Kronik

Historien om en mursten

I dag åbner det nye Skuespilhus på Kvæsthusbroen. Huset rummer en række innovationer i materialer og sceneteknik, ligesom det udgør et eksempel på nytænkning af selve forholdet mellem et teater og dets omgivelser. Én af de mest iøjnefaldende innovationer er selve den mursten, som husets skalmure er bygget af. Det er en sten, som både i farver og dimensioner afviger fra traditionelle mursten
Murstenen er allerede blevet en slags varemærke for Det Kongelige Teaters Skuespilhus i Københavns Havn - det er ikke noget tilfælde, at den mørke mur toner frem som det første, når man går ind på skuespilhus.dk.

Murstenen er allerede blevet en slags varemærke for Det Kongelige Teaters Skuespilhus i Københavns Havn - det er ikke noget tilfælde, at den mørke mur toner frem som det første, når man går ind på skuespilhus.dk.

Finn Frandsen

Debat
16. februar 2008

København og Det kongelige Teater får i dag et nyt Skuespilhus. Og tillykke med det til både borgere, teatergængere og turister. Huset er en markant og smuk tilføjelse til byen og vil forhåbentlig åbne havnefronten og give nye, store oplevelser - både af kunsten og af byen.

Men huset giver anledning til mere end bare fejring, hvor fortjent den end er. Med Skuespilhuset får vi nemlig et eksempel på arkitekturens betydning. Ikke alene for udviklingen af funktionelle og smukke rum, men for skabelsen af værdi i en økonomi hvor oplevelse og det visuelle er i fokus.

Arkitektur kan nemlig mere, end vi går og tror. Vi er fanget i en klassisk opfattelse af arkitektur som formgivning af rum, men arkitekturens forhold til det materielle er en kompleks sag. Og det er forholdet til stoffet, som gør arkitekturen så potent.

Fortælling om fremtiden

Arkitekturens magt ligger i dens sofistikerede forhold til det konkrete. Arkitektur er nemlig ikke, som vi ofte tænker, i al væsentlighed en formgivning af materialet. Det er i praksis i lige så høj grad en fortælling om det konkrete, som understøtter en foregribelse af fremtiden.

Arkitekter har nemlig en særlig evne til at skabe fortællinger om fremtiden. Det gælder både ideen til et rum og planlægningen af dets skabelse i teknisk og kunstnerisk forstand, men også evnen til at realisere denne fremtid på politiske og økonomiske vilkår. Det gælder om at overbevise på andre præmisser end kunstens.

Og hvorfor har arkitekter så denne gennemslagskraft? Det har de, fordi de er så gode til at kommunikere i billeder og fortællinger. De mestrer visualiseringen. I klassisk forstand tegningen, nu i højere grad den digitale visualisering. Arkitekturens billeder er utroligt effektiv kommunikation. Den viser os både store linjer og små detaljer, og digitaliseringen giver en enorm fleksibilitet.

Visualisering bruges både til rent faglige formål, f.eks. at formidle ideer til håndværkere, men også til kommercielle og politiske formål. Et godt eksempel er Ørestaden, som er manet frem i den offentlige bevidsthed gennem visualiseringer af attraktive miljøer for investering og bosætning.

Men bagved, og dermed endnu vigtigere end visualiseringen, ligger en anden egenskab. Det drejer sig om selve arkitekturens forhold til det materielle. Det afgørende er ikke, at arkitekter forstår sig på materialer. Det har de altid gjort, og det vil de altid gøre. Det nye og afgørende er fortællingen om arkitektens autentiske forhold til det materielle. Vi tror på at hun har et privilegeret og direkte forhold til det materielle. Og derfor tror vi også på hendes fortællinger om fremtiden.

Den særlige autoritet

Vores kulturs fortællinger om arkitektur reproducerer konstant fortællingen om dette direkte, uspolerede og følsomme forhold til stoffet. Et eksempel er historien om Jørn Utzons arbejde på sit hus på Mallorca. Utzon sad på en klapstol og så lyset falde på de rå vægge. Og med kroppens intuitive sikkerhed kunne han meddele mureren, at han ville have en bestemt mur flyttet 10 centimeter.

Denne histories kraft bygger på myten om hvordan arkitekter forholder sig til tingene. De er mennesker, som fornemmer ikke bare stoffet, men mødet mellem mennesket og stoffet. Deri ligger deres særlige autoritet.

Sandheden er, at byggeprocesser er helt ubegribeligt komplekse fænomener. Bare at bygge et almindeligt hus er, som Wittgenstein sagde, mere krævende end selv filosofien. Det betyder, at den, der vil skabe et hus, står med den udfordring at tøjle meget komplekse sammenhænge mellem stoffet, f.eks. stenene i Utzons mur, og oplevelsen, f.eks. kritikerens vurdering af udsigten fra Utzons stue.

Forholdet til materialet er derfor også komplekst. Arkitekter gør meget andet end det, der fortælles om Utzons klapstol. De behersker oversættelsen af materialets egenskaber i et system, hvor den mindste bolt, tagplade eller mursten skal hænge sammen med den helhedsoplevelse, som ejeren ønsker at det færdige hus skal tilbyde verden.

Meget mere end teater

Jeg fulgte igennem 2005 Skuespilhusets tilblivelse som del af min forskning og vil her se på, hvordan arkitekterne trak linjen fra materialer til politik. Der var i projektet en lang række strategier i spil, hvis samspil illustrerer arkitekturens centrale økonomiske og politiske betydning i dagens samfund.

Ved første øjekast handlede det selvfølgelig om teater. Scenekunsten skulle få nye muligheder og skuespilkunsten ville få et løft. Samtidig ville det nye hus gøre Det Kongelige Teaters dominans på havnefronten så godt som komplet - sammen med og diagonalt over for Operaen ville huset definere havnen som byens kulturelle centrum. Det nye hus var altså fra starten meget mere end teater.

Husets officielle historie begyndte i maj 2002, da Lundgaard og Tranberg præsenterede deres vinder-forslag i konkurrencen om et nyt skuespilhus. Allerede på det tidspunkt var det klart, at huset var centrum for udfoldelsen af en række strategier, som handlede lige så meget om politik som om kunst.

Byggeprocessen var fra begyndelsen præget af de forventninger, som den megen offentlighed og ejerskabet hos Det Kongelige Teater skabte til projektet. Huset skulle bygges på et sted med en lang historie, og det skærpede opmærksomheden på sammenhængen med omgivelserne. Arkitekternes forventninger til modtagelsen af huset spillede derfor tidligt en vigtig rolle.

Skuespilhuset rummer en række innovationer i materialer og sceneteknik, ligesom det udgør et eksempel på nytænkning af selve forholdet mellem et teater og dets omgivelser. Én af de mest iøjnefaldende innovationer er selve den mursten, som husets skalmure er bygget af. Det er en sten, som både i farver og dimensioner afviger fra traditionelle mursten.

Arkitekterne troede på stenen. De havde en idé om, at nøglen til at skabe et smukt hus, der spillede sammen med de historiske omgivelser, var en helt ny slags sten. Men den slags projekter var ikke nemme at slippe af sted med i et byggeri, der konstant var under sparekniven. Der skulle i flere omgange findes besparelser i projektet.

Arkitekternes mod-strategi var at vinde tid til at udvikle murstenen. Man lod som om arbejdet med murstenen gik langsommere end det i virkeligheden gjorde, og man lod som om, man sløsede med at følge tidsplanen. Selvom entreprenøren udmærket var klar over, hvad der foregik, skabte denne strategi konflikter i samarbejdet mellem arkitekt og entreprenør.

Men konflikterne var prisen for, at arkitekterne sammen med underleverandøren kunne koncentrere sig om murstenen. De testede forskellige blandinger og brændinger, og de samarbejdede med murernes fagforening om de teknikker, som bruges til at lægge de færdige sten. Og hele tiden var deres arbejde drevet af ønsket om at skabe en ny type sten og dermed give bygningen den helt rigtige overflade. For som de sagde: Det er dér, Skuespilhuset møder byen.

En ny forbundethed

Men hvorfor er mødet med byen så vigtigt? Det skyldes både hensynet til omgivelserne, men også den ambition, som lå i hele projektet: Skuespilhuset skulle blive centrum i et nyt, velfungerende byrum. Det skulle forbinde Nyhavn med Kvæsthusbroen og teateret med gadens flow.

Arkitekterne tænkte murstenen som mindste enhed i denne politiske og kommercielle strategi. Stenen skulle være fundament for skabelsen af en ny værdi, nemlig en ny forbundethed i byen. En forbundethed, som både Det Kongelige Teater, København og Kulturministeriet ville sætte pris på.

Resultatet kan nu ses på Kvæsthusbroen. Murstenen er allerede blevet en slags varemærke for byggeriet - det er ikke noget tilfælde, at den mørke mur toner frem som det første, når man går ind på skuespilhus.dk.

Stenen vil præge visualiseringen af både teatret og byen i de kommende mange år. Og dermed vil den lægge alen til Lundgaard og Tranberg arkitekternes omdømme og blive et eksempel på, hvordan arkitektens beherskelse af materialet skaber værdi og gode billeder i en immateriel økonomi.

Søren Buhl Hornskov er konsulent og ekstern lektor

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her