Kronik

Februar 1948 - istid over Prag

Da kommunisterne erobrede magten i Tjekkoslovakiet for 60 år siden, var det mere et kup end en revolution i klassisk forstand. Daværende præsident Eduard Benes blev siden beskyldt for at være 'sovjetisk spion', men historikere har nu stillet sig tvivlende over for den påstand
Den 23. februar 1948 var der en stor demonstration i Prag til støtte for regeringschefen, den kommunistiske partileder Klement Gottwald. Allerede to dage efter havde kommunisterne sikret sig den endelige sejr i magtkampen.

Den 23. februar 1948 var der en stor demonstration i Prag til støtte for regeringschefen, den kommunistiske partileder Klement Gottwald. Allerede to dage efter havde kommunisterne sikret sig den endelige sejr i magtkampen.

20. februar 2008

I februar 1948 krævede de tjekkiske kommunister sikkerhedsapparatet besat med endnu flere kommunister. Yderligere otte ikkekommunistiske poster som politikommissærer skulle efter krav fra den kommunistiske indenrigsminister besættes med kommunister. For tre ikkekommunistiske regeringspartier var grænsen overskredet. 12 ministre fra det Nationale Socialistparti, Folkepartiet og det Slovakiske Demokratiske Parti nægtede at tage del i et regeringsmøde indkaldt til den 17. februar. Og tre dage senere, den 20. februar, afviste samme tre partier at tage del i et møde indkaldt af regeringslederen Klement Gottwald og indgav i den forbindelse deres afskedsbegæringer.

De tre partier ønskede gennem deres aktion at tage initiativet fra det kommunistiske parti (KSC), fremkalde folkelig modstand mod kommunisternes fremfærd og fremtvinge nyvalg. Men de havde ikke midlerne til at sætte kravene igennem. Stridspunktet, udpegningen af politikommissærer, var nok heller ikke bedst for en massemobilisering, for befolkningen var mere optaget af akutte sociale spørgsmål end af faren for en partistat. De tre partier begik desuden den fejl ikke at invitere socialdemokraterne til de afgørende møder den 20. februar, ligesom de heller ikke tilstrækkeligt havde informeret præsident Eduard Benes og sikret sig hans opbakning.

De tre partier havde på forhånd ventet, at socialdemokraterne ville følge i deres fodspor, men de tjekkiske socialdemokrater holdt fast ved regeringsdeltagelsen og var ikke villig til at opgive samarbejdet med kommunisterne. Flere år med systematisk kommunistisk infiltration havde også haft sin virkning. Så mere end stiltiende socialdemokratisk støtte til de tre partiers aktion blev det ikke til. Også ikkepolitiske ministre, udenrigsminister Jan Masaryk og forsvarsministeren Ludvik Svoboda, valgte at blive i regeringen.

Fra kommunistisk side blev de tre partiers aktion straks udråbt som en "reaktionær sammensværgelse". De tre partiers udtræden var noget af en foræring for den kommunistiske partileder Klement Gottwald, der fik lettere ved at sikre sig den endegyldige magt. Klement Gottwalds foretrukne strategi var at "løse krisen" og sikre sig magtmonopolet fredeligt og "parlamentarisk" og undgå en direkte konfrontation med den alderssvækkede præsident Eduard Benes.

Pres på præsidenten

En times generalstrejke og mobilisering af gadens parlament var nok til at lægge det fornødne pres på præsidenten. Grundloven sagde i øvrigt ikke noget om, hvordan en regeringskrise som denne skulle håndteres konkret. Det logiske og også mest demokratiske var naturligvis, at en regering, der mistede 12 af sine ministre trådte tilbage og derefter udskrev nyvalg. Men præsident Eduard Benes blev presset til at udfylde de ledige ministerposter med folk håndplukket af kommunisterne.

10 år efter München bøjede han sig igen for overmagten. Havde han ikke bøjet sig, havde kommunisterne uden tvivl grebet til voldelige massedemonstrationer og proklameret generalstrejke. Bag sig havde kommunisterne ikke alene Moskva, men også politiet, folkemilitserne, de særlige aktionsudvalg tilknyttet den kommunistisk ledede Nationale Front og ikke at forglemme fagforeningerne (ROH), der åbent støttede Klement Gottwald og kommunisterne i kampen mod de "reaktionære".

En sovjetisk militær intervention var heller ikke udelukket. 19. februar, dagen før regeringskrisen brød ud, ankom den sovjetiske vice-udenrigsminister Valerian Zorin til Prag. Han erklærede, at Stalin ikke ville se passivt til, at vestlige lande "blandede sig" i indre tjekkoslovakiske anliggender. Det har siden været diskuteret, om Stalin også ville have interveneret militært. Han gjorde det trods alt ikke i forbindelse med bruddet med Titos Jugoslavien.

Så allerede den 25. februar, blot fem dage efter ministrenes tilbagetræden fra regeringen, havde kommunisterne sikret sig den endegyldige sejr. I juni 1948 trak Eduard Benes sig tilbage som præsident; det tjekkoslovakiske Socialdemokrati blev tvangssammenlagt med det kommunistiske parti. Og det efterfølgende valg blev helt kontrolleret af det kommunistiske parti.

Benes er siden ikke med urette blevet kritiseret for at vente med at gå af til juni måned, dvs. fire måneder efter kuppet. Hans rolle under selve krisen har også været meget diskuteret. Var han gået af straks efter februarkuppet, havde han ikke kunnet standse selve magtovertagelsen, men i hvert fald udvist en afstandtagen fra kommunisternes fremfærd. Her op til 60-året for februarkuppet er Benes blevet erklæret for en "sovjetisk spion", men historikere har nu stillet sig tvivlende over for den påstand.

Mere kup end revolution

Som påpeget af Zdenek Suda var der i februar 1948 ikke tale om en revolution i klassisk forstand og heller ikke i den leninistiske sådan som ved oktoberrevolutionen i 1917. Udtrykket coup d'état eller 'februarkuppet' kommer nok nærmest det, der rent faktisk skete.

Den stalinistiske leder Klement Gottwald blev umiddelbart politisk styrket. Men han blev diktator uden suverænitet. På Prag-borgen blev Gottwald isoleret fra - eller lod sig snarere isolere fra - hvad der rørte sig i partiet, og det hjalp heller ikke, at de alvorlige alkoholproblemer, der var startet under krigen, blev et stadig større problem for ham, ja han havde ligefrem problemer med at gennemføre sine store taler til offentligheden. Flere havde lange ikke-planlagte pauser og var nærmest uforståelige for offentligheden.

Alle de mange løfter givet før februar 1948 om en særlig tjekkoslovakisk vej til socialismen blev brudt efter blot det mindste vink fra Moskva. Som beskrevet af Karel Kaplan og Pavel Kosatik i bogen Gottwalds mænd, så havde Klement Gottwald før 1949 modsat sig antisemitisme som våben i kampen mod 'klassefjenden', men efter 1949 bøjede han af. For at fastholde den parlamentariske facade havde han forud lovet de demokratiske politikere immunitet, men få dage efter kuppet kom de første arrestationer. Han havde også lovet frivillighed ved kollektivisering af landbruget, men det blev hurtigt ændret til tvang.

Men hvorfor denne underdanighed over for Moskva? Gottwald og inderkredsen omkring ham vidste fra deres tid i Komintern alt for godt, hvad der ventede dem, hvis de ikke blindt adlød alle ordrer fra Kreml. Som beskrevet af Kaplan og Kosatik byggede loyaliteten mod Kreml ikke alene på hengivenhed, men også på frygt for, som så mange andre, at lide døden efter blot mindste konflikt med Stalin. Kun to gange, i 1948 på Krim og i 1952 på SUKP's 19. partikongres, vovede Klement Gottwald at aflægge besøg i Sovjetunionen.

Hurtigt efter 'februar 48' blev efter krav fra Moskva igangsat en stribe politiske skueprocesser mod 'slovakiske nationalister', 'titoister' og 'trotskister', flere med antisemitiske undertoner. 250.000-280.000 skønnes udrenset som følge af februarkuppet, men tallet kan meget vel have været højere.

Partiets stærke mand og en af igangsætterne af de politiske skueprocesser, Rudolf Slansky, blev sat på anklagebænken, tortureret, dømt og henrettet. Domstolene udstedte mellem 1948 og 1952 27.000 afgørelser om 'anti-statslig virksomhed'. Omkring 100.000 rejste ud af landet, og flere ville have været fulgt efter, dersom grænserne til Østrig og Tyskland ikke var blevet hermetisk lukket. Den stalinistiske isvinter var for alvor sat ind.

Det tjekkoslovakiske 'februar 1948' og Stalins angreb på 'titoismen' satte yderligere fart i det vestlige økonomiske og militære samarbejde. Mærkeligt nok blev ikke herhjemme oprettet et nyt ikkestalinistisk venstrefløjsparti i 1948. Februarkuppet afslørede jo med al tydelighed stalinismens sande ansigt.

Den stalinistiske isvinter blev i 1960'erne afløst af tøbrud, der kulminerede med Prag-foråret for 40 år siden. Prag-foråret blev som bekendt standset med Warszawapagt-invasionen 21. august 1968. Efter 1968 trak, for at bruge reformkommunisten Zdenek Mlynars formulering, om ikke en isvinter, så i hvert fald nattefrost hen over Prag. Og nattefrosten varede helt frem til november 1989.

'Februar 1948' står tilbage som et tragisk og lærerigt historisk minde, som en integreret del af den policy of history and tragic events, der stadig spiller en stor rolle i de central- og østeuropæiske lande.

Søren Riishøj er lektor ved Institut for Statskundskab ved SDU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu