Læsetid: 5 min.

At lade det banale være banalt

Det er comme il faut at anbefale den lækre badesalt, den dygtige akupunktør, den store detox-kur, den nyeste nye astanga-yoga og de mest afstressende meditationsteknikker, men hvis man siger, at man går i kirke, bliver man set som én, der har forladt den moderne verden og meldt sig ind i en sekt af overtroiske tosser
I kirken kan man tie stille - og det er der mange der kunne have god brug af.

I kirken kan man tie stille - og det er der mange der kunne have god brug af.

Karsten Bidstrup

Debat
14. februar 2008

En scene i Henrik Stangerups erindringsbog Fjenden i forkøbet har slået mig som et oplysende glimt ud over managementkulturen. Selv har jeg betjent mig af denne lille passus, hvis jeg skal forklare mine måbende og vane-ateistiske venner, hvorfor jeg er begyndt at gå i kirke. Jeg vil med det samme sige, at det kræver en god advokat at retfærdiggøre, at man går i kirke. I mine selskaber associeres kirken eksklusivt med højrefløj, nationalisme og bornerthed. Den 'politiske' reservation kalder jeg det. Dertil må man supplere med den 'heroiske' reservation: De siger det ikke åbent, men man registrerer mellem linjerne, på det de siger, et arrogant ressentiment vis-a-vis kristendommen. Man er svag, hvis man er troende. Man kan ikke udholde det moderne og søger infantil trøst i overtroiske fortællinger. Jeg må sige, at disse reservationer er barrierer, som det kan være umanérligt besværligt at komme over.

Jeg plejer at bruge Stangerupanekdoten for at vise, at man godt kan være frisk og moderne, selv om man altså går i kirke. Stangerup skriver, at han i et af sine ægteskaber begyndte at se toilettet som et frirum. Når det følelsesmæssige pres blev for stressende, og hans egen person forsvandt i krav om nærvær og intensitet, satte han sig ud på toilettet for at genvinde sit ekvilibrium. Han søgte tilflugt dér for at finde sig selv igen.

Jeg har selv i professionelle relationer oplevet den emotionelle omklamring som et hav, jeg var ved at drukne i. Jeg kan godt have dage, hvor jeg svarer undvigende og undgår mine søde kollegers blikke. På disse dage er jeg ikke beredt til at investere min person i teamet. Men folk reagerer altid ved at blive utrygge: Er der noget galt? En kvinde som jeg, der er sidst i 30'erne og ikke har fået børn, bliver udsat for den omsorgsfulde bekymring fra dem, der har børn. Deres omsorg går efter struben på mit intime liv. Ude ved kaffeøen spørger de, om der er noget galt? Jeg ved udmærket godt, hvad de mener, der er galt. Og hvis man svarer, at der ikke er noget galt, befæster det dem i, at den er helt gal. På sådanne dage, som jeg selv accepterer som en del af min personlighed, savner jeg tilflugtsstedet, et privat rum mellem alle forventningerne. Jeg har ikke altid overskud til deres overskud. Stangerups tilflugt kommer mig i disse momenter i hu: Jeg går i kirken for at finde ro og fred. Det giver mig fred at sidde blandt andre troende uden at høre om deres arbejde og deres selvudvikling. Jeg forsvinder uden at forsvinde.

Befriende seancer

Det kom til mig som noget af en overraskelse. I en stresset fase af mit liv var jeg til et par begravelser; ældre mennesker, for hvem døden kom som en naturlig og ventet afslutning på et langt og fuldbyrdet liv. Seancerne i kirken forekom mig værdige og befriende.

Jeg blev helt afbalanceret ved at høre prædikerne og synge med på salmerne. Det fik mig ikke til at tro på, at Jesus gik på vandet og genopstod fra de døde, og at Maria var jomfru, da han nedkom med Guds drengebarn. Jeg kunne kun registrere effekten på mig selv. Det forekom så rigtigt i situationen at opholde sig ved bibeltekster, som menneskene i generationer gennem århundreder har opholdt sig ved. Det moderne mennesker træder ind i individualismen og ud af det fællesskab, mens det lever. Men det dør akkurat så endegyldigt, som mennesker gennem historien altid har afsluttet deres tilværelse. Så banalt er det dybest set. Den væsentlige erfaring var for mig, at i kirken fik det banale lov til at være banalt. Det skulle ikke partout transformeres til noget enormt enestående og originalt.

Pubertær narcissisme

En vinterdag for et par år siden var jeg hjemme i København på en ferie. Jeg traf en masse venner, der alle som én var stressede, deprimerede, lykkelige og brændende engageret i deres personlige emotionelle konjunkturer. Dialogerne var bare referater af sindstilstand og humørsvingninger. Det føltes som en hovedpude presset ned over mit ansigt. Jeg kunne ikke få vejret for bare selvbefamling. Mellem to møder var jeg ved at eksplodere af raseri over den pubertære narcissisme, og jeg var ved at eksplodere i selvbrejdelser over, at jeg ikke kunne rumme dem. På Café Europa prøvede jeg at finde ro med en thé, men stemmerne i caféen summede af selvføleri og narcissisme. Til sidst fik jeg den idé at sætte mig ind i Marmorkirken, som altid har behaget mig i al sin æstetiske majestæt. Jeg sad der i en time, så en time mere. Tænkte først på en masse; så på de begravelser, jeg havde været til; de mennesker jeg havde taget afsked med og de mennesker, jeg håbede, jeg ville forsone mig med. Jeg glemte mig selv og mine egne stressrelaterede konjunkturer. Det var en befrielse, som blev til et ritual for mig. Gå i kirken og tie stille. Jeg kender mange mennesker, som ville have godt af at tie stille et par timer om ugen. Men hvis jeg siger det til dem, speedsnakker de kun endnu mere intenst. Jeg skal ikke missionere.

Det er comme il faut at anbefale den lækre badesalt, den dygtige akupunktør, den store detox-kur, den nyeste nye astanga-yoga og de afstressende meditationsteknikker. Det må man gerne. Men hvis man anbefaler det banale, som mennesker har gjort i århundreder for at forsone sig med deres banalitet, bliver man helt til grin. Selv smiler jeg af det bagefter, når jeg sidder i kirken. Jeg griner ikke af dem. Men jeg glæder mig over, at jeg lader mig selv være banal. Det minder mig om et digt af Søren Ulrik Thomsen, som jeg virkelig holder af. Han slutter det med ordene: "Jeg siger det som det er - jeg ved ikke hvad det er". Og jeg tilføjer for mig selv: Jeg behøver heller ikke vide det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole E. Mikkelsen

Man kan kun kvittere denne artikel med et lydeligt: JA!

Artiklerne 'At springe ud som ateist', 'At leve og dø uden Gud' m.fl og den sproglige glidning der gør at ateisme, meditation, tantra, yoga osv betragtes som sande trosretninger, mens kristen tro betragtes som overtro, dokumenterer med al ønskelig tydelighed hvad der påstås i artiklen.

Troen på at det sande skal søges i forholdet til medmennesket og i forholdet til det univers man er en del af beskrives som 'illusioner og overtro', - ja det er næsten tabu.

Hvor befriende læsning! Og så i Information. Jeg kan kun være enig

Johannes Aakjær Steenbuch

Glimrende kommentar til tidens selvhøjtidelige ateisme!

Ole E Mikkelsen - Ateisme er ikke en trosretning - lige så lidt som vegetarisme er en kødret.

Hvorfor skulle lige præcis kristendommen have bevaret sin inderlighed til forskel fra andre trosretninger eller livsstile?

Kristendommens ritualer er for mig at se lige så udhulede som alle andre trosretninger. Af den simple grund, at inderlighed ikke længere er mulig. Derfor ender selv kristendommen som en livsstil. Det banale som livsstil? Ja, hvorfor ikke. Køb dig til det nyeste banale livsstil-koncept. Det er ikke så svært. Få dig en amagerhylde. Lær at bage brun sovs igen. Og så noget grimt tapet. Men vær varsom: Det er for længst blevet til kitch, og dermed også en del af en storby-multikulturel livsstil. Og så er det pludseligt det bliver svært. De gulerødder du hiver op ude i baghaven er jo også økologiske - lad vær med at sig det til nogen(!) Du dyrker nemlig den banale kristne livsstil!