Mange muligheder for etiske investeringer

Nyheden om Danica Pensions engagement i virksomheder, der producerer klyngebomber, har sat i gang en debat om etiske investeringer. Og i kølvandet kom det frem, at andre har lignende investeringer.

Situationen er langt fra ny. Bl.a. har ATP flere gange været i søgelyset både for klyngebombeaktier og andre engagementer, der kan sættes spørgsmålstegn ved ud fra en etisk synsvinkel.

Hovedargumentet mod at tage etiske hensyn er, at det vil lægge begrænsninger på muligheden for at opnå et højt afkast samt forøge risikoen, fordi etiske retningslinjer indsnævrer investeringsuniverset, dvs. hvilke virksomheder en investor potentielt kan investere i.

I hvilken grad, det er tilfældet, afhænger dog af udmøntningen af de etiske kriterier i konkret investeringspraksis. Her har investorerne i princippet tre valgmuligheder: Fravalg, tilvalg eller aktionæraktivisme - hhv. første, anden og tredje generations etiske investeringer.

Fravalgsstrategien drejer sig om at undgå virksomheder, der ikke lever op til investorens etiske minimumsstandarder. Denne tilgang kan føre sine rødder tilbage til Nordamerika på 1700-tallet, hvor kvækerne ud fra religiøs overbevisning nægtede at investere i våben og slaver.

Fravalgsstrategien indebærer dog ikke nødvendigvis store begrænsninger i investeringsmulighederne. I eksemplet med klyngebomber bliver investeringsuniverset ikke særlig berørt af at undlade at investere i dem. Våbenproducenterne er få og store. Investorer, der ønsker at opretholde sit engagement i produktions- og teknologivirksomheder, har således stadig mange investeringsmuligheder.

Positiv screening

Flere af de rigtig store internationale pensionsfonde har indset dette. I den norske oliefonds retningslinjer indgår bl.a. bestemmelser om våben. Fondet praktiserer "negativ filtrering af selskaber, som selv eller gennem enheder, de kontrollerer, producerer våben, som ved normal anvendelse bryder med grundlæggende humanitære principper," hedder det bl.a. i retningslinjerne.

Fravalgsstrategien giver således ikke større begrænsninger i investeringsuniverset, end at forsigtige investorer som det norske oliefond åbenbart ser sig i stand til at forene et langsigtet afkast med etiske hensyn.

Tilvalgsstrategien som etisk investeringspraksis handler derimod om 'positiv screening'. Det vil sige, at man går efter virksomheder, der i højest mulig grad opfylder investorens etiske retningslinjer. Det giver helt andre begrænsninger af investeringsuniverset. Bestemmer man sig f.eks. for at udelukkende investere i miljørigtig teknologi, har man indsnævret investeringsmulighederne gevaldigt.

Hvis det var denne strategi, der var på tale i debatten om de danske pensionskasser, ville argumentet om indsnævring af investeringsuniverset være langt mere tungtvejende.

Dermed ikke sagt, at tilvalgsstrategien nødvendigvis er et tabsgivende projekt. Rigtignok er risikoen højere end ved fravalgsstrategien. Når man skal måle afkast er det imidlertid vigtigt, at man anvender en målestok, som har nogle af de samme begrænsninger som den investering, man vil måle. Det mest relevante sammenligningsgrundlag for et miljøteknologifond vil således være andre investeringer i enkeltbrancher. Og her er den miljørigtige investering ikke nødvendigvis taberen.

Aktionæraktivisme er på sin side den af de tre investeringsstrategier, der giver færrest begrænsninger i forhold til, hvilke virksomheder, der kan investeres i. I stedet for at udelukke investeringer søger aktive aktionærer at påvirke gennem dialog med de virksomheder, de er medejere af. Strategien har sit ophav blandt religiøst og politisk motiverede investorer, men er blevet stadig mere udbredt.

I stedet for at gang på gang argumentere mod et indsnævret investeringsunivers, burde danske pensionskasser vurdere de forskellige tilgange til en etisk investeringspraksis. Der er ingen, som ønsker en etisk korrekt, men meget risikofyldt aktivistisk forvaltning af danskernes pensionsformue. Men mindre kan også gøre det. Et fravalg af investeringer i inhumane våbensystemer og hensynsløse diktaturer, kombineret med en aktiv dialog med de virksomheder, man er medejer i, kan være et passende sted at begynde.

Trond Beldo Klausen er sociolog, post.doc., Centre for Comparative Welfare Studies, Aalborg Universitet