Kronik

Hvad skal Mariam sige til sin søn?

Blandt de palæstinensere, jeg kender, er der mange forskellige holdninger. Nogle betragter det danske samfund som racistisk og tager skarpt afstand fra alt det, de definerer som dansk. Andre forsvarer det danske samfund og understreger de muligheder, de har fået her. Men når alle skæres over én kam, bliver det vanskeligere for de mere nuancerede og positive stemmer at trænge igennem
I disse dage må forældrene forklare deres børn, hvorfor de bliver stoppet af politiet og visiteret for øjnene af tilfældige forbipasserende.

I disse dage må forældrene forklare deres børn, hvorfor de bliver stoppet af politiet og visiteret for øjnene af tilfældige forbipasserende.

Thomas Borberg

22. februar 2008

"Yassin siger, han hader politiet, og jeg ved ikke, hvad jeg skal svare ham. Skal jeg sige, de er søde?" spørger Mariam retorisk, mens hun kigger mig i øjnene.

Jeg sidder i køkkenet i et alment boligbyggeri på Nørrebro og drikker kaffe. Yassin ligger og sover inde på sit værelse, han har tilbragt det meste af natten i en celle på den lokale politistation. Jeg har kendt familien i to og et halvt år. Aften før sad Yassin sammen med fire af sine venner på en bænk 500 meter fra familiens lejlighed, da politiet pludselig ankom, gav dem strips på, fik dem ned at sidde på knæ og meddelte dem, at de var anholdt. Yassin, der er 17 år, havde nået at ringe til sin mor, og Mariam og hendes mand Hassan var derfor kommet løbende. Da de spurgte politiet, hvorfor de havde anholdt deres søn, fik de blot at vide, at han var mistænkt. Yassin og hans fire venner blev taget med på politistationen, blev placeret i hver deres aflåste celle og først løsladt fem timer senere. Uden at være blevet afhørt og stadigvæk uden at få at vide, hvad de var mistænkt for.

Da Yassin endelig dukker op fra sit værelse, ser han søvndrukken ud og også lidt bange for, om han står til en skideballe.

"Det lyder som en ubehagelig nat," siger jeg.

Yassin trækker på skuldrene:

"Det er normalt."

"Jamen, du er da aldrig før blevet anholdt," indvender jeg.

"Nej, men vi bliver altid stoppet. Forleden blev jeg og min ven stoppet midt på Nørrebrogade og visiteret. Det var helt vildt pinligt, alle folk kiggede, som om man havde gjort noget."

Gennem den seneste uge har vi været vidne til uroligheder i flere bydele over hele landet. De forklaringsmodeller på urolighederne, der har optrådt i medierne, er, at der er tale om en lille gruppe af utilpassede unge, der keder sig eller er dårligt opdraget. Politikerne har derfor primært foreslået løsninger, der handler om at sænke den kriminelle lavalder, at få mere politi på gaden, eller at forældrene skal opdrage deres børn bedre. Men problemet er identificeret forkert, og de løsninger, som bringes i spil, vil derfor ikke løse problemerne, men snarere optrappe konflikten.

Det egentlige problem lader sig ikke reducere til en lille gruppe af unge. De mange optøjer, der har fundet sted, er kun toppen af isbjergeti forhold til det problem, det danske samfund reelt står overfor. De unge, der står bag urolighederne, udgør sikkert kun en lille gruppe. Men den vrede, de giver udtryk for, deler de desværre med en stadigt voksende gruppe af danskere med anden etnisk baggrund.

Umuligt at blive dansker

Som led i mit ph.d.-projekt har jeg gennem de seneste to og et halvt år opholdt mig sammen med palæstinensiske familier, der bor på Sjælland. Størstedelen af dem bor i det, de selv omtaler som ghettoer, og de bor netop i de byer og de kvarterer, hvor der har været uroligheder. På trods af forskelle i køn og indkomster er der mange lighedstræk i deres fortællinger. Alle understreger de, at de er meget glade for at bo i Danmark. I modsætning til Libanon, som de fleste er flygtet fra i slutningen af 80'erne, bliver de hverken forfulgt eller myrdet her. Samtidig er de taknemmelige for, at de har fået tag over hovedet og et minimumsbeløb af kommunen.

Når det er sagt, deler de alle også en oplevelse af, at det er umuligt at blive dansker. Ikke fordi man ikke kan få dansk statsborgerskab eller lære dansk. Begge dele tager tid, men er dog muligt. Anderledes forholder det sig med at blive anerkendt som danskere eller måske bare med at blive anerkendt. De, der kom med en uddannelse, har ikke fået den godkendt her i Danmark. Blandt dem, jeg kender, er der således en revisor, der arbejder som maler, en ingeniør, der er på fabrik, og en ph.d. i biokemi, der sidder og kæderyger hjemme i sin sofa.

Størstedelen af dem, jeg har talt med, sidder tilbage med en fornemmelse af, at lige meget hvad de gør, er det ikke godt nok. Måske fordi det ikke er specielt klart, hvad det er, der skal til, før man bliver en del af det danske fællesskab. De oplever, at selv om de har dansk statsborgerskab, selv om de arbejder eller uddanner sig, og selv om de forsøger at lære dansk, så bliver de stadigvæk betragtet som indvandrere, som nydanskere eller gennem de seneste år bare som muslimer. Og ja, de er indvandrere eller børn af indvandrere, og de er muslimer, men de er også danske borgere, der ønsker at blive opfattet som sådan.

"Anja, hvad skal der til? Skal vi drikke øl og gå i seng med alle mulige?" er der flere, der retorisk har spurgt mig.

Retorisk, fordi de mener, at der må være en grænse. Hvis de ikke kan blive accepteret af det danske samfund uden at opføre sig som en stereotyp på en dansker, så ønsker de slet ikke at blive del af det danske fællesskab. Så vil mange hellere passe sig selv, deres familie og de venner, de har via deres etniske netværk.

Men sådan en strategi lader sig selvfølgelig kun gennemføre i begrænset omfang. De familier, jeg kender, bliver dagligt i det offentlige rum konfronteret med udtalelser og generaliseringer om indvandrere og muslimer. Efter den første omgang Muhammed-tegninger i 2005 var der flere af dem, jeg kender, hvis børn blev drillet i skolen. Børnene kom hjem og fortalte, at deres klassekammerater sagde, at muslimer var dumme, og forældrene måtte derefter i gang med en længere udredning af, hvorfor muslimer i Mellemøsten havde sat ild til danske flag og danske ambassader. I disse dage skal de forklare deres børn, hvorfor de bliver stoppet af politiet og visiteret for øjnene af tilfældige forbipasserende.

Det, som visitationszoner og karikaturer af profeten Muhammed har til fælles, er, at de rammer bredt, men inden for en bestemt gruppe. I visitationszonerne er det overvejende unge drenge med et andet etnisk udseende, der stoppes. For alle de unge, der ikke bærer kniv og ikke har begået noget kriminelt, får det konsekvenser for deres syn på politiet og det danske samfund, som politiet repræsenterer. Tilsvarende med Muhammed-tegningerne. Nogen har begået terror i islams navn. Men når profeten Muhammed, symbolet på islam, trykkes i avisen med en bombe i turbanen, så sidestilles muslimer med terrorister. Dermed mistænkeliggøres 1,5 milliarder muslimer i verden og ikke mindst de 200.000, der er borgere i Danmark.

Nuancerne forsvinder

Problemet med at ramme bredt er ikke blot, at folk føler sig krænket. Problemet er, at hvis man møder folk med stereotyper, så bliver det også vanskeligere for dem at optræde nuanceret. Blandt de palæstinensere, jeg kender, er der mange forskellige holdninger. Nogle betragter det danske samfund som racistisk og tager skarpt afstand fra alt det, de definerer som dansk. Andre forsvarer det danske samfund og understreger de muligheder, de har fået her. Men når alle skæres over én kam, bliver det vanskeligere for de mere nuancerede og positive stemmer at trænge igennem. Deres argumenter falder til jorden.

De uroligheder, vi p.t. er vidne til, lader sig ikke blot affeje som irrationelle handlinger begået af "rovdyr" og "hyæner", som Venstres Søren Pind omtaler de unge på sin hjemmeside. Der er rationaler bag urolighederne, som vi er nødt til at forstå for at kunne løse problemstillingen, uanset om vi er enige i dem eller ej. Frustrationen hos de familier, jeg kender, er opbygget gennem flere generationer. Visitationer, Muhammed-tegninger og administrative udvisninger er blot ekstra benzin på bålet. Vi gør os selv en bjørnetjeneste ved at lade stå til, mens en voksende gruppe af borgere føler sig udelukket af det danske samfund.

Rammer uskyldige

Efter Yassin havde tilbragt natten på politistationen, havde hans far, Hassan, en lang snak med ham. Han forklarede ham, at selvom han nu måske følte sig forfulgt af politiet og diskrimineret, var det ikke nogen løsning at gå ud og deltage i urolighederne. Hassan sagde, at det ikke løser nogen problemer at sætte ild til privatbiler, man rammer uskyldige, der muligvis ikke har en kaskoforsikring.

Det samme må gøre sig gældende den anden vej. Hvis politikere, medier og alle os andre i det offentlige rum ikke forsøger at skelne, men sidestiller muslimer med terrorister og indvandrere med uromagere, så rammer vi en stor gruppe af uskyldige - der i overført betydning ikke har en kaskoforsikring. Der er ikke behov for mere straf til særlige grupper, men for politiske tiltag, der understreger, at vi ikke har oprettet et parallelsamfund for borgere med anden etnisk baggrund, men at de indgår på lige fod med alle os andre, der bor her i Danmark.

Anja Kublitz skriver ph.d.-afhandling på Institut for Antropologi, Københavns Universitet under titlen 'Transnationale konflikter og tilhørsforhold. Et studie af palæstinensere i Danmark'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu