I denne tid hvor mediebilledet konstant bevæger sig, og de traditionelle medier er under pres, hviler en kompliceret opgave på os, der uddanner kommende journalister. For hvad er det egentlig for et marked, vi uddanner de unge mennesker til? Og hvor meget hensyn bør vi tage til markedet i forhold til vore egne ideale, etiske forestillinger om medieverdenen?
På RUC f.eks., hvor jeg arbejder, underviser vi de journalist-studerende i at kunne gebærde sig i klassisk journalistik, som den f.eks. udfolder sig i de københavnske omnibusaviser og på DR og TV 2.
Tænkningen er, at hvis vi beriger de studerende med de klassiske begreber og redskaber og ikke mindst udfordrer dem etisk, så kan det derfra kun 'gå tilbage'. Så er det op til de unge selv, om de fra dette noble udgangspunkt vil lade sig trække ud i mere sensationelle hjørner. Vores ansvar som undervisere er, at de unge er bevidste om, hvad de gør, når de vælger Ekstra Bladet, MetroXpress eller Euroman.
Så ja - vi terper selvfølgelig nyhedskriterierne: Aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt. Med tryk på væsentlighedskriteriet, som vi som demokratiets fortalere værner om og forklarer som "væsentligt for samfundet".
På den baggrund gjorde det et overraskende indtryk på mig her forleden på et møde af de implicerede selv at blive gjort begribeligt, at gratisaviserne har kasseret væsentlighedskriteriet. Som - om ikke uvæsentligt - så i hvert fald ikke væsentligst.
I stedet for at lave en avis, som er vigtig for samfundet, vil gratisaviserne lave en avis, der er vigtig for det enkelte menneske. Eller i hvert fald lige så gerne. På med test om cykelhjelme og gode råd om mobning af ungerne.
Det gør indtryk at se journalist-kolleger fra mediebranchens mest respekterede omnibusaviser lade sig så dygtigt lokke af 'udfordringen' at flytte markedsandele - hvad der er den grundlæggende idé med gratisaviserne. At hugge markedsandele fra hinanden.
"Sådan skal vi i hvert fald ikke gøre," som de sagde til hinanden, da de kiggede på omnibusavisernes forsider. Truende gammeldags, lød dommen. Med nyheder - gab - der var mere end 24 timer gamle. Nej, så hellere producere nyheder selv og skrotte den overordnede dagsorden. Producere nyheder som er i øjenhøjde.
Ingen magtkritik
Men hvilke nyheder?
Vi taler om et blad som 24 timer, der vil være 'læserens ven'.
Der er måske kun seks minutter den morgen til både at stryge skjorte og læse avis. Vi taler om en gratisavis, der alene er placeret i mediebilledet for at stjæle læsere fra Nyhedsavisen. Der til gengæld har som sit mål at skubbe sig ind foran omnibusaviserne - og helst æde dem op. Og derfor også ser sig selv som en seriøs avis. Med undersøgende journalistik og OECD-tabeller om sygehuse osv.
Magtjournalistik i klassisk forstand fylder ifølge Nyhedsavisens journalistiske redaktør, Simon Andersen, 60 pct. Hertil kommer journalistik om 'verden'.
Men ud fra den erkendelse, at det ikke altid er det fineste, der bliver læst, (underforstået: Det vigtigste er at komme i hænderne på så mange som muligt) har Nyhedsavisen ligesom 24 Timer et godt øje til tidens individualisme.
Som David Trads, Nyhedsavisens nu afgående chefredaktør, siger, går hans avis efter væsentlige historier til vores læsere. Det klassiske væsentlighedskriterium er byttet ud med nærhed (identifikation) - og sensation.
Banalt navlepilleri
Og hvad er så væsentligt for læserne? Os selv. Vores parforhold. Vores seksualitet. Vores skilsmisser. Vores børn. Summa summarum: Sammen med journalistik om 'verden' udgør journalistik om 'livet' i teorien de sidste 40 pct. af spalterne i Nyhedsavisen.
Det er baggrunden for, at vi kan læse forsidehistorier som, at forældre nu går på kursus for at kunne lære deres spædbørn matematik (Nyhedsavisen), og at sukkerfri sodavand ætser dine tænder (24 Timer). At lille Clara på 15 måneder ikke fik mad en hel dag i vuggestuen (Nyhedsavisen) og at 'Forkerte julegaver kan koste forholdet' (MetroXpress). At et godt knald kan fjerne hovedpine (Urban) osv.
Jeg har læst disse ligegyldige fortolkninger af livet. Alligevel kom den utvetydige afstandstagen fra væsentlighedskriteriet bag på mig.
Måske fordi gratisaviserne jo også rummer seriøs reportage. Ud af hovedet kan jeg huske historier (fra 24 Timer) om, at flere unge piger forsøger selvmord, og at kun 11 af de 98 nye storkommuner har en døgnvagt, hvor et barn, der har været udsat for vold eller omsorgssvigt kan få hjælp. Rigtig gode historier, som berettiget gør omnibusaviserne nervøse. Skrevet af unge reportere med sans for 'tiden'.
Forklaringen på forvirringen er, at gratisaviserne vitterlig er mangetydige, eftersom de stadigvæk eksperimenterer. Målgruppen synes konstant at udvide sig. Lur mig, om det ikke er et signal, at Nyhedsavisen nu i modsætning til i starten bringer fladpandet underholdning, eksempelvis om medieofferet Britney Spears.
Og sørme om ikke Politiken samtidig gør præcis det samme - sætter selveste hr. fortællende journalist, Kim Faber, til at berige Politikens læsere med en genfortælling af samme dames (Britney) liv og nedtur.
Nyhedskriterierne såvel som mediebilledet er er så sandelig i opløsning.
Sex sælger altid
De rækker tydeligvis ikke længere. Medieforskeren Ida Schultz (RUC) forklarer mediernes diskutable nyhedskvalitet med det såkaldte 'eksklusivitetskriterium' - altså trangen til hellere at ville sætte en hjemmebrygget solohistorie på forsiden af lav væsentlighed end avisens fortolkning af dagens større samfundspolitiske, kollektive dagsorden.
Præcis som gratisaviserne gør.
Og i Norge taler man om seksualitet som et nyt nyhedskriterium. Handler en historie bare antydningsvist om sex, har den let adgang til selv de såkaldte seriøse medier. Således handler hver femte historie på Nyhedsavisens hjemmeside, spalten 'Sidste nyt' i skrivende stund, om sex: 'Thorsens elskerinde afløser skadet Dorthe Kollo', 'Motzfeldt stjal mine trusser' og 'Pornostjerne takker af - jeg gør det aldrig mere'.
Troels Mylenberg, leder af journalistuddannelserne på SDU, tilføjer 'hygge-kriteriet', 'tidsånds-' og 'billed-kriteriet'.
Selv agter jeg at holde fast i væsentlighedskriteriet, selv om jeg ikke som Mette Davidsen-Nielsen, såkaldt fellow på SDU, drømmer om at punke de studerende med noget så selvhøjtideligt som en journalistisk pendant til lægeløftet. Som journalist skal man ville sine modtagere noget. Ja.
Dræbende koncept-ideer
Davidsen-Nielsen lægger bare presset det forkerte sted. Journalister har i dag ikke samme indflydelse på medierne, som vi havde for bare 30 år siden. En del studerende er faktisk ambitiøse og vil gerne 'trække bukserne af' de magthavere, der misbruger magten. Men hvor er det lige i det danske mediebillede, de skal gå hen og gøre det?
Medierne er i dag så sparsomt bemandet og så økonomisk hårdt spændt for, at det er logisk, at årets Cavlingpris blev tildelt en journalist, der som Peter Øvig Knudsen er stået af - for at få tid til sit arbejde.
Journalister i dag bliver gennet rundt i chefers lukkede koncept-tænkning og har alt for lidt tid til selv at tænke, ideudvikle og researche. Efter min opfattelse bør anklager om utilstrækkelig etik og overfladisk research rettes opad - mod de redaktører, der lægger personlig prestige i og tager ansvaret for at gøre avisen/mediet til en forretning på håbløse vilkår. Hvor er respekten for journalistens integritet?
Ikke desto mindre er der faktisk stadig aviser, der vil noget. Jeg blev opmuntret, da jeg forleden bladrede en stak Berlingske Tidende igennem. Et tilfældigt nedslag i bunken: Fra den 14. til den 18. december følgende titler på forsiden: 'Enige om lønløft til fem milliarder', 'Massive prisfald rammer andelsboligerne', 'Beboere pumpet med medicin', 'Beboere på bosted mishandlet i årevis', og 'Borgmester tavs om overgreb'. Her gælder væsentlighedskriteriet glædeligvis stadig.
Så skidt med, at et ekstrakt af historien blev bragt i aftenens tv-aviser.
Hanne Dam er journalist og underviser i journalistik på RUC
