Læserbrev

Mangel på visioner

Venstrefløjen mangler visioner og et politisk projekt. Vi har hørt det så mange gange, at det er blevet en etableret sandhed i medierne
21. februar 2008

Venstrefløjen mangler visioner og et politisk projekt. Vi har hørt det så mange gange, at det er blevet en etableret sandhed i medierne. Der er et element af sandhed i denne diagnose, men i takt med antallet af gentagelser er der også behov for at påpege, at påstanden om manglende visioner er blevet et skråsikkert postulat og en selvopfyldende profeti blandt journalister og kommentatorer.

For det første må man konstatere, at hvis der er nogen der er blottet for visioner, så er det journalister og kommentatorer. Deres praksis hviler nemlig på en antagelse om, at man kan være neutral og objektiv, dvs. helt uden visioner og et politisk projekt. Mediernes påstand om mangel på visioner er derfor en genspejling af deres eget univers. Når medierne får stigende indflydelse på de politiske diskussioner og den politiske dagsorden, får manglen på visionære politiske projekter altså delvist karakter af at være en selvopfyldende profeti.

For det andet bliver de politiske kommentator med tiden blinde over for de visioner, der rent faktisk bliver fremsat og diskuteret på venstrefløjen, idet de gentager den etablerede 'sandhed' om mangel på visioner igen og igen og herigennem bekræfter sig selv. Et aktuelt eksempel fra Information er Rune Lykkeberg, der den 9.-10. februar med henvisning til Socialdemokraternes røde skole skriver i Refleks, at "iagttagere er enige om, at de savner et 'projekt'. Mens alle kan få øje på hullet, er der ingen bud på, hvad der kan udfylde det. Alle kan se, hvad der ikke er dér, men ingen synes i stand til at fortælle, hvad der burde være."

Men to dage før skrev Claus Bryld en kronik i Information, hvor han i forlængelse af den røde skole foreslog en ny linje: Omstilling til et økologisk samfund og/eller borgerløn. Det er da visionære projekter!

Det er bekvemt for de politiske kommentatorer at se bort fra faktiske visioner, for herigennem kan de bibeholde deres analytiske distance og fortsat svæve over vandene, da de undgår at forholde sig til og forpligte sig på visionære perspektiver.

Venstrefløjen mangler klare og slagkraftige visioner, men situationen bliver ikke bedre af, at medierne giver et fortegnet billede af situationen som en entydig sandhed. Et vigtigt skridt på vejen mod en mere visionær venstrefløj er, at medierne opdager og ser nærmere på de visionære perspektiver, der faktisk florerer, i stedet for konsekvent at kigge den anden vej, når visionerne luftes. Slip visionerne fri!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her er et projekt - men det er muligvis for svært:

INTEGRATION AF MUSLIMER I DANMARK

De der lykkes med det vil få regeringsmagten i mange år fremover.

Helt enig. Venstrefløjen er vel faktisk det eneste sted idag hvor man finder reele politiske visioner? Alt andet, fra DF over Venstre, Konservative og den politiske midte omkring Radikale og Socialdemokraterne, er jo grundlæggende reaktionære projekter om at bevare og/eller finjustere en mere eller mindre fiktiv udgave af "samfundet Danmark". Jovist vil højrefløjen gøre op med velfærdsstaten, men det er et rent kritisk projekt om at afvikle et par delelementer af det kapitalistisk-liberale samfund. Og jovist vil DF udvise, udskille og afvise alt og alle der ikke lever op til en Morten Korchsk forestilling om nationen - men det er jo også en rent romantisk konservatisme, omend en ubehagelig og endog farlig en af slagsen.

Progressiv, nyskabende og langtrækkende politik, altså det man kan kalde politiske visioner, det findes så vidt jeg kan se udelukkende på venstrefløjen. Også dér tager et bredt udsnit af dagspressen således jævnligt fejl i sin messen af et ukritisk accepteret og let reproducerbart mantra.

Venstrefløjen har intet projekt og får det heller ikke. Det strategiske vindue er lukket.
Danskerne er på alle måder for rige og har ikke behov for en idelogi der er funderet i arbejdernes krav på overtagelse af produktionmidlerne. Vil man ikke acceptere dette vil jeg sige, som Villy om den fanatiske muslimer: Så kan I rejse ad helvede til og finde jeres lykke stat der. I er og bliver nogle dialektiske utopister - og det kan jo være sjovt at dyrke en lørdag aften over et glas rødvin.

Der er masser af visioner og projekter rundt omkring. Temmeligt mange endda. Men problemet er, at det politiske system enten er for langsomt til at fange nye ideer eller reeelt er gået helt i stå. Derfor når de nye ideer ikke indenfor på Christiansborg.

Peter Holst er nok den, der, selv om han har uret i sin grundpåstand, rammer mest plet blandt de forrige kommentatorer. Venstrefløjens aktuelle krise består ikke i nogen mangel på visioner, men derimod i, at det nødvendige befolkningsgrundlag mangler. Den danske tidsånd er nemlig i dag på godt og ondt en ganske anden, end den gang tilbage i 1960'erne og 1970'erne, hvor optimistiske visioner om en ny, bedre og mere retfærdig samfundsorden for alvor blomstrede.

Den gang håbede man på en ny, bedre og mere retfærdig fremtid og var i vide kredse mere end forandringsvillige. Selv uhyret Pot Pot havde sine tilhængere på den mest ekstreme ungdommelige danske venstrefløj og det daværende stalinistiske diktatur i Albanien såmænd også (heriblandt Anisette og Thomas Koppels populære musikgruppe Savage Rose) .

I dag, hvor den generelle velstand er langt større og man - heldigvis - også er blevet en hel del illusioner fattigere - i alt fald for det store flertal af befolkningens vedkommende - drømmer man generelt ikke om en bedre fremtid.

I stedet frygter det store flertal ængsteligt en udvikling til det værre og er alt andet end indstillet på at eksperimentere. Desværre tænker man ikke så meget på, at der faktisk i høj grad fortsat er brug for visionnær handling, hvis ikke netop den dystre fremtid man frygter f.eks. på grund af den aktuelle skamridning af miljøet og rovdrift på ressoucerne alt for snart skal blive til faktisk virkelighed.

Måske skulle venstrefløjen annektere Klaus Riskjærs slogan, da han gik ind i politik (citeret efter hukommelsen): "Der er ikke noget ved at være rig i et samfund, hvor man møder tiggere på gaden."

En moderniseret udgave af den "gammeldags" solidaritet.