Kronik

Slavernes glemte børn træder frem

Takket være Danmarks enestående arkiver kan tusinder af danske efterkommere finde deres rødder i den slavetid, som det officielle Danmark har fejet ind under gulvtæppet
Vi danskere burde være mere bevidste om egen slavetid end de fleste andre afdankede kolonimagter, men her skraber vi bunden, og det på trods af, at Danmark i al beskedenhed har verdens bedste slavearkiver, skriver dagens kronikør.

Vi danskere burde være mere bevidste om egen slavetid end de fleste andre afdankede kolonimagter, men her skraber vi bunden, og det på trods af, at Danmark i al beskedenhed har verdens bedste slavearkiver, skriver dagens kronikør.

Michael Altschul

15. februar 2008

Ingen har som forfatteren Thorkild Hansen sat den danske slavetid på nethinden. Med sin prisbelønnede trilogi om slavernes skibe, kyster og øer løftede han for 40 år siden låget til en national kramkiste fyldt med et mylder af historier om menneskeligt fordærv, racehad og systematiseret grådighed.

Nuvel, der røg nok et par historiske unøjagtigheder ned i kisten. Visse pointer blev vel også bøjet over bagklogskabens taknemlige målestok. Men som forfatter formåede Hansen at levendegøre det store umenneskelige drama, som 175 års dansk udbytning af afrikanske slaver udgør.

På ét punkt måtte Thorkild Hansen dog stå af. Han fik aldrig sat kød og blod på individuelle slavers liv og levned. Som han skrev i Slavernes Kyst fra 1967:

"Af de 100.000 slaver, som danskerne fik indskibet fra stranden her, kendes så at sige intet enkelt menneskes skæbne i detaljer -"

Sætningen svirpede mig som et slag i ansigtet, da jeg for 12 år siden genlæste de tre bøger. Kender vi ikke én eneste dansk slaves historie? Det var pokkers. Hvad med deres børn, børnebørn og tipoldebørn? Efterkommerne må kunne tælles i mange hundredtusinder. Hvad er der blevet af dem?

Løse Rødder

Som journalist har man det privilegium at kunne forfølge sin egen tvivl og dykke ned i uløste spørgsmål med frejdig uforstand og utidig omhu.

I dette tilfælde havde jeg tidligere interesseret mig for amerikanske slavers historie, blandt andet på inspiration fra forfatteren Alex Haley, der med sin bestseller og tv-serien Roots ramte et dybt kollektivt savn hos især amerikanere med afrikansk baggrund. Haley fik en hel generation af sorte amerikanere til at krydsforhøre deres bedsteforældre og lede efter en 'Kunta Kinte' i slægtens annaler.

Men da jeg besøgte landsbyen Juffure i Gambia, hvor Alex Haley mente at kunne spore sine rødder, åbenbaredes hans mangel på historisk dokumentation. Landsbyens beboere og ledere var smigrede over således at komme på verdenskortet, men de troede ikke en døjt på historien. Der var alt for mange ting, som ikke passede med forholdene på stedet. Desuden bryggede Haley sin krønike på mundtlige overleveringer, der var løbet stafet gennem generationer, til de flød ud af munden på hans vidtløftige bedstemor Cynthia, mens hun vippede i den hvidmalede gyngestol på verandaen i Henning, Tennessee.

Kyndige historikere har for længst påvist, hvordan Haley omrokerede historiske optegnelser, så de passede i hans lidt for imponerende puslespil om slægtens vandring fra en Mandinka-hytte i Vestafrika i 1750 til en sort professorfamilie i USA syv generationer senere.

Verdens bedste arkiver

Anderledes tæft viser der sig over de danske optegnelser fra slavetiden. De lever ikke kun op til Nationalmuseets ENB-kategori - Enestående National Betydning. De er, endog globalt set, aldeles enestående. Danmark har i al beskedenhed verdens bedste slavearkiver.

Vi har også bastante fysiske minder om denne epoke. Danmark er beriget med en varieret kulturarv fra slavetiden. Den er synlig i gadebilledet og i landskabet som en vrimmel af pompøse bygninger. Navnkundige slotte, herregårde, palæer, industrianlæg og hele kvarterer som Christianshavn og Frederiksstaden omkring Amalienborg er rejst eller erhvervet af overskud fra slavehandelen i Afrika og Vestindien. Sågar statsministerens officielle residens Marienborg har sin egen grumme rolle i slaveriets historie.

Vi burde derfor være mere bevidste om egen slavetid end de fleste andre afdankede kolonimagter, men her skraber vi bunden.

I lande som USA, England, Frankrig og Nederlandene er der en langstrakt debat om, hvordan slavetiden og dens følger skal afspejles i den nationale bevidsthed. Der er en dialog med efterkommere fra de gamle kolonier. Der rejses monumenter og indføres nationale mindedage og revision af skolebøgerne for at kaste lys over dette mørke kapitel i menneskehedens historie.

Det officielle Danmark derimod skutter sig bag en mur af tavshed.

Tavshedens racisme

Ved FN's store konference om racisme i Sydafrika 2001 rejstes krav om, at EU skulle gå i spidsen med at undskylde for europæisk handel med afrikanske slaver. Det gjorde den tyske udenrigsminister Joschka Fischer, der på sit lands vegne undskyldte for "de vedvarende konsekvenser af slaveri og kolonial undertrykkelse". Chancen for en dansk follow-up lå lige for.

Den danske indenrigsminister Karen Jespersen gik på podiet i Durban med en tale, der ikke med ét ord nævnte dansk slavehandel eller kolonipolitik, men var en selvfed hyldest til dansk modstand mod apartheid, til dansk omsorg for verdens flygtninge og til Danmarks rolle som den største donor af bistand til u-landene. "Vi opfordrer andre udviklede lande til at følge den vej", manede ministeren, inden hun for alvor afslørede sig som politisk flugtbilist.

Også hendes nuværende chef har demonstreret en forbløffende mangel på historisk sammenhængskraft. I sit ideologiske hovedværk Fra socialstat til minimalstat bruger Anders Fogh Rasmussen begrebet 'slave' som det værst tænkelige skældsord. Begrebet giver ham myrekryb, og han gyser, mens han i lange jeremiader væmmes ved at stemple landsmænd og fædreland med betegnelser som 'slavesind', ' slavenatur', 'slavesamfund'.

Slaver af natur

"Slavenaturen har sat sig dybe spor i danskernes tankegang", skriver den senere socialstatsminister. "Denne ynkelige slavenatur gennemsyrer hele det danske samfund".

Fogh Rasmussen kan slet ikke holde op, da han først har trukket krabasken:

"Det er denne trællementalitet, som gennemsyrer det danske samfund. Borgerne har øjnene stift rettet mod statsapparatet, som både er herren, der sørger for livets opretholdelse og fogeden, der stiller krav om lydighed og underkastelse til gengæld for institutionerne, behandlerne og de mange rare tilskud".

Af sammenhængen forstår man, at krapylet mestendels udgøres af lønmodtagere og offentligt ansatte, men pointen er klar nok: slave er man af natur. Af personlig tilbøjelighed og frivillig magelighed.

Hvilken hellig enfold.

Med sin ahistoriske og aggressive sprogbrug har den senere regeringschef givet begrebet slave en Enestående National Tydning, som turde være beskæmmende for tænkende væsener og milevidt fra de historiske realiteter.

Dermed viderefører han nogle af de myter, som herremanden og fogeden i sin tid brugte til at legitimere slaveriet og udbytningen af de sorte undersåtter: dehumaniseringen, skelnen mellem 'dem' og 'os', overmenneskets gudgivne ret, markedets krav og kolonimagtens ufejlbarlighed. Det er myter, der i afglans stadig genkendes i nutidige fordomme om 'de andre'.

Realiteten er, at de danskes slaver var ofre, men også mennesker med en ubændig og forbilledlig frihedstrang. Mange af dem var frihedskæmpere i ordets egentlige betydning.

Efterslægten

I det seneste tiår er det faldet i min lod at følge historien om danskernes slavetid dér, hvor Thorkild Hansen slap den: ved slaverne og deres efterslægt, der er langt mere mangfoldig og fascinerende, end jeg på forhånd anede. Jeg er kommet videre end Hansen takket være omfattende rejser og research med hjælp fra de danske arkiver, kyndige historikere, engagerede efterkommere og ny teknologi som Internet, databaser og DNA-tests.

Det er en sejlivet myte, at den danske slavetid ophørte, da Danmark afgav sine slaveområder - Guldkysten i Afrika og Jomfruøerne i Vestindien. Sandt er det, at officiel dansk interesse forsvandt som dug for den tropiske sol, da den sidste embedsmand foldede Dannebrog sammen og sejlede hjem.

Men i virkelighedens verden fortsætter historien. Tusinder af nulevende danskere er efterkommere af slaver fra Afrika, mange uden at vide det. Det gælder underviseren på Nørrebro, keramikeren i Albertslund, den medicinske professor i Århus, jazzmusikeren i Hellerup, chaufføren i Korsør, redaktøren i København og mange andre.

Deres forfædre blev kidnappet, sejlet ud af Afrika i lænker og gjort til danske slaver for at lægge krop til den udvikling frem mod et industrisamfund, som nutiden nyder godt af. Bagefter blev de glemt.

Men historien om danskernes slavetid er et lærestykke uden lige. Det er på høje tid, at slaverne og deres slægt får en plads i historien. Måske gør det os mere bevidste om vores identitet som danskere. Måske mere ydmyge og forstående over for andre kulturer. Det får så være. Det tåler vi nok.

Alex Frank Larsen er journalist, tv-producent og forfatter til bogen 'Slavernes Slægt', udgivet af DR i denne uge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sofie Zehngraff
Sofie Zehngraff anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu