Kronik

Forsvar for tæppehandlerlogik

Mogens Camre tog for nylig til orde imod 'arabisk tæppehandlerlogik' - og afslørede dermed et afgrundsdybt ukendskab til tæppers og tæppehandlens uvurderlige bidrag til civilisationen
Den europæiske fascination af muslimske tæpper og tekstilprodukter voksede med de kontakter, der blev gjort under korstogene.

Den europæiske fascination af muslimske tæpper og tekstilprodukter voksede med de kontakter, der blev gjort under korstogene.

11. februar 2008

Jeg har altid været fascineret af politikeres sprog. Politikere har en evne til at tale uden at sige noget, til at insinuere i stedet for at erklære, og de behersker i det hele taget en sælsom semantisk balancegang, der kan få vitterligt vås til at tage sig ud som fornufts-argumenter.

Et typisk eksempel er den bemærkning Mogens Camre fremsatte for nogen tid siden om, at han frafaldt sin plads i Folketinget for ikke at udsætte sig for "den sædvanlige arabiske tæppehandlerlogik" - hermed sigtede han til Naser Khaders person.

Camres sælsomme udtryk var en overlagt ringe-agtsytring. Min første association gik imidlertid til Napoleons karakteristik af englænderne som "en nation af kræmmere".

Fællestrækket er, at der tilkendegives foragt igennem en kobling til noget kommercielt.

Men der er forskel på de to udsagn. For det første var Napoleons formulering et citat fra Adam Smiths Nationernes velstand. For det andet udtrykte Napoleon en klar tanke: At englænderne var for optagede af deres smålige kommercielle sjakrerier til at stå mål med Frankrigs militære beredskab og geopolitiske visioner.

Mogens Camres udtalelse er en hult klingende fornærmelse, der røber en beskæmmende mangel på kendskab til tæpper og handel, herunder til den arabiske verdens store historiske og civilisatoriske bedrifter inden for begge.

Forsvar for tæpper

Det ældste bevarede eksemplar af et vævet billede er fundet i farao Tutmos IV's grav og stammer således fra omkring 1400 f.v.t. Fra Ægyptens oldtidsriger i tiden omkring år 1000 f.v.t. er bevaret vægmalerier, der viser en vævestol og skildrer væveprocessen i stort set samme træk, som vi kender den i dag.

I det 5. århundrede fvt. havde tæppefremstillingen nået store kunstneriske højder. Derom vidner fund gjort af russiske arkæologer i skytiske krigerhøvdinges frosne grave i de siberiske Altai-bjerge. Disse tæpper kan i dag ses i Hermitage Museet i Skt. Petersborg.

Vævede tæpper har altid haft stor betydning for Arabiens, Persiens og Anatoliens stammebefolkninger. Til brug som telte imod sandstorme, som gulv- eller vægdække, som beskyttende tilhylning, som taske eller saddel. Tæppers høje status for datidens beduinsamfund fremgår af skriftsteder i Det Gamle Testamente.

Også muslimer omfatter tæpper med agtelse, ikke mindst fordi Koranen omtaler tæppet som et 'paradisisk møbel' og en af de skatte, hvormed rettroende belønnes i det hinsides. I Sura 88, 8-20 hedder det således:

"På den dag vil ansigter stråle af lykke / tilfredse med deres stræben / i en højtliggende have / hvor de ikke hører tomme ord / med en rindende kilde / og ophøjede lejer / og kander stillet frem / puder på række / og overdådige tæpper bredt ud."

Tæppeløse Europa

Ifølge de historiske kilder bestod den tidligste gulvtildækning i Europa af afskårne siv. Denne praksis fortsatte til op i det 15. århundrede. Erasmus af Rotterdam (1466-1536) beklager sig over, at siv ofte fik lov at ligge for længe: "Gulve bestrøs i reglen med hvid ler og dækkes så med siv, der lejlighedsvis udskiftes, men undertiden så ufuldstændigt at de underste lag kan blive liggende i 20 år, på hvilket tidspunkt de vil have indoptaget unævnelige mængder af hosteslim og spyt, opkast, spildt øl, urin fra hunde og børn, fiskeskæl og utallige andre vederstyggeligheder."

Tæppevævningen indførtes i Spanien i det 10. århundrede af maurerne. Ifølge Al-Idirsi (ca. 1096-1166) blev de uldtæpper, der produceredes i det 12. århundrede i Chinchilla og Murcia eksporteret til hele verden. Den europæiske fascination af muslimske tæpper og tekstilprodukter voksede med de kontakter, der blev gjort under korstogene, og den øgede handel resulterede i betydelig import af orientalske kunstgenstande, herunder tekstiler. Så skattede var disse produkter, at pave Sylvester II (950-1003) blev begravet i persiske silketæpper, og dronning Eleanor, Kong Edward I's castillianske kone, til England i 1255 medbragte andalusiske tæpper som dyrebareste del af sin medgift.

Af malerier fra senmiddelalderen fremgår, hvordan disse tæpper blev brugt og hvor stor anseelse de nød. Eksempler på tæpper med islamiske motiver (arabiske, tyrkiske og persiske) findes på værker af Simone Martini, Nicolo Buonaccorso, Stefano de Giovanni, Anbrogio Lorzenetti og Hans Holbein den Yngre.

Under Shah Abbas' styre (1571-1629) blev handelskontakterne med Europa dyrket og opmuntret, hvad der gjorde hans nye hovedstad, Ishafan, til en af Persiens mest glorværdige byer. Til sit hof knyttede han datidens dygtigste tæppeskabere, hvis værker i reglen blev fremstillet af silke med indlagte tråde af gulv og sølv.

Når handelsfolk bragte tæpper til Europa, medførte de mere end tekstiler. De medførte en kunst og en kultur, som fik stor indflydelse på Europas kunstneriske smag og skønhedsbegreber, for slet ikke at tale om de gådefulde fortællinger om Aladdin og hans flyvende tæppe. De medførte komfort og raffinement og lagde grunden til en ny industri, der gav stødet til nye teknologiske fremskridt. Den første tæppefabrik i Europa oprettedes i Wilton i England i 1644, men i lang tid fremover var Europas tæppeproduktion ren imitation af orientalske tæpper, såvel teknisk som i farvevalg og motiver.

Tæppehandlerlogik

Indtil for ikke så mange generationer siden var det almindelige menneskers bestemmelse at blive enten bønder eller håndværkere. Thi således kunne de, som det hedder hos Luther, "bedst være deres Skaber til velbehag". Når Mogens Camre udviser foragt for tæppehandlere og deres logik, følger han en gammel europæisk tradition. I lang tid så man med mistro på handelsfolk. Hermes, som var Olympens Gud for handel, blev hos Homer skildret som en svindler og en tyv. Platon mente, at det var umuligt at bedrive handel og være et moralsk menneske på samme tid. Og Thomas Aquinas hævdede, at handelsfolk havde sværere ved at opnå himmelsk frelse, fordi fristelse var indbygget i deres profession.

Den første verdensreligion, der begejstredes for handel, var islam. Profeten Muhammed var selv købmand og hans første kone forretningskvinde i Mekka. Muslimer var de første til at skrive en bog, der lovpriste købmandskabet, nemlig Ja'far ben Ali Ad-Dimisqhi's Handelens Skønhed fra det 12. Århundrede. Forfatteren hævder heri, at handel er "den bedste af alle profitable beskæftigelser, og den, der fører til den største lykke". Islams hastige udbredelse over halvdelen af kloden var lige meget en kommerciel som en religiøs bedrift. Muslimske handelsfolk havde intet behov for at forsvare merkantile værdier imod religion.

Tværtimod var ulemaerne, de islamiske lærde, ofte selv engageret i handel. Et berømt eksempel er Adallah al Sarqawi, rektor på Cairos al-Azhar-universitet fra 1793 til 1812, som efter en opvækst i dyb fattigdom opnåede fabelagtig rigdom i takt med sin opstigning i det religiøse hierarki, fordi han også var handelsmand. Handel i den muslimske verden var en social omgangsform, som i lige så høj grad blev dyrket på grund af den medmenneskelige kontakt og samtale som for at skabe sig indtægter.

Retsstatens grundlag

Først i løbet af 1700-tallet begyndte europæerne at ændre syn på handelens status. Intellektuelle så nu handelsfolk som en forbundsfælle mod aristokratiet. Voltaire skildrede engelske forretningsfolk som modeller på hæderlighed og eventyrlyst.

Da europæiske skuespilforfattere fra denne tid begyndte at fremstille handelsfolk som universelt tænkende mænd, der knyttede nationer sammen og bragte fred og velstand gennem handel, indså de handelens sande betydning og logik. Historisk var det, da mennesker begyndte at handle med hinanden, at de lærte sig fredelig sameksistens, hvor indgåelse aftaler om udveksling trådte i stedet for plyndringer og ran. For at holde fred opfandt mennesker kontrakten, den være sig mundtlig eller skriftlig, og gjorde respekten for denne til moralsk og juridisk forpligtelse. Dermed lagdes også grundlaget for retsstaten.

Siden primitive samfund begyndte at handle og frem til i dag, har handelens ultimative formål været at opretholde en fredelig sameksistens. Handelslogikken har altid været at forhandle sig til en aftale, som tilfredsstiller gensidige behov og sikre, at den honoreres i kraft af tillid og loven.

Det er ikke så sært, at Mogens Camre foragter denne logik, for han har aldrig selv været fortaler for fredelig sameksistens og har senest svigtet den tillid, som de vælgere, der stemte ham ind i Folketinget, havde vist ham, da han brød den uskrevne kontrakt for at søge tilflugt i Europaparlamentet. Blandt politikere regnes den slags måske for en acceptabel manøvre. Blandt tæppehandlere ville det være en skandale.

Akmal Safwat er overlæge i kræftbehandling på Århus Sygehus og bestyrelsesmedlem i Demokratiske Muslimer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Kære Akmal

Det er et meget noble forsøg, men jeg tror ikke at Mogens Camre, og hans meningsfæller læser, og forstår dit læserbrev.

Men tak for forsøget...

fred

Jeg vil så anføre, at jeg syntes, Camres "redning" og forklaring af sin brug af udtrykket var forbavsende velformuleret og humoristisk. Khader & co's forhandlingstaktik over for Fogh - at byde lavere og lavere, til han bed på - ER jo faktisk den salgsmetode, men normalt forbinder med orientalske gadehandlere. Og Khader har faktisk selv sagt i et interview, at hvis han ikke var kommet til Danmark, havde han nok været tæppehandler i dag.

Så for en gangs skytd synes jeg egentlig, Camre står til frifindelse (never thought I'd say that).

Med al respekt for Akmal Safwat's spændende historiske redegørelse, må jeg dog korrigere ham i hans antagelse om at muslimerne var de første som tog handelen til sig. Jøderne var først.

Efter templets ødelæggelse i år 70 e.v.t. og efter den mislykkede opstand af Bar Kochba i 135 e.v.t. blev næsten alle jøder fordrevet fra Israel og påbegyndte 2000 års landflygtighed - kaldet det jødiske eksil, diaspora eller (på hebraisk) galt (udlændigheden).

Da jøder i langt de fleste lande var afskåret fra at eje jord og ikke kunne blive medlemmer af de fleste håndværkslaug, var handel og pengeudlåning meget dominerende erhverv og medvirkede til at skabe det fjendskab mod jøder som førte til Shoah.

Også fønikere, grækere og armeniere var før araberne.

Bjarne F. Nielsen

Næ, hør nu, Chris Henriksen kan ikke stå alene og uantastet.

www:

De herlige romerne havde den første givtige verdensreligion med
den rapfodede Mercurius, som trivedes i fredelig sameksistens med
andre guder i store dele af Europa, i Nordafrika og det mest af Mel-
lemøsten.

Romere af kød og blod var dog knapt så fredelige.