I en undersøgelse, hvor Ankestyrelsen har set på 143 børneanbringelsessager hos 11 danske kommuner, er der fundet eklatante fejl i procedurerne i næsten to ud af tre tilfælde.
Det er dybt bekymrende for danske børns retssikkerhed. Faktisk er dette ikke nogen ny problematik. Blot betyder kommunesammenlægninger og den siddende regerings massive nedskæringspolitik, som også rammer uskyldige børn, at fejlene bliver mere synlige.
Atter svigtes de mest udsatte børn i Danmark. Dette er en logisk og bevidst konsekvens, idet de ansvarlige ved, at langt de fleste børn anbragt uden for hjemmet, er børn af alkoholmisbrugere. Og at børn af alkoholmisbrugere er de mest udsatte børn i det danske samfund overhovedet.
Problemerne opstår ikke udelukkende, fordi der mangler personale. Ineffektive metoder og fejlprocedurer gør sit til at sager hobes op og stresser medarbejderne.
F.eks. medinddrages den biologiske familie så godt som aldrig. Således bliver disse familiære ressourcer ikke udnyttet til gavn for børnene. Hvad værre er, barnets biologiske bånd er i fare for at brydes. Misbruget er i centrum hele tiden og overalt.
Problematikker BoPaM er bekendt med, er bl.a. tilfælde hvor forældre samarbejder om en frivillig anbringelse. Disse forældre føler sig umyndiggjorte, præcis som handlede det om en tvangsfjernelse. Forældrene giver udtryk for at møde manglende forståelse for deres tunge beslutning, og ringe respekt for dem, som forældre. Det føles nedværdigende og der opstår frustrationer og misforståelser. Samarbejdet lider skade og fokus flyttes fra børnenes behov over på uhensigtsmæssig strid. Det koster ufatteligt mange ressourcer.
Et andet stort problem er, at det ofte er nyuddannede socialrådgivere, som sidder med de tungeste personsager. Eller den gamle velkendte historie om udskiftning af medarbejdere.
Til trods for det er påpeget utallige gange, igennem rigtig mange år, møder borgerne det igen og igen.
Dette kan kun ændres internt, ved at både byrådspolitikerne og de kommunale ledere fokuserer på borgernes rettigheder og krav på kommunal service. Ny sagsbehandler betyder i bedste fald forlængelse af processerne og i værste fald, at sager starter helt forfra.
Misbrugerramte familier giver op over for det tunge system og forbliver i misbruget. Kommunale medarbejdere brænder ud og forandringerne er ubetydelige i forhold til indsatsen.
Det er en alvorlig fejltagelse at fjerne børn fra hjemmet, og det sker da også kun i de skandinaviske lande, fordi de perfektionistiske danskere m.fl. ikke kan udholde tanken om, at nogle børn, de slet ikke kender, ikke får samme tryghed og materielle velfærd som deres egne børn. Meget sympatisk, men psykologisk er der tale om projektion, og det var vist ikke det, digteren Kahlil Gibran mente, da han digtede: "Jeres børn er ikke jeres børn". Forældre har naturligvis ejendomsret til deres børn, indtil de er myndige, og det må de nervøse danskere bare acceptere. I øvrigt hjælper anbringelserne ikke, tværtimod.
Ved bistandslovens indførelse skulle børneværnets praksis afløses af et mere helhedsorienteret syn på problemfamilierne.
Det er gået modsat, idet børneværnet er genindført under navn af børn og ungegrupper. Sagsbehandlerne har ingen forudsætninger for at behandle disse sager. Dels er uddannelsen ikke relevant og erfaringen mangler for de flestes vedkommende og interessen er sjældent til stede.,
Ny og realitetsbetonet uddannelse efterlyses samt større forståelse for de implicerede familiers situation.
En abringelse uden for hjemmet er i alt for mange tilfælde indledningen på en livslang karriere vekslende mellem socialforvaltning og kriminalforsorg.
Skal man forstå de to første indlæg her sådan, at uanset hvor meget vold, druk og narko børn udsættes for, er det bedre for dem at være hos deres biologiske forældre end på en institution eller plejefamilie?
.. jeg svarer, at det vides ikke ... hvis et kriterium for fjernelse er, at barnet "har levet af havregryn i en weekend", var der mange børn, der skulle have være fjernet i 1950'erne, alle fra arbejderfamilier. Anbringelserne udspringer af det socialdemokratiske Danmarks opgør med egen arbejderfortid og sociale ambitioner på andres vegne. Som sagt, andre lande, med USA i spidsen, kender stort set ikke til disse anbringelser.
Selvfølgelig har man også anbringelser i USA, Hansen, og også dér har man for få af dem og lader dem ske for sent.