Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
6. februar 2008

Ekstremisme

Stefan Brixtofte Petersen, Gentofte

Når Preben Wilhjelm omtaler sit gamle parti VS, skulle man nærmest tro, der var tale om Centrumdemokraterne. Et noget andet billede tegner sig, når man læser partiets egne publikationer, hvor ordet 'revolutionær' dukker op på hver anden linje. Det forekommer i denne sammenhæng absurd når han 1. februar beroliger læseren med at partiet fik foretaget en "afskalning af de sidste 15-20 ekstremister i partiet."

Hvordan kan man smide ekstremister ud af et parti, der i sig selv er ekstremistisk?

Et parti der i 1971 fik vedtaget et partiprogram der var renlivet leninistisk, med alt hvad dette indebar af terror mod anderledestænkende.

Et parti hvis forretningsudvalg i 1977 fordømte mordet på Hans Martin Schleier - vel at mærke ud fra taktisk-dialektiske betragtninger. At anvende etiske normer på et politisk mord ville være indbegrebet af småborgerlighed, understreges det i en fyndig eftersætning.

Jeg har svært ved at forestille mig, at en hædersmand som Wilhjelm har støttet sådanne synspunkter, men det vækker undren, at han kunne få sig selv til at forblive i et sådant parti. Der var da alternativer, når det handlede om demokratisk socialisme. Han kunne f.eks. melde sig ind i SF.

Erslevs benzin

Kjeld Olesen, fhv. udenrigsminister, Hellerup

Lars Erslev Andersen, lektor og vores fremmeste terrorekspert, skriver i et læserbrev 5.ds.: "Mit eksempel var den problematik, der udløste det såkaldte NATO-valg i 1988, efter at den daværende opposition havde forlangt, at amerikanske krigsskibe som betingelse for at anløbe danske havne, skulle oplyse, hvilke våben de havde ombord."

Dette er lodret forkert, og det er dybt beskæmmende, at LEA dermed sprøjter mere benzin på det bål af myter, som borgerlige politikere og medier søger at skabe om den såkaldte fodnoteperiode.

Oppositionens og dermed flertallets forslag gik ud på, at anløbende fremmede orlogsfartøjer skulle informeres om den danske atomvåbenpolitik, nemlig at vi ikke ønsker disse våben på dansk grund.

Regeringens forslag gik på, at den samme information kun skulle sendes til fremmede landes regeringer.

Det er næppe nogen trøst for LEA, at DR2 sidste år i et såkaldt dokumentarprogram om den kolde krig, gjorde sig skyld i samme fadæse, og at en politisk kommentator i et stort dagblad for et par dage siden gentog fejlen.

Er lektorer og andet godtfolk da helt holdt op med at tjekke de oplysninger, de serverer for os?

Satire om forskning

Sune Auken, København

Dekan Kirsten Refsing kritiserer i Information Kristian Villesens satiriske leder om dekanatets formidlingsmålingssystem for at overset, dels at ministeriet selv ville komme med noget værre, hvorfor dekanatet redder humaniora fra ministeriet, og dels, at der stadig kan ændres i kategorier og pointsatser. Begge punkter er fejlagtige: systemet bliver ikke mindre kritisabelt af, at ministeriet ønsker noget værre. Er ministeriet er ved at indføre noget tåbeligt, bør dekanen kritisere ministeriet snarere end irrettesætte Kristian Villesen.

Derudover er problemet fortsat ikke, at kategorierne eller pointtallene i dekanatets målesystemer trænger til at blive modificeret, men at hele tankegangen er mislykket. Der kan jongleres med point og kategorier i årtier, det vil stadig ikke give en retfærdig måling. Det måler omrids ikke værdi, en bestemt type kvantitet (antal), ikke kvalitet. En trist artikel honoreres lige med en fremragende. Et meningstomt blogindlæg lige med et gennemarbejdet. Derfor vil systemet i længden tvinge forskerne til at søge mod hurtige kategorier og mod mange enheder, for ellers rammes de på pengepungen.

Kristian Villesens satire er som det meste satire lidt overdrevet, men princippet er rigtigt gengivet - uanset om dekanatet piller ved kategorier og pointtal.

Forbereder Danmark krig mod Iran?

Kai Dalsgaard, Ulfborg

I Information 5. februar hedder en overskrift 'Dansk krudt mod Somalias pirater'. Og det anføres, hvordan det danske kommandoskib Thetis nu skal beskytte nødhjælp til Somalia ved at bekæmpe pirater. Men er det ikke en vildledning af den egentlige opgave: at deltage i en blokade af Iran?

Udviklingsminister Ulla Tørnæs har over for de 83 specialstyrker udtalt : "Det vi oplever her i dag, er hvordan vores udenrigspolitik, udviklingspolitik og militære indsats bliver forbundet og styrker hinanden gensidigt." Derfor har skibet både "snigskytter og frømænd om bord. Samt kriseberedskab, præst og bemanding med specialtræning i at håndtere terrorlignende angreb."

Tidligere har Danmark markeret sin tilstedeværelse i krigen mod Irak ved at sende en ubåd. Omfanget af specialstyrker tyder på, at formålet ikke er en bekæmpelse af pirater men er en del af oprustningen mod nu Iran. Skal Folketinget og befolkningen nu igen føres bag lyset? Og skal udviklingshjælp og nødhjælp være et dække over krigeriske formål? Det er ihvert fald mod nødhjælpsorganisationernes ønske.

Utrygt samfund

F.H. Pedersen, Viborg

Alt er i spil, når VK-regeringens skattekommission, med en socialdemokrat som formand, tager fat på arbejdet, der skal være færdigt om et år.

Det vil sige, at hverken grundskyld, rentefradragsret eller skat på gevinster ved boligsalg er undtaget. Jeg mener, at skattestoppet er væk for boligejerne. Lønforhandlingerne for offentlige ansatte er i gang med udsigt til konflikt. VK-regeringen vil give 10 mia. kr. til skattelettelser og 14 mia. kr. til ulandsbistand, men den vil ikke give fem mia. kr. til lavest lønnede i Danmark.

Fra stabilitet siden 2001 kastes samfundet nu ud utryghed, hvilket skyldes regeringens politik.

Midtvejsopgør

Per Diepgen, Halskov

Øvig Knudsen, Blüdnikow, Wilhelm, Scocozza. Vanvittigt spændende opgør for de implicerede, der nærmest spejler tresseropgørets med, mod- og overløb. For mig at se et generationsintermezzo, fordi vi endnu forsøger at komme ud af krigens skygge, men ikke med livet som indsats, mest bastant med regeringens nyerklærede krig, men også med f.eks. Dansk Folkepartis og Søren Krarups forsøg på at vende opgøret under Besættelsen fra sort til hvidt.

Trods mindehøjtideligheder, retsopgør og koldkrigsundersøgelser har vi genoplivet de politiske sindelagsstandpunkter fra fortiden. Mange søger i dag rehabilitering, mens de sidste modstandsfolk tvivler på betydningen af deres ungdoms indsats. I det sidste tiår har historikere, journalister og politikere gravet dybt i venstrefløjens meriter, og måske følger et opgør på højrefløjen, der inddrager McCarthy, CIA. Mossad osv. Ya basta, siger folket, men som nation er vi vægelsindede.

Islamisk kultur

Michael Unna, Højbjerg

Den 1. februar viser Nina Trige Andersen et uddrag af en diskussion imellem Helle Merete Brix og Karen M Larsen, om hvorvidt Islam er kvindeundertrykkende. Nuvel. Enhver ved selvfølgelig, at kvinden kun er halvt så meget værd som manden, og at hun er mandens ejendom (først faderens og siden ægtemanden), og at der i en retssag om foreksempel voldtægt burde være fire vidner til en kvindes udsagn. Hvis kvinden ikke kan godtgøre hun er voldtaget, og hun ikke længere er jomfru, har hun jo været utro over for familien, hvis hun er gift, har hun været utro og skal selvfølgelig dømmes til døden. I et frit samfund vil enhver familie med respekt slå Deres døtre ihjel, hvis de kræver samme frihed som dumme dhimmier. Desuden er det jo også kvindens ansvar, hvis en mand pga fristelser af kvindens hår, begår voldtægt eller på anden måde forulemper hende eller andre. Det er altså hendes skyld, for hun har ansvaret for mandens seksualitet.

Se hvis der er nogen, der tror, jeg har skrevet det vrøvl i alvorlig mening, undskylder jeg med det samme på forhånd.

Jeg går ud fra, at feminister, kvindesagsforkæmper o.a menneskekræoge væsner ville protestere og være forargede over dette.

Men hvorfor holder man så sin kæft og nedlader sig til at betvivle, om Islam er kvindeundertrykkende, når ovenstående eksempel er fuldt ud accepteret i islamisk kultur?

Grineren

Ralf Andersson, Frederiksberg

Statsministeren: "Jo, men så må vi jo hellere spørge amerikanerne, om der er noget at komme efter." Det er sgu da bare for grineren - hele vejen til Guantanamo.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu