Jeg har en god ven, som er født og opvokset i Berlin. Da han var 11 lod han håret gro og iklædte sig kjole, flade sko, sminkede sig og følte sig som pige. Hun startede også på et tidspunkt en beskeden hormonel behandling.
Da en heteroseksuel mandeven til mig var med til en fest, hvor hun også var, spurgte han til, hvem hun da var, for hun var den eneste, han var interesseret i. Min ven er ikke videre flydende i sin egen opfattelse (når jeg siger: 'Du da kan få en finger i røven', siger han nå ja ja, hvor han i 1994 sagde nej nej nej. Og han er da også den, der har informeret mig om, at alle heteroerne er begyndt at tale om urinsex - golden shower på engelsk og Natursekt på tysk), så jeg valgte ikke at sige noget om denne kvindes for ham hemmelige blomst og så se hvad der skete. Men der skete ikke noget, for han var for fuld til overhovedet at indgive sig på en samtale med ønsket forløb.
Den skæggede dame
Nu er hun 21, og for et halvt år siden klippede hun håret til skuldrene og voksede sig et skæg. På en tur gennem byen for nylig, mødte vi en ven, der med det samme kommenterede skægget. Et skæg, som jeg først lagde mærke til der. Nogle uger efter blev hun stoppet på gaden af nogle folkeskoleelever, der var i gang med at lave opgave om grunge, og spurgte om de ikke måtte tage et billede af hende. Derefter klippede hun sig kortere i nakken. For tiden undgik jeg ordene ham eller hende, men bare sagde navnet. Nu siger jeg ham, og hende sniger sig også nogle gange ind.
Jeg bemærker ingen forskel på hende og ham eller ham og hende, men ser og har egentlig altid kun set Ninu. Det er dejligt, men nu er det jo heller ikke alle, der bare kan være sig i de millioner jeg'er.
De transseksuelle - fuldtid, fritid og opererede - jeg er stødt på i mit liv forsøger for mine øjne at illudere præcis den modpart, som de har lyst til at være. Følelsen af at ville dette er mange gange udløseren. At udløseren kan være biologisk, hormonel osv. udelukker jeg ikke, men følelsens udløsende kraft er ofte nok til at forklare valget eller nødvendigheden. Nu har jeg aldrig selv haft opfattelsen af mig selv som transseksuel. Jeg husker, at jeg i en tidlig alder tænkte, at det at føle sig fanget i den forkerte krop af andet end en raptus måtte være noget af en hård nød at få til at krakelere. Selvfølgelig ved jeg ikke, hvordan det føles.
Alle der ønsker en kønsskifteoperation skal kunne få en, og alt hvad der klinisk er forbundet med transseksualitet - og hvad deraf hører af sterilisation (fjernelse af æggeledere og livmoder for at kunne være en rigtig mand osv.) burde fysisk og mentalt reorganiseres, så vi kan begynde at bruge andre ord om køn.
Tokønsmentalitet
For er det i bund og grund ikke reaktionært at ønske at være et perfekt modsat køn, sådan som de transseksuelle gør, og derved forsøge at blive lukket ind i det modsatte køns inkluderende verden.
Er man ikke bare med til at give samfundet ret i at samfundets tokønsmentatlitet er det rigtige parameter for verdens videre gang. Og er diskussionen omkring samfundets kønsopfattelser ikke vigtigere at tage end den enkeltes ret til at bestemme over sin krop.
Og hvis ikke, er det så kun transseksuelle der ikke kan? Hvad med f.eks. aktiv dødshjælp?
Jeg husker her på den tyske intruktør Rosa von Praunheims film fra 1971 Ikke den homoseksuelle er pervers, men samfundet i hvilket han lever, som meget godt illustrerer den homoseksuelles tidligere randgruppering. En gruppering der stadig tildeles den transseksuelle. Det må kunne lade sig gøre at åbne op for en større rummelighed indefra ved at diskutere (aflive) myten om det køn, man føler sig som eller omvendt.
For var køn, seksualitet og identitet ligegyldige størrelser i et samfund ville transseksualitet så overhovedet eksistere?
Jeg skal ikke kunne sige det, ligesom jeg heller ikke kan vide noget om følgende: sex efter en operation. Men jeg læser og hører om hvordan man nu efter operationen føler sig hel og hvordan sex endelig får mening, dybde og tilstedeværelse, men jeg læser og hører også om hvordan sex bliver følelsesløs, tom og gestikulerende.
Jeg tænker her på en mandlig ven der i en alder af 35 bare blev omskåret og derefter udtalte, at følelsen han nu havde i sin pik kunne sammenlignes med følelsen i hans albue. Og jeg tænker på myten om den kvindelige masturbation som værende praktisk talt ikke-eksisterende endda for mange kvinder selv. Myter er til for at aflives, og de transseksuelle skulle gerne sige det selv.
Baltazar Castor er skribent
Du skal ikke være bange, Baltazar - man kan få nogle skønne orgasmer efter en operation nede i Thalland. Ingen med respekt for sig selv skal underlægge sig det danske rettergangs system.
Og hvorvidt det nu er reaktionært--tjaeh, ingen kan jo vide hvorvidt nogen som helst ville ønske entydigt at signalere et bestemt køn, dersom verden ikke netop bl.a var styret af stive kønskasser, det kan ingen vide....Men, har du prøvet at gå klædt som kvinde ind i et herreomklædningsrum?? Jeg si´r dig en ting er at gå derind og skynde sig at tage tøjet af, men bagefter...f...så står man der og ta´r BH på samme med alle de der bodybuildertyper!!
På universitet i Chang Mai har de tre slags toiletter, ligesom der er indført tre køn i de indiske pas-:)
Ak ja, i den danske navnelov taler de stadig om kønskorrekte navne. Wow, er det ikke fabelagtigt ord: Kønskorrekt.