Kommentar

Ensomme piger slår hårdt

De fleste voldelige piger såvel som drenge vil sige, at de da bare vil have respekt. I virkeligheden er det frygt, de skaber. Og den mest voldelige bliver den mest frygtede. Men det giver ingen status andre steder
De fleste voldelige piger såvel som drenge vil sige, at de da bare vil have respekt. I virkeligheden er det frygt, de skaber. Og den mest voldelige bliver den mest frygtede. Men det giver ingen status andre steder
Debat
19. februar 2008

Det var omkring 1950. Jeg var 11-12 år. En lidt yngre dreng havde længe chikaneret og drillet og i det hele taget opført sig dødirriterende. En dag tog jeg mig sammen og gav ham et lag tæsk. Det skabte respekt. Det var reelt det eneste, han og de andre drenge havde respekt for. Men sådan opfører piger sig jo ikke, vel? Det var der bare ingen, der havde fortalt mig dengang. Jeg var den "søn", som min far aldrig fik. Han kaldte mig kærligt "smedens bæls" - vendelbo-dialekt for arbejdsdreng. Jeg tilbragte en stor del af min tid i hans værksted. Omkring konfirmationsalderen havde jeg lært at opføre mig som en dame, udstyret som jeg blev med andendagskjole, silkestrømper, pumps, frakke og hat. Mine mulige voldelige tilbøjeligheder var inddæmmet til indirekte aggression: Mænd slår, kvinder bruger mund.

Vold og aggression var acceptable træk hos mænd. Hos kvinder var det abnormt. En tidlig kriminolog som Cesare Lombroso (1895) så årsagen til kvinders kriminalitet i deres fejlagtige udvikling i retning af det maskuline: Onde kvinder kan tænke som mænd, det kan gode kvinder ikke. Ifølge Sigmund Freud (1900 og frem) er kvindelig aggression udtryk for penismisundelse. Otto Pollock (1950) mente, at kvinder især er voldelige, når de menstruerer. En forklaring, der senere blev til teorien om det præmenstruelle syndrom, som kræver medicinering, og er blevet brugt som begrundelse for frifindelse eller strafnedsættelse i sager om kvinders drab på deres voldelige mænd.

'Ligestillingens ofre'

I begyndelsen af 1970'erne tog kriminologer i USA emnet op igen. Den første var Freda Adler, der i 1975 udgav bogen 'Sisters in Crime'. Hun hævdede, at prisen for kvinders ligestilling med mænd er, at kvinder også begynder at imitere de værste sider af mænds adfærd, for eksempel vold. Adler beskriver pigebander, der dengang huserede i gaderne, begik røverier mod gamle mennesker, overfaldt andre piger osv. En psykiater citeres for at sige, at der ikke er noget overraskende i udviklingen. Piger, der tidligere voksede op under forholdsvis beskyttede forhold, får nu lov til at løbe frit omkring, sådan som drenge altid har gjort det. En naturlig konsekvens er, at de opfører sig på samme måde som drengene.

Teorien om kriminalitet som en uundgåelig følge af ligestillingen, blev kraftigt imødegået af feministerne. De påpegede, at kvinders kriminalitet generelt udgør en meget lille procentdel af den samlede kriminalitet i samfundet. Drenge og mænd begår så overvældende meget mere vold, end kvinder og piger gør. Nok er der et stigende antal anmeldte voldstilfælde, men det gælder generelt. Gabet mellem mænds og kvinders andele af den samlede mængde vold har ikke ændret sig. At hive feministspøgelset frem som forklaring på pigers vold er blot endnu et eksempel på 'the backlash', dvs. forsøget på at skrue tiden tilbage til dengang, mænd havde det offentlige rum for sig selv, og kvinder var på plads bag hjemmets trygge vægge, hvor de i parentes bemærket fik tæsk af mændene, uden at nogen tog sig af det.

Voldelige kvinder er altså ikke noget nyt fænomen. Her i landet lyder der med mellemrum bekymrede røster over et stigende antal sager om pigevold. Det seneste tal er 137 sager i 2006, en stigning fra 27 sager i 1996. Det bliver i medierne lanceret som en femdobling, hvilket det unægtelig er.

Men medierne forholder sig stort set ikke til det lave absolutte tal eller til den relativt sjældne forekomst af voldelige piger sammenlignet med den relativt hyppige forekomst af voldelige drenge. Alle har tværtimod slået de enkelte spektakulære pigesager stort op.

Usikkerhed

En af de bedste forklaringer på pigers vold har jeg set i Ung-bladet nr. 4/2002.

"Inde i hver eneste voldelig pige sidder der en lillebitte, usikker person og er utrolig ked af det. 'Ked af det-heden' kan bare ikke komme ud som tårer, kun som vold," siger Sille.

Sille er ikke hendes rigtige navn, men hun ved, hvad hun taler om. Fra hun var 12 til 18 år, var vold en del af hendes hverdag. Gennem et projekt for kriminelle unge fik hun efterhånden lært at få det, der gør ondt indeni, ud på en bedre måde.

Det er jo ikke børn, som får masser af kærlighed og har det godt, der bliver voldelige, forklarer hun. Volden opstår, fordi det ikke er accepteret, at man sætter sig ned og græder. Enten fordi man ikke har fået lov at være ked af det derhjemme og ikke har lært at få følelsen ud på en god måde. Eller fordi man går sammen med nogen, der ikke accepterer, at man indimellem føler sig lille og svag.

Det er OK at være glad, det er OK at være vred og aggressiv, men det er ikke OK at være ked af det. Følelserne kommer ud på en måde, der ødelægger det for en selv og andre. Enten banker du andre, eller også er du voldelig over for dig selv og tager stoffer, får spiseforstyrrelser eller tænker på selvmord, siger Sille. Og skærer i dig selv, kunne man tilføje. Moderen opgav Sille, da hun var 11 år, og folkeskolen opgav Sille, da hun var 12. "Fra da af var jeg skide ligeglad med, hvad der skete med mig," siger hun.

De fleste voldelige piger såvel som drenge vil sige, at de da bare vil have respekt. I virkeligheden er det frygt, de skaber. Og den mest voldelige bliver den mest frygtede. De kommer ind i en ond cirkel, hvor de skal overgå hinanden i grovhed.

Men det giver ingen status andre steder. Problemerne tårner sig op, og det bliver sværere og sværere at klare sig i skolen etc. Du kan kun komme ud af den onde cirkel, hvis du får en masse hjælp af andre - først og fremmest en psykolog, siger Sille.

Silles forklaring, at 'ked af det-hed', der ikke må udtrykkes med tårer, får afløb i vold, er måske en overvejelse værd i forbindelse med unge indvandrerdrenges hærgen. Hærværk og ildspåsættelse er også en slags vold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det første jeg taber, når nogen begår vold, er respekten for vedkommende.

Men hvem har lært børnene at slå?

Det var omkring 1950. Jeg var 11-12 år. En lidt yngre dreng havde længe chikaneret og drillet og i det hele taget opført sig dødirriterende. En dag tog jeg mig sammen og gav ham et lag tæsk. Det skabte respekt. Det var reelt det eneste, han og de andre drenge havde respekt for.

Korrekt. Jeg plejede også bare at tæve dem, der mobbede mig. Så holdt de op.

Men sådan opfører piger sig jo ikke, vel?

Det har en i en overgang flittig læserbrevskribent Irma Henriksen for længst berettet om.

Otto Pollock (1950) mente, at kvinder især er voldelige, når de menstruerer. En forklaring, der senere blev til teorien om det præmenstruelle syndrom, som kræver medicinering, og er blevet brugt som begrundelse for frifindelse eller strafnedsættelse i sager om kvinders drab på deres voldelige mænd.

Teorien er senere blevet verificeret af en kvindelig læserbrevskribent i B.T.