Tre kandidatstuderende fra RUC havde fået den gode idé at undersøge tre ministeriers måde at formidle forskning på. Det gjorde de ved at sende ministeriernes pressemeddelelser ud til de forskere, der havde lavet de undersøgelser, som pressemeddelelsen præsenterede. 15 ud af 40 forskere havde problemer med at genkende deres egne resultater. Det er et alarmerende resultat. Både for ministerierne, forskerne og befolkningen.
Typisk forsøger ministerierne at bruge forskernes rapporter til at underbygge ministerens politik, eksempelvis ved at vinkle skarpt på en ubetydelig delkonklusion - eller ved at udelade de dele af konklusionen, som ikke passer ind i ministerens interesser. Desuden påpegede flere forskere, at ministerierne gav deres fordrejede udlægning af forskningsresultaterne til et enkelt medie, før undersøgelsen blev offentliggjort, så ministeriets dagsorden blev den dominerende.
Professor i journalistik ved Syddansk Universitet Erik Albæk gav i Ugebrevet A4 udtryk for, at det er forventeligt, at ministerierne på den måde skævvrider forskningen, og at forskerne jo bare kan skrive et læserbrev, hvis de føler, at deres forskning er blevet misbrugt. Det er en underlig holdning, for som professor i journalistik bør han om nogen vide, hvad en forside på et landsdækkende dagblad skaber af debat i forhold til et efterfølgende korrigerende pip bagest i avisen.
Men der er også noget mere grundlæggende galt med Albæks holdning, selvom den givetvis er udbredt. Når afsenderen er et ministerium, vil der i den brede befolkning være tiltro til ordene - og det forpligter. Det er muligt, at kyniske embedsmænd og kommunikationseksperter ved, at ministerier skævvrider forskningen i deres pressemeddelelser og spekulerer i at lække bestemte historier til et enkelt medie. Men den brede befolkning ved det næppe. Dertil kommer det faktum, at der er tale om forskning, som skatteyderne har betalt for, og derfor må forvente at få præsenteret på en fagligt ansvarlig måde.
Det er muligt, at det med Albæks ord er et 'naivt' synspunkt at have. Men det er ikke desto mindre et fornuftigt synspunkt. Og det bør påpeges hver gang, en minister forvrænger forskningsresultater for at underbygge sine politiske projekter.
Undersøgelsen fra RUC viser imidlertid også, at forskerne ikke er meget for at stå frem med kritikken, da de ofte er afhængige af at få nye opgaver fra det pågældende ministerium.
Mange af de sektorforskningsinstitutioner, som er storleverandører af forskning til ministerierne, er med universitetsfusionerne blevet lagt ind under universiteterne. Det skal blive spændende at se, om universiteterne nu arver denne angst for at kritisere ministerier og andre 'købere' af forskning. Allerede nu er mange universitetsforskere bange for at udtale sig kritisk om magthavere med penge i kassen, og der er god grund til at frygte yderligere for debatklimaet på universiteterne og dermed den frie forsknings vilkår.
