Læsetid: 5 min.

Derfor skal det multikulturelle samfund afvikles

Mange mennesker føler sig instinktivt utilpas, når vi taler om at afskaffe det multikulturelle - og med god grund
Debat
12. februar 2008
Ærkebiskoppen af Canterbury, Dr Rowan Williams, har vist vejen til at opgive multikulturalismen.

Ærkebiskoppen af Canterbury, Dr Rowan Williams, har vist vejen til at opgive multikulturalismen.

I fem dage har ærkebiskoppen af Canterbury nu sunget omkvædet: Hvordan løser man et problem som sharia? Lige siden han udtalte, at det er 'uundgåeligt' - og ønskværdigt - for England at lade islamisk lov dømme i muslimske familieanliggender, er det blevet en nationalsport at rakke ned på biskoppen. Men dette slagsmål burde ikke kun handle om en døende kirkes ynkværdige hjernegymnastik. Rowan Williams har vist os nødvendigheden af, at man bør opgive multikulturen.

Vi behøver ikke at forestille os, hvordan britiske sharia-domstole ville komme til at se ud. De eksisterer allerede i visse moskeer rundt om i landet, som frivillige ordninger. I sidste måned viste en helt almindelig, usentimental dokumentarfilm med titlen Sharia-skilmisse, hvordan dommene afsiges.

Hvis en mand ønsker skilsmisse, behøver han blot at sige til sin kone: "Jeg lader mig skille fra dig" tre gange i løbet af tre måneder. Kvinden har ingen ret til at appellere og ingen ret til at bede om en grund. Hvis en kvinde derimod ønsker skilsmisse, skal hun ydmygt bede sin mand om lov. Hvis han nægter, må hun henvende sig til en sharia-domstol og overbevise tre mullaher om, at hendes mand har opført sig urimeligt - ifølge forskrifterne i en præmoderne tekst der anbefaler hjemlig vold, hvis din kone bliver opsætsig.

Teologisk bøvs

Vi møder bl.a. Nasirin Iqbal, en 27-årig pakistansk kvinde, som blev sendt til England for fem år siden for at blive gift. Hendes mand, Imran, holdt hende isoleret, og hun taler overhovedet ikke engelsk.

"Jeg kom hertil og troede at han ville behandle mig ordentligt," siger hun. "Men han bliver ved med at slå mig. Han bragte mig hertil for at udnytte mig. Jeg er ikke noget objekt - Har jeg ikke et hjerte? - Han fortæller mig, at jeg hænger på ham, og efter islamisk lov kan han behandle mig, som han vil. 'Jeg er en mand, jeg kan behandle dig som jeg vil'."

Vi ser, hvordan Imran plager hende, mens han siger: "Du er et udskud. Jeg ønskede ikke at gifte mig med dig." Han gifter sig med en anden kvinde i Pakistan og sender hver dag sms'er til hende, for øjnene af Nasirin, hvor han fortæller hende, hvor meget han elsker hende. Sharia-domstolen udsteder en fatwa, hvori de erklærer, at ægteskabet er bindende. Hun synes ikke at forstå at dette ikke er en domstol.

"Jeg kan ikke ignorere hvad de siger," græder hun. "Du bliver nødt til at rette dig efter, hvad de siger."

De er disse domstole, Rowan Williams vil give engelsk lovgivnings godkendelse. I sin tale bekymrer han sig for, at dette kunne skade kvinder - før han kommer med et teologisk bøvs og siger, at sharia kan genfortolkes på en måde, der er forenelig med kvinders rettigheder. Men hvis det sker, hvorfor skal man så have forskellige domstole? Hvad skulle det gøre godt for?

Argumentet om, at kvinder kun skulle gå til disse domstole, hvis de mødte frivilligt op, viser en nærmest total mangel på viden om realiteterne i muslimske kvinders liv. De fleste af de kvinder, som vil 'samtykke,' er, som Nasirin, nyligt ankomne, med meget lidt viden om deres retslige muligheder.

Disse retssager belyser i deres reneste form problemet med det multikulturelle. Det er blevet en 'feel good' doktrin, der bevidstløst fejrer 'forskelle', uden at se på, hvad disse forskelle egentlig betyder.

Men mange mennesker føler sig instinktivt utilpas, når vi taler om at afskaffe det multikulturelle - og med god grund. Det eneste alternativ, de kender, er den gamle hvidere-end-hvid monokultur. Dette syn, klarest udtalt af Enoch Powell og Norman Tebbit, går ud på, at hvis hvide mennesker skal leve sammen, er det nødvendigt at se og føle det samme og have en nøjagtig fastsat fælles identitet. De hævder, at antallet af nye indvandrede bør være lavt og bør presses til at tilpasse sig til 1950'ernes hvide forstadsfamiliers norm - og det hurtigt.

Hvilken kultur?

Multikulturen blev udformet med gode intentioner, som en modreaktion. Men den er blevet et spejlbillede på den gammeldags form for racisme, der behandler muslimske kvinder - og andre - som så anderledes, at de ikke fortjener de samme rettigheder som os andre.

Når folk taler om at forsvare muslimsk kultur, så spørg dem hvilken kultur? Iram og Nasirins kultur eller deres voldelige mænds kultur? Det multikulturelle samfund behandler patroniserende immigranter som homogene grupper - når de i virkeligheden er lige så diffuse og forskellige som alle vi andre.

Der findes en bedre måde hvorpå staten kan forstå og regulere menneskelige forskelle, ud over tebbittrisme og multikulturelle samfund. Det hedder liberalisme. Et liberalt samfund tillader individet at gøre, hvad han eller hun vil, så længe det ikke skader andre mennesker. Du kan gå med pvc-hot pants eller slør. Du kan vælge at tilbringe hele dagen i bøn eller hele dagen med at håne mennesker, som beder.

Hvor en multikulturel person hylder religiøse grupperingers rettigheder, går liberalisten ind for individets rettigheder. Så hvis du ønsker at prædike, at ærkeenglen Gabriel for totusind år siden åbenbarede Guds ord til en nomade, der hverken kunne skrive eller læse, kan du gøre det, lige så meget du vil. Du kan skrive bøger, afholde møder og tale din sag. Hvad du ikke kan, er at hævde, at eftersom denne engel tilsyneladende sagde, at kvinder kun er en halv mand værd, når det drejer sig om arveret, og at homoseksuelle mennesker bør slås ihjel, kan du skippe de liberale regler og agere ud fra det.

En liberal stats opgave er ikke at forsyne dens borgere med et 'Den ægte, nationale substans'-stempel, eller at promovere 'forskellighed' for ens egen skyld. Opgaven er at forsvare ethvert individs lige rettigheder - hvad enten de er hvide mænd eller muslimske kvinder. Staten har én liberal kultur, med friheder der bruges forskelligt af forskellige mennesker.

Så lige så meget som vi håner ærkebiskoppen, lige så meget bør vi takke ham. Han har hjulpet med til at begrave det multikulturelle samfund. Med sit sammenfiltrede skæg og sin forpinte håndvridende appel til en ørken-gud, har ærkebiskoppen uforvarende vist os vejen til en vision om et bedre England - et, der stolt vælger at være liberalt.

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her