Kommentar

Integration, intention og assimilation

Hvorfor siger vi integration, når vi mener assimilation? Er det fordi krav om assimilation går vanskeligt i spænd med demokrati og menneskerettighederne?
5. februar 2008

For nylig i nyhederne hørte man faderen til en netop udvist 14 år gammel dreng fortælle om sin 'velintegrerede' familie. Faderen, som er dansk statsborger, sagde, at der kun bliver talt dansk i hjemmet. Hverken moderens eller faderens modersmål blev talt i hjemmet. Også familiens generelle omfavnelse af alt 'dansk' blev beskrevet. Alligevel måtte hans dreng fra tidligere ægteskab ikke familiesammenføres og bo hos ham her i Danmark. Det skønnes, at drengen ikke kan 'integreres'.

Meget i historien synes opsigtsvækkende; ikke mindst den umenneskelige behandling. Men et punkt der fængede var ordet integration. Myndighederne skønnede at drengen skulle være 'uintegrerbar'. Der kom ingen forklaring på, hvad det vil sige. Nyhederne syntes at gå ud fra, at lytterne forstod begrebet, ligesom det syntes oplagt, at familien måtte være 'velintegreret' når forældrenes baggrunde og sprog undertrykkedes.

En definition

Ikke en dag går, uden at der på radio, tv, og i aviserne refereres integration. Men hvordan forstår vi integration? Hvad betyder det, og hvad mener vi med det? Ikke engang på ministeriets hjemmeside findes en definition. Det er da besynderligt.

Hvis drengens historie er et bud, opfattes integration generelt som en udslettelse af alle spor af 'ikke-danskhed'. Det vil sige, at minoriteterne skal tilstræbe konformitet med majoriteten. Måske er det derfor, drengen skønnes uintegrerbar; det er for sent til, at de udenlandske spor kan slettes? Problemet er bare, at så er der ikke tale om integration. Assimilation dækker væsentligt bedre, og der er vel ikke nogen, der vil påstå, at integration er lig assimilation.

Assimilation betyder nemlig at tilegne sig majoritetskulturen og blive absorberet i den. Det indebærer at man skal opgive eller ændre egne religiøse, politiske og kulturelle overbevisninger (og adfærd). Symbolsk bliver majoritetskulturen dermed den 'rigtige' eller gyldige. Implicit i det er en benægtelse af værdien af egen kulturel identitet og baggrund. Nogle ændrer f.eks. navn for bedre at 'passe ind' (eller få et arbejde) - et indgreb der udvisker historiske, kulturelle og individuelle særpræg. Det kan være, man ændrer tøjstil til det, der bedre passer ind i majoriteten, eller tilegner sig majoritetens vaner og holdninger. Disse er eksempler på assimilation. Ikke at der nødvendigvis er noget galt i assimilation, men er det virkelig nødvendigt for at blive integreret? Og hvordan måler man evnen til at blive integrerbar?

Hvilke præmisser?

Integration handler om rettigheder. Det defineres som en proces der tilstræber ligestilling socialt og økonomisk mellem minoritet og majoritet. Det handler om gensidig tilpasning mellem immigranter og den etablerede befolkning. Majoriteten skal også agere, 'ændre' sig og give plads. Men i dag tales der hos stort set alle politiske partier alene om minoriteters samfundsdeltagelse og ansvar. Men på hvilke præmisser?

Tilpasning er ikke altid nok. Selv når kulturelle forskelle udviskes, fastholdes både en symbolsk og en reel afstand mellem majoritet og minoritet; når minoriteten kan 'ses'. Uanset hvor 'dansk' man er, og hvor meget dansk der tales i hjemmet, bruges kategorier (f.eks. 2g'er, tosproget, mulat) fortsat som en kulturel 'kode', der fastholder en forskel mellem 'rigtige' danskere og 'de andre'. Også i film og teater er det stadig ikke 'troværdigt' at bruge en brun dansker i en 'dansk' (læs hvid) rolle. I medierne ser man sjældent brune danskere, med mindre de skal udtale sig om 'integration' eller lignende. Det er udtryk for den strukturel diskrimination i samfundet, der forhindrer reel integration. Det bunder i traditioner, vaner og historiske opfattelse - det, som majoriteten fastholder som det normale.

Så hvorfor siger vi integration, når vi mener assimilation? Er det fordi krav om assimilation går vanskeligt i spænd med demokrati og menneskerettighederne?

Det er udemokratisk at blande sig i, hvordan mennesker ønsker at gå klædt, hvilken gud de ønsker at tilbede, hvilket sprog de taler i eget hjem. Skal der virkelig gælde andre regler for 'samfundsdeltagelse,' bare fordi man ikke hedder Frederik eller Charlotte? Og skal man nu også hedde Frederik eller Charlotte for at være ordentligt integreret?

Kravet om assimilation afspejler et skred i forhold til demokratiske grundværdier. Integration må ikke og kan ikke løses ved at tvinge mennesker til at opgive tro, sprog, eller venner - og slet ikke rettigheder. Dermed ophører det demokratiske samfund.

Mira Skadegård Thorsen er diskriminationskonsulent, cand.mag. Lit.vid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ifølge grundloven er Danmarks styreform indskrænket-monarkisk, så spørgsmålet er, om der nogensinde har været tale om et demokratisk samfund, der kan ophøre. Det nærmeste, vi kommer, er nok det repræsentative demokrati, vi har oplevet siden parlamentarismens indførelse.

Når de fleste af os går ind for en stram udlændingepolitik er det nok snarere den af Hans Kornø Rasmussen beskrevne danske stamme, der forsøger at forsvare sig både mod et multikulturelt samfund og måske også mod en art idealer om demokrati og menneskerettigheder, der er gamle levn fra fransk og amerikansk politisk tænkning.

"gamle levn", Frans? Det er da den danske stamme som er et gammelt og snart nytteløst levn. Men indskrænket? Ja da...

Mira har ret.

Tja Mikkel, jeg vil ikke argumentere imod, at Mira har ret, da hun og hendes mand er indehavere af et advokatfirma, der ovenikøbet har kommercielle interesser i spørgsmålet.

Det var snarere et spørgsmål om at give et bud på nogle af de spørgsmål, der rejses i artiklen, vel vidende at de nok kun er rent retoriske.

Hvis man må være undskyldt at bidrage med lidt humor fra folkeviddet:

Dyden i midten, sagde Fanden, han satte sig mellem to advokater.

Den danske tvangsintegration er højdepunktet af idioti - længe leve den uskyldigt dømte Farum-borgmester Peter Brixtofte, der skaffede arbejde til indvandrerne og i øvrigt lod dem i fred - og det mest rablende sindssyge er, at verdens bedste land ifølge Fogh, nemlig USA, aldrig kunne drømme om at tale om at integrere nogen som helst - spaniolerne behøver end ikke at lære at tale engelsk, indianerne har casinoer og tilladelse til at ryge hvor som helst på grund af tobakkens kulturelle betydning, de sorte har - som alle ved - også en slags alternativkultur.

Med film og TV-serier bilder Bush og Hollywood verden ind, at alle i USA er lykkelige og multikulturelle, og det vrimler med sorte videnskabsmænd, højesteretsdommere og toppolitikere - på TV-skærmene verden over. Ja, men det tror Fogh og hans ministre åbenbart fuldt og fast på, siden de er begyndt på tvangsintegration i Danmark, samtidigt med at de jubler over venskabet med den store allierede hinsides Atlanten.

Integration vil sige, at indvandrere skaffer sig/får et arbejde, der passer til deres kvalifikationer, lærer at klare sig i hverdagen på dansk, samt adlyder landets love.

Hvad de spiser og tror på, og hvordan de klæder sig, er irrelevant i den sammenhæng, og krav i den retning (hvor det mht. påklædning ikke ligefrem er af sikkerhedsmæssige grunde) handler ikke om integration, men om assimilation.

Så enkelt er det faktisk. Vi er i vores gode ret til at synes, det er tåbeligt at snyde sig selv for snaps og flæskesteg og gå i underligt tøj, men vi er lige så lidt som de i vores gode ret til at stille krag om ensretning i så henseende.

Sikken en debat. Mange har travlt med at beskylde sine medmennesker for at være enten diskriminerende, racist eller lignende. Nu skal jeg ikke komme med en prædiken om hvad der er rigtigt eller forkert eller hvordan tingene skal tingene skal være i et demokrati, men én ting er jeg sikker på: Vi har rodet ud ind i en ond cirkel. Vi er blevet enige om at der skal være demokrati i Danmark, og ikke fordi det er et dårligt valg, men hvad var det nu demokrati var? I begyndelsen handlede det om frihed, gensidig respekt, lighed og ytringsfrihed. I dag handler det om retten til at belære andre (=tvinge andre), fordi man åbenbart ikke kan komme af med den hvide mands overlegenhed. Nu er virkeligheden ikke så sort/hvidt, men hvis man bare som udgangspunkt indså at man ikke skal spilde tiden på at finde andres fejl, men kun se sine egen fejl så man kan arbejde med dem og måske komme af med dem, ville det være en ideal løsning.

En lille kommentar til tørklædeeksemplerne, jeg spurgte en kvinde med tørklæde her forleden hvorfor hun havde det på og jeg blev meget overrasket over hendes svar, som jeg troede ville være religionsrelateret, hun svarede: ”Det gør mig fri. Jeg behøver ikke at vise at jeg er fri, det vigtigste er at jeg føler mig fri.” Hun hentyder til kvindeidealerne i det offentlige rum. Wow, tørklæde gøre hende stærkere, fri og hun føler sig over kvindeidealerne. Lighed er noget hun har haft, noget hun har og noget hun ikke er styret af længere. Det er ikke undertrykkene for hende at bære tørklæde og det respekter jeg.

Jeg har aldrig hørt om en kvinde med tørklæde har haft en spiseforstyrrelse, jeg har aldrig hørt om en kvinde med tørklæde kræve hele tiden en bekræftelse i hvor smuk hun (fordi det ved hun at hun er) og jeg har aldrig hørt om en kvinde med tørklæde sige at tørklædet holder hende tilbage fra det hun vil opnå. Derimod har jeg hørt om mange der gør kvindens tørklæde til et handicap, så de kan fratage hendes muligheder for at leve hendes drøm ud. Hvor er friheden blevet af? Jeg har ikke brug for en som dig ti at tale på mine vegne, fordi du ved intet om tørklædet og forstår ikke pointen ved det, kun hvad de blå øjne fortæller dig. Lige meget hvad jeg vil sige, skrive, gøre vil jeg stadig være den undertrykte med tørklæde. Men lad mig sige dig én ting, DU er den undertrykte! Og jeg vil komme på bedre tanker lige så snart reklameplakaten nede på stationen med den skintynde kvinde stående halvnøgen bliver pillet ned.

Gør dig først fri fra de kvindeidealer dit samfund pådutter dig, og bagefter løs mit såkaldte problem.

Sidst jeg var i Istanbul, så jeg ingen kvinder med tørklæde, højst nogle få nonner. Når jeg ser indvandrere i diverse munderinger her i Danmark ser jeg det som udtryk for nostalgi og hjemve, der er på højde med Solvang i Kalifornien.