Kronik

S skal dæmme op for ulighed og marginalisering

Hvorfor føler en gruppe af nye danskere sig ikke som en del af vores samfund på trods af, at mange har boet her hele deres liv? Hvorfor befinder mellem 10.000 og 12.000 unge sig i dag helt uden for systemet uden hverken uddannelse eller arbejde, med en overvægt af unge indvandrere?
Det handler ikke om at undskylde uromagerne. Tværtimod handler det om at forhindre, at uromagere kan finde grobund.

Det handler ikke om at undskylde uromagerne. Tværtimod handler det om at forhindre, at uromagere kan finde grobund.

Peter Hove Olesen

1. marts 2008

Nætter for nylig kunne vi begge høre sirener. Vi vågnede begge op til nyheder om brændende biler og skoler. Vi er fra forskellige byer, forskellige generationer og har forskellige baggrunde. Alligevel er vi fælles om flere ting i en urolig tid. Vi er fælles om den manglende forståelse for, at nogen kan få sig selv til at brænde skoler af. Vi er fælles om dyb afstandtagen fra de mennesker, der gør det. Vi er fælles om angsten for de kløfter i vores samfund, det kan give, at mange af de unge ildspåsættere har anden etnisk baggrund end dansk. Vi er fælles om at stille det svære spørgsmål: Hvorfor føler en gruppe af nye danskere sig ikke som en del af vores samfund på trods af, at mange har boet her hele deres liv? Hvorfor føler de ikke, at de kan få systemet i tale? Hvorfor føler de sig - berettiget eller ej - ikke respekterede? Og hvorfor oplever indvandrere en social marginalisering med større arbejdsløshed, fattigdom og kriminalitet end resten af danskerne?

Endelig er vi fælles om politisk ståsted. Vi mener, at kernesocialdemokratiske værdier skal graves frem for at løse de svære problemer. Det var Socialdemokraterne, der kæmpede for at hive arbejderklassen ud af arbejdsløshed, fattigdom og kriminalitet. Socialdemokraterne bør også kæmpe for at hive de nye danskere ud af arbejdsløshed, fattigdom og kriminalitet. Socialdemokraterne har altid haft fællesskab som et vigtigt udgangspunkt. Partiets måske allerstørste bedrift har været at skabe en fællesskabsfølelse i et forholdsvist homogent dansk samfund. Nu gælder det den noget sværere opgave at skabe fællesskabsfølelse i et heterogent samfund. De seneste dages begivenheder viser med al tydelighed, at partiet igen skal vise, at det tør tage opgaven med at være dem, der kan vise en vej væk fra ulighed, social marginalisering og dårlig integration.

Etnisk fortegn

Vi må gøre os sammenhængen mellem ulighed, social marginalisering og de seneste optøjer klart. Uligheden i det danske samfund stiger og stiger. Uligheden har et etnisk fortegn, og det er dybt ulykkeligt, når social og økonomisk ulighed får etnisk fortegn. Vi må tage frustrationerne alvorligt, når en gruppe danskere med anden etnisk baggrund kan se og mærke, at de er dårligere stillet end alle andre både socialt og økonomisk. Derfor skal der en målrettet arbejdsmarkedspolitisk og skolepolitisk indsats til. Den største dynamo for ulighed findes imidlertid på boligmarkedet. Mens ejerboligpriserne er buldret derudad, har lejerne ikke fået del i boligfesten. De har ikke bygget ud og bygget til i rivende fart. Som socialdemokrater må vi have modet til at dæmme op for uligheden med en øget boligbeskatning.

Det handler ikke om at undskylde uromagerne. Tværtimod handler det om at forhindre, at uromagere kan finde grobund. Selvom det langtfra er simpelt, må vi vedstå, at kriminaliteten alle dage har været størst blandt de dårligt stillede i vores samfund. I dag har uligheden et etnisk fortegn, men det ændrer ikke problemstillingen. Når børn og unge ryger ud i ballade, bunder det meget ofte i sociale problemer. Derfor nytter det ikke, når Anders Fogh Rasmussen bliver ved med at sige, at samfundet intet ansvar har. Selvfølgelig bør forældrene tage et ansvar. Desværre er det meget ofte en kendsgerning, at børn og unge, der laver ballede, går for lud og koldt vand derhjemme. Der er grund til at frygte, at deres forældre simpelthen ikke er i stand til at tage et ansvar. Det kan vi ikke blot ignorere.

Mellem to positioner

Dermed placerer Socialdemokraterne sig midt imellem to hårdt opmalede lejre. For det første markerer linjen et opgør med den dogmatiske del af venstrefløjen ved at erkende, at der er massive sociale problemer i visse indvandrermiljøer. Erkendelsen er nødvendig for at kunne gøre noget ved problemerne og for at kunne klæde pædagoger, folkeskolelærere og socialarbejderne på til opgaven. For det kræver både mod og omtanke at foretage en social indsats i et etnisk miljø. Der vil være kulturelt betingede problemstillinger, som kræver både omtanke og omhu. Det er for eksempel nok ikke helt ligetil at tvangsfjerne et barn med anden etnisk baggrund og således både fjerne det fra familie og kultur. Alligevel må Socialdemokraterne insistere på en tidlig social indsats over for børn med anden etnisk baggrund, der mistrives. At undlade den sociale indsats er at lade børnene i stikken.

For det andet bør den socialdemokratiske linje markere et fuldtonet opgør med højrefløjen i Danmark. Den har desværre haft held til at dæmonisere de nye danskere. På fuldstændig urimelig vis antages det, at der skal skrappere midler i brug for at få indvandrere i jobs og ud af kriminalitet end andre danskere. Derfor handler løsningsforslag fra højrefløjen om straf og atter straf. For at få indvandrere i jobs er der lavet regler, som særligt rammer dem. Tag bare integrationsydelsen, starthjælpen, kontanthjælpsloftet og 300-timersreglen. På kriminalitetsområdet står det lige galt til. Tag nu eksemplet med børn, der er kommet ud på et skråplan. Her taler højrefløjen i ramme alvor om at sænke den kriminelle lavalder, så børn kan puttes i fængsel. Hvad fortæller det ikke også om den borgerlige regering, at den kan lade Søren Pind foreslå differentierede straffe?

Samme straf til alle

Det er både meningsløst og unødvendigt, når Folketingets partier konkurrerer på hård retorik og om at være tough on crime. Det vinder vores samfund ikke andet end ulighed og overfyldte fængsler på. Når unge mennesker brænder biler og skoler af, skal de straffes. De skal også straffes hårdt - det tilsiger vores retsfølelse. Men det bør være uden for enhver tvivl, at tildelingen af straf skal være den samme for alle. Samtidig er det helt nødvendigt at gøre sig klart, at der ingen entydig sammenhæng er mellem kriminaliteten i et samfund, og hvor hårde dets straffe er. Kriminalitet har derimod svære betingelser i et samfund med en stærk fællesskabsfølelse og ansvarsfølelse for at få tingene til at fungere. Derfor har vi alt at vinde ved at få alle til at føle sig som en del af et dansk fællesskab. Og derfor er det meget ulykkeligt, at diskrimination og særregler desværre eksisterer i det danske samfund.

Nogle gange kan diskrimination foregå i det skjulte og uden slette hensigter - for eksempel ved at nogle lærere glemmer at stille krav til børn med anden etnisk baggrund. Det gør det imidlertid ikke mere konstruktivt. Andre gange foregår diskriminationen i det åbne og sanktioneres politisk med en skræmmende forråelse af debat-tonen. Søren Pinds nylige forslag er et udmærket eksempel. Ligesom den administrative udvisning af to tunesere i sidste uge er et skræmmende eksempel. Hvorledes kan et demokratisk land mene, at udvisning uden rettergang er i orden? Eller gælder retssamfundet måske kun for nogle? Hvordan kan man kritisere mellemøstlige lande for deres brud på menneskerettighederne og samtidig selv lade hånt om fundamentale retsprincipper, når det gælder ikke-danske statsborgere? Findes der virkelig ikke et par dommere, som regeringen vil betro at holde mund med de oplysninger, der måtte lægges foran dem? Mon ikke det var muligt at finde en løsning, hvor vi undgår dybe kløfter i det danske samfund?

Mon ikke også det var muligt med politiske tiltag, der bygger bro mellem nye og gamle danskere? Tiltag, der bryder med isolering af indvandrere i de almene boligområder, ligger lige for. For kan man føle fællesskab med mennesker, som er helt fremmede for en? Mennesker, hvis kultur man ikke forstår? Mennesker, der bor i boligområder, som man aldrig kommer i - og som man måske er lidt bange for? Vi kan hurtigt blive enige om, at det i sådan en situation i hvert fald udgør en udfordring at skabe et fællesskab. Politisk handling for at få blandede boligområder er endda forholdsvis simpelt. Stil krav om, at alle nye boligområder har en blanding af almene boliger, andelsboliger og ejerboliger, hæv rammebeløbet, lad kommunerne sælge grunde billigere til de almene boligorganisationer, påbegynd en finansieringsreform for den almene sektor og byg frem for alt nogle flere almene boliger.

Socialdemokraterne har altid været kendetegnet ved, at vi har løst de problemer, som samfundet stod over for. Løsningerne har altid været båret af en fællesskabstankegang, hvor vi har tilstræbt bedre muligheder for den enkelte. Det skal vi også gøre nu. Det kræver mod - men det er den eneste langsigtede løsning på de nuværende problemer. Det er samfundets ansvar, og det er Socialdemokraternes ansvar.

Anne Vang er medlem af Borgerrepræsentationen og politisk ordfører (S).Kjeld Holm er biskop i Århus Stift

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Derfor handler løsningsforslag fra højrefløjen om straf og atter straf. For at få indvandrere i jobs er der lavet regler, som særligt rammer dem. Tag bare integrationsydelsen, starthjælpen, kontanthjælpsloftet og 300-timersreglen. På kriminalitetsområdet står det lige galt til. Tag nu eksemplet med børn, der er kommet ud på et skråplan. Her taler højrefløjen i ramme alvor om at sænke den kriminelle lavalder, så børn kan puttes i fængsel. Hvad fortæller det ikke også om den borgerlige regering, at den kan lade Søren Pind foreslå differentierede straffe?"

Anne Vang og Kjeld Holm:

"Derfor handler løsningsforslag fra højrefløjen om straf og atter straf. For at få indvandrere i jobs er der lavet regler, som særligt rammer dem. Tag bare integrationsydelsen, starthjælpen, kontanthjælpsloftet og 300-timersreglen. På kriminalitetsområdet står det lige galt til. Tag nu eksemplet med børn, der er kommet ud på et skråplan. Her taler højrefløjen i ramme alvor om at sænke den kriminelle lavalder, så børn kan puttes i fængsel. Hvad fortæller det ikke også om den borgerlige regering, at den kan lade Søren Pind foreslå differentierede straffe?"

Jeg tror at de to skribenter har forsømt at følge med i udviklingen på det seneste. Når det gælder kravet om hårde straffe og mere repression synes Socialdemokratiet og SF at være helt godt med. Dte er ikke længere noget Dansk Folkeparti og højrefløjen har patent på.