Læserbrev

Læserbreve

Vibeke Grønfeldt om Statens Kunstfond, Bredsdorff & Horne Kjældgaard om Tolerance, Bo Warming om Kurt Voetmann og Susanne Jorn om Tokyo
Vibeke Grønfeldt om Statens Kunstfond, Bredsdorff & Horne Kjældgaard om Tolerance, Bo Warming om Kurt Voetmann og Susanne Jorn om Tokyo
28. februar 2008

Tokyo

Susanne Jorn, forfatter, Tokyo

Frostfuldmåne
fuldmånehalo
over skoven af skyskrabere
over lag på lag af motorveje.

Jeg
en enhed
i metropolismylderet
ud af undergrundsbanens
mund.

Mistroens svøbe

Vibeke Grønfeldt, forfatter

Da den gamle Statens Kunstfond blev underlagt det nyoprettede Kulturministerium i 1961, var det efter en lang og grundig debat om en ny kunstfonds formål og behov.

Det er nok efterhånden glemt. I hvert fald begynder diskussionen ustandselig forfra.

Fonden skulle omfatte billedkunst, litteratur og musik. Og man fandt frem til en enkel og gennemtænkt ordning, hvorefter skiftende tremandsudvalg uddelte arbejdslegater til unge kunstnere og livsvarige ydelser til de mere anerkendte som erstatning for tidligere tiders kongebevillinger og finanslovsydelser.

Ydelsen skulle svare til en håndværkerløn og godkendes af repræsentantskab og ministerium og dermed give en række kunstnere og forfattere mulighed for 'beskeden og anstændig levevis'.

Det kom inden for litteraturen til at fungere sådan, at en forfatter efter gentagne bevillinger af arbejdslegat, kunne godkendes til livsvarig ydelse og dermed træde ud af køen til legaterne.

Men da der er loft over antallet af modtagere, må en forfatter dø, før en ny kan overtage retten til et årligt beløb. Det betyder ikke kun, at forfattere, hvis værd for længst er bevist, kan nå at bliver gamle i køen, før en portion bliver ledig, men også at folketingets skiftende kulturudvalg efterhånden opfatter anerkendelsen som en ekstra folkepension.

Med andre ord, en ekstra arbejdsfri indtægt.

En skrap indtægtsregulering af hæderen blev indført for at forebygge yderligere misbrug.

På den anden side er det også ønsketænkning. Ærlig og redelig pension eller fratrædelsesordning er der heller ikke tale om, for Rifbjerg og Ørnsbo bliver jo ved.

Ingen slipper pen eller tastatur i levende live. De fortsætter uden tegn på omstillingsparathed og under påskud af - anno 2008 - at arbejde på et 'livsværk'. I visse tilfælde fra de er sytten til langt oppe i halvfemserne.

Forvirringen vokser og mistænksomheden skærpes hos stadig nye politikere, der får tildelt området som prøveklud, før de kan komme videre i tungere udvalg.

Tvivl og mistillid nager: Hvem får hvad for samfundets penge?

For fem år siden blev der oprettet en hel Kunststyrelse med det formål at komme usikkerheden til livs.

Forfatterne skulle tilpasses et moderne erhvervsliv. Eller rettere: samarbejdsvillige og tilpasningsdygtige folk skulle overtage erhvervet fra de utilpassede.

Hvad var mere nærliggende end at ligestille arbejdet med entreprenørernes og forsøge en udlicitering.

Tanken ligger i forlængelse af kulturministerens syv år lange forsøg på at finde nye kræfter til 'kunstneriske frembringelser'. Der er investeret en rigdom af indfald og penge i forsøget på at forny holdet og litteraturen.

Og det forstår jeg godt.

Men det er ved det gamle. Forlagene udgiver de samme forfattere, de samme oversættere, de samme litterater.

Samme bogrygge, samme bogstaver. Og hvad værre er; de unge går i de gamles fodspor.

Udskiftningen er ikke lykkedes. Det har været syv magre år. Nu skal der ske noget, hvis de skal afløses af syv fede, hvor den offentlige velvilje giver passende afkast til de til enhver tid siddende lovgivere.

Ifølge den tidligere formand for Kunstrådets litteraturudvalg, Claes Kastholm Hansen, var der i hans femårs periode ikke kvalificerede ansøgere til de 'løse' legater, så idéen om at overføre pengene fra livsvarige ydelser til arbejdslegater er nok eller ikke vejen frem, selvom den er fiffig.

Det drejer sig med andre ord ikke om penge, men om tillid eller mistillid.

Et enkelt og indlysende forslag kunne være: Indkøb af et passende hus i hovedstaden og ansættelse af en frisk stab af nytænkere, som kan vejlede Kunststyrelsen i styrelse, projektbeskrivelser, kontrol, indberetning og udskrivning af talentkonkurrencer, så vi kan få synliggjort aktiviteterne, gerne under medvirken af nogle rollemodeller i tidssvarende medier.

Tolerance

Thomas Bredsdorff, professor emeritus, og Lasse Horne Kjældgaard, forskningslektor

Vi beklager over for Informations læsere at måtte gentage ordret, hvad vi allerede har skrevet én gang i Berlingske Tidende. Men da Information har valgt at optrykke Uwe Max Jensens beskyldninger imod os (21. februar), der tidligere har været bragt i både Berlingske Tidende og i Nordjyske, kan vi ikke rigtig gøre andet end at repetere følgende: At debatindlægget om vores bemærkninger om karikaturkrisen i bogen Tolerance - eller hvordan man lærer at leve med dem, man hader på usmageligste vis bedriver rovdrift på en uhyre alvorlig situation, nemlig de aktuelle dødstrusler mod tegner Kurt Westergaard. Vores gennemgang af sagen hænger på ingen måde Kurt Westergaard ud, nævner ham ikke engang ved navn, men ser sagen i lyset af Flemming Roses og Jyllands-Postens erklærede hensigter med at sætte sagen i gang. At vi tre steder skriver 'bomber' i stedet for 'bombe' om genstanden i Muhammeds turban, er en skrivefejl, som vi beklager og retter i andet oplag. Men fejlen er uden betydning for analysen. Emnet for vores bog er et socialt redskab, nemlig tolerance, der igennem tiden har vist sig at kunne standse og forhindre vold - ikke mindst religiøst begrundet vold; at læse et forsvar for vold ud af bogen, som debattøren synes at gøre, er nærmest vanvittigt. Desuden vil den af os, der redigerer tidsskriftet 'Kritik', gerne tilføje, at det er en grov undervurdering af min makker Frederik Stjernfelt at postulere, at jeg skulle træffe redaktionelle beslutninger hen over hovedet på ham.

Ytringsfriheden

Anne Behr, V. Skerninge

Efter læsningen af Gretelise Holms 'Retten til at sige neger' (Bogtillægget 14. februar) må man med skamfuldhed konstatere, at der blandt 'veluddannede danskere' også findes plebejere. Uddannelse og dannelse hænger desværre ikke altid sammen. Hvem ville synes om at blive tiltalt 'forhenværende hvide koloniherre'?

I kampen for den højtbesungne ytringsfrihed hører altså også empati og almindelig høflig omgangstone, også kaldet pli. Behøver vi efterhånden ikke en kanon for anstændig omgangstone ikke bare mellem danskere, men også med andre folkeslag? Dette arbejde kunne med fordel overlades landets kanonglade kulturminister.

Ytringsfrihedens indhold skal rumme anstændighed.

Proper tilstand

Bo Warming, København N

En alt andet end proper tilstand - roman af Kurt Voetmann, Gyldendal, 2008, om det moderne menneskes fortvivlelse - og metafor-avisen Informations anmelder nævner, at andre aviser har opreklameret bogen som langt ude med at være ulækker og væmmelig - og bifalder, at det flyder med fækalier, råddenskab og eksploderende legemsvæsker.

Fobien mod pis-lort realiteterne er så syg og uberettiget, som alle fobier er, og smittespredning er et nulproblem og har været det siden koleraepidemien i 1853, og mht. lugt kan man vænne sig til alt. Som Nietzsche skrev: "Det der ikke nedbryder dig, gør dig stærkere".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Muhammedkrise?
Intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget.

Retorikken i det offentlige rum skærpes i disse tider, efter at den anden såkaldte Muhammedkrise nu er blevet lanceret. Pludselig hører vi udsagn, som tidligere var forbeholdt højrefløjen i det politiske spektrum, og unge muslimers vinterferieudskejelser frembringer bekymring, vrede og angst for fremtiden.

Poul Nyrup forsikrede os dengang om at der ikke fandt nogen indvandring af betydning sted. Han lukkede munden på al intern kritik i partiet, og overlod således indvandringsdebatten til ’idioterne’ på højrefløjen – i øvrigt med et stærkt reduceret Socialdemokrati til følge.

Der er givet mange ting i spil i den aktuelle debat om de unge vilde muslimer, men helt grundlæggende drejer det sig om den massive indvandring af folk med et helt anderledes trossystem; et trossystem der ikke sår tvivl om sit eget overlegne ståsted - et trossystem der ikke kunne drømme om at gå på kompromis med her til lands eksisterende ideer og sædvaner. Man taler i to tunger, og fra små børn kan man høre sandheden: at det er i orden at lyve over for de vantro. En af de klareste røster, efter min mening, er i denne sammenhæng Wafa Sultan, som slår til lyd for, at vi ikke her har at gøre med en krise af kulturel eller religiøs art, men af en krise mellem to tidsaldre.

Det er som om den førhen så fremherskende politiske korrekthed er på hælene – og godt det samme. Når jeg har lyttet til og læst udsagn fra dette hold, om hvor intolerante og umenneskelige vi danskere er og har været overfor alle nytilkomne, har det været som at genhøre Tom Lehrers gamle sang om National Brotherhood Week: ”… I know that there are people in the world who do not love their fellow human beings – and I hate people like that!”

Er mon denne hjertevarme og rummelige humanistiske holdning til ‘de fremmede’ i virkeligheden udtryk for hvad der er blevet kaldt for en imperialistisk tankegang: nemlig tanken om den ædle vilde. En sådan tankegang, parret med et mindreværdskompleks over at tilhøre dette ’latterlige lille folk’, kan nemt fritage én for at kaste et nøgternt blik på egne værdier og ståsteder. En god bekendt, som er afroamerikaner, konfronterede mig engang for længe siden med, at hvis jeg ikke var fortrolig med min egen indre racist, ja så var jeg ganske enkelt ikke til at stole på. Det er måske derfor, at disse politisk korrekte humanister virker så uvederhæftige på mig: denne overfladiske humanismen passer ikke overens med de dybe følelser vi hver især besidder, enten vi vil være ved det eller ej.

Hvordan kan det være, at det klinger hult, når vi påduttes bare at skulle være accepterende og tolerant over for folk der foragter os – historien taler sit klare sprog om faren ved alt for store nationale og religiøse mindretal: tænk blot på Jalta-konferencens ønske om at foretage et clean sweep efter anden verdenskrig, for at undgå store nationale mindretal i efterkrigstidens Europa; eller tænk på det store chok der overgik os alle, da konflikterne kom op til overfladen på Balkan ved Jugoslaviens sammenbrud. Men dette gælder måske ikke for os veludviklede folk heroppe i det nordlige Europa? Jo det gør såmænd, og nu kan det forhåbentlig også udtales i det offentlige rum, uden man skal slås i hartkorn med Dansk Folkeparti, som hidtil har haft monopol på denne samtale.

Måske er de såkaldte Muhammedkriser ikke blot potentielle økonomiske katastrofer for lille Danmark og en stor skam for alle gode, rettænkende og næstekærlige danske verdensborgere; men i lige så høj grad en mulighed for os alle til at få kastet et åbenhjertigt, nøgternt og ærligt blik på vore egne værdier og ønsker for vort land – altså for fundamentet for vore børns opvækst.

Niels Peter Franck