Kommentar

Det ser vi på

Når ministre lover deres opmærksomhed om en sag gælder det om at gå i dækning
Alle minstre vil se på sagen. Justitsministeren for sin del går nu ind og ser på varetægtsfængslinger, hvor Danmark er det europæiske land, der varetægtsfængsler mest og længst.

Alle minstre vil se på sagen. Justitsministeren for sin del går nu ind og ser på varetægtsfængslinger, hvor Danmark er det europæiske land, der varetægtsfængsler mest og længst.

Magnus Møller

Debat
1. marts 2008

Et af det politiske nysprogs hyppige overdådigt indholdsmættede formler er den uforpligtende ildevarslende: Det ser vi på.

Udtrykket kan stå alene i den betydning, at politikeren - ofte en minister - hermed stiller i udsigt, at de pågældende vil undersøge en sag underforstået med overblikkets klarhed og åbne øjne lysende af alverdens visdom. Udtrykket kan også kombineres med andre formler fra nysproget: Det går vi ind og ser på.

Her er ministeren trådt en tåbredde længere frem i skoen. Ministeren går nu ind, det vil sige bevæger sig i sin øvrige urokkelighed ind i sagens centrum og ser på den. Skatteministeren vil således se på danske skatteunddragere; han vil dog ikke direkte bede om indsigt i de tyske opsigtsvækkende oplysninger, som tyskerne ellers har tilbudt.

Skatteministeren vil ikke medvirke til stikkervirksomhed, siger han. Skatteministerens regering vil på den anden side heller ikke direkte tage afstand fra oplysninger, som den danske efterretningstjeneste opnår ved amerikansk formidlet torturhæleri.

Penge og tortur

Penge lugter ikke - så lidt som tortur. I hvert fald på afstand. Men vi ser på det. Uanset hvad, så ser vi på det.

Hvis en eller anden laver kreativ bogføring, hvad man har hørt kan ske, eller en minister groft vildleder Folketinget, så ser vi på det.

Justitsministeren for sin del går nu ind og ser på varetægtsfængslinger, hvor Danmark er det europæiske land, der varetægtsfængsler mest og længst og gerne i isolation, og ofte med den inderlige begrundelse, at statsadvokaten eller dommeren ikke har tid, før arrestanten har siddet i nogle måneder og fået kuk.

Ganske vist får de mest søgte forsvarsadvokater skylden for de lange fængslinger, men afviser via deres formand påstanden. Justitsministeren ser på det.

Det forslag ministeren pønser på, betyder ifølge sagkyndige en forværring af de horrible tilstande, idet eksisterende regler allerede henstiller til lempelse af forhold, ministeren i virkeligheden vil skærpe. Nu ser hun på det.

Med andre ord kan man roligt regne med, at hvis en minister, der i dette tilfælde har haft tiden siden 2001 til at se på sagerne, velvilligt giver sig til at se på noget konkret, risikerer man let en forværring af den givne tilstand.

Beskeden legatsum

Kulturminister Brian Mikkelsen vil nu også se på noget. Ministeren vil se på statens livslange hædersgaver til kunstnere. Guderne skal vide, at beløbene er beherskede. Det er lige før de udvalgte få, såfremt de tjener noget som helst, selv skal betale for hæderen.

Dansk Folkeparti, hvis tankegang ikke ligger Venstres herskende kultursynspunkter fjernt, har ondt i - ja, lige dér - ondt af, at folk, der udtrykker sig, folk med meninger og evner de dybest set afskyr, fremhæves endog belønnes.

Oven i købet lever nogle af kunstnerne ikke under sultegrænsen, og så er det da helt galt. De der har, skal - som skrevet stå - mindre gives. For nu at sige det, som det er, når vi betragter sagen nøgternt, skyldes Dansk Folkepartis vrede over ordningen, som altså ministeren nu ser på med velvilje, at de fleste kunsterne, begunstiget af den pekuniært set forbeholdne hyldest, ikke kan siges at sympatisere med DF's og flertallets grundholdninger. Ikke sådan at forstå at danske kunstnere er særskilt venstreorienterede eller revolutionære, det var synd at sige. Men langt de fleste - for ikke at sige så godt som alle - med undtagelse af et par underholdningsforfattere, der alligevel aldrig ville komme i betragtning til hædersgaverne, så længe det ikke er ministeren selv, der fordeler disse, sympatiserer ikke med DF's og folketingsflertallets overskuelige kulturelle værdier.

Forestillede man sig, at Mor Danmark ved sin barm nærede en Valdemar Rørdam, en Kaj Munk eller en Morten Korch, og forestillede man sig, at denne næring bestod af en livslang hædersgave til hver, ville DF's tapre skare næppe forlange disse gaver strøget af finansloven.

Hvad DF ikke kan tåle, en utålsomhed, der i høj grad deles af Venstre og altså også af en konservativ minister, der nu omend tøvende ser på det, er afvigende holdninger og meninger samt egenskaber og præstationer i kunstnerisk henseende i værker, de ikke forstår.

I bund og grund forekommer begge partiers ledende folk - og den konservative minister der nu ser på det - bestykket med mangel på forståelse og interesse for andre og andres synsmåder.

Var faktisk værdsættelse

Disse højrefløjens nøglepersoner udgør kernetropperne i flertallets stadig mere indædte kamp for afdemokratisering og ensretning af samfund og kultur. Hædersgavernes overordnede idé var blandt andet at demonstrere samfundets værdsættelse af personer, hvis værk så at sige ifølge sagens natur ligger uden for de farbare veje, og hvis bidrag til debatten derfor ofte støder an. Ikke nødvendigvis i direkte politisk forstand, men på normer og vaneforestillinger.

Logisk nok er DF, rindalismens arvtager, lodret imod. Demokratiet, hvis dybere forudsætning er mangfoldighed i synsmåder og indfaldsvinkler, må ifølge DFs ideologer ikke ophøjes som guddom. Kun én gud må være i Himlen og på jorden i evigheders evighed, alt andet er på det jævne, på det jævne og må ej heller ved menneskers mellemkomst tjene til at bedre menneskers kår. Det er at gøre menneske til Gud.

Menneskene har at fylkes i nationen og erkende deres plads i kald og stand, alt andet er vranglære og hovmod.

Såfremt nogen synes, at ovenstående linjer er noget vås, har nogen helt ret. Men dette er ikke desto mindre det centrale i DF's tankegods, som afviser alt afvigende fra dogmerne som ondsindet demokratisme, dét der fører lig lukt til Gulag og Auschwitz. Mangfoldighed er vranglære, tolerance føleri, frisind gudsbespottelse og folkelige fordomme sammenhængskraften.

Frisindede venstrefolk?

Enhver torsk kan genfinde dette farlige, delvis misforståede lutheranske sludder og vrøvl i statsministerens godtkøbsmoral om den folkelige visdom, eller fordomme som værende reel viden overlegent. "Eksperter er vi selv". Apropos fordomme udtalte samme statsminister, at han ikke vil forlade folketingssalen, såfremt en kvinde bestiger talerstolen iført tørklæde. Hvor storsindet af ham.

Hvad angår DF's og Venstres - og den konservative ministers - angreb på de kunstneriske hædersgaver - en lige så stor hyldest til demokratiet som pengegaverne er beskedne - kan det undre, at Venstre ikke opviser mere forargelse over småligheden. Venstre befolkes, eller befolkedes engang, af ulige dele tørvetrillere og frisindede personer - sidstnævnte, der ofte har koketteret med glæde ved det mangfoldige og det anderledes, ja ligefrem hyldede forskelligartetheden og erkendte, at det lille samfund også har en forpligtelse til at støtte økonomisk det overskuelige afkast i kulturlivet.

Hvor er de folk mon henne nu? Døde og borte? Og hvor er de konservatives kulturbrigade, som langt hen ad vejen bifaldt kunststøtte- og hædersgaveideen? Skal man ligefrem nævne navne? Ville en Per Stig Møller som kulturminister - hvad han godt kunne have været - have givet sig til at se på det som en anden Brian Mikkelsen og med henblik på afvikling?

Ja, det ville en Per Stig Møller nok. Oh, at være minister er det grønneste træ i skoven.

Oh, at være i den position, hvor mikrofonholdere ringer dagen lang og forhører sig. Og hvor ministeren i alfaderlig kommenterende ophøjethed om alt: om tørklæder, om varetægtsfængslinger, om tortur og om livsvarige hædersgaver til en bande pryglede aber, kan svare: Det ser vi på!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er sikkert ingen i det ganske land, som tiltror Brian egenskaben snuhed, derfor bdrue man foreslå ham at indstille Søren Krarup til en livslang hædersydelse for hans umådelige mængder af ressentimentpræget nonsens i læserbreve, kronikker og bøger.
Selv om den ville hænge en tung svovllugt i lokalet efter en sådan handel, ville jeg acceptere, at den pensionerede landsbypræst omsider fik lidt anerkendelse, hvis Metz samtidig fik en lignende for sin fremragende essaystik, der uge efter uge kaster lys over landet.
Venstrefolkene ville vel kunne støtte det, skønt de er modstandere af overførselsindkomster (landbruget undtaget). Men man kunne vel være lidt fleksibel.