Læsetid: 2 min.

Rehlings skarpe blik

Debat
26. februar 2008
Vi havde inviteret Information til at sende en journalist til vores temamøde om coaching og den kommercielle selvhjælpskultur. David Rehling deltog på vegne af avisen i rollen som den skarpsindige og afslørende reporter. Desvære uden at fange mødets iscenesættelse af en problematisk selvudviklingskultur

Vi havde inviteret Information til at sende en journalist til vores (bestemt ikke ukritiske) temamøde om coaching og den kommercielle selvhjælpskultur ('Selvudvikling A/S' den 20. februar). David Rehling deltog på vegne af avisen i rollen som den skarpsindige og afslørende reporter. Det kom der omtalen 'En hofnar - er det en coach?' ud af den 23. februar.

Vi havde selv inden mødet mere end antydet, at der nok var noget at komme efter for den dybdeborende journalist, og hvilket slaraffenland for Rehling: Mødet - herunder mit eget indlæg - var en tour de force i de amerikanske management-begreber og buzzwords, som florerer i branchen.

Ironi er som bekendt en måde at udtrykke sig på, hvor man siger det modsatte af, hvad man faktisk mener. Det kan man gøre for f.eks at vise uholdbarheden af et synspunkt på en måde, der virker mindre direkte og aggressiv end en klar tilbagevisning. Det var det, jeg løbende forsøgte i løbet af konferencen - og Rehling citerer mig for de mest markante passager over hele fem-seks linjer.

Ironi virker kun, hvis modtageren er i stand til at gennemskue, at man faktisk mener noget andet, end det, man bogstaveligt giver udtryk for. Ironikeren vil derfor ofte hjælpe til med denne afkodning ved at vise det med f.eks sit kropssprog eller ved at overdrive betragteligt.

Afkodning af ironi er en social kompetence, der mestres af de fleste voksne mennesker. Men af en eller anden grund glippede det fuldstændigt for Rehling. Måske fordi han - i stedet for at følge med og høre efter - stirrede sig blind på mit udseende og min påklædning og ivrigt noterede ned for senere at kunne dele sine iagttagelser med læserne. Hør bare: "Geuken har rødblond hår og skæg og er iført sort jakke, sorte bukser, sort skjorte, sort knaptrøje, sort halstørklæde og sorte one-star sko."

Flot set. Rehlings dokumentaristiske detaljer er vel med for at vise, at han var på stedet. Men de viser også, at han (måske som den eneste) slet ikke fangede hele mødets iscenesættelse af en problematisk selvudviklingskultur. Det var jo det, vi ville vise.

Jeg havde egentligt ikke tænkt mig at gøre Rehling opmærksom på den oversete pointe, der altså resulterede i en noget skævvinklet reportage. Sket er sket. Men da Rehling mandag morgen 25. februar - nu på lederplads, og uden at tilføre nyt - fortsætter med at fremture i sine fejl og endnu engang i ramme alvor citerer mødets amerikanske sentenser, er det måske på plads at korrigere den vildfarne.

Om ikke andet så for at imødegå en tredje runde af terrierens 'afsløringer' fra den virkelige verden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Geuken
Hvorfor er det lige, du ikke i dit indlæg prøve at forlare, noget om hvad mødets substans bestod af. Jeg kan næppe forestille mig, at det hele bare bestod af ironi, og nu havde du fået spalteplads.
Du forsvarer dig selv, "fair nok", men hvad kan du ellers konkludere fra jeres konference i.f.t. coachingens samfunssyn, om risikoen (eller muligheden) for at vi alle blive mere egoistiske igennem coaching, at I er med til at skabe vindere og tabere, at alt ikke altid ender i win-win-situationer og at de offentlige ansatte til foråret i stedet for at stå sammen og tage et medansvar for hinanden ved at konflikte, bare skal tage ansvar for eget liv og skabe sit eget gode arbejdsliv.

Det virker betænkeligt, at en uddannet psykolog skulle være så dårlig til at give udtryk for ironi, at en normalt ret skarposindig skribent som Rehling ikke skulle kunne fatte det - dette sagt ganske uden ironi.

Coaching er og bliver kapitalismens nyeste fordøg på at pine større ydelser ud af medarbejderne.

Jeg har ellers længe forsøgft at holde mig ude af denne debat og diskussion om coaching, men jeg kan simpelthen ikke holde min mund længere.

Som nogen af jer ved er jeg uddannet cand.mag. i dansk og samfundsfag. Og har arbejdet som lærer i mange år. Jeg har arbejdet forskellige steder.
Og stort set alle steder har der været lærere, som ikke længere kan se meningen med det de laver, eller som bare venter på at gå på pension om
5-7 år, eller som måske trænger til nogle nye udfordringer ifht. deres arbejde.

Alligevel fortsætter de bare i den daglige trummerum, hvilket jeg ganske enkelt ikke forstår. Ja, vel er der daglige regninger mv. at betale og sådan noget. Og der kan være gode grunde til at blive i et arbejde, man måske ikke er så glad for igen. Problemet er blot, at hvis man ikke kan lide sit arbejde, når man udfører det, ja så kan der måske være en tendens til, at det ikke bliver gjort så godt som det måske kunne være blevet....

Og det er det, coaching går ud på, når coachen taler om at 'vi bliver nødt til tage ansvar for vores eget liv'. Vi er selv ansvarlige for at gøre noget ved vores dårlige arbejds-situation, hvadenten det er at sige op og få et andet job eller overtale vores kolleger til at strejke for bedre arbejdsvilkår. Og løn. Også.

Der behøver nemlig ikke være nogen modsætning imellem at tage ansvar for vort eget liv og så det at strejke i fællesskab - hvis det er den måde, vi markerer, at vi tager ansvar for vort eget liv på - for at få forbedret vort liv.

/Karsten

Det er spændende at her på sidelinien følge med i debatten omkring coaching, og hvorledes fronterne positioneres mellem alt fra ultraliberalistisk propaganda til et nødvendigt opgør med den danske jantelov. Dersom en politisk vinkel anlægges overfor fænomenet 'coaching' synes det som ens eget politiske standpunkt bliver vejledende for den efterfølgende analyse og konklusion, hvilket jo ikke gør os som betragtere af fænomenet en disse klogere.
Man kunne få den tanke at fænomenet absolut må ses i sin historiske sammenhæng, for at vi derved forstår hvad det er, og ikke mindst hvordan det er. Det er da sjovt at det hedder 'coaching', især når det siges på dansk, dog har vi på dansk har et udemærket begreb, 'træning', der dækker alle de dimensioner en træner i relationen til den trænende har.

Hvad er det en træner ikke kan kan som en coach kan? Nej det er umiddlelbart til at se, vel? Men jeg ved at mange sikkert vil mene at de to ovenænvte begreber er meget forskellige, og ikke gensidigt dækkende, men hvorfor egentlig?

Traditionelt har coaching tilhørt sportens verden, og med god grund den angloamerikanske, og derfor medbringer coaching-terminologien også ideologiske konstruktioner udspringende fra dette politiske landskab. Udover at handle om at vinde eller tabe, handler sport i høj grad om en disciplinering af udøveren, den der trænes, det der trænes i / til, og som jeg forstår coaching i almen forstand handler det om at forløse udøverens potentiale. At i morgen kunne gøre det, der i dag drømmes om.

Det er da en fantastisk målsætning at have. Ikke mindst fordi potentialer er negative i deres fremtrædelse, dvs. ikke tilstede. Derfor må coaches have en tyrkertro på potentialets mulige fremkaldelse, ellers er der jo ingen grund til at overhovedet lede efter det og forsøge at lokke det frem, med mindre der er en økonomisk mellemkomst der genopliver det tabte potentiale.

Men fra hvor jeg står lyder alle disse smarte begreber der er knyttet til coaching-terminologien psykologisk set som noget Maslow kombineret med NLP, hvilket jo har været kendt i mere end 50 år.

Psykologisk set er det fuldt forståeligt at coaching aktørerne forsøger at brande deres genstand, selvudvikling og selvrealisering, som noget nyt, nødvendigt, særligt og fagligt meget krævende, det samme har psykologer måtte gøre de sidste 20 år, hvis de ikke lige arbejdede med den kliniske del.
Derfor er det vel naturligt (kulturligt) at coaches organiserer sig og derved kan fremstå, som de 'sande' udøvere af disciplinen og undgå at for mange misbruger faget og begrebet udfra en faglig og ansvarlig betragtning.

David Rehling beskriver i sin artikel det i øjenfaldende sorte tøj som meget udbredt , det er vel bare tegn på at erhversrettede coaches bruger det, åbenbart ligesom organisationskonsulenter gør, som en unifom. Der jo som bekendt dels samler de uniformerede i et 'os' og dels udskiller dem i forhold til 'dem'.
Sammenholder man på den ene side alt det konstruktivistiske luft som branding af en faggrupe ofte indeholder med coaches særdeles udtrykte begejstring for selvrealiseringens filosofi er det psykologisk interessant at betragte hvordan humanistiske strømninger uden den mindste rysten på hånden blandes med postmodernistiske positioneringsteorier.

Derfor kunne man få tanken at coaching handler om human psyko-ingeniørskab, hvor teorierne hvorpå der handles, sikkert meget professionelt, fremstår som socio-teknisk retfærdiggørelse i højere grad end en faglig indsigt og forskningsbaseret praksis.

Coach - betyder også kærre eller vogn, med andre ord noget der kan bevæge og transportere noget fra et sted til et andet, så coaching kunne også være at sætte sig i samme vogn. Spørgsmålet er så, hvad trækker vognen og hvad bestemmer retningen?

/ Kenneth

Bjarne F. Nielsen

En hofnar - er det en coach?

Ja!

For David Rehling har et skarp blik! Og havde nu nok også den
"sociale kompetance" til at gennemskue ironien som voksen
under mødet. Og, Thomas Geuken, mon dog ikke at læsere
kunne se, at David Rehling ironiserede over den pykologise-
rede ironi, for helt så gakkede, det kunne de vel ikke være?

Rehling tegnede en spøjs karikatur af den gakkede ironi, der
ærgerligt ikke fortrængte den sunde skepsis til værdien af
coaching i erhvervslivet. Og benyttede sig af den trængte
ytringfrihed til at markere en klar holdning. Det, læserne for-
venter.

Information må særligt kunne anbefales til erhvervskredse
for tiden, for jo værre, artikel for artikel, må det vel blive for
Selvudvikling A/S at forklare behovet for coaches i virksom-
heder. Jeg har nu en lumsk anelse om, at erhvervslivet er
temmelig enig med Rehling, min gode Geuken.

"En guru, en guru - giv mig en guru" var en nærliggende og
vel også uimodståeligt dragende opfølgning af artiklen "'En
hofnar - er det en coach'" den 23., og det må så være anden
runde, må vi forstå, hvor Rehling "fremture i sine fejl".

Jamen, hvilke fejl? Er det holdningen, der trykker?

Og så er det muligt, jeg har fejlet i en kommentar om de 890
gode kroner. Var det A/S Information eller Selvudvikling A/S,
der betalte og blev snydt og stadig sidder med narrehatten?

Jeg må sige, at Rehling er ubetalelig.

Karsten Aaen!
I vores egen lille arbejdsverden, kan vi naturligvis selv sørge for at skifte spor og finde et andet arbejde, eller blive og kæmpe, selvom der også i det offentlige arbejdsliv er indført individuel løn, og hvis du får stress ligger problemet og årsagen også hos dig selv og ikke i nogle udefra kommende forhold (Du er samfundsfagslærer)
Jøderne under 2. verdenskrig skulle naturligvis bare have haft en coach og ladet være med at se sig selv som ofre.. Og da jøderne selv tog ansvaret i 49 med hjælp fra andre lande og våben, var det palæstinenserne som skulle have en coach og lade være med at se sig selv som ofre etc. etc.

Karsten Aaen, du sætter - muligvis uafvidende - fingeren på det ømme puntk, når du skriver om den udbrændte lærer, der bare skal have en coach. Hvem siger, at det er det, han trænger til? Måske burde han tværtimod indse, at en væsentlg del af grundene til hans udbrændthed ligger UDEN for ham selv?

I stedet for at få en coach, der indirekte siger, at det er hans egen skyld, og lærer ham at "tage sig sammen", skulle han måske hellere finde sammen med folk i samme situation - der er mange, ikke kun lærere - og så gå i gang med et stykke politisk arbejde for fx at få fjernet den uduelige og megalomane undervisningsminister, der er en af hovedgrundene til, at så mange i hele undervisningssystemet føler sig udbrændte.

For er formålet med coaching ikke netop at sige: "Alle dine problemer er din egen skyld, og det er dit eget ansvar at gøre noget ved dem"? Altså endnu et middel til at udhule enhver form for faglig solidaritet og politisk handling.

Og for nu at komme indvendinger i forkøbet: Jeg siger ikke, at den udbrændte lærer ikke OGSÅ kan have personlige problemer, kun at hvis man KUN tackler de personlige problemer, vender udbrændtheden hurtigt tilbage, fordi de utilfredsstillende og "udbrændende" arbedsforhold ikke er ændret.

"Ironi er som bekendt en måde at udtrykke sig på, hvor man siger det modsatte af, hvad man faktisk mener. Det kan man gøre for f.eks at vise uholdbarheden af et synspunkt på en måde, der virker mindre direkte og aggressiv end en klar tilbagevisning."

Det er jeg nu ikke enig i. Ironi kan tit og ofte virker latterliggørende og mobbende.

Hvis du vil vise uholdbarheden af et synspunkt, så gør det dog direkte, men ikke-aggresivt. Thomas Geuken kunne måske have brug for et kursus i assertion?

Mht hvad Thomas Geuken egentlig mente på det pågældende møde er jeg indtil videre ikke blevet klogere - andet end at jeg skal passe på med at gå til møder, hvor han optræder, for han siger ikke det han mener. Hm, hm.

Per Vadmand - det har jeg aldrig sagt ;) --- for nu at være lige så tvær som en vis Erhard Jakobsen. Det er muligvis det du har hørt - men det har jeg aldrig sagt.

En lærer der hedder Helle Bjeresgaard har beskæftiget sig temmeligt indgående med det her ligesom hun også har beskæftiget sig med kommunikation. Hun har endda som vejleder oplevet at en studerende ikke kunne sætte Luhmann's kommunikations-teori ind i en praktisk kontekst i forhold til en konflikt, hun havde med en elev. Og der var altså tale om en
4.års studerende som nok skulle kunne sin Luhmann....

Jeg vil altså stædigt indstændigt fastholde at nogle lærere ville have godt af at få et kommunikationskursus i takt og tone overfor eleverne. Nogle (ganske få) tillader sig nemlig stadigvæk at tale nedværdigende mv. til eleverne, som altså ikke er befordrende for elevernes parathed til at modtage læring. Og vel er det nogen gange frustrerende at være lærer, og man kan have personlige problemer (eller private problemer), men den lærer, der har det, bedes lægge dem udenfor døren, når de går ind i skolens rum, devs. klasserummet og lærer-rummet. Så er de lærere, ikke privat-personer længere, så spiller de en rolle som lærere, hvis opgave er at lære eleverne noget, støtte opmuntre, sætte rammer (og i nogle få tilfælde også grænser) for elevernes læring og adfærd.

Og jeg har ej foreslået at den frustrerede lærer bare skulle have en coach. Og se indenad, selvom det måske godt kunne være nødvendigt en gang imellem. Som dansklærer er jeg mig uhyre bevidst om, at det et mit ansvar at kommunikationen mellem lærer og elev (eller mellm dig og mig, Per ;) ) er forstået korrekt. Det er der altså nogle lærere rundt omkring, der godt kunne trænge til at få repeteret, eller lært. Det er altid lærerens, dvs. autoritetens ansvar, at sørge for at modtageren får hørt budskabet som det var tænkt fra afsenderens, dvs. lærerens side, i det her tilfælde.

Pointen er stadigvæk ikke at frustrerede lærere bare skal have en coach, og at så vil alt bare blive rosenrødt og paradisk. Pointen er, at hvis man er frustreret, udbrændt mv. --- og ikke længere gider sit arbejde, var det måske på tide at finde et arbejde, hvor man bedre er i stand til at yde en motiveret og engageret indsats. Og så var det måske en idé at huske på som lærer (med stort L) at også børn har ret til at sætte deres grænser, og sige deres mening, som ligeværdige ifht. voksne. Det betyder ikke at børn og voksne er jævnbyrdige - langtfra - al den stund, at den voksne stadig har det mere erfaring at trække på end børn som regel har.

Alle lærere bliver selvfølgelig også vrede, skuffede, irriterede mv. på deres elever (og ikke børn, som Anders Bondo Christensen kalder dem). Jeg mener ikke det er professionelt at lade børnene mærke, se eller høre dette.
I stedet for må læreren handle professionelt og f.eks. spørge ind til hvorfor det er svært eller hvorfor eleven ikke laver noget eller hvorfor eleven f.eks. sidder med lukkede øjne eller

Og det er klart at alle problemer i denne verden ikke er ens egen skyld. F.eks. er det klart at en vis undervisningsminister gerne så 1937-loven for folkeskolen (eller måske 1958-loven for folkeskolen) indført igen. Det er lige så klart, at den siddende VK-regering har en dyb næsegrus beundring for alt amerikansk, det som Helle Bjerresgaard kalder for curriculum-tænkning indenfor skolen, nemlig at der fra centralt hold opstilles mål for hvad eleverne skal kunne, og så måler man elevernes output af undervisningen i form af test-scores mv. Det interessant er dog og jo, at de lande, som indtil nu har brugt den her curriculum-tænkning er begyndt at gå væk fra den. Og langsomt, men sikkert er begyndt at nærme sig noget der ligner den danske model mere og mere.

Det er klart at med kravet om elev-planer for den enkelte elev er lærernes frustrationer steget og steget. Og kravet, set fra min lærer-side, virker også totalt urimeligt. Det må være sådan, at resurserne bedre må kunne anvendes på især de bogligt svage elever, eller de elever, der støjer eller har larmende adfærd i klasserummet og på skolen. Og de ca. 100 mill. kr. (eller hvor meget det nu er) som er afsat til at udvikle og afvikle de nationale tests ville være meget bedre givet ud til at et efteruddanne for ikke at tale om videreuddanne (folkeskole)lærerne i Danmark. Alle undersøgelser viser nemlig at rigtigt gode, vel-uddannede lærere har rigtig stor betydning for, hvordan eleverne klarer sig i skolen, også til eksamen.

Man kan selvfølgelig godt føle sig frustreret over at skulle noget. Hvis jeg var ansat i folkeskolen, ville jeg sikkert også føle mig frustreret over at skulle være f.eks. gårdvagt, men det er en af de OPGAVER, der følger med at være folkeskolelærer. Og sådan er det. Det samme kan siges om elevplaner mv.
Det er en OPGAVE, der skal løses. Og sådan en OPGAVE skal man selvfølgelig have penge for, men det synes som om VK-regeringen endnu ikke har indset dette...

Hvis man vælger at blive eller være lærer, har man altså selv et ansvar for at man er blevet det. (vil jeg mene). Dermed har man også et ansvar for at LØSE de OPGAVER, samfundet har vedtaget at SKOLEN, og dermed lærerne, herunder blandt andet elevplanerne, skal lave. Så må man gerne brokke sig og være utilfreds, men elevplanerne skal jo laves præcis som rn 4. klasse gerne må være utilfreds med at de skal have om vinkler eller omsætte meter til kilometer i matematik, men de skal lære det. (dels fordi de måske kan anvende det senere --- dels fordi der står i Fælles Mål, at de skal).

Og jeg er alvorligt bange for at det ej nytter noget at fjerne undervisnings-ministeren, da Soc.Dem jo er med det forlig om Folkeskolen, som jo netop
indførte elevplaner mv. i den danske folkeskole...

Hej alle
Tak for indlæg og debat. David Rehling har – normalt - et skarpt blik, ingen tvivl om det, og der var da en grund til, at vi selv ønskede Informations tilstedeværelse.

Mit ærinde med at skrive et modsvar til Rehling var helt enkelt, at jeg ikke vil stå model til at blive slået i hartkorn med amerikanske udviklingsmetoder som jeg i rolle som vært ytrede og forholdte mig ironisk overfor – det er ikke fair.

Så, min pointe med det oprindelige indlæg var bare at sige, at han på dagen stormede døre ind, som allerede var skruet ned og taget af: Vi kaldte vores møde Selvudvikling A/S. Vi afholdt mødet – af alle steder - på Karrierebar. Vi vidste pausebilleder uden lyd af branchens største ikon (eller: kliché), Anthony Robbins - og vi (jeg) anvendte i stor stil amerikanske sentenser og fraser, som kendetegner branchen. Der var overalt store og tydelige signaler på en (selv)ironisk distance til de fænomener, vi beskæftigede os med. Mødet var ikke et "PRO-coaching og –selvudvikling"-møde. Det var ikke en Anthony Robbins-seance med folk i ekstase, men da så oplagt i sig selv en problematisering af emnet. Der var plads til både for og imod. I Danmark har vi jo en tradition for, at vise både det smukke og grimme og stole på at folk selv kan tage stilling.

Derfor var det også lidt barokt for mig at blive taget til indtægt og gjort til synonym med noget, jeg selv er kritisk over for, nemlig en bevidstløs og ukritisk brug af selvudvikling og coaching i erhvervslivet. Det var målet med mit debatindlæg af gør opmærksom på dét – og ikke at komme med mine egne holdninger, for i virkeligheden tror jeg ikke, at Rehling og jeg er specielt uenige om de problematiske sider ved selvudviklingsindustrien. Faktisk er jeg nok mere kritisk end Rehling fordi jeg oplever de destruktive konsekvenser som det kan føre med sig.

Så lad mig slå fast: Jeg bliver også bekymret, når selvudvikling placeres i en erhvervsmæssig kontekst og trimmes i forhold til et kommercielt foretagendes hensigt om at skabe mere profit.
Jeg er bare ikke total imod alt, der har med coaching etc. at gøre. Bare det praktiseres sobert etisk og indenfor en menneskelig og samfundsmæssig rammen.

Fik jeg dette forhold godt nok frem på mødet? Åbenbart ikke – det er der jo noget, der tyder på. Set i bakspejlet var det nok en dum idé at ironisere indefra, da jeg selv er en del af branchen. Næste gang vil jeg kommunikere mere klart.

Jeg vil meget gerne debattere videre omkring ”Selvudvikling og Coaching” Men vil foreslå, at vi flytte diskussionen til en anden tråd. Jeg vil forsøge at oprette den på på informations hjemmeside og indsætte et link.

Bedste hilsner fra
Thomas Geuken