Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
22. februar 2008

Fejl om censur-sag

Jasper Steen Winkel, kommunikationschef, og Hanne Harmsen, vicedirektør for uddannelse, begge KU

Fire studerende har kommenteret omtalen af den såkaldte 'censur-sag' på deres eget institut, hvor et speciale blev trukket tilbage. Skribenterne blander spørgsmål om god journalistik sammen med studiejura og forvaltningspraksis i forbindelse med klagesager. Lad os kort forsøge at rede trådene ud.

For KU er det naturligt, at dagbladene belyser studierelaterede sager. Når én case udlægges som et nærmest generelt problem, må det imidlertid stå for Informations egen regning.

Der er intet, der antyder, at DR skulle have forsøgt at påvirke det faglige indhold i specialet. DR har derimod markeret utilfredshed med formen og mangel på diskretion. Det er forhold, som kunne være løst, hvis den studerende var blevet vejledt bedre om forskningsetik, og der var lavet en såkaldt § 53-aftale, før specialearbejdet gik i gang. Det hanker KU nu op i. Og det er kommunikeret klart og tydeligt.

Flere debattører savner forståelse for, at KU som uddannelsesinstitution også har en myndighedsrolle. Det betyder, at KU ikke udtaler sig, så længe en klagesag er under behandling, og derefter kun under respekt af tavshedspligten omkring personrelaterede forhold.

Det antydes, at KU ikke har forholdt sig til alle punkter i klagen. Det er ikke korrekt. For at kunne vurdere Studieadministrationens afgørelse, skal man vide, hvad der er klaget over. Den pågældende bestrider f.eks. ikke de mangler i opgavebesvarelsen som institutlederen har påpeget. Men hun klager over, at dekanen har ændret forklaring ift, hvad institutlederen anfører. Hun er også kritisk over for, at der er givet et 'tilbud' om tilbagetrækning, der lægger ansvaret på hendes skuldre osv. Der er blevet svaret på alt dette i KU's afgørelse, der netop i sig selv dokumenterer de studerendes retssikkerhed.

Modsigelse

Vagn Smed, Kbh. SV

Under overskriften 'Flammerne gavner Pia Kjærsgaard' (18. februar) spørger David Rehling, hvor idiotisk kan man være; underforstået, de protesterende er idioter. De har ikke en rigtig analyse af historien. Men er David Rehlings parallel til Weimar-republikken rigtig? Nazisternes magtopbygning i Weimar-republikken foregik jo ved bevidst brug af had og frygt parret med ydmygelse og retsløshed under dække af at være en kamp mod kommunistisk undergravning og jødisk sammensværgelse, og det lykkedes nazisterne at kvæle politiske protester, men det gør jo ikke politiske protester idiotiske!

Den rigtige parallel er derfor, at Jyllands-Posten med skinger assistance af statsministeren ydmygede muslimer i Danmark under dække af at kæmpe for ytringsfrihed for efterfølgende at udvise et par af sine modstandere uden rettergang.

David Rehlings historiske erfaring, at det er en usvigelige regel, at flammende optøjer gavner det yderste højre, skal derfor omskrives til, at det er en usvigelig regel, at det yderste højre altid fremmer en situation, hvor det under dække af skinhellige motiver kan fremprovokere vold og dernæst igen under skinhellige motiver fremstå som ansvarlige ved at udmåle nye og længere straffe.

Dannebrog brænder i Dk

Uwe Max Jensen, Egå

I forbindelse med Muhammed-krisen er vi gang på gang blevet præsenteret for den påstand, at der ikke blev brændt danske flag af i Danmark under krisen. Det er imidlertid ikke korrekt.

Den 9. februar 2006 kunne man på forsiden af Herning Folkeblad læse, at en gruppe elever havde stukket ild til dannebrog på Sønderagerskolen i Herning.

De 10 drenge blev efterfølgende indkaldt til møde med skolens ledelse og en betjent fra Herning Politis forebyggende afdeling. Senere blev drengene og deres forældre indkaldt til endnu et møde med skolens ledelse.

På den baggrund står det klart, at det ikke er andet end en (opbyggelig) skrøne, når flere kilder påstår, at Danmark var forskånet for afbrændinger af dannebrog under Muhammed-krisen i 2006.

Danmark er efter afsløringen af mordplanerne mod Kurt Westergaard blevet kastet ud i en ny Muhammed-krise, hvor vandaler sætter ild på skoler, institutioner og biler. I Ringsted har vandalerne - udover to brandstiftelser på Sdr. Park Skole - imidlertid også forsøgt sig med afbrænding af dannebrog.

I Lokalbladet Ringsted kan man læse følgende: "Det samme skete kort efter (der var optræk til uro, red.), der indløb anmeldelse om, at en gruppe indvandrerdrenge var forsamlet ved Valdemarstatuen på Torvet. Øjensynligt i færd med at forberede afbrænding af et Dannebrog. Da politiet nåede frem, var knægtene væk, men flaget var efterladt. Det tog politiet i sin varetægt." Det står lysende klart, at afbrænding af dannebrog ikke længere er forbeholdt masserne i Gaza, Pakistan og Iran.

Denne udtryksform er også kommet til Danmark.

Forvirring

Lisbet Vadmand, Ringsted

Jeg er forvirret. I radioavisen i morges blev formanden for Islamisk Trossamfund skældt ud, fordi han havde deltaget i en lovlig demonstration. Gælder ytringsfriheden ikke for ham?

Søren Pind og Dansk Folkeparti truer de grønlandske folketingsmedlemmer, fordi de stemmer efter deres ovebevisning. Skal de ikke det ifølge Grundloven? Og bryder Pind og DF ikke grundloven ved at true dem? Hvad er straffen for det?

Retssikkerhedi alvorlig fare!

Nahid Riazi , Hvidovre

Med slagord om at skabe demokrati i Irak deltog Danmark i krigen mod Irak. Men i stedet for demokrati for irakerne fratages danske borgere i dag - under navnet 'bekæmpelse af terror' - deres helt basale rettigheder, herunder beskyttelse af deres retssikkerhed.

Det er tragisk, at man i Danmark er begyndt at anvende metoder, som ellers finder sted i de diktatoriske og islamistiske stater i Mellemøsten og de arabiske lande. I de diktatoriske lande terroriserer og straffer magthaverne deres modstandere og sender folk til døden, når blot de formoder, at de kan være farlige for deres systemer og for den islamiske ideologi. Alene i Iran, hvor de islamiske kræfter har magten, er tusindvis af mennesker blevet terroriseret, bortført og henrettet uden at have lov til at forsvare sig eller komme til en uafhængig domstol.

Det er bekymrende, at man i dag tillader anvendelse af disse metoder i et land som Danmark, hvor man ellers og efter frihedskæmpernes kamp og krav om et retfærdigt og demokratisk samfund, lader domstolene afgøre de sigtedes skyld eller uskyld. Ingen kan retfærdiggøre en uretfærdig og umenneskelig behandling af mennesker; selv terrorister skal have lov til at forsvare sig. Alt andet er en falliterklæring for et retssamfund.

I dag er de terrorsigtede, der bliver udsat for denne behandling, i morgen er det krigsmodstandere, faglige aktivister eller andre grupper, som kan blive udsat for den samme behandling, når PET blot formoder at deres aktiviteter er farlige!

Fy for pokker, Villy

Morten Toft, Farum

Lad mig starte med at sige at jeg aldrig har stemt SF og heller ikke har i sinde at gøre det. Når det er sagt, skal jeg dog skynde mig at sige, at jeg altid har haft en vis sympati for SF. Som en del af den radikale venstrefløj har SF altid haft en vis tiltrækningskraft som en del af den anti-autoritære venstrefløj. For mig at se gik det først galt da SF under valgkampen pludselig gik ind for 24-års reglen. Derefter kom deres bejlen til det politiske etablishement med deres støtte til en afskaffelse af visse af EU-forbeholdende. Og nu ser man Villy Søvndal i et populistisk amokløb gøre op med Hitzb-ut-Tahrir og muslimer i al almindelighed.

Hvor er alle de progressive SF'ere henne? Hvor er alle de, der burde tage afstand fra opfordringer om at indvandrere skal finde 'andre græsgange.' Det er ikke svært at forstå, at han har høstet ros fra politiske kommentatorer, for han rammer lige på kornet med sin populistiske småracisme. Med en retorik, som man er vant til at høre fra Pia Kjærsgaards mund, puster han til den racisme, der hele tiden ligger lige under overfladen i mainstreammedierne. Hvis det er, hvad vi kan forvente os fra SF i fremtiden, siger jeg bare: Fy for pokker. Jeg havde ærligt talt forventet mig noget mere af SF.

Inf. kan også

John Jørgensen, Rønde

Inf. kan også puste til fordommenes bål. Onsdag var der store artikler om, at dioxin fra de afbrændte biler kan dræbe femtusind menneskefostre, og om at de unge pyromaner er autistiske, ligeglade med sig selv!

Nåh ja, så var der dog lige en mikroskopisk notits fra Gellerup, hvor folk faktisk selv har gjort en indsats for at stoppe urolighederne (ved at lytte til utilfredsheden?). Og et andet lyspunkt om Muhammed-tegningerne. Men alt i alt er det åbenbart vigtigt at fastholde Fogh og co's menneskesyn; der er ikke noget at komme efter. I en bisætning får vi dog at vide, at vi årligt modtager 200g dioxin fra andre kilder, hvilket ifølge eksperten Rolf Bergs tal så kan dræbe et par millioner fostre.

Er det seriøs journalistik?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu