For nylig bragte Information en kommentar af Thomas Ekman Jørgensen om den altoverskyggende begivenhed i Italien for et par uger siden, nemlig pave Benedikt XVI's aflysning af sit besøg på universitetet La Sapienza. Paven var blevet indbudt til at holde en åbningstale den 17. januar, men et brev fra 67 professorer satte en protestbølge i gang. De henviste til en tale fra 1990, hvor han skulle have forsvaret Kirkens proces mod Galileo.
Denne sidste nye variant af vor tids sprængfarlige konflikter mellem troende og verdslige toppede den følgende søndag. 200.000 mødte op på Peterspladsen og andre steder i Italien og gav deres støtte til Paven. Pladsen vajede med bannere med udsagn som "Du er Peter, og vi elsker dig". Da Paven tonede frem fra sit vindue for at sige bønnen, jublede skaren og råbte taktfast "Benedetto". Paven takkede især de unge og kardinal Ruini, der med stor effektivitet havde organiseret manifestationer i hele Italien.
Jørgensen beretter ikke om denne Papa-day som den venstreorienterede avis La Repubblica døbte den, eller om den støtte Paven fik fra de fleste politikere. Han ville formodentlig også se Kirkens magtdemonstration som et godt eksempel på at kirken og Benedikt XVI blander sig for meget i italiensk politik. Og hvad værre er: at den katolske kirkes konservative familiepolitik snart vil begynde at påvirke dansk politik!
Ærlig talt tror jeg ikke, at vi behøver at frygte noget, så længe vi har Krarup og Langballe på Tinge. Den danske form for antikatolicisme har desuden skabt den mest pavefjendtlige presse i Europa. Vi hører intet om pavens kritik af kapitalisme, forurening, medierne, immigration osv. Vi hører kun om den konservative og også efter min mening reaktionære familiepolitik. Paven og Tyrken har fra reformationens tid været omtrent lige store fjendebilleder i Danmark. Den danske højrefløjs nye begejstring for kvinderettigheder og homoseksuelle er kun et skalkeskjul.
Selve talen
Den aflyste tale - der findes på nettet på flere sprog - var ellers endnu et interessant indlæg fra Pavens side i debatten om forholdet mellem tro og viden, og mellem den verdslige og den kristne fornuft. Paven begynder med at spørge, hvad Roms biskop har at gøre på universitetet, og henviser til at han tidligere har talt på universiteter i sin egenskab af professor emeritus. Paven understreger, at det moderne universitet skal være en autonom institution med det ene formål at søge viden.
Tidens religiøse kriser og kirkens fornyelsesforsøg har omvendt bevirket, at Paven skal kunne henvise til et etisk grundlag for almenmenneskelige ræsonnementer. Men kan en pave, hvis opgave det er at udbrede troen, tale fornuftens sag? Han inddrager to filosoffer, John Rawls, der ikke tilskriver religiøse ræsonnementer fornuft, men dog en historisk stabilitet, og Jürgen Habermas der er vor tids mest indflydelsesrige filosof. Habermas definerer det acceptable, politiske ræsonnement som betinget af borgernes lige muligheder for deltagelse i den offentlige debat. Desuden skal det være muligt at løse konflikter på en rationel måde, og derfor er målet for et samfund at opnå konsensus om de vigtigste forhold.
Paven fæstner sig ved, at Habermas taler om "sandhedslignende argumenter". Heraf slutter han, at troens sandhed må være det nødvendige fundament for etikken. Den verdslige fornuft og videnskaben kan ikke etablere sit eget fundament. Paven takker moderne naturvidenskab for værdifulde opdagelser, men vender tilbage til middelalderen. Idealet er Thomas Aquinas, der sagde, at teologi og filosofi ikke skulle adskilles og ikke sammenblandes: hver har sit mål men afhænger af hinanden.
Talen er en fortsættelse af en samtale med Habermas der begyndte på Det Katolske Akademi i Bayern i 2004. Deres taler er udgivet på dansk i bogform (Fornuft og religion, 2006). De var blevet bedt om at tale om det etiske grundlag for demokratiet og politiske argumenters legitimitet. Habermas fastholder, at den frie, sekulære stat ikke trækker på et normativt grundlag udefra. Den daværende kardinal Ratzinger insisterer på at demokratiet bygger på noget uden for sig selv. Menneskerettighederne, der er et sidste levn af den forældede katolske tro på en naturret, er det eneste, mulige grundlag for en interkulturel samtale om etik og moral. Han understreger, at han er helt enig med Habermas i, at de troende og sekulære må lære at omgås hinanden med tolerance. Uden troen bliver den vestlige rationalitet en kraft, der truer med at ødelægge verden.
Her ville en eller anden nok tænke, at Italien, hvor Vatikanet faktisk har indflydelse på politikken, udmærker sig ved tro og kaos, og ikke tro og fornuft i skøn forening, men det er en anden historie.
Hanne Roer er lektor i retorik
Da den berømte polskfødte pave Johannes Paul II var i Danmark i 1989 måtte det ikke omtales i medierne, og HM Dronning Margrethe, som senere jublende modtog præsident George W. Bush i sin privatbolig og trakterede med dansk fødselsdagslagkage og stearinlys, var tavs som graven. De troende måtte som en anden forfulgt sekt mødes med Paven på en hemmelig adresse i Nordsjælland, skarpt bevogtet af politi og militær.
(beskrivelsen er, for forståelsens skyld, en anelse overdrevet)
TIl Jacob Schmidt-Rasmussen
Hvem har nogensinde hævdet at den katolske kirke "står bag AIDS-epidemien"? Kritikken går på at kirken modarbejder oplysning om beskyttelse.
Og ærligt talt: Det har altså taget pavestolen 25 år at bekvemme sig til at "tillade" ægtepar, hvor den ene har HIV, at beskytte sig mod smitte.
Efter grundige, teologiske overvejelser! Hvor velsignet at disse langstrakte spekulationer ikke førte til det modsatte resultat. Hallelujah. Så skidt med de liv det gik tabt mens de 2 succesive paver og tilhørende kleresi grundede på hvad Biblen mener om AIDS.
Den katolske kirke modsætter stadig oplysning om om beskyttelse mod HIV ved sex uden for ægteskab. Men bid spids på at grundige teologiske overvejelser også vil ændre den indstilling, hvis den en dag truer kirkens position.
Det er i det hele taget en mærkelig holdning, som også anes i artiklen, at man bør fyldes med dyb respekt når en af paverne, hårdt trængt, bekvemmer sig til at tage afstand fra indlysende uretfærdigheder mellem mennesker og misforhold i samfundet. Eller højædelt tilstår videnskaben en smule anerkendelse - siden det alligevel næppe lader sig gøre at overbevise folk om at jorden er universets centrum.
Tag ikke fejl: paverne er ganske ordinære og magtliderlige mænd, der prøver at befæste deres position med alle midler og koste hvad det vil.
Så vidt jeg ved har Pave Benedikt XVI (16.) kun nedsat en teologisk arbejds-gruppe i år 2007, der skal se på denne sag --- og som sikkert om nogle år vil udmunde i at Paven tillader at ægtepar, hvor den ene er smittet med HIV bruger kondom. Hvorfor skal Paven overhovedet tillade den slags ??
Mht. at bekæmpe uretfærdigheder mv. har alle Paver i hvert fald siden Johannes den XXIII (23.) taget afstand fra grådige kapitalisme, siden er emner som forurening, flygtninge mv. kommet hertil. Og her har alle Paver været ganske klare i mælet. Alle som en har de taget afstand og kritiseret verdens lande for ikke at gøre nok for de fattige mennesker på jorden. Jeg tror endda Pave Johannes Paul II ligefrem sagde, at det var en synd at masser af mennesker var fattige, mens en masse mennesker levede i overflod, rigdom og grådighed.
Det er nu ikke helt sandt at vi ikke hører om det. Hvert år har TV-avisen en lille notits om hvad Paven sagde til jul, nytår eller påske. Men da danskerne jo ikke er katolikker, bliver det jo ikke til andet end små spredte notitser og klip her og der. Undtagelsen var selvfølgelig i 1989, hvor den daværende Pave Johannes Paul II besøgte Danmark. Og der blev der faktisk transmitteret fra besøget - hele dagen. Jeg så det nemlig selv.
Mht. katolikkerne og videnskab:
Folk synes helt at have glemt at mange katolikker, inkl. Niels Steno, som paven saligkårede i 1989, var katolik. Det samme var munken Gregor Mendel. Det er desuden også typisk for Kardinal Ratzinger=Pave Pave Benedikt at tage udgangspunkt i Thomas Aquinas' overvejelser omkring forholdet mellem fornuft, tro og viden mm. Og jeg er sikker på, at den tale, Paven ville have holdt, sikkert var ganske fin med hensyn til dette.
Hanne Roer skriver, at "Uden troen bliver den vestlige rationalitet en kraft, der truer med at ødelægge verden." Det kan der være noget noget om. Især hvis vi kunne være sikre på, at Pave Ratzinger rent faktisk mente enhver tro. Men den tro, han taler, er helt sikkert den katolske tro. Og dermed er vi ende ved stridens æblekerne. Nemlig det, at Pave Benedikt Ratzinger mener, at det er den katolske tro, der skal sætte grænserne for videnskabens fornuft.
Og det kan der overhovedet aldrig være tale om at den katolske eller den lutherske eller en tro som grønlyseblå kan eller skal gøre.
/Karsten
"Folk synes helt at have glemt at mange katolikker, inkl. Niels Steno, som paven saligkårede i 1989, var katolik."
Mange katolikker var katolske. Hm, ja, okay? Skulle der mon have stået noget andet, Karsten?
Hanne Roer skriver, at "Uden troen bliver den vestlige rationalitet en kraft, der truer med at ødelægge verden."
Tja. Man kunne vel også sige, at uden den vestlige rationalitet bliver troen en kraft, der truer med at ødelægge verden.
Er det mon troende eller ateister, der ødelægger mest i verden lige for tiden?
Det kan tilføjes, at den polskfødte kardinal og senere pave Johannes Paul II startede som skuespiller og havde et verdsligt liv, og altså havde prøvet det almindelige livs fristelser, inden han gik i cølibat og blev et sjældent eksempel på en leder, der er reaktionær men populær også blandt unge - at nævne en Fogh eller Kjærsgaard i den sammenhæng - rekationær men poulær - er ren blasfemi, vi befinder os på et andet og uendeligt højere plan.