Læsetid: 3 min.

Feminismen er problemet - ikke løsningen

Feminismen siger ikke, at nogle mænd er undertrykkere - den siger, at alle mænd er undertrykkere
Debat
16. februar 2008
Feminismen vil have mindre forskel mellem kønnene, og det er netop den ringe forskel, der er problemet, skriver dagens debattør.Arkiv

Feminismen vil have mindre forskel mellem kønnene, og det er netop den ringe forskel, der er problemet, skriver dagens debattør.Arkiv

Feminismen er en fortælling om, at mænd er skyld i de problemer, som kvinder eller hele samfundet står over for. Det er en besnærende tanke for kvinder - de får rollen som uskyldige ofre, og al skyld lægges hos modparten. Men denne tankegang har ført til, at de europæiske befolkninger ikke længere reproducerer sig selv. Det lave børnetal gør det nødvendigt med indvandring fra fremmede kulturer, hvis kvindeundertrykkelse er mange gange værre end hvad vi nogensinde har kendt i Europa.

Problemet beskrives af Mette-Line Thorup i Information 8. februar. Men Thorup mener, at løsningen er endnu mere feminisme - altså endnu mere af den ideologi, der har skabt problemet. Derfor er en replik nødvendig.

Thorup skriver, at så længe vi knokler løs, vil fødsels-tallet med garanti ikke stige. Derfor vil hun have sænket farten på arbejdsmarkedet. Men det betyder at sænke levestandarden, og dét er politisk set uladesiggørligt. Pasningsgaranti for børn har vi allerede. Og øget barselsorlov til mænd batter ikke rigtig - det ser vi i Norge og især i Sverige. I øvrigt viser statistikken, at højtuddannede kvinder og kvinder på topposter i gennemsnit får færre børn end andre - det er uheldigt af flere grunde. På det strukturelle plan synes ingen udveje altså at føre til en løsning.

Biologien siger

Feminismen vil have mindre forskel mellem kønnene, og det er netop den ringe forskel, der er problemet. Biologien siger desværre, at uden tilstrækkelig forskel mellem kønnene bliver der sat for få børn i verden. Thorups tal bekræfter det også - dé europæiske lande hun nævner, hvor lønforskellen er meget lille, er netop lande med meget lave fødselstal. Og omvendt - hvis man vil se rigtig høje børnetal, skal man gå til kulturer med ekstrem uligevægt mellem kønnene.

Konklusionen af dette kunne være, at vi skal have mindre ligestilling. Det er dog en uvelkommen tanke - vi kan ikke med vilje ønske en uretfærdig verden.

Jeg mener, at vi hellere skal finde løsningen et helt andet sted, i vores sind. En forandring i vores sind vil måske være tilstrækkelig virkningsfuld til, at børnetallene kan genoprettes, uden at vi giver køb på kønnenes ligeberettigelse.

Hvordan det?

Mine egne konklusioner om kvinders lyst eller ulyst til at føde børn har jeg redegjort for på tryk andetsteds. De siger, at datterens forhold til faderen er afgørende, og det forhold styres af moderen. Hvis moderen tænker negativt om faderen og viser det, så indpodes et negativt billede af faderen i datterens livsopfattelse. Feminismen har gjort det meget lettere og mere legitimt at tale dårligt om far. Nu kan han få skylden for næsten ethvert problem, som mor måtte have. Når datteren lægger øre til det, mister hun tilliden til mænd generelt, for far er modellen for alle mænd. Ingen jævnaldrende mand kan ændre på det.

En undskyldning

Begge køn skal lære at tænke anderledes. Mor og datter skal bevidstgøres om det forkerte i at give mænd skylden for alt. Mænd skal erkende, at de fleste kvinder mister lysten til sex og børneavl, hvis mændene er pæne og skyldbevidste og forsøger at være til behag. Feminismen siger ikke, at nogle mænd er undertrykkere - den siger, at alle mænd er undertrykkere, at den pæne mand stort set ikke er bedre end de andre. Hvis en mand tager den fremstilling for gode varer, må han nødvendigvis gå rundt resten af livet som en stor undskyldning for, at han er til stede i verden. Ingen kvinde kan elske den mand, der bliver resultatet af den proces. Også på den måde er feminismen ødelæggende på det mentale plan.

Kåre Fog er biolog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et hurtigt besøg på Wikipedias engelske side viser at "feminism" har mindst otte hovedgrupperinger, foruden tre bølger og en særlig fransk variation.

Måske er det et hovedbidrag til at det er overordentligt vanskeligt at nå frem til en enighed om hvad feminisme er, hvad der skal til for at man er feminist, samt hvem der er skyld i alle problemerne.

Markus Lund er dog inde på at det er "radikal feminisme" der her er tale om - tak for den opklaring.

Jeg ser dog mange mænd betegne sig selv som feminist! Der må jeg tilstå at jeg ikke helt fatter pointen med den gestus. Kan nogen oplyse mig i den henseende?

med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann:

Jeg ser dog mange mænd betegne sig selv som feminist! Der må jeg tilstå at jeg ikke helt fatter pointen med den gestus. Kan nogen oplyse mig i den henseende?

Det er ikke så svært, Lennart. Feminism eksisterer fordi der ikke er ligestilling mellem kønnene, kvinder har ikke samme muligheder som mænd for at manifestere sig i verden. Ergo, der finder en undertrykkelse sted. I den vestlige verden er den på vej til at blive udryddet i og med man med lovgivningen søger at oprette lighed mellem kønnene, men mange steder i verden er den stadig helt gal. Støtter man ligestillingen mellem kønnene kan man passende vælge at kalde sig feminist. Om man er mand eller kvinde, ligestilling er lig retfærdighed.

Støtter man ligestillingen mellem kønnene kan man passende vælge at kalde sig feminist.

Det gælder vel ikke den særlige franske variant ?

"Feminism eksisterer fordi der ikke er ligestilling mellem kønnene, kvinder har ikke samme muligheder som mænd for at manifestere sig i verden. Ergo, der finder en undertrykkelse sted."

Det er en simpel fejlslutning. Kvinder har i Danmark de samme muligheder. Vi er lige for loven, men de har ikke de samme interesser. Det er altså ikke på grund af undertrykkelse, vi ser de forskelle, vi ser. Det er fodri vi vil forskellige ting i livet.

Det er helt i orden det skal der være plads til. At se undertrykkelse overalt medfører intet andet end klynkeri.

Feminismens grundlæggende problem er ,at den ikke har formået at inddrage mændene som ligeværdige partnere i ligestillingsdebatten (eller måske i det hele taget at inddrage dem)

Den lave fertilietet i Europa, som truer med at undergrave velfærdsstaten, er ikke et resultat af forsøget på at opnå ligestilling, men at kun det ene køn har været inddraget i processen.

Da Regeringen inviterede nogle afrikanere til Danmark for at diskutere ligestilling, undrede gæsterne sig over at der kun var kvinder blandt de inviterede. De gjorde høfligt opmæksom på at omtrent halvdelen af befolkningen i deres lande var mænd, og at det ikke gav nogen mening at diskuterer ligestilling mellem kønnene, hvis kun det ene køn deltog i diskussionen.

De danske værter var forbløffet over kritikken. Ligestilling mellem mænd og kvinder er da kun noget som vedrører kvinder, det kan da aldrig vedkomme mænd, vel?

Den vestlige indfaldsvinkel til ligestilling er så dybt naiv, at man næsten kunne fristes til at mene at "aftenlandene" fortjener den demografiske skæbne som venter dem.

Feminister ønsker ikke ligestilling, de ønsker særstilling!

Hvorfor er det at "mands-chauvinisme" er daarligt
men "kvinde-chauvinisme" godt ?
Og hvordan passer det hele ind i den nye religion, markeds-økonomien, der siger at "Arbeit macht Frei" ? Ja, "fri for børn" .

Jeg opdagede tilfældigt denne diskussionstråd og så, at der har udviklet sig en lang debat om mit indlæg i Inf. d. 16./2. Det glæder mig - og jeg håber at det har bidraget til at rokke ved nogle fastgroede synspunkter hist og her. En særlig tak til Rolf Rasmussen for de mange links, ofte til interessante artikler. At klikke ind for at se hvad der ligger bag linksene, har været som at åbne luger på en julekalender!
Jeg kan ikke kommentere alt i debatten, men lidt af det. For det første: De der mener at det kun handler om radikal feminisme, tager fejl. Hvad jeg sigter på, er den almindelige hverdagsfeminisme der er diffust udbredt i hele samfundet og præger os alle. Med `feminisme´ mener jeg bestræbelser i retning af mere ligestilling (eller særstilling for kvinder). Jeg skelner mellem fuld ligeberettigelse, som vi tilnærmelsesvis har, og fuld ligestilling, som næppe nogensinde kan opnås. Fuld ligestilling vil sige lige løn, lige arbejdstid, samme arbejdsopgaver, og 50 % af hvert køn blandt topdirektører, fiskere, langturschauffører og sygeplejersker. Min forestilling er at jo mere vi nærmer os dette ideal, jo mere mister kvinderne lyst til at sætte børn i verden.
Angående forholdene i Sydeuropa, f.eks. Italien: På mange måder er forskellen mellem kønnene blevet mindre her end i Nordeuropa. Mette-Line Thorup skrev d. 8./2., at løngabet mellem kønnene er 15 % i Italien, 12 % i Spanien, og 8 % i Portugal og Belgien, mod 20 % i Sverige. Italienske kvinder er ofte meget selvstændige og selvbevidste, hvorimod mange italienske mænd er blevet ødelagt/feminiseret af omklamrende, overpylrede mødre, hvorved de har produceret sønner som er så uselvstændige, at ingen kvinder kan respektere dem.
I Norden ligger antal børn per kvinde p.t. højest på Island, ret højt i Norge, lavere i Danmark og lavest i Sverige.
Begge køn skal lære at tænke anderledes, skriver jeg. Pladsen tillod kun et par overskriftagtige markeringer her. Hvad jeg nærmere mener, har jeg forsøgt at forklare i bogen "To køn - tre sandheder" (forlaget Mysis 2004). At kvinder ikke skal give far skylden for alt, har nogle forstået, men det næste, om at mændene ikke skal være pæne og skyldbevidste og ikke være til behag, har kun få forstået. Jeg vil godt forsøge at forklare det lidt mere.
Kvinder ønsker at deres mandlige partnere er faste støttepunkter. Mænd skal kunne forsvare deres ret, ellers er de ikke noget værd som støtter. En kvinde vil hele tiden mærke efter, om hendes partner nu også kan stå fast, og kan han det, nyder hun at have ham. Hun efterprøver det ved at stille lettere urimelige krav og se om manden giver efter. Hvis han ikke giver efter, elsker hun ham. Hvis han giver efter, afprøver hun hans grænse ved at stille gradvis mere og mere urimelige krav. Hvis manden fejlagtigt tror at hans opgave er at være til behag, vil han blive ved at give efter og tilpasse sig til de stadigt nye krav. Hvis han gør det, påvirkes kvinden dybt nede i sit ubevidste, og der vokser en stigende foragt for den svage mand. Til sidst sparker hun ham ud, og ofte er hun nådesløs i sin foragt for ham. Hun kan f.eks. vise sine grænseløse foragt ved at nægte ham adgang til at se sine børn, hvilket sker i ca. 10 % af alle skilsmisser.
Et par af Rolf Rasmussens links belyser det. Fra Lene Malmstrøm, Skilsmissenotater (1982): "Hvorfor bli´r du ikke rasende?/Giv mig ikke lov til at vade på dig." Fay Weldon, 1988: ". . den mand, som kunne lide os, var et sjældent fænomen. Og hvis han kunne, foragtede vi ham for hans blødhed."
Vi står over for en stor pædagogisk opgave, nemlig at fortælle alle de pæne mænd, at de har misforstået det hele, hvis de søger accept ved at være til behag. At ville være til behag er en kvindelig strategi, og hvis mænd anvender den over for kvinder, stempler de sig selv som ubrugelige feminine mænd.
Asta (16./2.) mener at dette er noget vrøvl, for så ville man jo kunne vende sætningen om og sige at kvinder får lyst til sex og børneavl, hvis mænd er grimme og skyder skyldfølelse fra sig og ikke forsøger at være til behag. Nuvel, sådan er det faktisk, om ikke for alle kvinder, så for hovedparten. Der er ligefrem undersøgelser der viser, at jo mere usympatisk en mand er, jo mere attraktiv er han i kvinders øjne. Helt generelt. Dette strider selvfølgelig mod al fornuft, men spørgsmål om forelskelse etc. afgøres af det ubevidste, ikke af fornuften. En undersøgelse fra London viser at kriminelle mænd i gennemsnit bliver fædre til flere børn end andre mænd. Nogle har fortalt mig at der eksisterer en datingside, dateaninmate, hvor man kan søge kontakt med mænd i fængsler, og at der er en stor overvægt af kvinder på denne datingside. Det er jo ikke alle kvinder der tænder på forbrydere, heldigvis da, men i mere beskeden skala ved teenagedrengen nok at hvis han skal gøre indtryk på klassens labre larve, så skal han bestemt ikke være den dygtige dengsedreng, nej, han skal være en `ornli´ syg gangster´. Grænseoverskridende frækhed er den enkleste genvej til at score den labre larve. Der kunne siges meget mere om dette kontroversielle emne, og der er lidt mere belæg for tingene i den nævnte bog. Men det korte af det lange er, at mænd skal ikke søge at være sympatiske og være til behag; de skal derimod kunne aftvinge respekt, om ikke som syge gangstere, så dog i kraft af deres magt, indflydelse, styrke, position eller karriere.
Kvinder reagerer i deres ubevidste sådan, at kun hvis manden kan indgyde respekt, vågner lysten til sex, erotik, og at stifte familie. Kunsten for mændene er at finde en måde at opnå dette på, uden at samfundet af den grund bliver for skævt og uretfærdigt i forhold til køn. Hvis mændene lærer denne vanskelige opgave, kan vores kultur føres videre ud i fremtiden. Hvis de ikke lærer det, bliver vores kultur blot et mellemspil, som senere afløses af helt andre melodier.

Jamen Kåre. Så er det jo heller ikke feminismen, der er problemet. Det må jo være maskuliniteten. Mænd mangler mod til at være fædre, til at være vedholdende og pålidelige på trods af de trængsler og udfordringer livet giver.

Så hold dog kampen ovre på din egen banehalvdel og lad være med at jamre over feminismen.

Jeg er som kvinde dybt taknemmelig for at der har været feminister før mig. Det har gjort mig økonomisk uafhængig, og i stand til selv at bestemme om jeg skulle have børn eller ej, og hvornår jeg skulle have dem.

Det får du aldrig, aldrig lov tage fra os.

Mænd mangler mod til at være fædre, til at være vedholdende og pålidelige på trods af de trængsler og udfordringer livet giver.

Beklager. Reelle hensigter viste sig at være et handicap under statsfeminismen.

@JFA
Komplet ligestilling eksisterer endnu ikke i Danmark, så længe kvinder bruges som sexobjekter i reklamer i overvejende større andel end mænd, samt de eks. parfumereklamer hvor du ser en kvinde omklamre sig til en stærk, barbrystet mand der symboliserer og fasttømrer den traditionelle manderolle som herskeren og ledertypen.

Heller ikke så længe det er acceptabelt at kalde en dum kvinde for en luder eller sæk.

Og heller ikke (uh, det her er den værste) så længe kvinder kun får 85% i løn for deres arbejde sammenlignet med mænd!

Kald du det klynkeri - jeg kalder det at vise utilfredshed med at ens velfortjente rettigheder ikke efterkommes og påkræve dem. Hvordan man så vælger at påkræve manifestere at man mangler dem er så forskellige grene af feminismen. Vi er måske foran i Norden i forhold til resten af verden, men vi mangler stadigvæk at tage de sidste skridt for at frigøre os den patriarkalske undertrykkelse.

...Ligeledes er lærerinde, sangerinde, værtinde, kassedame, stewardesse osv. levn fra gammel tid hvor man gjorde forskel på om erhvervet bestrededes af (kv)inder eller mænd. At fastholde disse betegnelser er ligeledes at underkende kvindens rolle i et samfund. Jeg kalder min kvindelige samfundsfagslærer for "min lærer" uanset om hun var kvinde eller mand. Hvis jeg skal præcisere hvilket køn det er jeg omtaler, bruger jeg udtrykkene mandlig og kvindelig foran stillingsbetegnelsen.

Hej Kåre

Det er interessant at du er nødt til at finde belæggene for dine påstande i ad hoc (lomme)psykologi frem for i den videnskabelige disciplin du selv har studeret.

Dine "beviser" er så syntetiske, at jeg ikke ved om jeg skal le eller græde over, at der er nogen der har gidet trykke en bog med dem. For eksempel:

"Angående forholdene i Sydeuropa, f.eks. Italien: På mange måder er forskellen mellem kønnene blevet mindre her end i Nordeuropa. Mette-Line Thorup skrev d. 8./2., at løngabet mellem kønnene er 15 % i Italien, 12 % i Spanien, og 8 % i Portugal og Belgien, mod 20 % i Sverige. Italienske kvinder er ofte meget selvstændige og selvbevidste, hvorimod mange italienske mænd er blevet ødelagt/feminiseret af omklamrende, overpylrede mødre, hvorved de har produceret sønner som er så uselvstændige, at ingen kvinder kan respektere dem."

Ok, så løngabet er 4 procentpoint mindre i Italien end i Danmark. Til gengæld er erhvervsfrekvensen for kvinder cirka 50 procentpoint større i Danmark end i Italien. Hvor selvstændige er de millionvis af italienske hjemmegående husmødre, Kåre? Og hvor mange penge tjener de lige præcis? Nul og niks - de optræder bare ikke i lønstatistikkerne.
45% af de italienske kvinder mener, at man som kvinde er nødsaget til at vælge mellem arbejde og børn. Det samme gælder for "kun" 20% af de danske kvinder. Det skyldes bl.a. at der ikke eksisterer de samme offentlige børnepasningstilbud i Italien - en af feministerne hævdvunden ret i Danmark.

At de lave fødselstal i Italien skulle skyldes at italienske mænd er mere femininiserede forekommer mig at være en komplet uvidenskabelig påstand. Og i lyset af FAKTA, er der - som du kan se - langt mere plausible forklaringer på hvorfor en del italienske kvinder vælger børnene fra. Når italienske mænd bliver passet af deres mødre, er det netop fordi Italien IKKE er et feministisk inspireret samfund.

Du siger videre:
"Min forestilling er at jo mere vi nærmer os dette ideal, jo mere mister kvinderne lyst til at sætte børn i verden."

Så lad mig spørge dig:
Hvad er vigtigst: kvinders ligeværd og ret til selvbestemmelse eller den ariske/danske races reproduktion? Jeg finder det afskyeligt at man stadig i DK anno 2008 kan støde på akademikere der mener at kvinders rettigheder kun kan legitimiseres hvis disse tjener "samfundet" som helhed. Ifølge dette synspunkt har kvinders interesser ingen værdi i sig selv, og på den måde definerer man jo i virkeligheden implicit samfundets interesser som mændenes interesser. Altså på kort form: Kvinder er til for at tjene mænd. Føj for satan.

Du svarede forresten aldrig på hvorfor Island har et af Europas højeste fødselstal. Er det så fordi islandske mænd er mere usympatiske end andre europæere? Eller er det her din pseudoteori for alvor kommer til kort.

Jeg frygtede at denne tråd allerede var løbet til ende, og at ingen ville se min kommentar. Det er så heldigvis bestemt ikke tilfældet.
Til HB Rasmussen: Hvem siger at jeg vil tage noget fra dig?
Du konkluderer at så er det jo ikke feminismen der er problemet, men maskuliniteten. Jeg synes nu nok ellers at jeg skrev meget tydeligt i avis-indlægget, at der er behov for at BÅDE kvinder OG mænd skal skifte indstilling. Men hvad angår mændene, så ja, der er et problem med maskuliniteten. Du skriver: "Mænd mangler mod til at være fædre, til at være vedholdende og pålidelige på trods af de trængsler og udfordringer livet giver." Det er jeg enig med dig i. Der er et påtrængende behov for at mændene forbedrer sig i den retning. Det kræver en gen-opdragelse af mændene, og jeg ser nogle problemer i at feminismen er med til at forhindre den gen-opdragelse. Det er vigtigt for mænd at lære, at det der skal til for at begå sig blandt kvinder er noget andet end hvad der skal til for at begå sig blandt mænd, fordi de to køn er forskellige og reagerer forskelligt. Feminismen, som jeg kender den, forværrer mænds mulighed for at lære dette.
Det er ikke rart at skulle argumentere imod ligestilling, og jeg ser helst at den nuværende grad af ligestilling kan opretholdes. Det kræver så at mændene formår at blive mere maskuline end de er nu - herunder også maskuline i den forstand som ligger i ovennævnte citat. Om kvinder sætter børn i verden, afhænger meget af om de har lyst til det, og det ser meget ud til at den lyst bliver jo større, jo mere mændene fremtræder som maskuline. Mit synspunkt er derfor, at vi har en chance for at klare problemerne uden at vi på det strukturelle plan skal skrue tiden tilbage, simpelthen ved at det viser sig at være tilstrækkeligt at vi ændrer os mentalt. Måske kan mændene få så meget mere pondus, at de kan opretholde deres maskulinitet selv i en temmelig ligestillet verden, og at fødselstallene så kan nå et tilstrækkeligt niveau blot i kraft af de mentale ændringer.
Til Rolf Rasmussen: Tak for indlægget, men kom nu ikke med for mange gentagelser i dine links!
Til Markus Lund: Vi ligger meget langt fra at være enige. Den mand der tror at han bør være ædel og forsvare kvindernes interesser med endnu større ildhu end kvinderne selv, kommer let galt af sted. Et eksempel på det kan du læse hvis du klikker på ordet "reelle hensigter" i Rolf Rasmussens indlæg. Dermed være ikke sagt at man kun skal forsvare andre, hvis det kan betale sig. Men din stræben efter 100 % retfærdighed fører ikke til det øænskede resultat.
Mere i næste indlæg.

Til Angelica:
Angående Sydeuropa: Du har ret i at jeg kun fik fat i nogle få af de faktorer, der spiller ind. Der er ingen tvivl om at den manglende dækning med børneinstitutioner spiller en meget stor rolle. Her adskiller Frankrig sig markant fra de andre katolske lande længere mod syd.
Realiteten er at ingen kan forklare hvorfor børnetallene er så ekstremt lave i f.eks. Italien. Men jeg mener stadig at de ting jeg nævner, bidrager til det. Påstanden om de omklamrende mødre er ikke bare grebet ud af luften, men det er selvfølgelig svært at måle effekten af dette præcis. Man kan undre sig over hvad de mange hjemmegående italienske mødre egentlig får tiden til at gå med - de har valgt at gå hjemme og har altså tid nok og behøver ingen børneinstitutioner. Man må formode at husherren tjener penge nok. Alligevel har de næsten ikke lyst til at sætte børn i verden. Der må være et-eller-andet helt galt, og jeg tror stadig at dette et-eller-andet især ligger på det mentale plan. Det kan være at de bare keder sig, og at det ville stimulere dem hvis de kunne komme ud på arbejdsmarkedet og sætte deres enebarn i en institution. Men at tro at det alene kan løse problemet, er vist for naivt.
Island: Jeg tror at national selvfølelse spiller en stor rolle. I Skandinavien har Sverige for tiden det største præg af skyldfølelse eller selvundertrykkelse - svenskerne er så politisk korrekte at de endelig skal give alle undertrykte personer flest mulige rettigheder. Det giver et anstrøg af følelsen "jeg er en velstillet hvid mand; jeg bør have skyldfølelse over at alle mulige andre - kvinder, indvandrere etc. etc. - har det dårligere end jeg." Når denne skyldbevidsthed optræder hos en mand, er det efter min hypotese en væsentlig del af den mentale ballast der gør, at manden ikke kan fremtræde maskulint. I Island, derimod, er det ikke så påtrængende at tænke over indvandrernes rolle, og samtidig er der en national stolthed, som er det modsatte af skyldbevidsthed. Desuden er den lille islandske befolkning ekstremt sårbar over for manglende reproduktion; det kunne tænkes at give en ekstra motivation.
Du behøver ikke at sig Føj for Satan til mig bare fordi jeg ønsker at den danske befolkning skal reproducere sig selv. Jeg har ikke sagt at denne reproduktion skal ske for mændenes skyld. Men det er nu engang kvinderne og kun kvinderne der træffer det afgørende valg om hvor mange børn de vil sætte i verden, og derfor er vi andre nødt til at appellere til kvinderne om lidt fornuft. Jeg kan ikke se fornuften i at skabe et demografisk tomrum der gør det nødvendigt med øget indvandring fra kvindeundertrykkende kulturer. Og hvis endelig vi skal tale om at tage hensyn til mændenes ønsker, de mænd der ønsker sig børn: Hvor ligger rimeligheden i at de mænd der strækker sig meget langt i retning af ligestilling og jævnbyrdighed, får få børn, hvorimod mænd der strækker sig knap så langt i den retning, får flere børn, og mænd fra fremmede stærkt kønsadskillende kulturer får rigtig mange børn? Set fra kvinders synspunkt er mandens tanker ligegyldige, de sætter ikke børn i verden for hans skyld. Men set fra mandens synspunkt er det sådan, at hvis børn er en gunstbevisning fra kvindens side, så får de jo mindre gunst, jo "bedre" eller jo mere "artigt" de opfører sig. Det opleves som en straf for god opførsel. Mænd er nødt til at lære, at de skal forfølge deres egne, rimelige og fornuftige mål, og ikke forsøge at tækkes kvinderne. Der er ingen belønning for god opførsel. Mænd oplever feminisme som et krav om god opførsel og som et pres der pålægger dem skyld. Derved oplever de feminisme som en ideologi der forsøger at give dem et dårligt liv. Derfor er mænd nødt til at afvise det pres der ligger i feminismen for at de kan få et godt liv. Det kræver en mental omstilling både hos kvinder og mænd.
I øvrigt mener jeg at 100 % retfærdighed er en umulighed.

Hvis Kåre Fogs tese er korrekt, så ligger den logiske konklusion jo lige for: Vi må se at få udbredt mest mulig ligestilling til mest muligt af verden, så er verdens overbefolkningsproblemer løst.

Fuldstændig korrekt.
Skal vi sige at du ordner Chad, så tager jeg Niger. Pakistan bliver en lidt større opgave, hvem har mod på at stå for indførelsen af ligestilling i Pakistan?

Skal vi sige at du ordner Chad, så tager jeg Niger

Kvinderne mangler da ikke udfarende kræfter til gennemførelse af deres projekt. De har jo både EU og FN.

"Derved oplever de feminisme som en ideologi der forsøger at give dem et dårligt liv. Derfor er mænd nødt til at afvise det pres der ligger i feminismen for at de kan få et godt liv"

Ynk! Ynk! Ynk!

Ynk! Ynk! Ynk!

Store drenge græder ikke.

Mere lommefilosofi fra Kåres hånd:

"I Island, derimod, er det ikke så påtrængende at tænke over indvandrernes rolle, og samtidig er der en national stolthed, som er det modsatte af skyldbevidsthed. Desuden er den lille islandske befolkning ekstremt sårbar over for manglende reproduktion; det kunne tænkes at give en ekstra motivation."

Vil du dermed påstå at islændingene ingen national stolthed havde før 1985, da deres fertilitetsrate var meget lavere? Eller kunne en god del af forklaringen på Islands stigende fødselstal i stedet være, at mændene er begyndt at tage mere og mere barsel i takt med at de har fået øremærket mere og mere af samme? Kunne det være, at det at deles om opgaverne i hjemmet og sørge for at begge forældre får en nær kontakt med barnet i dets første år, er med til at øge begges lyst til at få børn? NB: igen har vi at gøre med en feministisk mærkesag.

"Hvor ligger rimeligheden i at de mænd der strækker sig meget langt i retning af ligestilling og jævnbyrdighed, får få børn"

Hus forbi. 90% af de islandske fædre tager nu deres (3 måneders) øremærkede barsel. Og de får alle de børn du efterspørger. Og hvis svenske mænd er så kuede og ulideligt skyldbetyngede som du påstår, hvorfor er den svenske fertilitetsrate så rent faktisk steget inden for de sidste ti år?

"Jeg kan ikke se fornuften i at skabe et demografisk tomrum der gør det nødvendigt med øget indvandring fra kvindeundertrykkende kulturer. "

Jeg kan ikke se fornuften i, at vi skal hindre udviklingen mod kønnenes ligestilling for at undgå import af kønsdiskrimination.

Jeg kan i øvrigt oplyse, at jeg - og alle mine veninder - tilhører den afart (tilsyneladende) af kvinder der tænder totalt på omsorgsfulde og respektfulde mænd som kan og gider lave en lækker middag. Mænd skal selvfølgelig ikke være kvinders angstfulde tjenere, men være bevidste om deres egne interesser og mål i livet. Feminismens budskab er LIGEVÆRD mellem kønnene; du finder i dag ingen feministiske "ideologer" der betvivler mænds rettigheder. Men for at opnå egne mål og kvindernes gunst behøver de ikke være usympatiske, kriminelle stoddere. Din teori passer måske på skolegården, men sgu ikke på voksenlivet.

Respekt til Markus Lund. Når jeg møder en mandlig feminist, tænker jeg altid, at der må foregå noget utroligt fornuftigt i hans hoved.

Kåre Fog:

Men set fra mandens synspunkt er det sådan, at hvis børn er en gunstbevisning fra kvindens side, så får de jo mindre gunst, jo "bedre" eller jo mere "artigt" de opfører sig. Det opleves som en straf for god opførsel. Mænd er nødt til at lære, at de skal forfølge deres egne, rimelige og fornuftige mål, og ikke forsøge at tækkes kvinderne. Der er ingen belønning for god opførsel. Mænd oplever feminisme som et krav om god opførsel og som et pres der pålægger dem skyld. Derved oplever de feminisme som en ideologi der forsøger at give dem et dårligt liv. Derfor er mænd nødt til at afvise det pres der ligger i feminismen for at de kan få et godt liv.

Børn er en gunstbevisning fra kvindens side - hvad er det for noget håbløst, sygeligt sludder. Sådan er der bare ingen der tænker - det skulle da lige være forskruede biologer, der ikke kan fatte at mennesker også er åndsvæsener og ikke blot biologiske mekanismer der i alle henseender kan sammenlignes med amøber.

Så kan jeg iøvrigt tilslutte mig 100 % Angelica når hun siger:

Jeg kan i øvrigt oplyse, at jeg - og alle mine veninder - tilhører den afart (tilsyneladende) af kvinder der tænder totalt på omsorgsfulde og respektfulde mænd som kan og gider lave en lækker middag. Mænd skal selvfølgelig ikke være kvinders angstfulde tjenere, men være bevidste om deres egne interesser og mål i livet. Feminismens budskab er LIGEVÆRD mellem kønnene; du finder i dag ingen feministiske "ideologer" der betvivler mænds rettigheder. Men for at opnå egne mål og kvindernes gunst behøver de ikke være usympatiske, kriminelle stoddere. Din teori passer måske på skolegården, men sgu ikke på voksenlivet.

Respekt til Markus Lund. Når jeg møder en mandlig feminist, tænker jeg altid, at der må foregå noget utroligt fornuftigt i hans hoved.

Når jeg møder en mandlig feminist, tænker jeg altid, at der må foregå noget utroligt fornuftigt i hans hoved.

Og hvis du skulle sætte ord på det utroligt fornuftige, der foregår i hans hoved, ville du sikkert formulere det som følger:" Her er en mand, der begår den fejl, at forveksle ydmyghed og lydhørhed med underkastelse".

Til Bjørn Holmskjold: Jeg er ikke ganske enig. Der er undersøgelser der viser at mænd ofte er udmærkede forældre, hvis de har ansvaret, bortset måske fra når barnet er næsten nyfødt. Jeg mener også at fædre bør være meget på banen i børnenes opdragelse - børn af begge køn har brug for det. Så jeg kan ikke være imod barselsorlov til mænd.

Til Angelica og Marie B: I hele verdenshistorien har der næppe nogensinde været en tid eller et sted, hvor vilkårene for kvinder er så gunstige som i Sverige i dag. Der er gjort næsten alt hvad der kan gøres for at fremme ligestillingen og kvindernes vilkår. Og resultatet: Den svenske befolkning reproducerer langtfra sig selv. Dette alene burde være nok til at konkludere at strukturelle tiltag alene kan ikke klare problemerne.
Fødselstallene i Sverige har bevæget sig meget op og ned. I årene omkring 1990 blev det legitimt i debatten i Sverige at tale om medfødte forskelle mellem kønnene, om biologi etc., og netop omkring det tidspunkt røg fødselstallene så højt op, at befolkningen i et par år næsten reproducerede sig selv. Der behøver ikke at være nogen årsagssammenhæng - specielle skatteforhold spillede også ind - men sammentræffet i tid er dog værd at bemærke. I begyndelse af 1990erne tog feministerne i Sverige så revanche med et vældigt nyfeministisk fremstød, som først og fremmest gik på at det er forkert at tale om medfødte forskelle mellem kønnene. Samtidig med dette nyfeministiske fremstød faldt fødselstallene voldsomt, til det laveste nogensinde i Sverige. I de senere år er holdningen måske blevet lidt mere afslappet, og fødselstallene er på vej opad igen. Så forløbet modsiger ikke min tese om at strukturelle forhold har ringe betydning, hvorimod det mentale klima - herunder om man anerkender de medfødte forskelle - kan have stor betydning. Det er selvfølgelig umuligt at måle virkningen af noget så luftigt som det mentale klima, men selv om det ikke kan måles, tror jeg at selv ret små forskelle i dette klima har meget stor betydning. Hvis det er rigtigt, så er det jo et godt budskab - så kan vi beholde en høj grad af ligestilling, og klare tingene blot ved moderate ændringer på det mentale felt.
Selvfølgelig skal man da tilstræbe at være respektfuld og omsorgsfuld, det gælder vel for begge køn, men at det skulle være udslaggivende, tror jeg bare ikke på. Hvis alle danske mænd lagde sig ekstra i selen for at vise mere respekt og omsorg for kvinderne, ville det så rykke noget? Og hvis vi fik samme grad af barselsorlov for fædre som i Island, ville det så rykke noget? Jeg tror ikke på det - især fordi Sverige er foran os på de felter, men alligevel har lavere fødselstal.
Mangelvaren er måske snarere at kvinder viser respekt og omsorg for mænd . . . nå, det synspunkt kommer jeg nok ikke langt med - ?
Jeres kommentarer understreger den opfattelse, at mænd får ikke noget ud af at ville tækkes kvinder. I virker fulde af foragt for tanken om at I skal gøre noget for mændenes skyld (det mener I forhåbentlig ikke i virkeligheden). Ordet "gunst" er åbenbart et hadeord. Men her er jeg nok blevet misforstået lidt. Jeg skrev netop af HVIS man opfatter det som en gunst, så kommer man ud i noget der ikke fungerer, og jeg konkluderede at "Mænd er nødt til at lære, at de skal forfølge deres egne, rimelige og fornuftige mål".
Angelica skriver: "Din teori passer måske på skolegården, men sgu ikke på voksenlivet." Nu er det jo ikke alle kvinder der er lige så voksne og fornuftige som dig. Mange opfører sig stadigvæk som om de var i skolegården.
Mit hovedsynspunkt, at mænd skal ikke forsøge at være til behag, dvs. de skal ikke forsøge at tækkes kvinderne, holder jeg stadig fast i. Der er rigtig mange voksne mænd der har forsøgt at forfølge den strategi at tækkes kvinderne - som om de hele tiden siger "er jeg god nok nu?". Den strategi er netop ynkelig, og fører netop direkte ned i et sort hul hvor disse mænd bliver dybt ulykkelige, og hvor kvinderne viser hvor hårde og ufølsomme de kan være, når manden virker svag. Dette at sige "er jeg god nok nu?" er swelvfølgelig noget andet end at vise omsorg og respekt. Omsorg og respekt er godt nok, bare det ikke overdrives. Hvis først det kommer dertil, at kvinden får lov at være overdommer, hvis respekt udarter til at hendes mening er den afgørende, så er vi ude i at spørge "er jeg god nok nu?", dvs. så er vi kommet ud i noget forkert. Min påstand er at feministerne bevidst bruger det våben at pålægge mændene skyldfølelse, og at det desværre ofte lykkes, selv i Sverige hvor mændene bestemt har endnu mindre at føle skyld over end noget andet sted i verden. Dette misbrug af skyldfølelse i femninismens navn ødelægger mange mænds liv (det lyder voldsomt når jeg udtrykker det sådan, men jeg mener det faktisk). Mændene er derfor nødt til at gøre sig mere ufølsomme og hårdhudede, og især skal de kun have hån til overs når kvinder forsøger at gøre de naturbestemte forskelle mellem kønnene til noget "syndigt", som mændene skal føle skyld over.
I hele min voksentilværelse har kvinder som flest udtrykt forargelse over at mænd er anderledes end kvinder. Kvinder er "rigtige", og alle der er anderledes end kvinder er dårlige mennesker. Den historie er hvad jeg forbinder med feminisme, og det kan ikke gå hurtigt nok med at lægge den historie i affaldskurven.

Men Kåre, som jeg skrev i det allerførste indlæg: det er ikke noget problem at vi får færre børn.

Vi behøver ikke at "reproducere os selv".

Der er undersøgelser der viser at mænd ofte er udmærkede forældre, hvis de har ansvaret, bortset måske fra når barnet er næsten nyfødt.

Hvilket bringer os i hu, at vi er oppe mod uhyggelige kræfter, der er i stand til at afgøre om fædre føler større ansvar.

Til HB Rasmussen.
Her er det så, at vi er virkelig dybt uenige.
Jeg føler at det samfund og den kultur vi har opbygget i Danmark og i Skandinavien i det hele taget, er værd at bevare. Det føler du åbenbart ikke.
En gang i en fjern fremtid vil historikere måske tale om den bemærkelsesværdige samfundsform som en overgang eksisterede i Nordeuropa - et socialdemokratisk velfærdssamfund med stor solidaritet, gratis uddannelse og lægehjælp, relativt ringe forskel mellem rig og fattig og relativt ringe forskel mellem kønnene. Det vil for nogle historikere fremstå som en drøm, der mærkværdigvis igennem nogle få hundrede år blev mere eller mindre realiseret - et samfund så langt mere sympatisk end hvad der er fulgt efter. Og disse historikere vil så undre sig dybt, dybt, dybt over at da nogle befolkninger endelig havde skabt et samfund så tæt på drømmenes ideal som det nu er muligt i virkeligheden, så gad disse befolkninger bare ikke bevare det. De var ligeglade, de havde opnået hvad de ville rent personligt, og gad ikke bekymre sig om at opretholde hvad de havde nået.
Det vil være uforståeligt for dem, og det er uforståeligt for mig.

Hvilken anden art kender du, som har fornødent at sende hunnerne på kursus i yngelpleje?

Et interessant spørgsmål.
Det vides at kænguruhunner kan have et stk. afkom i pungen og et stk. fra forrige kuld rendene omkring. Men findes der andre arter end mennesket, der i stand til opdrætte flere kuld på samme tid?

Kåre skriver: "Jeg føler at det samfund og den kultur vi har opbygget i Danmark og i Skandinavien i det hele taget, er værd at bevare. Det føler du åbenbart ikke."

Jo, da - på visse punkter, og der er da rigelig plads til forbedringer.

Men de mennesker, der befolker et fremtidigt samfund behøver ikke nødvendigvis at være i familie med mig. De behøver bare at være mennesker.

Der er såmænd ingen garanti for at min elskelige børn forbliver garanter for den fortsatte skandinaviske kultur. Tænk nu hvis de udvikler sig til talibanister? Se bare ham Holmskjold, hvor galt det er gået.

Om at lære yngelpleje på kursus:
Det er ikke nogen selvfølge, at dyr rent instinktivt formår at gennemføre den naturlige yngelpleje. Berømte er jo Harlows abeforsøg, hvor aber af begge køn mistede evnen til at formere sig, hvis de fik en forkvaklet opvækst. Hannerne kunne ikke finde ud af parre sig, og hunnerne kunne ikke finde ud af at passe deres unge, hvis de fødte en. Også hos rotter er det konstateret, at hvis en hanrotte udelukkende vokser op hos sin mor, uden at møde andre rotter, kan den ikke finde ud af at parre sig, når den bliver voksen.
Hvis nu vi også konstaterer, at mennesker har besvær med at udføre normal yngelpleje, så kunne man jo få den ide, at også moderne mennesker har fået en forkvaklet opvækst. F.eks. at sønner der er opvokset i for tæt symbiose med deres mor, ikke kan finde ud af at optræde maskulint når de bliver voksne.
Det er på den baggrund jeg mener, at det er nok alligevel bedst, at mænd er mere involveret i opdragelsen. Hvis øget barselsorlov til mænd er det middel der skal til for at give mænd mere myndighed inden for hjemmets fire vægge, så er det OK for mig. Fordelene er nok større end ulemperne. Hvis faderen kan forhindre, at sønnen bliver feminiseret for meget, så vil sønnen vokse op og få en mere naturlig maskulinitet, som der nok ikke går skår i fordi han tager 3 måneders barselsorlov når han så igen bliver voksen. Men en afgørende detalje er at det må ikke komme dertil, at kvinden bliver mandens arbejdsgiver i hjemmet. Faderen skal kun gå hjemme i 3 måneder, hvis han kan gennemføre at i den periode er det ham der bestemmer over barnets pleje. Hvis han er for svag til det, er det bedre at han holder sig ude på arbejdsmarkedet.
Om andre arter end mennesket kan opdrætte flere kuld på samme tid: Det er meget udbredt i dyreriget, at første kuld, dem i "teenage-alderen", bliver derhjemme og hjælper med til at opdrætte andet kuld.

Det er meget udbredt i dyreriget, at første kuld, dem i "teenage-alderen", bliver derhjemme og hjælper med til at opdrætte andet kuld.

Muligvis første kuld, men har du nogle eksempler ?

Pattedyr i "teenage-alderen" er "kønsmodne".

Verdens redning er argentinsk tango. Hvis flere mænd dansede argentinsk tango, ville deres lykke være gjort!

Det begynder at blive lidt forvirrende, det her. Jeg tror jeg vil konkludere mere generelt, at -ismen er problemet, ikke løsningen. Her kan man så for -ismen indsætte feminismen, islamismen, fundamentalismen, idealismen, socialismen, liberalismen, humanismen . . . . Nogle vil måske også indsætte darwinismen.
Fejlen ved "-ismen" er at man lader sig vejlede af nogle generelle principper uden at tage hensyn til, om de nu stadig er formålstjenlige i den aktuelle situation. Altså: Hvis fødselstallene halter bag efter, er det så relevant at foreslå mere ligestilling som medicin mod dette? Er der indikationer for at det vil hjælpe på problemet? Jeg synes nærmest at indikationerne peger i den modsatte retning, og derfor må mistanken være, at feminisme foreslås som løsning af andre, uvedkommende grunde.

HB Rasmussen skriver: "Der er såmænd ingen garanti for at mine elskelige børn forbliver garanter for den fortsatte skandinaviske kultur." Nej da, her gives ingen garantier. Men der gives sandsynligheder. Og når man ser på hvordan tingene arter sig for tiden, så er det svært at have optimisme m.h.t. at indvandrere fra meget fremmede kulturer skulle kunne bære vores fakkel videre.

Til Rolf Rasmussen: Hos mange pattedyr hjælper første kuld med til at opfostre andet kuld. Hos ræve f.eks. Om de på det tidspunkt er kønsmodne, ved jeg ikke, men det er de måske. Blandt fuglene kender jeg konkret til grønbenet rørhøne, hvor 1. kuld fra om foråret hjælper med til at opfostre andet kuld samme sommer.

Hos ræve f.eks. Om de på det tidspunkt er kønsmodne, ved jeg ikke, men det er de måske

Jeg vil ikke afvise muligheden af, at der forekommer børnearbejde hos ræve. Fænomenet ville jo forbedre sidste kulds overlevelseschanser. Men skal man tro beretningerne, virker det mere som en måske hyppig forekommende undtagelse end regelen.

I naturen kan tæverne sommetider føde deres hvalpe og lade dem vokse op tæt ved andre tæver, men hyppigt føder de deres hvalpe isoleret og jager andre ræve væk fra hvalpene.
Underlegne tæver kan have nedsat reproduktionsevne, når de lever tæt på andre hunner. Seksuelt modne hunræve uden hvalpe kan assistere med pasning af de dominante tævers hvalpe.

En interessant detalje ved rævenes familieliv er i øvrigt, at en ung hunræv - en unge fra et tidligere kuld - undertiden får lov til at bo i territoriet sammen med ræveparret. Hun kan også hjælpe med til at passe ungerne, men hun får normalt ikke lov til at yngle selv.

Kåre Fog

Ja, menneskenes verden er forvirrende, set i forhold til den orden, der er fremherskende i naturens verden. Tankevækkende, for så vidt, at vi selv er kommet af den selvsamme naturlighed. Der pist nu er så langt væk, at hele den vestlige verden er blevet denne naturlighed helt fremmed.

For mig har biologi noget med naturlighed at gøre. Ikke blot i forhold til den vilde natur, men også i forhold til mennesket. Men sådan er det ikke for biologerne. De tager for givet, at naturens love gælder for den vilde fauna, men tilsyneladende ikke for menneskene. Derved bringer darwinisterne sig i overensstemmelse med religionernes skabelsesberetninger. Hvor påfaldende det end måtte lyde.

Biologien afstedkommer ikke af sig selv en samfundsforståelse, hvilket psykologien jo tydeligvis heller ikke gør. Men tolkes både biologien og psykologien i sammenhæng, da fremkommer der en sammenhængende tænkning og forståelse. Hvor det forvirrende ikke længere er forvirrende, men er forudsigelige konsekvenser af menneskets hjerne, og de deraf følgende psykiske ubalancer, som bevidstheden allerede fra de tidligste mennesker logisk ville afstedkomme hos de senere.

Så meget desto mere påfaldende er det, at islam er indeholdende denne helhedsforståelse. Om end den ikke er formuleret i overensstemmelse med naturens lovmæssigheder, men i overensstemmelse med Guds vilje.

Denne vinkel er beskrevet her:

Brev til en muslim

http://flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=4503

Bjørn Holmskjold

Argentinsk tango
Jeg ser lige at HB Rasmussen har et kort indlæg om at man skal bare danse argentinsk tango, så er ens lykke gjort.
Nu er det tilfældigvis sådan, at jeg har gået til undervisning i argentinsk tango et par år, sådan lidt til og fra. Jeg er ikke specielt dårlig til det, men heller ikke specielt god - folk siger at det tager 4-5 år for en mand at lære det. Og ja, jeg lærer noget om samspil mellem mand og kvinde. Og nej, det ser ikke ud til at min lykke er gjort af den grund.

Islam
Jeg finder det interessant at se, hvad der er Bjørn Holmskjolds motivation for at tilslutte sig islam. Det er noget med at det nuværende forhold mellem kønnene er unaturligt, og at islam er et middel til at genoprette og sikre et naturligt forhold, med passende forskel i rollefordelingen. Omvendt er den feministiske argumentation noget med at der ikke er nogen naturgivne forskelle mellem kønnene, og at enhver forskel vi observerer derfor er udtryk for en uretfærdighed.
For feminister kunne det være en tanke værd, at islams fremgang måske netop er en reaktion på feminismen (og i øvrigt på sædernes forfald i det hele taget, med afklædte damer på store reklameplakater rundt om i byen osv.). Den stædige insisteren på at der ikke er naturgivne forskelle mellem kønnene er lige så fornuftsstridig som at insistere på at jorden er flad eller at mennesket blev skabt på 7 dage. Denne insisteren fører naturligt nok til sin diametrale modsætning, den religiøse insisteren på at forskellene skal være så markerede som muligt.
Jeg prøver at stille mig et sted imellem og sige at på den ene side er der naturgivne forskelle mellem kønnene, i gennemsnit i hvert fald, som ikke kan fjernes. På den anden side bør vi tilstræbe retfærdighed og derfor give begge køn lige muligheder, så længe denne stræben ikke truer samfundets eksistens. Det er klart at hvis jeg argumenterer for et sådant mellem-synspunkt, opnår jeg ikke at blive støttet fra begge sider, men derimod at blive angrebet fra begge sider. Sådan er verden. Det er altid dem med de ekstreme synspunkter der har ret, i hvert fald i deres egen optik.
Hvor præcis jeg stiller mig imellem de to yderpunkter, afgøres af hensynet til at samfundet stadig skal kunne fungere. Når befolkningen ikke reproducerer sig selv, er det for mig et udtryk for at der er noget der ikke fungerer, og at bevægelsen imod ligestilling er gået lidt for langt. Ikke meget for langt, men lidt for langt.

Den med den argentinske tango har sikkert noget med skolegårdens sanglege at gøre.

Efter sigende gjorde antropologen, Margaret Mead, i 1920'erne den iagttagelse, at mændene på nogle stillehavsøer simpelthen blev holdt væk fra børnene, indtil de var to-tre år gamle. Hvis fædrene var for meget sammen med børnene, blev de for glade for dem, og så kunne man ikke sende dem på jagt.

Det skal derfor nok passe, at der er mere fremtid i argentinsk tango, spansk flamenco og brasiliansk samba end i øremærket barsel.

Ja, ja, Rolf Rasmussen, men hvis vi overlader hjem og børn til kvinden, og passer os selv ude på arbejdsmarkedet, hvad kommer der så ud af det?
Jeg tænker på de 1950´er kernefamilier i USA som fik Betty Friedan til at skrive en slags feministisk protestbog. Hun beskrev den tåbelige familieform, hvor mødrene bare gik derhjemme hele dagen og kedede sig, og så fandt udløsning for deres kedsomhed ved at overbebyrde deres sønner med omklamrende interesse. Med det resultat at sønnerne blev mere eller mindre ødelagt.
Faderen skal have en eller anden form for rolle i familien, men vi kan godt diskutere på hvilket tidspunkt i børnenes liv han skal træde til. Det er ikke sikkert at det skal være mens børnene skal have sutteflaske.

Faderen skal have en eller anden form for rolle i familien

Det er jo der, det med tangoen kommer ind i billedet.
Der skal to til en tango.

Fog: "Omvendt er den feministiske argumentation noget med at der ikke er nogen naturgivne forskelle mellem kønnene, og at enhver forskel vi observerer derfor er udtryk for en uretfærdighed."

Det er præcis sagen - og det er en uretfærdighed mod både kvinder og mænd. Der har ikke eksisteret samfund, hvor drenge- og pigebørn blev socialiseret ens, derfor kan vi ikke vide, om der evt. skulle være nogle medfødte forskelle, men det er et faktum, at i ethvert samfund har det store flertal af mænd og kvinder præcis de "naturlige" og "medfødte" egenskaber, som er normen i det samfund, og de få, der falder udenfor bliver udstødt eller banket på plads.

Men enhver tale om, hvad der er det "naturlige" mønster, er absurd. Og apropos ræve og rørhøner: Man kan i naturen finde eksempler på enhver form for kønsrollemønster, man vil og bruge det som "argument" for, at netop det, man går ind for, er "naturens orden."

Individuelle forskelle er altid vigtigere end køns-, race- eller kulturforskelle.

Til Bjørn Holmskjold.
Jeg har læst dit link "Brev til en muslim", hvor der forekommer sådanne udtryk som "ubetinget dødsdom over de afvigende" og "Det er Guds vilje at de vantro skal dø". Det overskrider tærskelen for hvad jeg kan acceptere. Jeg vil herefter nægte at kommunikere med dig.

Til Per Vadmand.
Du tager fejl, og din argumentation er forældet. I dag ved man så meget om hvordan kønsforskelle fastlægges biologisk, at der ikke længere er nogen rimelig tvivl tilbage. Du skriver at der ikke har eksisteret samfund hvor drenge og piger bliver socialiseret ens. Jo, det har der, i Israels kibbuzer i først ehalvdel af 1900-tallet. Resultatet har været særdeles nedslående for folk med dit synspunkt. Jeg har skrevet nærmere om det i "To køn - tre sandheder", hvor der også er litteraturhenvisninger.
Du skriver at individuelle forskelle altid er vigtigere end forskelle mellem befolkningsgrupper. Hvem bestemmer det? For mig lyder det som noget vrøvl. Det kommer helt an på problemstillingen.

Kåre skriver: "Og når man ser på hvordan tingene arter sig for tiden, så er det svært at have optimisme m.h.t. at indvandrere fra meget fremmede kulturer skulle kunne bære vores fakkel videre."

Tak for kaffe! Jeg må tolke din udtalelse sådan, at du er så bange for His Butt Ta' Rear o.lign. at du er parat til at gå til angreb på feminister og beskylde dem for alt muligt, bare for at få de danske kvinder til at føde nogle flere børn. I sin yderste konsekvens er denne holdning på linie med Talebans, i det den reducerer kivnder til nogle, der bare skal føde børn, så vi kan konkurere med indvandrerne. Så på den måde bliver din frygt en selvopfyldende profeti.

Man skal aldrig, aldrig lade sig styre af sin frygt.

Og hvis det tager 5 år at lære tango, hvorfor jamrer du så over at du ikke er blevet lykkelig efter kun 2-3 år? Hvor er den maskuline vedholdenhed henne? Har du besluttet dig for at lære det eller ikke?

"Man skal aldrig, aldrig lade sig styre af sin frygt", skriver HB Rasmussen.
Ikke det?
Jeg så på DR2 i går noget af programmet "Peter Lund Madsen på dannelsesrejse". Han snakkede om hvor godt det er, at mennesker af alle mulige geografiske oprindelser mødes, men så sluttede han også af med at sige, på baggrund af hvad vi kender til Hitler, Milosevic og den slags folk, at hvis man møder nogen der siger "Dræb dem, hvorend I finder dem", så skal man tage det dybt alvorligt og regne med, at de faktisk mener det.
Når jeg ser retorik om at de vantro skal dø -også hos Bjørn Holmskjold - og hører om at koranen siger "Dræb dem hvorend I finder dem", så tager jeg det alvorligt. Jeg tror på at de mener det. Når Hizb-ut-Tahrir åbent siger at de ønsker et kalifat indført, så mener de det. Hvis de er meget få, og Demokratiske Muslimer tager kraftigt til genmæle, så kan jeg måske ignorere det. Men Demokratiske Muslimer holder meget lav profil, og formanden for Islamisk Trossamfund gik forrest i Hizb-ut-Tahrirs demonstration.
Vi andre her i vesten tog det roligt m.h.t. de kommunistiske styrer. Vi regnede med at de ville bryde sammen af sig selv, og det gjorde de. Jeg tror at muhamedanerne ser lige sådan på os. De tager det helt roligt, for de ved at de har fat i den lange ende. De venter stille og roligt på at vores samfund bryder sammen, ikke af økonomiske grunde som kommunismen gjorde, men af demografiske grunde.
Det er min frygt, den styrer mig, og det er fornuftigt at den styrer mig.

Kåre skriver. "Det er min frygt, den styrer mig, og det er fornuftigt at den styrer mig."

Så må du jo melde dig ind i Dansk Frygtparti.

Blandt fuglene kender jeg konkret til grønbenet rørhøne, hvor 1. kuld fra om foråret hjælper med til at opfostre andet kuld samme sommer.

Tak for tipset.
Det ser ganske rigtig ud til, at der er observeret børnearbejde hos Grønbenet rørhøne.
Begge køn ruger og fodrer ungerne. Undertiden deltager en unge fra et tidligere kuld.
På det punkt adskiller Grønbenet rørhøne sig åbenbart ikke fra Homo Sapiens, men set i lyset af trådens overskrift bemærker man dog straks en interessant forskel. Fofatterne af fugleinfo har ikke gjort sig den ulejlighed at informere brugerne om deres overvejelser vedrørende hovedansvaret.

Googler man i stedet Lotusfuglen kan man finde en artikel om denne fugl, hvori ordet hovedansvaret heller ikke forekommer. Men enhver, der betjener sig af feministisk indoktrinerede hjernevindinger, vil jo heller ikke have problemer med at placere det.

Jeg tænker på de 1950´er kernefamilier i USA som fik Betty Friedan til at skrive en slags feministisk protestbog. Hun beskrev den tåbelige familieform, hvor mødrene bare gik derhjemme hele dagen og kedede sig, og så fandt udløsning for deres kedsomhed ved at overbebyrde deres sønner med omklamrende interesse. Med det resultat at sønnerne blev mere eller mindre ødelagt.

Betty Friedan er en guru, som feminister ofte refererer til. De har det også med at referere til Ibsen. I idedebatten overser man gerne, at Helle Løndahl, ikke har skrevet bøger.

Så må du jo melde dig ind i Dansk Frygtparti.

Undgå for enhver pris Ligestillingspartiet.

Jeg var selv en ung mand i 1968. Som de fleste i min generation forsøgte jeg at tilpasse mig de nye feminine krav. Men efter mange forgæves forsøg må jeg erkende at disse forsøg fører blot til at jeg bliver et mislykket og ulykkeligt menneske. Jeg har mine medfødte karaktertræk, og jeg kan kun blive et harmonisk menneske, hvis jeg lever i overensstemmelse med disse træk.

Bodil Wamberg skrev i 1983 en kronik om risikoen ved for tidlige forsoninger.

Jeg har ikke tænkt mig at melde mig ind i noget politisk parti, og jeg har ikke tænkt mig at forsone mig med nogen førend der er grundlag for det.

Men, Rolf Rasmussen, hvad angår jacanaer ("lotusfugle") så vil jeg anbefale en bog jeg er i gang med at læse for tiden: Marlene Zuk (2003): Sexual selections. What we can and can´t learn about sex from animals. University of California Press, 239 pp. Den omtaler også jacanaerne, omend kun på én side, men har talrige andre eksempler på typiske og utypiske "kønsroller" i dyreverdenen. Den er skrevet i en frisk, både letlæselig og informativ stil, og jeg tror du vil synes om den, og få tilfredsstillet en del af din nysgerrighed på emnet. Men, som bogen også understreger, det er ret begrænset hvad man kan bruge analogier til.

M.a.o. er argumentet mod øget ligestilling at feminismen er en bremseklods for et "avls-kapløb" med den muslimske befolkning?

Det kan se sådan ud, Simon. Hvis man skal blive som dem man foragter og frygter mest for at slå, så har man alligevel tabt. Hvad vil helst leve med Kåre Fogs mandschauvinistiske dystopi eller talibans styre?

Faktisk minder Holmskjold og Fog lidt om hinanden i deres måde at argumentere på. Begge regner ikke den menneskelig fornuft og intelligens for en styrende faktor i menneskets og dets verdens udvikling. Den styrende faktor er for dem begge rent biologisk/psykologisk. Holmskjold taler konstant om vores reptilhjerne der styrer vores adfærd og såvidt jeg kan se er det nogenlunde det samme sted Fog finder menneskets mest vital organ.

Måske fordi de begge er styret af frygt for islamismen. If you can't beat them join them - som et kendt slogan lyder.

Måske kan psykologernes manglende alvorsfulde betoning af de samfundsmæssige problemer, som bliver konsekvensen af den stigende infantilitet i befolkningen, nærliggende skyldes et mere eller mindre ubevidst symbiotisk forhold til reklamefolkene.

Kan du ikke lige uddybe den sætning.
Det vides, at skandalefolkene har et konkurrenceforhold til reklamefolkene, men hvorfor skulle den stigende infantilitet i befolkningen medføre, at der i psykologkredse opstår en manglende alvorsfuld betoning af de samfundsmæssige problemer ?

Sider