Kronik

Lyst til viden

Det kommercielle konkurrenceuniversitet kan dræbe den lyst til viden, der har været en af drivkræfterne bag det moderne universitet. Her er en personlig og måske sentimental vinkel på de reformer, der finder sted i disse år
Hvis man ikke begynder at motivere de drivkræfter, som får folk til at arbejde med forskning, i stedet for direkte at kapitalisere på denne lyst, så fjerner man de drivkræfter og opelsker andre.

Hvis man ikke begynder at motivere de drivkræfter, som får folk til at arbejde med forskning, i stedet for direkte at kapitalisere på denne lyst, så fjerner man de drivkræfter og opelsker andre.

19. februar 2008

Hvis man stadig har en rest af idealistisk ildhu og humanistisk etos omkring det at arbejde på et universitet, er det deprimerende at følge udviklingen af nye incitamentsstrukturer for forskningen. Universitetet er principielt en selvstyrende institution, som er i gang med at reformere kraftigt, men reformerne er ikke selvstyrede, inddragende eller demokratiske. De er drevet af en ekstremt ureflekteret markedstænkning, hvor universiteternes vidensproduktion ses som en simpel vare på det globaliserede marked for viden. Hvor 'videnssamfundet' har brug for 'vidensprodukter' og 'vidensarbejdere', og hvor vi skal tænke i synlighed, aktualitet og rentabilitet.

Det kan være nærmest fysisk smertefuldt at høre videnskabsminister Helge Sander i medierne forklare, hvorfor dette er et fantastisk udviklingsperspektiv for dansk forskning. Det virker endda som om, at universiteterne kun er uenige med regeringen i detaljer, men overordnet deler tankesættet. Det kan meget vel være, at universiteterne har bidraget afgørende til samfundets økonomiske velstand, men det positive bidrag skyldes ikke politisk styring, og det kommer det aldrig til at gøre. Sammenhængen mellem universitetet og det moderne samfunds (videre)udvikling har rettere noget at gøre med universitetets frihed. Der er noget principielt - i modsætning til funktionelt - omkring undervisnings- og forskningsfrihed, som hænger sammen med det moderne samfund.

Incitamenter

Helge Sander vil selvfølgelig sige, at denne frihed er bevaret, men det er kun formelt rigtigt, fordi alle de nye incitamentsstrukturer pegeri retning af funktionelle samfundsbehov. Det er sådan, at politikere, erhvervsfolk, administrative ledere og ikke mindst den almindelige offentlighed, som skal have 'noget for pengene', ved, hvad der skal forskes i. Det gør forskere ikke, men de skal bare gøre arbejdet: udvikle viden til brug for samfundet (markedet). Netop derfor gøres incitamenter og evalueringer vertikale i stedet for horisontale: I praksis er det et politisk opgør med universitetets frihed skjult bag nye incitamentsstrukturer og evalueringer.

På mange måder er der overgået forskere det samme som pædagoger og lærere, nemlig at tilliden til fagkulturen er forsvundet... 'Samfundet' bestemmer, hvad der er vigtigt, men det svarer for universitetets vedkommende til at tisse i bukserne for at holde varmen. Sandheden er jo, at vi ikke ved, hvad der er vigtigt for fremtiden. Vi burde arbejde mod og for det, vi ikke ved, hvilket også er det kvalitative indhold af populære begreber som kreativitet, innovation og frihed. Begreber, som bliver tomme, når de sættes på virksomhedsformler.

Hvad er det så, 'folk' skal have for skattekronerne? De skal have synlighed, brugbarhed, aktualitet, kort sagt umiddelbart forståelig value for money. Det er der naturligvis intet i vejen med, og meget forskning kan formidles på den måde, uden at det bliver for søgt, men hvis det bliver selve målet med forskningen, kan det vel knap kaldes forskning i den forstand, som inkarneres i det moderne universitet.

Forskningens gameshow

Incitamenter og evalueringer producerer det, der belønnes, og det, de måler. KU's nye pointsystem, som utvivlsomt får sine efterligninger på de andre universiteter, viser med al ønskelig tydelighed, hvad det er, ledelserne og regeringen vil med universitetet. Forskere skal samle point (lidt gameshow-agtigt) for at få penge til forskning. Mange point er godt, få er dårligt. Kvalitet er i praksis underordnet. Man kan blogge, skrive kronikker eller sige noget i halvandet minut i tv og samle en masse point.

Kirsten Refsing fra KU forsikrer os i Information om, at man vil tjekke substansen i forskeres pointindsamling også, men det er urealiserbart. Vil Refsing og lederkolleger sidde og se tv, høre radio, gå til foredrag og studere blogs for at evaluere kvalitet? Fra KU er svaret at appellere til forskeres integritet! Man siger: 'Vi laver en ny incitamentsstruktur, der belønner en bestemt adfærd, som er meget vanskelig at forene med universitets-dyderne, men vi forventer, at I fastholder jeres idealisme'. Det er en meget kynisk ledelsesstrategi, hvor man helt banalt udnytter forskeres faglige integritet og kærlighed til forskningen for at optimere produktionen.

Siger intet om kvaliteten

Selv skriver jeg fra den heldige afdeling. Mellemøsten er populært og aktuelt på mange niveauer. Min arbejdsplads er i medierne nærmest dagligt. Foreninger i hele landet vil gerne have os til at holde foredrag. Mange studerende vælger fag hos os, fordi Mellemøsten konstant er på medieplakaten. Vi har for nuværende to formidlende tidsskrifter, som vi fast skriver i, så vi kan samle masser af point sammen lynhurtigt. Der er kvantitet og synlighed, så politikerne må klappe i hænderne. Vi forsker naturligvis også, men pointen er, at vores pointsum intet siger om kvaliteten af vores forskning. Der er mange forskningsområder, som ikke er så heldige, hvor der muligvis bedrives banebrydende forskning inden for felter, som medier, erhvervsfolk, husmoderforeninger og politikere ikke er interesserede i.

Jeg taler ikke her for den totale utopi, men for mulighed for at bevare utopien om lysten til viden. Hvis man ikke begynder at motivere de drivkræfter, som får folk til at arbejde med forskning, i stedet for direkte at kapitalisere på denne lyst, så fjerner man de drivkræfter og opelsker andre. En stor del af moderne forsknings etos er bundet til opofrelse, ildhu og lyst, og jeg tror ikke, at det, samfundet får igen fra et universitet underlagt management-religionen, er nær så godt for 'videnssamfundet', dannelsen, forskningskvaliteten osv. Resultatet bliver snarere et fata morgana af videnssamfundet.

Stort er godt

Man kunne også sige, at jeg er så uheldig, at min egen forskning ikke koster ret mange penge. Jeg er humanist og behøver ikke nanomikroskoper eller andet teknisk udstyr. Alligevel opfordres jeg til at bruge en stor del af min tid på at ansøge om forskningsmidler - helst i store puljer med en masse andre forskere, fordi det er godt. Det er svært at se fra min humanistiske stol, hvordan de store gruppe-ansøgninger fremmer kvaliteten af forskningen. Ansøgningerne er store sindrige kompromisser, hvor det drejer sig om at få folk til at passe deres arbejde ind under aktuelle kodeord for bevilling, og hvor det kan virke som om, at bevillingen i sig selv er målet. Gruppeansøgningerne er automatisk strategiske, og referencen er igen vertikal og ikke horisontal. Og hvorfor er det egentlig sådan, at man som forsker skal søge penge til at gøre det arbejde, man allerede er ansat til? Det kan bestemt være nødvendigt med ekstra midler for at gennemføre en forskningsproces, men den nuværende incitamentsstruktur gør ansøgningen om ekstra midler nødvendig pr. definition, hvis man virkelig vil opbygge sin universitetskarma. Incitamentet er også her efter pointsystemet: Henter man penge til universitetet, er man en nyttigere forsker, end hvis man ikke gør. Strukturen opfordrer til fortænkte projekter og metervarepublikationer, og hvis vi accepterer tanken om, at vi indretter vores projekter efter systemet, bliver forskerne forræderiske mod deres faglige integritet. Hermed ikke sagt, at der er noget galt med de store projektansøgninger og forskerne bag dem, men der er noget galt med incitamenterne og den forskningskultur, som skabes deraf.

Det burde have været muligt at skærpe krav til kvalitetsforskning og undervisning uden at gå til angreb på den moderne forsknings etos og universitetets demokratiske og kollegiale struktur. I mit eget banale tilfælde forestiller jeg mig en kombination af høje kollegiale kvalitetskrav med tid til fordybelse og eksperimenteren med både forskning og undervisning som et dejligt drivhus for kreativitet og innovation. Det virker desværre som en drøm fra rundkredspædagogikkens tid, for hvis det skulle opnås, ville jeg først skulle lave en stor måldefineret, strategisk og skemalagt gruppeansøgning. Heldigvis er mange forskere relativt resistente, individualistiske og idealistiske, så der også i fremtiden vil være en del frihed at hente i både de sagte og usagte protester mod virksomhedsuniversitetet.

Jakob Egholm Feldt er adjunkt på Center for Mellemøststudier, SDU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Møller Lange

Det er lidt sent, jeg får læst dette indlæg. Men tak for det, jakob. Det er utrolig godt.

Der er et stort paradoks i måden universiteterne drives frem af de kommercielle interesser. Som du skriver, skal viden mere og mere tvangsmæssigt passes ind i en funktionssammenhæng, som skal være direkte genkendelig for virksomhederne, medier, husmoderforeninger og politikere. Men er det så forskning (forskning er noget nyt)? Virksomhederne vil have innovation, men er det innovation at konstruere viden, der umiddelbart kan passes ind i en allerede eksisterende funktionssammenhæng? Det er bare at bidrage til det allerede kendte - funktionssammenhængen (effektivitet for effektivitetens skyld). Kravet til forskning er således bare at effektivisere funktionssammenhængen. Målet forsvinder af syne, for effektivitet kræver altid mere effektivitet. Men dette er fabriksarbejde, der blot skaber hurtighed og fart og nye måder at kombinere det allerede kendte. Det skaber intet nyt. At stille spørgsmål ved funktionssammenhængen - hvorhen? hvorfor? gøres mere og mere umuligt. For det er der ikke penge i. Vi får så en funktionssammenhæng der er selvrefererende i kravet om innovation. Men på denne måde skaber man ikke innovation, men dynger blot flere og flere "vidensprodukter" ovenpå hinanden i et rasende tempo i kravet om flere og flere (videns)produkter til konsumption (i medierne/tidsskrifterne fx). Vidensprodukter som er ved at kvæle hinanden i begrebsforvirring og irrelevans, som så kræver endnu flere teorier for at korrigere de første forvirringer etc. etc.

Jeg kan komme i tanke om mange visionære forskere, filosoffer, videnskabsmænd, som vi bygger vores teoriproduktion på i dag, som ville vende sig i deres grav, hvis man brugte ord som "vidensprodukt" om deres tanker.

Universitetet som en fabrik der producerer viden, er ikke et universitet, men en fabrik. Og det er hvad det forbliver, hvis udviklingen fortsætter.

Andreas Møller Lange

Korrektion: Ikke "irrelevans" (i teksten ovenfor - irrelevans er ikke det rigtige ord), men "teorier for teoriernes skyld", er vist en bedre betegnelse.