Læsetid: 4 min.

Indrømmelsernes tid

Så blev det indrømmelsernes tid: "ja, jeg har to forskellige perspektiver på det samme fænomen", svarede Stefan Kjerkegaard i den forgange uge (24. januar) på min kritik
7. februar 2008

Så blev det indrømmelsernes tid: "ja, jeg har to forskellige perspektiver på det samme fænomen", svarede Stefan Kjerkegaard i den forgange uge (24. januar) på min kritik.

Tak for det!

Synd bare, at det i mellemtiden er lykkedes Kjerkegaard at glemme sine synspunkter i Romer-sagen, så han kan hævde over for Informations læsere, at mine argumenter ikke holder, når jeg bruger citater herfra som belæg: ("Lige præcis hvor i citatet, kan du se, at jeg argumenterer positivt for det ikke-autonome værk?"). Ret uværdigt. Kan Kjerkegaard måske selv være i tvivl?

Han deltog jo i Romer-diskussionen med et entydigt forsvar for denne. Hvis Romer eventuelt havde fremsat urigtige påstande om virkelighedskarakteren af mobbehistorien i Den som blinker ..., kunne man ikke lægge ham dette til last, argumenterede Kjerkegaard. Begrundelse? Jo, at markedsføringen var at betragte som en del af værket, der på raffineret vis øgede dets kunstneriske værdi: "Man træder ind i en svingdør mellem fiktion og virkelighed og får svært ved at træde ud igen".

Så langt gik Kjerkegaard, at han endte med at konkludere: "Romer må fortælle sine historier som han vil. Også uden for romanen". Det offentlige rum var med andre ord til lejligheden forvandlet til et sted, hvor vi alle sammen digter og finder på ting... (Det bør for fuldkommenhedens skyld nævnes, at Kjerkegaard ikke stod alene med det synspunkt. Litteraten Poul Behrendt gav udtryk for en lignende vurdering overfor nærværende dagblad).

Det åbner da interessante perspektiver for eksempel i forhold til injurielovgivningen, hvis landets litterater nu vil drage i felten for at give carte blanche til, at der må lyves og fremsættes krænkende påstande ad libitum i det offentlige rum.

Litteratursyn

(Hvis læseren føler behov for at forsikre sig om Kjerkegaards synspunkt dengang, plejer indlægget at kunne læses i sin helhed på Kjerkegaards blog). Sjovt derfor, at Kjerkegaard står uforstående overfor min påstand om, at han dengang forsvarede det ikke-autonome værk.

Hans forsvar for Romer byggede jo decideret på det!

Men hvad er nu det? Her i sin replik til mig begrunder Kjerkegaard pludselig sit forsvar for Knud Romer således: - "bogen er stadig mere interessant, end han er". Ser man det. Nu skiller Kjerkegaard altså bog og markedsføring ad og henviser til bogens autonome litterære kvaliteter. Okay, hermed blive Kjerkegaards litteratursyn da konsistent med det litteratursyn, han for nylig anlagde i forhold til Kim Leine.

Absurd logik

Men en efterrationalisering er og bliver det! Diskussionen dengang handlede nemlig slet ikke om, hvorvidt Den som blinker ... var en god bog eller ej. Den handlede udelukkende om, hvorvidt en forfatter havde ret til at påstå om sin bog i offentligheden, at den fremstillede virkelige hændelser - hvis dette ikke passede.

I virkeligheden hævder Kjerkegaard i sit divergerende syn på hhv. Romer og Leine en absurd logik, som det kunne være interessant at se på.

Romer og Leine er fælles om, at de formentlig opnåede en forøget interesse for den historie, de skrev, da de fortalte i offentligheden, at den virkelig var foregået - (i Romers tilfælde mobning, i Leines incest). Det prægede læseoplevelsen, fordi det skabte identifikation, sympati og indignation - hos anmeldere såvel som hos menige læsere.

I Leines tilfælde nedskrev Kjerkegaard værkets værdi med henvisning til, at læserne engagerede sig ekstra i historien, fordi de var blevet fortalt, at den var virkelig. For det er nemlig ikke æstetik, det er ikke litteratur, mente Kjerkegaard. Men i Romers tilfælde anså Kjerkegaard helt modsat, at det øgede engagement, som markedsføringen skabte i læseren, netop er en æstetisk kvalitet og en værdifuld del af værket.

Hvorfor?

Det må jo være fordi Knud Romer, i modsætning til Kim Leine blev beskyldt for at lyve!

Ifølge Romers barndomskammerater var mobningen ikke foregået i virkeligheden - det øgede engagement i Den som blinker ... var tilvejebragt på falske præmisser, påstod de. Men dermed blev engagementet altså til en æstetisk frembringelse frem for en dokumentarisk. Romers markedsføring overgik til at være noget så fint som iscenesættelse, æstetik og kunst. (At der gik hele trekvart år før Nykøbing-borgerne trådte frem med deres protest, og før Romers markedsføring altså etablerede sig som denne angiveligt velkalkulerede, æstetiske strategi, betyder åbenbart ingenting i Kjerkegaards optik).

Hønsegård

Med andre ord: Eftersom alt tyder på, at Kim Leine har talt sandt, bør hans frembringelse afvises som plat dokumentar. Og Leine er diskvalificeret til at modtage litterære priser.

Når Romers aktivitet derimod fint kvalificerer sig til at blive kaldt kunst og at opfattes som en del af værket - der også passende kunne belønnes med priser - var det fordi han (muligvis) havde løjet ...

Jamen, er det ikke morsomt!?

Kære Kjerkegaard, du har slynget om dig med beskyldninger imod mig for kusseskrift, personhetz, tilsvining, had og ondskab, hvorefter du forklarer, at det blev du skam nødt til "for at komme på bølgelængde med dit første perfide indlæg".

Det er ligeledes svært ikke at opfatte overskriften "Hønsegård" på dit seneste indlæg som endnu en nedskrivning af min seriøsitet alene ved henvisningen til mit (kvinde)køn. Et utroligt debatniveau for en yngre mand med ambitioner om at fremtræde som progressiv akademiker.

For undskyld, faktisk har jeg været ganske konkret og saglig i min kritik. Usaglig tilsvining, kvindeforagt og personforfølgelse er derimod det, der har karakteriseret din debatform! Et eklatant tilfælde med andre ord af 'det man siger er man selv'.

For ikke at tale om, at du i ramme alvor forlanger, at man skal have læst din forskning, før man kan tillade sig at forholde sig til dine debatindlæg ... Det er altså en meget stor misforståelse!

Føles det virkelig så slemt at skulle forsvare sine synspunkter?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Jette, Vi kommer nok ikke på bølgelængde. Men lad mig lige sige:

Jeg elsker kvinder overalt på jorden. Jeg er ikke kvindeforagter, men måske foragter af folk, der stiller kønnet/ seksualiteten foran mennesket som sådan.

Så nej: Jeg er absolut ikke mandschauvinist eller noget i den stil, men brugte bare nogle sølle ad hominem argumenter, som jeg var klar over, at du ville stejle over, ligesom jeg stejlede over, at du kaldte mig en elendig litterat og påstod at hele universitetsverdenen var af lave pga. mine små indlæg.

Hele din påstand om absurd logik fatter jeg intet af. Jeg har ALDRIG sagt, at Kim Leines bog ikke er litteratur, tværtimod. Jeg har netop fastholdt, at den bør læses som litteratur.

Når du derfor skriver:

"I Leines tilfælde nedskrev Kjerkegaard værkets værdi med henvisning til, at læserne engagerede sig ekstra i historien, fordi de var blevet fortalt, at den var virkelig. For det er nemlig ikke æstetik, det er ikke litteratur, mente Kjerkegaard. Men i Romers tilfælde anså Kjerkegaard helt modsat, at det øgede engagement, som markedsføringen skabte i læseren, netop er en æstetisk kvalitet og en værdifuld del af værket."

Så begynder du at fortolke lige rigeligt. Både i det ene og det andet tilfælde. Alt hvad du skriver her, må stå for DIN regning, ikke min.

Du opsummerer selv:

"Diskussionen dengang handlede nemlig slet ikke om, hvorvidt Den som blinker ... var en god bog eller ej. Den handlede udelukkende om, hvorvidt en forfatter havde ret til at påstå om sin bog i offentligheden, at den fremstillede virkelige hændelser - hvis dette ikke passede."

Præcis. Det var jo den diskussion, jeg gik ind i. Ikke så meget om Romers bog var god eller dårlig. Men jeg forsvarede den, fordi din læsning var på et fuldstændig uholdbart grundlag, hvor du på den ene side læste Romers bog som en autonom roman og på den anden psykoanalyserede og diagnosticerede ham som menneske.

OG Hvad er problemet i at have to forskellige perspektiver på samme fænomen? Normalt vil det jo være en fordel i de fleste sammenhænge, men i dit enøjede perspektiv er det tilsyneladende noget skidt.

Så kære Jette Hansen. Stop nu denne farce. Du får ”ret”. Jeg får fred. Og husk igen på: Jeg elsker kvinder overalt på jorden. ; - )

Nå ja, kære Jette, glemte at skrive, at du præcis IKKE skelner mellem perspektiv, synspunkt og mening. Det er ellers basal lærdom fra folkeskolen. Alle har jo en mening om noget, det er det nemmeste, men det er jo ikke det samme som at have et kvalificeret perspektiv på tingene.

Hos dig bliver det hele rodet rundt i en pærevælling. Du forveksler perspektiv med mening og med synspunkt. Måske med rette? For det var jo et debatindlæg det drejede sig om og ikke forskning, eller hvordan?

Men du slutter frejdigt fra det ene til det andet og gør derved begge uret, synes jeg.

Hvordan det lige gik til, at jeg endte som "kvindeforagter" og "elendig forsker og litterat" i diverse indlæg fra Jette Hansens side i Information, ja det er selv en gåde for mig selv?

(læs hele historien her: http://kjerkegaard.blogspot.com/ hvor jeg afdækker hele forløbet og citerer hele det læserbrev, som Jette Hansen til stadighed kun citerer fra i brudstykker, der tilpasser sig hendes formål.)