Kommentar

Den onde samtale?

Coaching ligger for had i øjeblikket, men en samtale, hvor én person stiller sig til rådighed for en anden, kan ikke i sig selv være dårlig
Debat
22. februar 2008
Coaching kommer oprindeligt fra eliteidrætten. Her har mange idrætsudøvere haft god brug af coaches til at vinde på den sidste marginal. Billedet er af den danske professionelle tennisspiller Caroline Wozniacki, der netop nu fejrer store triumfer.

Coaching kommer oprindeligt fra eliteidrætten. Her har mange idrætsudøvere haft god brug af coaches til at vinde på den sidste marginal. Billedet er af den danske professionelle tennisspiller Caroline Wozniacki, der netop nu fejrer store triumfer.

Abdul Basit

Coaching er in. Alle taler om det. Mange dyrker det. En kursuskultur florerer. Coaching er samtidig out. Coaching er noget, mange elsker at hade. Fire gange siden midten af januar er coachingens suspekte status blevet berørt i Informations spalter: Steen Nepper Larsens ætsende anmeldelse 18. januar af det ugentlige radioprogram Coaching på P1. Dagen efter Finn Jannings kronik med en ætsende kulturkritisk hudfletning af coaching. Fredag 1. februar refereres Troels Gottliebs psykologispeciale om nationalikonet Ulrik Wilbeks coachingform: udemokratisk, alt andet end humanistisk. I weekend-udgaven 2.-3. februar samler meth trådene i en leder, 'Coach - jernnæve i fløjlshandske?'

Jeg har gennem det seneste halvandet år haft personlig-faglige aktier i coaching-bølgen: været med til at planlægge en to-årig Masteruddannelse i Organisatorisk Coaching, i daglig tale MOC, med forankring på Aalborg Universitet, men i øvrigt et samarbejdsprojekt mellem to universitetsinstitutter og konsulenthuset Attractor. MOC's åbningsseminar fandt sted den selv samme weekend, hvor først Wilbek, derefter coaching generelt blev gransket kritisk.

I buketten af coaching-kritiske tekster var især Finn Jannings entydigt uforsonlig: 'Coaching opdeler verden - og derved mennesker - i vindere og tabere'. Coaching handler ikke 'om udvikling, men ene og alene om forførelse.' Coaching er udtryk for 'en berøringsangst for at se tingene i øjnene, som de er', osv. Det billede dækker ikke, hvad der foregår i samtaler, jeg bedriver med mennesker og benævner coaching.

Enhedspræg

Coaching har sin oprindelse inden for eliteidræt. Dét forhold er med til i udgangspunktet at give fænomenet et vist enhedspræg. Eliteidrætsudøveren er per definition en ener. Behersker samtlige sin disciplins standardtricks til fulde. Dén sidste marginal, der tilbagevendende kan gøre hende én hundrededel bedre end hendes hendes sine konkurrenter, skal hun finde i sin egen krops, sit eget sinds krinkelkroge. Hvis eliteidrætsudøverens coach som en anden Kloge-Åge bilder sig ind, at han ved, hvor der skal søges, risikerer han at hæmme, snarere end fremme søgeprocessen. Coachinglitteraturen vrimler med eksempler, hvor coachen lykkes med at stille dét gyldne spørgsmål, der hjælper coachee til at finde sit gyldne svar. Sit eget.

Jeg tror, disse aspekter knyttet til eliteidræts-coaching udgør en vigtig baggrund for , at coaching siden 70-80'erne udstyredes med den fascinationskraft, der fik coaching-snebolden til at rulle. Erhvervslivet havde udviklet en managementkultur, hvis elite nemt kunne identificere sig med idrættens eliteudøvere. Samfundslivet var i fuld fart med at udvikle en forbrugsforankret jeg-kultur, der modsvarede coachingsamtalens idealtypiske centrering om enkeltpersonen: Alt det, som både Nepper Larsen, Janning og lederskribent meth retter deres kritiske skyts mod. Men coaching har jo ikke skabt den kultur, selv om den i mange varianter kan være med til at opretholde den. På godt og ondt. På mange af de måder, coaching-kritikerne påpeger.

En samtale, hvor én person stiller sig til rådighed for, at en anden eller andre kan 'finde sig selv' og lokalisere egne, hidtil upåagtede ressourcer i forhold til et givet forehavende, der optager dem, kan ikke sig selv være ond. Det bliver den først, hvis den bedrives uden passende sans for de kontekster, der sætter værdimæssige rammer for den. Kontekstforståelse og -følsomhed skal sikre mod den lalleglade manipulator-coach, der optræder i Jannings kronik; og mod 'snakkemaskinen i konfidentiel øjenhøjde', som Nepper Larsen ironiserer over; og mod coachen, der tror, han er Ulrik Wilbek, når opgaven i virkeligheden består i at hjælpe en slidt projektgruppe i en socialforvaltning til at finde meningen i det, de foretager sig.

På MOC-uddannelsen perspektiverer coaching gennem en rammestruktur med fire slags faglige kontekstvariable: Læringskonteksten minder os om, at kvalificeret coaching rækker ud over nuets behov for hand-ling og perspektivafklaring. Vygotskys begreb 'Zonen' for nærmeste udvikling er i den sammenhæng væsentligt. Organisatorisk kontekst sætter fokus på magtrelationer og råderum - i coachingsamtalens eget sociale rum og i den sociale struktur, hvor coachees læringsudbytte skal realiseres. Kommunikationskonteksten skal hjælpe coach til at udvikle sig som reflekteret samtalepraktiker. Den relationelle kontekst stiller skarpt på dynamikken mellem coachingens to parter, som de mennesker de er.

Søren Willert er lektor på Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi, Aalborg Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det sædvanlige Mercuri Urval-snak.
Du vil ikke stå ved, at resultatet kan ende i tabere og vindere som Janning påstår. Du nævner selv idrætsverdenen som inspirationskilde. Der taler vi i den grad om vindere og tabere "Man husker kun vinderen aldrig 2-eren" Og der bestemt ikke tale om wim-win-situationer

Du skriver, at "Eliteidrætsudøveren er per definition en ener" Ergo så er det enkelte menneske også. Der er jeg enig langt hen ad vejen. For flere år siden var der et slogan: "Ethvert barn er verdensmester, barnet skal bare finde ud af hvad det er verdensmester i"
Men du nævner ELITEidrætsudøveren. Taler vi så om noget elitært? Hvad med breddeidrætten er den ikke interessant eller er det alle taberne som dyrker dette.
Et af mantraene indenfor specielt HRM er, at der på virksomheder ikke skal være tale om interessemodsætninger mellem arbejdsgiver og-tager, hvilket naturligvis er det værste vrøvl.
Hvordan ville du forholde dig, hvis først chefen skulle coaches af dig vedr. en medarbejder som han var utilfreds med og du 1 time senere skulle coache medarbejderen, som var utilfreds med chefen?

Du nævner heller ikke et andet mantra, som går igen og igen indenfor coaching "Tag ansvar for dit eget liv" Dette er jo aktuelt i disse dage set i lyset af de unge indvandrere, "som bare skal tage sig sammen" Har coachingen ingen indflydelse på hvilket samfund vi udvikler og omvendt, betyder det givne samfund intet i forhold til coachingen?
LAD OS FÅ NOGLE KONFLIKTER INDENFOR DET OFFENTLIGE ARBEJDSMARED TIL FORÅRET, SÅ VI KAN SE, AT DET GODT K AN BETALE SIG AT STÅ SAMMEN OG TAGE ET MEDANSVAR FOR ANDRE.

Problemet er, at vi har solgt os til erhvervslivets ideologi om optimering, hvor vi i stedet burde slå bremserne i og arbejde - hårdt - for at overflødiggøre arbejde mest muligt.

Man coacher kun de døde. Coaching er for dem der ikke kan eller tør leve, det er dem der ikke tør røre livet lige der hvor ingen har rørt det før man kan coache. Coaching er helt i tråd med tidens trend; fascisme!

hVORDAN HAR VI OVERLEVET ISTIDEN?

Coaching er det gratis,- denne menneskelige handling er det forretning?

Så er den aldeles overflødig.

@ Andreas Trägårdh

Hvordan er coaching i trend med fascisme?

Og hvis vi accepterer din påstand om at coaching er for dem der ikke tør leve, hvordan kan det så være negativt, hvis det hjælper disse mennesker?

Og helt generelt: "Korrekt" coaching hjælper den enkelte med at få et bedre liv (med respekt for den ramme vedkommende lever i) - hvordan kan det være dårligt?

Mvh
David

Til David Schjelde

Det er først og fremmest negativt fordi coaching er baseret på en ide, og en tanke er altid negativ, fascistisk, også selv en positiv tanke er negativ, så en coaching kan pr. definition aldrig være positiv og bidrage med noget relevant.

Og fordi coachen udnytter det at andre folk ikke kan finde ud af at leve, netop fordi de har sat sig et mål, har disse mennesker erstattet sin individuelle livudfoldelse med en kopi af en kliche, et ideal - et mål, som kun kan blive dem givet af omgivelserne, det kan ikke opstå i os, for et mål er forbundet med afstand, retning og tid og det kan vi ikke etablere til os selv.
Coachens eneste opgave er at sørge for at Vi, klienten aldrig opdager at alle vores mål må være falske, at de derfor er anledningen til al den modgang tilværelsen pludselig byder på.
En målsætninger kan som sagt ikke være vores egen, den er altid blevet os påført, derfor har den erstattet vores individuelle natur med en ide. Og coahen bringer os muligvis ind i en større afklarethed intimitet med målet, derfor går coachen i ledtog med fascismen, den indgyder samfunds diktatet i os - hjernevasker os. Coachen er som en CIA agaent, der har til opgave at anspore politisk aktivitet i et andet menneske. Men Vi må da selv inviterer dem inden for.
Coachen bringer os slet ikke tættere på livet, hvorfor coaching kun hjælper samfundets diktatat og muligvis også coachens pengepung, men det hjælper overhoved ikke folk med at leve. Coaching løser ingen ting, det er illusionskunst. Coaching gør os allerhøjest mere afhængige, og naturligvis mere inreserede i at fortsat netop dyrke det mål, og få noget for indsatsen så vi ikke føler os snydt. Så i sidste ende er det kun målet, samfundets diktatet der vinder frem på den enkeltes uigenkaldelige bekostning; en tilværelse som levende død, for dennes individualitet blev pansat ved målsætningen. Og ud af det mål opstod alle problemerne, som kaldte på coachen.

Venligst

PS. Bare en iagtagelse, for en god ordens skyld -
Det er en udbredt misfoståelse at coaching stammer fra sports verdenen, det gør den ikke. Coaching stammer fra forfatteriet, fra udarbejdning af manuskripter osv. Sporten har så snuppet begrebet fra denne verden men altså først langt senere.

Venligst

Sært. For mig at se er coaching bare en problemløsningsmetode, som jeg har lært om på et projektlederkursus, hvor vi øvede det på en eftermiddag.

For mig falder det helt naturligt som arbejdsform, typisk i situtioner, hvor kolleger har et problem de gerne vil have løst. Coachen arbejder så ud fra en forvisning om, at kollegaen bærer løsningen i sig selv, og i fællesskab skal man så søge at finde frem til denne løsning.

Det er det der svarer til at prøve nogle ideer af på sine kolleger, se hvordan de reagerer, og arbejde videre ud fra det. Det kan også være kollegaen der kommer ind og spørger "må jeg spille bold op ad dig"? Og en halv time senere går ud igen med et forklaret smil i ansigtet.

Det duer selvfølgelig ikke at være coach, hvis man tror at man bare skal foreslå en løsning, der passer til en selv, men man må gerne komme med nogle vilde gæt på hvad der kan være årsagen til problemet, og kollegaen kan så forholde sig til, om det synes at være tilfældet eller ej, og så kan man arbejde videre ud fra det.

Hvis man holder det på det niveau, kan jeg ikke se hvad der skulle være så farligt ved det, snarere tværtimod er det da en kæmpefordel at bruge hinanden på den måde.

David Schjelde

@ Andreas Trägårdh

Du skriver at enhver tanke er negativ og sågar fascistisk.

Kan du uddybe den tanke?

Mvh
David