølgelig stemme om Lissabon-traktaten, som trods beskeden omredigering er lig den oprindelige traktat.

Iflg. den oprindelige traktatkommissions formand.

Bjarne F. Nielsen

Det er en gylden morgengave at se Aage Øhle gøre fælles sag
med Jens-Peter Bonde, der også er en fortidens stemme fra et
Danmark med grå traktorer fra Marshall og Ford.

Socialistisk Folkeparti er den 3. februar 2008 kommet til fornuft
og samling og har opgivet tre af de fire forbehold:

- ret
- forsvar
- EU-borgerskab

Tilbage er
- Euroforbeholdet

De progressive socialister tror også på det selvfølgelige, nemlig
solidaritet mellem europæiske nationer. Fællesskab gør stærk og
måske kunne old Europe, Donald Romsfeld, tage sig sammen til
at moderere den amerikanske udenkrigspolitik med den hovedløse
udbredelse af frihedsrettigheder med Abu Gharib og Baghram og
Guantanamo.

Et nyt Europa på verdensscenen hilses velkomnme af Villy Søvn-
dal, men ikke af Aage Øhle og Jens-Peter Bonde, der gnækker i
Europaparlamentet og i en snart glemt artikel med sort ordskvaller
om Socialistisk Folkeparti.

Aftemning om alle fire forbehold kan ske i Folketingssalen og
med et selvfølgeligt massivt flertal for afskaffelse. Med undtagelse
af Enhedslisten.

EU til Uralbjergene?

Med statsminister Anders Fogh Rasmussens afvisning af en folkeafstemning her i landet om den såkaldte Lissabon-traktat, tidligere EU forfatningstraktaten, og de øvrige EU landes af-visning af en folkeafstemning, er vejen banet for yderligere massive udvidelser i antallet af medlemsstater. Derudover er den nye traktat et demokratisk misfoster da den grundet nye af-stemningsregler giver de store EU medlemsstater uforbeholdsmæssig megen indflydelse.

Den Europæiske Union har i øjeblikket 27 medlemsstater, men flere står på venteliste. Her-under Kroatien, en tidligere forbundsstat i Jugoslavien. Men der er næppe grænser for hvor mange stater der kan komme ind i EU. Interviews med udenrigsminister Per Stig Møller (Det Konservative Folkeparti) peger i denne retning. Man kan sagtens forestille sig, at
Kroatien, Albanien, Tyrkiet, Montenegro, Ukraine, Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Serbien, Hviderusland, Makedonien og et fragmenteret Rusland kan blive optaget i EU. Måske endda den del af Irak der grænser op til Tyrkiet.

Men hvorfor et fragmenteret Rusland? Jo, da Rusland i sin nuværende udformning er for stor en mundfuld, selv for EU systemet. Der er næppe megen tvivl om, at man i EU mv. gerne ser et fragmenteret og geografisk opsplittet Rusland. Et land delt op i nye lande. På samme måde som med det tidligere Jugoslavien der i dag udgøres af et antal mere eller mindre selv-stændige stater. Grundet bl.a. Berlin-murens fald i 1989 skulle Jugoslavien fjernes fra land-kortet. Og det blev det. Bl.a. med Tysklands hjælp.

Forbundskansler Helmuth Kohl (CDU) og udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher (FDP) regeringen, anerkendte i 1991, sammen med EU, Kroatien som en selvstændig stat og starte-de dermed en etnisk katastrofe og krig. Det hører i øvrigt med, at Tyskland, i form af Det Tredje Rige, og den tidligere kroatiske selvstændige stat i 1940’erne, samarbejdede tæt, bl.a. i form af, at Kroatien stillede Waffen-SS regimenter til rådighed til indsats på Østfronten.
I kampen mod USSR/Rusland.

USA har efter aftale med den polske regering og i forståelse med EU landene samt lederska-bet i Bruxelles opstillet atommissiler i Polen, tæt på den russisk/polske grænse. Hverken udenrigsminister Per Stig Møller eller statsminister Anders Fogh Rasmussen har forsøgt, at stoppe dette krigsforberedende tiltag. Eksempelvis ved, at øve indflydelse hos ”deres gode ven” George W. Bush. Tværtom: de har bukket og skrabet overfor den amerikanske præsi-dent i forbindelse med opgraderingen af det amerikanske radarsystem på Thule Air Base i Grønland.

De danske medier har med skinger frygt i stemmen berettet om ”russiske bombefly tæt på den danske og norske grænse”. Hykleri. NATO kampfly patruljerer ofte i nærheden af det russiske luftrum. Nej, det er den russiske politiske ledelse der frygter, at ”model Jugoslavi-en” er ved, at blive igangsat overfor landet.

Og det er selvfølgelig heller ikke uforståeligt, at man frygter et angreb, når der opstilles atommissiler tæt på ens grænse, og de med al tydelighed fremstår som værende en del af et kommende militært angreb. Måske på samme måde som USSR frygtede Det Tredje Rige og hvad Adolf Hitler kunne finde på. Den frygt viste sig, at være velbegrundet.
De danske forbehold skal bevares: alle fire. Uden undtagelse. Der er ikke behov for mere militært isenkram i Europa. Der er nok. Der er NATO og meget andet militært pengespild.
Mht. den fælles mønt skal man være grænsende til samfundsøkonomisk blind for ikke at indse, at en ophævelse af kronen vil smadre dansk økonomi.

Derfor er SF’s udmelding med hensyn til henholdsvis rets- og forsvarsforbeholdet uforståe-ligt. Partiet accepterer hermed EU som en militær supermagt in spe. Partiet vil indgå en afta-le med Anders Fogh Rasmussen ”og kræve deres skålpund kød”. Tror Willy Søvndal. Ifølge SF en modvægt til USA’s globale hegemoniske dominans. Men med en accept af ophævel-sen af de to forbehold afskriver SF sig også som et folkesocialistisk parti, idet EU er alt an-det end et socialistisk projekt. Det er den europæiske storkapitals projektet. Og EU tjener disses interesser.

Mange der har stemt på SF den 13.11.2007 i den overbevisning, at partiet er et anti-kapitalistisk parti må føle sig slemt skuffet. SF er gledet i et med det blågrå europæiske magtapparat og må derfor hævdes, at tjene EU’s interesser og ikke danske interesser. SF har også givet op overfor, at gøre FN til en global problemløsende aktør og indvilliger nu i en magtblokopdeling af kloden. Solidarisk indstillede SF’ere må dog antages, at søge andre ste-der hen i den kommende tid. De ønsker nok ikke, at være trækheste sammen med Willy Søvndal for Anders Foghs neoliberale EU projekt.

Jeg mener, det er dumt, at vi ikke får lejlighed til en afstemning om traktaten. På den anden side virker tanken om at slippe DF's bundskrabende nej-propaganda ganske tiltalende...
Men alligevel er det dumt at forære modstanderne en dolkestødsmyte.

I øvrigt er euro-forbeholdet egentlig det, jeg allerhelst ville af med.

Husk på, at der er mange årsager til at stemme imod EU. Det kan være nationalistisk som DF, men det kan også være indholdmæssigt, man gerne vil have et helt andet samarbejde. Lige meget hvad synes jeg ikke, man kan bruge som argument, at man stemmer sammen med DF, hvis man stemmer nej til EU. SF stemmer sammen med V og K, når de nu stemmer ja til stort set alt, hvad der kommer fra EU. Herunder en dybt ulandsfjendtlig handelspolitik og privatiseringer.

Faktum er, at Lissabon-traktaten medfører mindre demokrati, flere liberaliseringer og mere militær. Jeg vil have det stik modsatte og derfor ville jeg også stemme nej til traktaten. Men det får jeg jo så bare ikke lov til. Det har ikke noget at gøre med nationalisme, men politisk indhold.

Bonde er og har alle dage aldrig været andet end en over hykler.

Det eneste Bonde og venner meget nødigt ser her i verden er en reel demokratisering af EU

- en sådan vil jo naturligt være betinget af suverænitetsafgivelse på flere områder og eksisterer der et større fyord i hans vokabularium?