Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
27. februar 2008

En narresut

Henrik Guldborg Bøge, Charlottenlund

Satspuljen er nu igen i år blevet fordelt af samtlige Folketingets partier undtagen Enhedslisten - i år er den på omkring 800 mio. kr. En eller anden smart spindoktor har nok fundet på at give den det væsentlig mere sexede navn

'de svages finanslov.' Det er det for så vidt også, for alle disse penge bliver nemlig taget fra kontanthjælpsmodtagere, bistandsklienter, pensionister mfl. ved kun at regulere deres ydelser i takt med inflationen og ikke i takt med løn- og prisudviklingen.

Det er altså en finanslov for de svage - betalt af de svage selv. Men forvaltet af politikerne. Pengene kan politikerne så fordele til projekter, de finder, er værdigt trængende. Hunden fodres altså med sin egen hale.

Hvad blev der lige af konceptet om, at de bredeste skuldre skal bære den tungeste byrde? Lad dog direktørerne, de multinationale selskaber og nordsøolien betale i stedet.

Tak til Enhedslisten for, som det eneste parti, at stå uden for et forlig, der i virkeligheden ikke er andet end en kæmpe narresut.

Hurra for nedturen

Michael Sandfort, Brønshøj

Stolte og storsmilende har de statsansattes forhandlere opnået de største lønstigninger siden 1987. Desuden er de kommunalt ansatte opsatte på at trække en endnu bedre overenskomst i land - selv om fagkundskaben indtrængende advarer om en overophedning af økonomien. Ved ikke at lære af historien er vi dømt til at gentage de syv magre år som netop fulgte 1987.

Sæt nyheds-kriteriet højere

Mikael Kristensen, København

Speederen er i bund over hele nyhedslinjen. Netaviserne kæmper om at komme med de nyeste nyheder døgnet rundt. Men med den stigende nyhedsstrøm og det kommercielle fokus i mediehusene kommer også en lavere tærskel for, hvad der er relevante politiske nyheder. Der er nu dømt nyheds-jungle, hvor journalisterne glædeligt svinger sig i lianerne og banker sig på brystet og sammen råber indforstået til hinanden på Christiansborg: "Alt er lige godt - bare det sælger!". Naser Khaders svedeture og påstande om sort arbejde, Per Stig Møllers 30 år gamle spritdom, Kamal Qureshis påståede opgavefusk for 18 år siden, Morten Messerschmidts skønsang i Tivoli. Alt sammen kan på grund af den lave nyhedstærskel på redaktionerne blive til tomme buldrende kaloriefattige tophistorier. Det gælder om at få kunder i butikken, syntes medielogikken at være. Men hvor blev politikken og indholdet af?

Vi bruger stadig mere tid på at klikke på de samme nyhedssites flere gange om dagen, scanne gratisaviserne i S-toget eller æde korte tabloide overskrifter i Netto. Men den kritiske og dybdeborende kvalitets-journalistik, der ser nærmere på politisk indhold fremfor oppustede personsager, er blevet den helt store taber. Det er form fremfor indhold.

Sæt nu nyhedstærsklen højere - fordi vi fortjener det.

Enestående uro

Per Diepgen, Halskov

Man fortæller, at optøjer og vold, som vi ser for tiden, ikke før er set og sket i Danmark. Men alene i mands minde har vi set adskillige huse styrte sammen ved sabotage, schalburgtage og flyangreb, og vi har deltaget i alvorlige gadekampe. I dag siges over radioen, at urolighederne gik ud over effekter ved Christiansborg slotsplads, men vi skal blot 65 år tilbage til en episode, hvor politiet fik læsterlige smæk på slotspladsen og måtte undfly. Flere betjente endte i kanalen, og min ven fortæller mig, at han især bemærkede en ældre pæn herre i frakke, hat og spadserestok, der hver gang betjenten fik et greb i bolværket, gav ham et rap over fingrene med stokken, så han igen endte i baljen.

Allerede ved Besættelsens begyndelse husker jeg, at mine forældre og andre blev overfaldet under et socialpædagogisk møde i København. Vold, krig og terror gik hånd i hånd med kulturen, for også i Tyskland var opbygget en national kanon af 'Gottbegnadeten', hvori optrådte endnu i dag højt ansete musikere, malere, forfattere og andre kulturpersoner (eine Führerliste foruden en Goebbels-liste). Det kræver mere end almindelig dybdeborende partipolitisk indsigt at kende forskel på udtalelsen "jeres åndsformørkede idioti har ingen gang på jorden" (Villy Søvndal) og "befreit Euch von der Judenherrschaft" (Josef Schönwälder, DNSAP 1922, amtsopmand for Schlesiens kulturminder).

Politikere i dag er alle søgt over på 'den rigtige side' af nazismen og fordømmer dens udtalelser, men hvordan? Skillelinjen går stadig dér, hvor man viser sindelaget for demokratisk lighed, evnen til social integration og afviser racistiske udtalelser. Frihed er af så mange slags, og mange bærer blus og puster til ilden.

SF's EU-kapitulation

Per Clausen, EU-ordfører for Enhedslisten, Kbh.

Det er noget vrøvl, når Villy Søvndal hævder, at konflikteretten er sikret efter indgåelsen af den ny EU-aftale mellem folketingets EU-begejstrerede partier. Det sikrer jo ikke konfliktretten, at de EU-venlige partier er enige om, at 'vende sig mod EU-tiltag, der er i modstrid med konfliktretten.'

EF-domstolen har med den såkaldte Laxholm-dom slået fast, at det er EF-domstolen, der afgør om en konflikt er i overensstemmelse med EU-retten og det indre marked og dermed lovlig. Det ændrer EU-aftalen intet på, og den indeholder da heller ikke nogen konkrete bud på, hvordan dette problem skal løses.

Til gengæld bekræfter EU-udtalelsen, at folketingets partier fra Venstre til SF er enige om at lovprise det indre marked og den liberalistiske politik, der føres for at fastholde dette. Tilsyneladende er det lykkedes at fortrænge erindringen om alle de sager, hvor hensynet EU's indre marked har forhindret os i at gennemføre bedre forhold på miljø-, fødevare- og dyrevelfærdsområdet.

Udtalelsen markerer også SF endelige kapitulation i spørgsmålet om folkeafstemning om Lissabon-traktaten.

Alt i alt betyder aftalen, at de EU-begejstrede partier i folketinget fastholder en udvikling, hvor mere og mere magt flyttes til EU's institutioner, og hvor mulighederne for, at Danmark kan gå foran på områder, som er vigtige for mennesker og miljø, hele tiden undergraves.

DF, Kosova og Israel

Therkel Stræde, Kbh. K

Dansk Folkeparti fordømmer Kosovas selvstændighed. Den albanske befolkning er angiveligt indvandret til området, og indvandring skal ikke kunne give ret til en selvstændig stat, udtaler Morten Messerschmidt (Tv-Avisen 23. februar). Det må logisk betyde, at han heller ikke anerkender Israels ret til at eksistere, for staten Israel opstod som bekendt efter en massiv indvandringsbevægelse, der i årene op til statsgrundlæggelsen i 1948 ændrede områdets befolkningsflertal fra arabisk til jødisk.

Dansk Folkeparti giver sig ud for at være Israels ven, men i dybet slumrer en anden sandhed. Det viser Morten Messerschmidts udslip - og denne gang gav han endda indtryk af at være ædru.

Om KAP

Ole Westh, Åbyhøj

K. Jung-Olsen skriver 8. februar, at han savner en reflektion fra tidligere KAP' ere,"der adskilte sig fra den resterende venstrefløj."

Jeg var medlem af KAP fra 75 til 85, hvor jeg helt forlod venstrefløjen, da jeg så, at kapitalisme med en mild styring og konstant justering er det mindst ringe.Og ja, vi adskilte os fra de andre. Især i synet på Sovjet, som vi så som en aggressiv supermagt. Dette førte til, at vi ofte stod alene, ikke deltog i ensidige 'fredsdemonstrationer', at vi så DKP som et reaktionært redskab for Sovjetdiktaturet osv.

Og ja, vi var mere kritiske overfor Socialdemokratiet og fagbevægelsens top, som vi så som et nyt borgerskab.

Og ja, vi var, i hvert fald de første år kantede at samarbejde med. Og KAP har haft uhyrlige synspunkter, f.eks i vores relation til Albanien til 1977, til Kina indtil 1980, i vores støtte til Kampuchea til omkring 1980. Flirte med terror gjorde KAP absolut ikke. Det lå fuldstændig uden for vores verden, og KAP'ere som enkeltpersoner var ordentlige mennesker.

Med til billedet af KAP hører imidlertid også, at partiet var tidligt ude med en erkendelse af, at ethvert samfund måtte bygge på en reel folkelig opbakning. Derfor var vi hurtige til at støtte Solidarnosh. Og derfor vedtog vi i 1984 et program, der i klare vendinger beskrev, at i det socialistiske samfund, som vi arbejdede for, "vil det have positiv betydning, at Danmark har haft en lang borgerlig demokratisk tradition, der indebærer, at arbejderklassen opfatter en række demokratiske rettigheder som umistelige ..." Og senere: "En vigtig forudsætning er, at der eksisterer ytringsfrihed, strejkeret, organisationsfrihed, ret til dannelse af partier, og at intet enkeltparti formelt eller reelt tilkupper sig en monopolstilling." Der er for mi ikke tvivl om, at var man socialist, var KAP et spændende parti at arbejde i.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu