Kommentar

Grøn gidseltagning og bizar udvisning

Eller er energiforliget et nødvendigt kompromis? Hvad udvisninger uden domstolsprøvelse dog i hvert fald ikke er
Debat
26. februar 2008

Et er den gode gamle logiske lære om modsigelsens grundsætning: Man kan ikke både sige A og ikke-A, postkassen kan ikke på én gang være rød og ikke-rød. Enten-eller. Noget andet er livet. Da kan for eksempel en S-SF-R-tilslutning til energiforliget i torsdags være helt rigtig og en Enhedsliste-undsigelse af det samme forlig være lige så rigtig. Hvilket ikke behøver at medføre noget uldent både-og, der ophæver alle de forskelle på godt og skidt, der gør en forskel. Tværtimod. Forliget er så ringe (jvf. Informations leder i lørdags), at de, der har indgået det, fordi de skønnede alternativet (en energipolitik på kun V-K-DF's og Ny Alliances nåde og unåde) endnu ringere, nu er forpligtet til nidkært at overvåge, at dets trods alt gode elementer også bliver gennemført i praksis. Bl.a. at Danmark allerede om tre år skal have en femtedel af hele sit energiforbrug dækket fra alene vedvarende energikilder. Og de, der ikke ville gå på kompromis, kan ikke stå tilbage med rene hænder, for de må nu møges til på anden vis, når kompromiset i sig selv ikke er godt nok. Bl.a. ved at bruge hænderne til at få gennemført de energibesparelser i landets eksisterende bygninger og transportsystemer, som forliget ikke gør noget ved.

Anti-utopisk utopi

Hverken både-og eller enten-eller, men noget fjerde. Som man - i modsætning til en eller anden religiøs, liberalistisk eller socialistisk eller teknificeret utopi om tusindårsriget, hvor alt er klaret, og tilværelsens ulidelige lethed venter - kunne kalde vedvarende energisk bøvl og uophørligt beskidte næver. Tilværelsens grundvilkår, hvad nogen af os ind imellem bliver så begejstret og lykkelig over, at det såmænd må kaldes - en utopi. En anti-utopisk utopi, om man vil.

For uanset "en situation, hvor internationale klimaforskere siger, at vi har mindre end 10 år til at bremse væksten i de globale CO2-udledninger", som lørdags-lederen gjorde opmærksom på, indgår Connie Hede-gaards regering delforlig med Ny Alliance og Dansk Folkeparti om nu at indføre kul på Avedøre 2- og Skærbæk-værket, som dog hidtil har været det foruden. Utopisk vil det endnu være at forvente en indigneret folkerejsning i den anledning, hvilket er udtryk for, at der endnu er langt til folkelig forståelse af, hvor knap tiden er blevet, før CO2-forgiftningen risikerer at udløse naturens egne selvforstærkende og stadig mere destruktive vekselvirkninger. Men i dag er det en nødvendig, netop anti-utopisk, anti-dommedags, utopi, at denne folkelige forståelse må opstå. Så politikerne både tvinges til og - for de mere fremsynedes vedkommende - tør handle i overensstemmelse med situationen.

Til den ende er informationer til folk via tidens grasserende penge-abstraktioner langtfra tilstrækkelige. De siger næsten intet om, hvad ens private og ens virksomheds gøren og laden egentlig medfører af indgreb i naturen. Måske snarere tværtimod. Direkte opgørelser og progressiv beskatning af naturmaterialeforbruget i alle dets forskellige former, målt i blandt andet antal kilo, areal- og proteinmængder og affaldsbjerge, løbende opgørelser af ens og ens virksomheds konkrete forbrug af naturens CO2-absorptionsevne og så videre er fornødne, hvis klimasagen nogensinde skal blive folkelig nærværende og øko-nomien øko-logisk. Og politikerne virkelighedstro.

Skæres igennem

Men selv begejstringen over alt det bøvl har sin grænse. En gang imellem er det også lykkeligt, at der kan skæres igennem. Som da pensioneret byretsdommer Per Janfelt her i avisen i fredags udstillede "Socialdemokraternes bizarre retssikkerhed" med disse ord:

"Da integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i smuk forlængelse af sine opfattelser fra før udnævnelsen til minister gav udtryk for tvivl om lovgrundlaget for den udvisning af to tunesere, som hun netop havde truffet afgørelse om, trådte partiet (Socialdemokraterne) igen ved siden af. Det lykkedes ordfører på området, Morten Bødskov, at gøre det, som ikke burde være muligt: I stedet for at hilse ministerens tvivl velkommen som anledning til en nærmere gennemgang af den lovgivning, der fulgte i kølvandet af 11. september 2001, gav Morten Bødskov på forhånd afkald på ethvert selvstændigt initiativ. Af alle muligheder valgte han at appellere til statsminister Anders Fogh Rasmussen - tilsyneladende i forvisning om, at de deler værdier - og krævede, at statsministeren satte sin integrationsminister på plads."

Eller som da højskoleforstander Thue Kjærhus dagen efter konstaterede:

"Ja, normopløsningstendenserne gør sig gældende langt ind i mit eget parti, Venstre. Vi forholder os f.eks. som borgerlige retsorienterede forbavsende indifferente til retssikkerheden på Guantánamo. Og hvad med de administrative udvisninger? De undergraver også den sociale orden og vores dømmekraft."

En trøst er det dog, hvad en ven noterede forleden, at Danmark slet ikke er nogen politistat. For politikerne ligger lagt til højre for politiet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ralph Sylvestersen

Fra utopi til reality.

Grundlæggende synes det som om, at menneskehedens nuværende udviklingsstade spænder over et enormt spektrum. Spændet strækker sig fra primitiv overlevelse (egocentrisk dræberinstinkt) til lysende gennemsigtig planetariske venlighed, og endda derudover. Dette synes at gælde både for det enkelte individ og for dets kollektive grupperinger (familie, klan, stamme , nation, spirituelt fællesskab etc.)

Både det enkelte mennesket og det sociale grupperinger kan spaltes i en ydre og en indre dimension – en subjektiv og objektiv dimension. Den ydre objektive dimension som den fysisk, materielle verden, den indre subjektive den mere subtile dimension (følelser, tanker, erkendelse, bevidsthed etc.) Dertil må det anses som givet, at disse dimensioner er evolutionære, dvs. at de ud/afvikler sig over tid.

Den ydre evolution ses ofte som nyskabelser i det fysiske, fx opfindelsen af hjulet, dampmaskinen, atombomben, genteknologi mm. Den tilsvarende indre udvikling kendetegnes ofte af en øget evne til venlighed, medfølelse, blik for helheden (Planetarisk/Global bevidsthed)

For tiden kunne man fristes til at påstå, at overordnet er den ydre og indre menneskelige evolution ikke i balance. I samme øjeblik en opfindelse opstår i den ydre, er den typisk tilgængelig for stort set hele menneskeheden, uanset udviklingsstade – selv om nyskabelsen typisk er sket fra et relativt udviklet menneske/gruppe, og måske for balancens skyld, betinger en tilsvarende ”bruger”.

Ja, det virker sågar som om flertallet end ikke ser denne ubalance. Udvikling af de indre subjektive realiteter forekommer derfor presserende – og en øget fokus og indsats på dette afgørende område kunne passende begynde i uddannelsesverdenen - for det er jo nok "utopisk" at tro på en sådan udvikling blandt flertallet af de nuværende folketingspolitikere.

Udvisning af terrormistænkte uden rettergang

Det er glimrende at bl.a. Bendt Bendtsen står fast på loven om udvisning af terrormistænkte fra Danmark. Loven tager naturligvis hensyn til Rigets sikkerhed. Hverdagens uroligheder og trusler såvel mod Danmark som overfor de øvrige europæiske lande taler sit eget tydelige sprog.
Folketinget indførte naturligvis terrorloven efter den terrortragedie der ramte World Trade Center.
Advokater er ,,bekymrede?” for retssikkerheden desangående. Senest med de to terrorsigtede tunesere.
Personligt fristes jeg til at tro det er de honorarer advokaterne går glip af der får dem til at reagere mod den, selvfølgelige, terrorlov? Danmarks sikkerhed sat op imod klækkelige honorarer?
Alle mulige, mere eller mindre frelste, udtrykker også bekymringer, ikke mindst den allestedsnærværende radikale politiker Simon Emil Ammitzbøll, der med næsten religiøs andagt mener at udvisningerne er i strid med menneskerettighedskonventionen. Det er det ikke.
Ammitzbøll, burde som folketingspolitiker sætte sig lidt bedre ind i paragrafferne inden han (og andre) udtalte sig så skråsikkert.

Jeg tillader mig at bringe et uddrag vedrørende konventionen.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jfr. lovbekg. nr. 750 af d. 19.10.1998, som er ændret ved
§ 10 i Lov nr. 538 af 08.06.2006 (Politi- og domstolsreform) fra d. 01.01.2007.
Herved bekendtgøres lov nr. 285 af 29. april 1992 om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med de ændringer,
der følger af lov nr. 1080 af 20. december 1995, bekendtgørelse nr. 423 af 20. maj 1996, og bekendtgørelse nr. 749 af 19. oktober 1998.
Den bekendtgjorte lovtekst gælder fuldt ud fra den 1. november 1998.1)

Protokol nr. 7 af 22. november 1984, som ændret ved protokol nr. 11 af 11. maj 1994

Artikel 1

Proceduremæssig sikring vedrørende udvisning af udlændinge

Stk. 1. En udlænding, der lovligt er bosiddende på en stats territorium, kan ikke udvises derfra,
MEDMINDRE dette sker i medfør af en beslutning truffet i overensstemmelse med loven, og den pågældende skal have adgang til:

a) at fremføre de grunde, der taler mod udvisningen,

b) at få sagen prøvet på ny, og

c) med henblik herpå at være repræsenteret over for den kompetente myndighed eller en person eller personer udpeget af denne myndighed.

Stk. 2. En udlænding kan udvises inden udøvelsen af de i stk. 1, litra a-c nævnte rettigheder,
når dette er nødvendigt af hensyn til den offentlige orden eller begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed.

Mon ikke disse reviderede paragraffer taler sit tydelige sprog?
Der er vist ingen grund til at betvivle PETs ´glimrende arbejde. Rigets sikkerhed frem for alt.
Lad PET gøre deres seriøse, grundige arbejde i fred, uden den utiltalende mistænkeliggørelse. Det gælder, trods alt, Danmarks sikkerhed.
Jeg håber ikke at Folketinget fraviger loven, håber ikke at Folketinget forfalder til populisme. Terrortruslerne er både synlige og meget alvorlige.
Det er som om at Europa og Danmark er ved at vågne.

Arne Hornborg
Grafiker/forfatter.
Spangåvej 34 . Sengeløse
2630 Tåstrup

Steen Rasmussen

Kære Ralph
Hvis Astrid Lindgren var det store transcendentale ego, så ville jeg være Emil og så skulle du være Alfred. Så kunne vi gå ned til søen og fange en fisk, alt ville være i orden, og vi var nogle helte. Men ak! Verden er stor, og der er mange ting uden for Lønneberg.

Jeg har det lige som dig. Men min opmærksomhed hviler på det abrupte, isolerede, atomistiske, retningsløse, kyniske ( kynisk er jeg selv), som bl.a. gemmer sig under troen på at man kan finde vejen, løsningen, sammenholdet, det gode.

Hver især tilskriver vi os det gode, det sande, og på den måde træder vi ind i vor egen lille boble af symbolværdier. Herinde sidder vi og kikker ud på de andre, hvis fællesskab lever ved déres symbolværdier. Vore betragtninger er det diabolske i de andres iagttagelser af os, lige som deres er diabolske i vores.

Kunsten er at kunne se det farlige på dets egne betingelser. Det moderne samfund er for forskelligt til at kunne forklares med én højere bevidsthed. Der er for mange små bobler. Måske er det farligste selve troen på en højere orden. De fleste har f.eks. en tyrkertro på, at det går sku nok, selv om videnskaben for længst har vist os, at det gør det nok ikke.

For 30 år siden var jeg til koncert med Poul Dissing på Sysseltinget i Hjørring. Hans optræden var ikke særlig god. Men som han sad der, med et lille bedugget julelys i øjnene, kom han med en bemærkning, som jeg aldrig har glemt: ”Somme tider komme Benny og lukker op inde fra”! Kære Ralph, jeg tror ikke på det store entydige og fornuftige fællesskab. Men nogle gange så kan vi bryde rigiditeten i den patetiske kommulative adfærd, som knytter sig til den altomfattende tro på uanet økonomisk vækst.

En kommentar til eventyret i Farum lød for nogle år siden sådan her: ”Som alle sæbeboblepustere ved, så Brikster alle sæbebobler”.

Den eneste tro jeg har, går ud på så satanisk og guddommeligt som muligt, at lade rigiditeten i de moderne succeskriterier mødes på hinandens betingelser så tit og så ofte som muligt, før de kommer for langt i sine selvforstærkende løb.

Ejvind Larsen

Undskyld mine sene svar:

Til Arne Hornborg foreløbig kun ét: Du skriver: »Rigets sikkerhed frem for alt.« Hvilken diktator ville ikke kunne sige det samme?

Til Ralph Sylvestersen og Steen Ole Rasmussen: Hvor op-livende er dog ikke, at I kan udveksle så dybt-gående betragtninger. Heller ikke jeg kender nogen endelige svar på jeres gåder. Men når det gådefulde engang imellem – som når Benny lukker op indefra eller Ralph og Steen sam-taler – alligevel bliver meningsfuldt, forvandler det gådefulde sig til noget underfuldt. Men et under er stadig en gåde. Den er ikke en rebus med en løsning – een bestemt løsning til evig tid og på alle steder. Sandheden er tværtimod altid en replik i en bestemt situation. (Og på det antropologiske grundvilkår må et forholdsvis jævnt og muntert, virksomt samfund dog kunne opstå som svar på klima- og de øvrige naturødelæggelsers udfordring). I minder ganske rigtigt om Emil og Alfred – men også om Rav-Aage og Poul Erik Søe, Hvorfor jeg tillader mig at slutte med henvisning til mir seneste – påståede! – Frie Ord:

'Jeg er naturen. Det er du også'

'Trøsten og håbet kommer fra historien' - Rav-Aage er død, Poul Erik Søe er død, Connie Hedegaard lever - noget tvetydigt

11. marts 2008

Citatet i overskriften er af Rav-Aage (død mandag den 25. februar 2008, 83 år gammel), citatet i underrubrikken er af Poul Erik Søe (død onsdag den 5. marts 2008, 70 år gammel). Rækkefølgen repræsenterer ikke nogen over- og underordning: Menneskets forhold til naturen må nødvendigvis være historisk, men et naturvæsen af kødelig, sanselig oprindelse er og forbliver mennesket dog. Natur og historie kan for mennesket ikke skilles ad, de kommer begge - først!

Rav-Age blev kaldt Danmarks første miljøaktivist, men fortælle kunne han som kun få... Måske alene overgået af Poul Erik Søe, der i de seneste tre årtier måtte betegnes som den grundtvigske højskole- og kirkeverdens mest radikale ur- og naturkraft! Begge satte sig til modværge mod penge-, ånds- og statsmagt, begge gjorde det til at begynde med næsten alene.

Fra Harboøre Tange indledte allerede i 1956 fisker Aage Hansen (Rav-Aage blev han senere kaldt for sit store håndværk med dette gule naturhistoriske materiale) sin kamp mod forgiftningen af vand og jord, fisk og fugle fra kemifabrikken Cheminova, fungerende på privatkapitalistiske vilkår, men ejet af Aarhus Universitet og dermed af staten.

I 1985 begyndte den tidligere journalist og radiomand med nogen højskoleerfaring Poul Erik Søe og hans kone, Charlotte, en højskole i Lønne ved Nymindegab uden de sædvanlige tilskud fra staten eller privatkapitalistiske fonde for at vise, hvad sand frihed er - og lighed.

Mennesket har ikke blot som alle levende væsener bevidsthed, det har også bevidsthed om sin egen bevidsthed, selvbevidsthed. Som det må udtrykke i myte, kult, drama, fortælling, historisk forskning og (litterære) historier, sang, digt og dans, musik, billedlig kunst, skulptur, kirkebygninger og anden arkitektur.

Når Poul Erik Søe fortalte myte, gennemgik kult eller moderne, politisk historie eller egnens natur, opførte drama, rundviste i billeder og kirker sang for, skete det, som han selv har sagt:

"Ordet skæbner, hvad det nævner". Spillende på Grundtvigs "ordet skaber, hvad det nævner". Og dog med en forfriskende præcisering: Lønne Højskole blev med sine kortere kurser på en uge eller 14 dage gennem sine 22 år frem til sommeren sidste år skæbne for op mod 50.000 mennesker.

Som myten, kulten, danmarks- og verdenshistorien, Jesus og naturen og sit eget brud med Det Radikale Venstre under Hilmar Bauns-gaard for små 40 år siden med meget mere, herunder sin egen familie og Charlotte ikke mindst(!), blev skæbne for Poul Erik Søe selv. Så han bestandig måtte tage til genmæle midt ind i dagens politiske, folkelige og kirkelige strid. Også til tider mod den, der skriver disse linjer. Bl.a. udspillede sig i 1960'erne en hel "sangerkrig" i form af rasende og muntre leder og mod-ledere mellem Information og Skive Folkeblad i de år, da Poul Erik Søe redigerede sidstnævnte.

Til det sidste redigerede og skriv han sin enmandsavis: www.torshammer.dk/ enmandsavisen.

Hvad angår Rav-Aage, er portrættet af ham her i Information, som Pia Fris Laneth tegnede i 1998, sigende:

"'Man er aldrig en taber, før man giver op', står der på et håndmalet skilt i haven hos Rav Aage i Thyborøn... Han har mere lyst til at fortælle om rav end om Cheminova. For nu er den fabrik, så vidt han ved, blevet verdens reneste kemikaliefabrik, og godt nok er der stadig badeforbud ude ved høfde 42, hvor giftdepoterne engang lå, men de 25.000 tønder blev gravet op for mange år siden i begyndelsen af 1980'erne, og vandet er blevet klart igen ,som den gang Aage var dreng. Og man skal ikke rive folk fortidens synder i næsen, når de har forbedret sig, synes han. Ridderkorset hænger der på væggen ... Han så, hvordan fjorden og vandet omkring høfde 42 ændrede sig. Andre så vel også vandet ændre farve, men de havde ikke lyst til at se det snavs, der fulgte med fabrikkens penge, og derfor ikke lyst til at lytte til Aage. Slet ikke fiskerne, som var bange for, at de ikke kunne sælge fangsten, hvis der blev talt højt om, at havfuglene døde af at spise fiskene dér. Nej, det var ikke sjovt at komme ind i købmandsbutikken, hvor alle vender sig om med et overbærende smil og en sjov bemærkning på læben. I Informations arkiv læser jeg om den kriminelle gyser, der udspillede sig, før Cheminova ved et regeringsindgreb blev tvunget til at fjerne de 25.000 tønder kemikalieaffald fra depotet på Harboøre Tange ... Jeg spørger - i bakspejlet naivt - om han føler sig som en del af naturen. "Bette pige," siger han og ser mig lige ind i øjnene: "Jeg er naturen. Det er du også." ... Jeg læser de håndmalede skilte, der hænger rundt omkring. 'Du skal ikke støtte dig mere til andre, end du selv kan stå oprejst' står der på et".

'Søg ensomheden, mens den er din ven', var også en af Rav-Aages store sætninger.

Læseren henvises herefter til artiklen 'Gør velværet bæredygtigt' på side 3 i dagens (tirsdagens) avis. Hvad mon Rav-Aage og Poul Erik Søe ville have sagt til, at klima- og energiminister Connie Hedegaards af netop den nedsatte Klimakommission kræver høj økonomisk vækst? Jeg bilder mig ind, at de ville have haft forståelse for Jørgen S. Nørgårds betragtninger.

Venlig hilsen

Ejvind