Kronik

'I don't like Mondays'

De er vrede og forurettede. De skyder deres skolekammerater og lærere, og de fleste af dem afslutter massakren med at rette våbnet mod sig selv. 'College killer' er et fænomen. 'Psykopater' og 'sindssyge' lyder overskrifterne. Men hvorfor vælger unge massemordere deres skoler som gerningssted? Overser vi en skolekulturel betydning?
Ved skyderiet på Columbine High School i USA i 1999 blev 12 studerende og en lærer dræbt.

Ved skyderiet på Columbine High School i USA i 1999 blev 12 studerende og en lærer dræbt.

Ed Andrieski

23. februar 2008

"I don't like mondays," lød svaret, da den 16-årige Brenda Spencer fra England blev spurgt, hvorfor hun skød på lærere og elever. Året er 1979, og Bob Geldof udødeliggjorde ordene med hittet af samme navn. Siden har andre college killers gjort hende selskab. I maj 1999, på Columbine High School i USA skyder Eric Harris og Dylan Klebold 12 af deres gymnasiekammerater. I april 2007 på Virginia Polytechnic Institute i USA dræber Cho Seung-hui 32 studiekammerater. I november 2007 skyder18-årige finske Pekka-Eric Auvinen otte personer på Jokelaskolen -

Spørgsmålet er, om fænomenet er stigende? Det kan ikke afvises, at der er opstået et såkaldt copycat-effekt. Altså at en eksponering af fænomenet 'smitter' andre. Det er tydeligt, at gerningsmændene har inspireret hinanden, ikke mindst hvad angår scenografien med militaristiske opstillinger og æstetik. Cho fra Virginia Tech og Pekka-Eric fra Jokela Skolen, sender sågar hilsner til Columbine-morderne på deres efterladte netkorrespondancer.

I college killer-sager giver medierne gerningsmændene diagnoser som 'gale', eller 'psykopatiske'. Det er relevant at inddrage personpsykologiske overvejelser og iagttagelser. Men hverken copycat-effekt eller persondiagnoser er tilstrækkelige årsagsforklaringer. Dertil er college killer-fænomenet for kompliceret.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at forhindre flere skolemordere, må vi se, hvordan det kommer så vidt i de konkrete sager. Det bliver relevant at supplere interessen for individets knuder med sagernes fælles sociale træk.

Massemorderne har f.eks. valgt deres skolekammerater som ofre. Det er næppe tilfældigt. Skole og uddannelsessteder fylder meget for de fleste børn og unge. Det er her, de tilbringer det meste af dagen i mange år. Det er her, de sættes i en formel social sammenhæng, hvor deres ligesindede er jævnaldrende i flok. Skole- og uddannelsesalderen er en særlig epoke i livet. Den udgør den tid i livet, hvor venner får mindst lige så stor betydning som familien. De jævnaldrende bliver de centrale personer i udvikling af det, man kan kalde for 'det horisontale sociale jeg'. Det jeg, som bliver til sammen med de jævnaldrende. I socialpsykologien kaldes disse centrale personer for 'de signifikante andre'. For den nyfødte er forældrene 'de signifikante andre', for skoleeleven er det vennerne. Børn og unge kan især hente stof og materiale til 'det horisontale sociale jeg' i skolemiljøet. Her skabes net af bekendtskaber. Her møder man forelskelser og gruppesamhørighed, hvis man da får lov. De unge skolemordere vælger netop et af de mest centrale ungdomssociale fællesskaber som gerningssted, og de har valgt at dræbe de mest centrale personer for deres adgang til en dynamisk, social udvikling - hvorfor?

Svaret kan måske hentes ved studier af et andet fælles træk ved sagerne: I omtrent alle offentligt kendte college killer-sager fortæller skole- og studiekammerater, at gerningsmændene har været, eller er, mobbede. De mobbede er uønskede hos deres egne. Børn og unge rammes derfor på deres livsfundament, når de holdes ude af gruppefællesskabet. Skolemorderne har dermed ikke noget særlig fast fundament at stå på, men de fik i døden, hvad de ikke fik i livet: Interesse.

'Det sker hele tiden'

Brooks Brown, en af de overlevende elever fra Columbine, har skrevet den meget omdiskuterede bog: The Truth Behind Death at Columbine. Her fokuserer Brooks netop på: the horrific teasing and bullying rampant at Columbine. Brooks beretter om forskellige episoder, hvor de to gerningsmænd provokeres af studiekammeraterne:

"Jeg stod en dag og røg en cigaret (med Eric og Dylan - red.), da en flok fodboldspillere kom forbi. De råbte noget og smed en flaske, der smadrede tæt på Dylans fødder. Jeg blev godt gal, men Eric og Dylan reagerede ikke engang. 'Tag dig ikke af det mand' sagde Dylan, 'det sker hele tiden'."

På amerikanske websites er der heftige debatter om Columbine-massakren, og her bakker flere forhenværende studerende op om Brooks. Andre gør ikke. Men en støtte til Brooks' påstand kan hentes hos gerningsmændene selv. På den efterladte afskedsvideo fortæller Dylan Klebold, at helt tilbage fra hans tid i the Foothills Day Care Center, har han oplevet, at stuck-up-børnene afskyede ham. "Being shy didn't help", konstaterer han. "I'm going to kill you all". Bitterhed mod omgivelserne går også igen i replikkerne i Cho Seung-hui's afskedsvideo: "I am angry. I killed because people like me are mistreated every day. I did this to show society, push us and we will push back. ... All throughout my life, I was ridiculed, always beaten, always hated. Can you, society, truly blame me for what I do? Yes, you will - It was not a cry for attention, it was not a cry for help. It was a scream in sheer agony saying that if you can't pry your eyes open, if I can't do it through pacifism, if I can't show you through the displaying of intelligence, then I will do it with a bullet."

Med god forudanelse diskuterer Cho sit eftermæle og understreger, at hans gerninger ikke er et råb om hjælp. Også Pekka-Eric kommenterer et eventuelt eftermæle:

"You might ask yourself, why did I do this and what do I want. Well, most of you are too arrogant and closed-minded to understand ... You will properly say me that I am 'insane', 'crazy', 'psychopath', 'criminal' or crap like that. No,-I am just an animal, a human, an individual, a dissident."

Social hævn

Måske skal en skolemorders handlinger ikke ses som en gal mands løsrevne voldshandlinger, men forstås som social hævn og udvidede selvmord?

De gængse fortællinger om gerningsmændenes krøllede personligheder kendes også fra andre voldsomme begivenheder i det offentlige rum. Samme forklaringsdiskurser støder jeg på i studier af mobbesager herhjemme, hvor skoleelever går amok og kaster med møbler og tæver løs på deres plageånder. Udøveren gengives ofte efterfølgende som værende 'aggressiv', 'umoden', og 'uden empati'. Personen genkendes ikke som mobbeoffer, men beskrives i disse tilfælde som voldsmand. Eller også transformeres forklaringen om den voldsomme reaktion til årsagsforklaringen på mobning. "Han bliver mobbet, fordi han er aggressiv og umoden". Konsekvensen af mobning gøres dermed til årsagen til mobning, og offeret får skylden. I vores retsforståelse ligger skyld og straf i samme skuffe, og det står lige for at intervenere med udsmidning af skolen.

Det påstås, at en skolekulturel dimension som mobning i skolemordersagerne ikke har stor betydning, for så ville vi have flere af den slags sager i vores skolesystem. Men er college killer-historierne i virkeligheden en mere ekstrem udgave af situationen i klasseværelset med mobbeofferet, der slår og kaster med stole? Ser vi en del college killer-handlinger i mikromålestok?

Et kulturperspektiv på skolemorderhistorierne giver os en reel mulighed for at forebygge, i stedet for at sidde bange tilbage, når medierne gengiver brutale massemord. Et sted, hvor vi kan tage fat er, at udvikle mobbe-begrebet, så vi ikke fastlåses i en piktogram-forståelse af fænomenet og kun genkender den billedlige og synlige form for mobning som buksevand, sms-hån og tæv.

Stille ensomhed kan også være et udtryk for udstødelse, om ikke direkte, så angsten for den. Mobning handler mere om det relationelle, end om en given, konkret udtryksform. Vi kan ved samme lejlighed udfordre accepten af, at børn og unge trækker sig fra det sociale samspil med legitimeringer som, at "hun er underlig" - og lignende selvskylds betragtninger.

I Go aften Danmark blev der sagt om Pekka-Eric fra Finland, at han levede i "selvvalgt social isolation". Man kan også spørge: Vælger (alle) ensomme børn og unge social isolation? Eller er social isolation titlen på det liv, nogle lever, efter at al kamp om accept i et lavtolerance-miljø er opgivet?

Måske er de kendte skolemordere allerede en slags martyrer? På YouTube og MySpace er der mange unge, som tager afstand fra begivenhederne, men der er også enkelte sympatitilkendegivelser. "My idol", skriver én om finske Pekka-Eric. Om Cho fra Virginia Tech massakren skriver en anden:

"I just have to say, sure what Cho did was a really bad thing to do. But I understand him. Most people did not understand why he did it. That is because they have never been in his shoes. This guy was bullied since he was a little kid. And he thought that people were unfair to him. I know exactly how it feels. Cuz I have been bullied a lot in school since I was a kid. And it came to a point when I realized that I could easily end up like Cho. I was really close to doing the same thing he did."

Helle Rabøl Hansen er cand.jur. og ph.d-stipendiat på DPU. Tilknyttet forskergruppen eXbus, Exploring bullying in schools. Forfatter til bogen: 'Grundbog mod mobning'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Yderst tankevækkende læsning, især for en, der selv både som barn og voksen har oplevet mobning. Især det med, at det er den, der reagerer på mobningen, der bagefter karakteriseres som "asocial og voldelig". Det minder om det gamle "hvem bliver først vred"-folkeeventyr.

Det er især interessant at læse dette i sammenhæng med såvel ugens intermetzo som Mette Frederiksens kritik af Fogh. Gad vide, om ikke skoleafbrænding kunne ses som en lidt mere venlg dansk version af "school killing" - og af de samme grunde?

Rabøl Hansen skriver: "Det påstås, at en skolekulturel dimension som mobning i skolemordersagerne ikke har stor betydning, for så ville vi have flere af den slags sager i vores skolesystem." - og argumenterer i øvrigt glimrende mod denne påstand.

Man kunne tilføje, at de færreste mobbeofre har energi til at rette vreden mod deres plageånder udad. Årelang mobning nedbryder typisk offerets selvværd i en sådan grad, at de destruktive reaktioner rettes mod offeret selv. Nogle gange med livslange konsekvenser.

Forebyggelsen ligger lige for. I stedet for at opdrage vores børn at blande sig uden om, når de oplever mobning - må vi lære dem den værdighed, der ligger i at forsvare dem som ikke magter at forsvare sig selv. Mobberne næres af en scene, hvor de fornemmer at det jævnaldrende publikum enten beundrer dem, frygter dem eller er bedøvende ligeglade.

I øvrigt enig med Vadmand, at der kunne være en nærliggende analogi i dynamikken bag skolemord og skoleafbrændinger.

Jeg er fuldstændig enig i med Vadmand og Marker i, at det analytiske greb også kan gribe skoleafbrædninger. Jeg har bare ikke medtaget eksemplet i min kronik, da de seneste skoleafbrændninger også indeholder andre kompleksiteter - kræver næsten en kronik for sig.

Jeg er også meget enig i synspunktet om den manglende energi (måske også mangel på mod i situationen) fra mobbeoffret side. Det er vigtige solidariske standpunkter - fordi man kan støde på undren over, at offeret ikke 'siger mere fra' undervejs.

Vadmand - om personlige beretninger - læs mere om vores indsamling af personhistorier på www.exbus.dk

Kære Helle Rabøl - mine mobbeerfaringer ligger så langt tilbage (i hvert fald hvad skolen angår) nemlig 1950'erne, hvor skolen var en helt anden, så de nok ikke kan have interesse for jeres undersøgelse. Men det ser spændende ud.

Kære Vadmand, jo da, vi (eXbus) er interesserede i alle generationers mobbehistorier.
Interessant er det, at ordet 'mobning' formentlig er af yngre dato end selve fænomenet, som måske kan dateres til det tidspunkt, hvor vi fik 'skoler for folket' på kontinentet - dvs. i 1700 tallet.
I forhold til skoleberetninger flere hundrede år tilbage er du jo en ren vårhare;-)

Hej Vadmand.

Tænkte på om du ikke havde noget tid til at besvarer nogle spørgsmål, vi har skrevet ind i vores problemstilling da vi lige nu er igang med projekt uge og har om skolemassakre i USA.

Tak på forhånd.
Frederik & Rasmus

Det må I da godt. Send mig evt. en e-mail. I kan finde den ved at google på mit navn og slå op på min hjemmeside (Det er ikke tilladt at oplyse private e-mail-adresser her).

Jeg troede først, I var mine nevøer af samme navn, men det er I åbenbart ikke.

Super god kronik, Helle.

Jeg bor i London og spurgte lige mine kolleger her paa kontoret om der har vaeret nogle lignende skolemassakrer i England, og bortset fra en fyret 41-aarig spejderleder i Skotland, som myrdede 16 skoleelever og deres laerer, var svaret nej.
Og saa taenkte jeg, det er da maerkelig naar man taenker paa at England er verdensberoemt for sin graenseloest brutale mobbekultur. At slaaskampe herovre ikke bare er mere frekvente men ogsaa meget mere voldelige, og at skydevaaben helt sikkert er nemmere at skaffe end i Finland eller Tyskland og saa i oevrigt at Englands befolkning paa godt 60 millioner jo ogsaa foroeger sandsynligheden for den slags, er faktorer som man skulle tro ville fortaelle en anden historie.
Praecis hvad grunden kunne vaere vil jeg lade folk som ved hvad de snakker om svare paa, men dog spoerge om det maaske netop kunne have noget at goere med den mere frekvente og udtalte vold. Hvis man konstant bliver presset til at forholde sig fysisk til mobningen (forsvare sig saa godt man kan/slaa igen), saa kan det maaske have een eller anden positiv effekt i forhold til de helt store foelelser af afmagt og frustration?

Lige meget hvad vil jeg nu ikke foreslaa at vi bruger det engelske skolesystem som nogen form for role model, haha uhaha...

Venlig hilsen Soeren

Det er meget interessant, Søren Bonke. Også seriemordere er næsten udelukkende et amerikansk fænomen. Hvad ER det ved den kultur, der er så anderledes?

Jeg synes, Michael Moore stiller en række interessante spørgsmål i sin film om skolemassakrer, men helkler ikke han kan rigtigt svare på dem.

Henrik Haslund Hansen

det er os, der skal gennem vores børn, stoppe den vold og de klarer sig godt syntes jeg,
I dag mopper de hibanden gennem musikken. Det er i fuld respekt til hinanden, sådan som jeg ser det.
Kærligst Henrik

Henrik Jensen

Jammer - Brenda Spencer var lige så meget englænder, som jeg er kamelhyrde....hun var født i San Diego, Californien. USA.

En graverende fejl i første sætning...så stod jeg af.