Kronik

De gamle tider er forbi

Lønarbejderne har ikke længere Socialdemokratiet som deres foretrukne parti, men derimod Venstre og Dansk Folkeparti, som har overtaget vigtige dele af Socialdemokratiets program. Kronikken, der handler om socialdemokratisk fornyelse før og nu, giver et input til Ritt Bjerregaards røde skole
I Jens Otto Krags og Ankers Jørgensens tid tog partiet sig af den politiske kamp, fagbevægelsen af den økonomiske, og sammen med udviklingen af en stor offentlig sektor, som kom den brede befolkning til gode, blev nettoresultatet velfærdsstaten.

I Jens Otto Krags og Ankers Jørgensens tid tog partiet sig af den politiske kamp, fagbevægelsen af den økonomiske, og sammen med udviklingen af en stor offentlig sektor, som kom den brede befolkning til gode, blev nettoresultatet velfærdsstaten.

Lars Hansen

7. februar 2008

Efter en vis opstandelse blev modtagelsen af Ritt Bjerregaards stiftelse af 'den røde skole' positiv, også i Socialdemokratiets ledelse. Mogens Lykketoft og andre kan nu se visse muligheder for politisk fornyelse i initiativet.

Det er ikke ukendt for nogen, næppe heller for ledelsen, at den socialdemokratiske arbejderbevægelse er i krise. Ved valget i november 2007 fik partiet kun 25,5 procent af de afgivne stemmer, den laveste tilslutning siden 1906! Men bevægelsen var også i krise i 70'erne og 80'erne. Når man kigger på kurven over valgtallene for 70'erne og 80'erne, kan man imidlertid se, at det efter kraftige bølgedale i 1973 og i næsten hele 80'erne hver gang lykkedes for Socialdemokratiet at rette op på vælgertilslutningen.

Men denne gang virker det, som om det vil blive meget sværere. Hvorfor?

Journalisterne og den socialdemokratiske ledelse selv kredser om de aktuelle politiske spørgsmål. Er den socialdemokratiske dagsorden for snæver? Er det ikke tilstrækkeligt at kræve velfærd i stedet for skattelettelser? I disse iagttageres øjne indgår skattespørgsmålet og udlændingepolitikken automatisk som et parameter for Socialdemokratiets stilling blandt vælgerne. Begge parter går uden videre ud fra, at det kun er sådanne spørgsmål, der bestemmer partiernes indbyrdes styrke, og det er da også rigtigt, at stillingtagen til de aktuelle spørgsmål - især skat og udlændinge - i øjeblikket er udslagsgivende for folketingsvalg (i mindre grad for kommunalvalg).

Men de aktuelle politiske spørgsmål er ikke afgørende for den socialdemokratiske krise. Der skal graves meget dybere.

Magtstillingen i Folketinget er ikke identisk med magtstillingen i samfundet. Den bestemmes af en række strukturelle forhold, som Folketinget eller for så vidt regeringen kun er i stand til at øve delvis indflydelse på, og som de borgerlige partier under de rådende forhold heller ikke ønsker at øve indflydelse på. Her tænkes på kapitalforholdene, internationaliseringen, private mediers påvirkningskraft mv. Her kommer politik i dag til kort, det såkaldte liberale demokrati må strække våben og overlade udviklingen til 'anonyme' kræfter, som man kun kan håbe opfører sig nogenlunde, og som EU heller ikke kan kontrollere, selvom EU principielt ville være en af mulighederne for at gøre det.

En folkebevægelse

På nationalt plan er der ingen partier eller partikonstellationer, der kan stille noget op over for disse strukturelle forhold, som er opstået de sidste 20-30 år, blandt andet, men ikke kun, som følge af neoliberalismens sejrsgang, Og det har haft særligt negative følger for Socialdemokratiet, som fra internationalismens sammenbrud under 1. verdenskrig og indtil 1960'erne satsede hele sin politik på nationalstaten. Den var forudsætningen for opbygningen af velfærdsstaten, og i flere årtier beherskede socialdemokraterne både det politiske liv og til en vis grad statsapparatet under disse forhold. Samfundet var stadig kapitalistisk, og det offentlige og private var adskilt, men det var muligt at gennemføre dybtgående indgreb og reformer, som førte til både vækst og en mere ligelig fordeling af goderne. På papiret kunne ingen udfordre Rigsdagens, senere Folketingets suverænitet, og med det politiske demokrati, der blev bygget op, var det en ønskesituation for Socialdemokratiet, når man nu ikke kunne gennemføre et statssocialistisk system, som oprindelig var målet. Man kunne samtidig udvikle en social og kulturel folkebevægelse, som via fagbevægelsen, kooperationen, oplysningsforbund mm. havde fangarmene ude i næsten alle dele af det danske samfund, og som også øvede stor indflydelse på massekommunikationen gennem Danmarks Radio.

Sammenholdet, ja symbiosen mellem parti og fagbevægelse, var en del af dette mønster, og selvom der også dengang blev klaget over pamperi og misbrug i fagbevægelsen, opnåede den økonomiske resultater, som gjorde indtryk blandt dens medlemmer. Partiet tog sig af den politiske kamp, fagbevægelsen af den økonomiske, og sammen med udviklingen af en stor offentlig sektor, som kom den brede befolkning til gode, blev nettoresultatet velfærdsstaten. Den var ikke et mål, man havde sat sig, men fremkom som følge af en kombination af forskellige tiltag, og ordet velfærdsstat blev ikke almindeligt før i 1960'erne.

De tre valg, som Socialdemokratiet i praksis traf efter Internationales sammenbrud var, at man ville opbygge et demokratisk og socialt system med nationalstaten som redskab, at man ville holde fast ved en reformistisk (altså ikke revolutionær) linje, og at man på grundlag af symbiosen mellem fagbevægelse og parti ville sikre både faglig og politisk deltagelse i samfundslivet. Og hermed opnåede den socialdemokratiske bevægelse et politisk hegemoni i det danske samfund, som dels byggede på et højt medlemstal i både parti og fagbevægelse samt en kæmpe vælgertilslutning - over 40 procent - dels på en slags historisk kompromis med borgerskabet (som ikke blev verbaliseret), der anerkendte skellet mellem privat og offentligt og dermed sikrede den private ejendomsret til produktionsmidlerne mod, at borgerskabet til gengæld gik med til sociale og politiske reformer. Arbejderbevægelsen kunne sikre dette kompromis gennem sin 'kontrol' over arbejdermasserne, der var organiseret i fagbevægelsen og stemte på det socialdemokratiske parti ved valgene (over 70 procent). Og kompromis'et holdt i over et halvt århundrede, fra ca. 1930 indtil begyndelsen af 80'erne.

Lidt realisme

Kontrasten mellem vilkårene for nutidens og det 'historiske Socialdemokrati' er slående. Nationalstaten er på tilbagetog, og der kan ikke længere bygges nogen entydig reformlinje op på den, også fordi der i kommende år ventes et større tryk på det danske skattesystem udefra for at få skatterne sænket. Det nære forhold mellem parti og fagbevægelse er om ikke helt afviklet, så dog meget mindre nært, og lønarbejderne har ikke længere Socialdemokratiet som deres foretrukne parti, men derimod Venstre og Dansk Folkeparti! De to partier har overtaget vigtige dele af Socialdemokratiets program. Selv flertallet af tillidsmænd på fremstillingsvirksomhederne stemmer ikke længere på partiet. Fagbevægelsen definerer sig mere og mere entydigt som økonomisk interesseorganisation, der blander sig udenom Socialdemokratiets politiske program.

Den eneste af de tre oprindelige valgmuligheder, der er tilbage, er altså reformlinjen. Og den har det som bekendt knebet med at udfylde.

Det har ikke været meningen her at male fanden på væggen for Socialdemokraterne. Der er i høj grad brug for det gamle, moderat venstreorienterede parti. Meningen har snarere været at fremmane lidt realisme, så debatdeltagerne i 'Den røde skole' og andre steder ikke diskuterer ud i den blå luft, dvs. uden et historisk perspektiv.

Men det er samtidig vigtigt at indse, at de gamle tider med en samlet og hegemonisk lønmodtagerbevægelse som løftestang for store samfundsmæssige forandringer i al fald foreløbig er forbi, og at både fagbevægelsen og partiet står ved en skillevej. Med mindre der kommer en dyb og langvarig økonomisk krise, er det usandsynligt, at Socialdemokratiet nogensinde når op på de 35-40 pct. vælgertilslutning igen, som er forudsætningen for at kunne sætte dagsordenen. Og selvom det skulle ske, ville 'folkebevægelsen' næppe være rekonstrueret.

Fremtidsperspektivet er altså temmelig dystert, men på den anden side kan der gøres meget for at forny ideologien og politikken. Med udgangspunkt i den gamle solidaritetstanke og ideen om lige muligheder for alle - et fundament, nogle socialdemokrater faktisk har sat spørgsmålstegn ved i de sidste år - kan der naturligvis udvikles en ny politisk linje, som appellerer til både arbejder- og middelklassen. Men "velfærd i stedet for skattelettelser" er ikke nok, der må tænkes i radikale baner som f.eks omstilling til et økologisk samfund og/eller et brud med hele forsikringsprincippet på det sociale område og indførelse af sociale ydelser uden betingelser for tilknytning til uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet o. l. Man kan kalde det borgerløn, basisindkomst, eller hvad man vil - samfundet er i hvert fald rigt nok, og folk vil ikke holde op med at uddanne sig eller arbejde af den grund.

Claus Bryld er historiker på RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Peter H. Møller

Dette er en af de klogeste, bedste, klareste og kontanteste artikler om den aktuelle politiske situation, som jeg har læst indenfor de sidste flere år. Tak!
Hans Peter H. Møller