Kommentar

Når ærligheden sejrer

VKO-flertallet nu med Aamund
Malou Aamund er blevet modtaget med åbne arme i Venstres folketingsgruppe.

Malou Aamund er blevet modtaget med åbne arme i Venstres folketingsgruppe.

Tariq Mikkel Khan

Debat
9. februar 2008

Malou Aamund, der ikke kunne holde ud, at VKO-regeringen skulle fortsætte fire år mere, har med sin følsomme overgang fra Ny Alliance til Venstre stillet garanti for, at VKO-regeringen kan fortsætte fire år mere. Malou Aamund er kommet til dette for VKO-regeringen så opløftende resultat, fordi Malou Aamund ifølge udtalelser til pressen var nået til et punkt, hvor Malou Aamund var nødt til at være ærlig over for sig selv. Malou Aamund har ikke før nået til dette punkt og har følgelig været uærlig over for sig selv. Det må være ret festligt at være en af de vælgere, der har stemt på Malou Aamundi den forvisning, at Malou Aamund var ærlig, når Malou Aamund således udtalte, at Malou Aamund ikke kunne holde den tanke ud, at VKO-regeringen kunne fortsætte fire år mere. De vælgere, der delte Malou Aamunds synspunkt, at fire år mere med VKO-regeringen ikke var til at holde ud, har takket være Malou Aamund nu fået fire år mere med VKO-regeringen.

Det kan man da kalde kontraktpolitik for viderekomne. Malou Aamund garanterer nu med sin egen form for anstændighed VKO-regeringens fortsatte uanstændighed med et umenneskeligt ansigt og har dermed sikret sig en fremtrædende position i Venstre-hierarkiet. En position, der måske en dagi en ikke så fjern fremtid kan sikre Malou Aamund en karriere som en anden Karen Jespersen. De to må have meget at snakke om.

Malou Aamund har utvivlsomt også lyttet til Pia Kjærsgaard, der forleden kaldte løsgængere i Folketinget for den laveste form for liv. Mange med en mere primitiv politisk tankegang, hvis spændvidde ikke rækker til det aamundske ærlighedspunkt, ville måske være af den opfattelse, at lige præcis den laveste form for liv havde været den rimeligste løsning, såfremt Malou Aamund dårligere kunne udholde Ny Alliances dilettanteri end fire år mere med VKO-regeringen. I så fald havde Malou Aamund kunnet slutte sig til løsgængeriet i livets urform i en slags cellefællesskab med Pia Christmas Møller og Gitte Seeberg. De tre ville ligefrem have kunnet danne et nyt parti: Den laveste Form for Liv eller Løsgængerskerne, og de kunne med deres placering, de tre, og deres gennemslags-kraft, som er uomtvistelig stor, mandaternes fordeling taget i betragtning, have fået betydelig indflydelse. Ja, så meget, at de tre tilsammen ville have kunnet sørge for, at VKO-regeringen kun kunne fortsætte fire år mere på vilkår.

Aber nein, som man siger på fransk. Malou Aamund nåede til det punkt i sin hudløse ærlighed, hvor hun igen turde gense sit kønne spejlbillede, og hvor synet godtgjorde, at hun alligevel befandt sig bedst blandt menneskerettighedsmodstandere og Den Store Kreative Bogfører. Så nu ved man da endelig, hvor man har Malou Aamund. Til det punkt er hun nået, og herfra kan det kun gå den lige vej til en ministerpost ved siden af moster Karen. En politiker med et mere tilgængeligt point of no return for ærligheden var snarere gået til i sindsfortærende selvforagt.

Retstab

Og nu til noget helt andet og dog beslægtet: Den undergravning af det offentlige system, udlicitering kaldes fænomenet og er en eufemisme for privatmonopolisering, denne proces som begyndte for snart mange år siden, og som har fået momentum under VKO-regeringen - nu med Malou Aamund - føles stadig mere som retstilstanden i en minimalstat. En side af fænomenet, som ikke nødvindigvis har med minimalstat at gøre, men som ophjælpes af en svækket offentlig bevidsthed, er retstabet i forbindelse med terrorlovgivningen. Det primitive samfund kendes ved drakoniske bestemmelser, der ikke levner megen plads til nuanceret retsforhandling. Den, der omkommer ved sværdet, skal omkommes ved sværdet. Nuancerne i et primitivt retssynspunkt ligger i borgernes mulighed for at betale sig fra det, uden at det pågældende retsovergreb belyses forsvarligt og vurderes tilsvarende. Det er det, man har retsinstanserne til. I streng retsfilosofisk forstand må det være vanskeligt for den juridisk lærde at udrede en rigtig og tilbundsgående forklaring på parkeringsselskabernes enestående ret til at opkræve pengebøder uden ankemulighed. Man betaler sig fra et forhold, uden at nogen behøver at interessere sig for forholdets retslige holdbarhed som forseelse betragtet. Den side af sagen er ligegyldig. Forseelse og sanktion vurderes af en og samme instans, der også modtager betalingen. Retten har med andre ord mistet sit grundprincip.

Uventet post

Et andet interessant forhold er et fænomen som Post Danmark. I visse kvarterer af København skal man være glad for sin post. Den kommer nemlig sjældent og ikke altid i samme omfang, som den er afsendt. Omvendt kan man med jævne mellemrum modtage breve og publikationer, der ikke umiddelbart stammer fra ens normale afsendermiljø. Dette kan give indsigt i mange interessante forhold, i hvilke man kan fordybe sig i al den tid, man sparer ved ikke at modtage den øvrige og ventede post, som man altså ikke modtager.

Således kan klummisten ved et ufrivilligt periodisk abonnement på Ugeskrift For Læger, hvis rette modtager bor i en helt anden gade end klummisten, men ganske vist i samme nummer, hvilket da altid er noget, udtale sig med lånt fagkundskab om Stapling versus Milligan-Morgans Hæmoridektomi ved grad 3-4 hæmorider. Det er ikke helt nemt at forstå for en lægmand hæmorideweise, men de ledsagende billeder er til gengæld klar musik. Derimod er det umiddelbart alarmerende at læse en langt mere verbalt fattelig, men ved første gennemlæsning statistisk noget spinkel artikel om prævalens af overvægt og fedme blandt treårige i Aalborg Kommune. Hvorfor de treårige lige netop er fede i Aalborg, er ikke til at forklare. Ej heller hvorledes Post Danmark nu vil takle denne postsag, når klummisten smider ugeskriftet i nærmeste postkasse til videre behandling. Det forholder sig således ved misligholdelse af postbestemmelserne, som ligeledes er uden appelmuligheder, at den misligholdende part, det vil sige postkunden, der for eksempel af vanvare sætter 25 øre for lidt i frimærker på en brevforsendelse, få dage efter modtager en postsag, særligt leveret på adressen med et efterkrav på 32 kroner. Det er mange penge for en forseelse på et beløb, der er så lille, at en af minimalstatsbestræbelserne for tiden går ud på at afskaffe 25-øren. Som anført nytter det ikke noget at brokke sig. Retstabet er her lige så komplet som i parkeringssager. Det Monte-squieuske tredelingsprincip gælder ikke for parkering og post. Den udøvende og dømmende magt er den samme, som dybest set også er den lovgivende, eftersom disse privatiserede samfundstjenester åbenbart selv sætter taksterne. Det sidste mærkes på stadig stigende posttakster, der fik en på gummen ved nytårstid. Fra 4,75 til 5,50. Det burde jo føre til, at brevene blev bragt ud på en fløjlspude, eller postbudene, som i denne forbindelse formentlig i bund og grund er sagesløse, sang en lille sang, hver gang de ramte den rigtige brevsprække. Det mister de ikke stemmen af.

Det store spørgsmål er, hvorledes man som berørt part straffer Post Danmark og opnår den for et retssamfund så afgørende balancerede gensidighed. Kunden er jo umiddelbart uden sanktionsmuligheder over for fejl og svigt og kan ikke forlange 32 kr. for udebleven post. Ideer er velkomne. De vil blive videresendt pr. underfrankeret brev i afsenders navn til Post Danmark. Underfrankeret som VKO-regeringens nye parlamentariske garanti.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her