Kommentar

Socialdemokraternes bizarre retssikkerhed

Skal alt være lige hemmeligt?
22. februar 2008

Det har været pinagtigt i efterhånden en del år at følge Socialdemokratiets vanskeligheder. Partiet - der af en eller anden grund nu hedder Socialdemokraterne - har svært ved at finde det kompas, som både moralsk og i det daglige politiske arbejde hjælper til at vise de politiske aktører, hvad der er rigtigt og forkert - og især at handle derefter.

Det seneste af alt for mange eksempler er partiets opbakning bag terrorlovgivningen fra 2002. Da integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i smuk forlængelse af sine opfattelser fra før udnævnelsen til minister gav udtryk for tvivl om lovgrundlaget for den udvisning af to tunesere, som hun netop havde truffet afgørelse om, trådte partiet igen ved siden af. Det lykkedes ordfører på området Morten Bødskov at gøre det, som ikke burde være muligt: I stedet for at hilse ministerens tvivl velkommen som anledning til en nærmere gennemgang af den lovgivning, der fulgte i kølvandet af 11. september 2001, gav Morten Bødskov på forhånd afkald på ethvert selvstændigt initiativ. Af alle muligheder valgte han at appellere til statsminister Anders Fogh Rasmussen - tilsyneladende i forvisning om, at de deler værdier - og krævede, at statsministeren satte sin integrationsminister på plads. Hvilket da også skete samme dag, men nok ikke som følge af Bødskovs initiativ. Siden er det i oplyst, at partiformand Helle Thorning-Schmidt samme dag ringede til statsministeren i samme ærinde.

Brud på sikkerhed

Socialdemokraterne støttede altså op om en lovgivning, som har betydet et voldsomt brud på den retssikkerhed, som landets politikere ellers stort set altid har stået vagt om.

Det har været ganske bizart at høre, hvorledes man stadig er bange for at lægge oplysningerne frem for en dommer og forsvarsadvokaterne. Dommere er ikke mest kendt for på ulovlig vis at strø om sig med oplysninger, og det har i mange år været muligt for politiet at få dommeren til at pålægge forsvarsadvokaten ikke at videregive oplysninger til den sigtede. Afgørende er det dog, at der imidlertid er mulighed for at holde retsmøderne for lukkede døre. Selv har jeg som dommer en enkelt gang haft at gøre med en sag fra PET, uden at der slap noget ud. Og nogle år før, da jeg som retsassessor var souschef ved en kriminalret, havde dommeren sådan en sag, men det lykkedes ham og hans sekretær at holde sagens indhold hemmeligt for resten af kontoret. Så det kan altså lade sig gøre at overlade sagerne til ganske almindelige dommere, uden at det går galt.

Lukkede døre

Det seneste forslag om at etablere et særligt organ af særligt udvalgte dommere og advokater er ikke godt. Ingen har ulejliget sig med at forklare, hvorfor de sædvanlige muligheder for lukkede døre skulle være utilstrækkelige, og allerede derfor er forslaget overflødigt. Netop en lukket kreds af dommere og advokater vil også kunne give en mere eller mindre begrundet fornemmelse af, at der kan opstå en uheldig form for indbyrdes forståelse, som blot bliver til en ny form for lukkethed.

Læseren vil nok forstå min uro over, at Morten Bødskov som en anden skoleelev, der sladrer til sin lærer om en uartig kammerat i klassen, forlanger en redegørelse fra statsministeren.

Og denne appel om tillid til systemet rettes til en mand, som er kendt for selv at have et ganske særligt forhold til lov og ret! Anders Fogh Rasmussen blev i sin tid nødt til at forlade sin post som skatteminister, fordi han havde tvunget sine embedsmænd til kreativ bogføring og derefter havde forsøgt at skjule det ved at lyve over for Folketinget. Siden førte han os ind i en krig også på grundlag af en løgn, i strid med både den danske grundlov og folkeretten. Han har som ingen anden splittet landets befolkning. Det er ikke det rigtige sted for en socialdemokrat at søge trøst og beroligelse.

Per Janfelt er pensioneret byretsdommer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Det er tankevækkende, at det er politiet og pensionerede jurister der tydeligst tør udtrykke bekymring for implikationerne af terrorlovene, specifikt retssikkerheden.

Byretsdommer, ganske vist ex, så skal man have antennerne ude.

Jeg er selv jurist, men lider ikke af juristernes konstante ydmyge betegnelse af sig som særligt begavede og med en guddommelig indsigt i stort set alt, i hvert fald en særlig indlevelse i moral og fornuft.

Sådan har juristerne sørget for, at vi bliver "opdraget". Gennem århundreder!

Jeg har mødt utallige af dem, alle som andre dødelige, men aldrig konstateret, at disse havde særlige overnaturlige evner.

I denne sag kræves metoder beskyttet, og denne beskyttelse varetager politikere lige så godt som jurister.

Hvis jurister skulle være indblandet skulle det alligevel ske for lukkede døre,-og hvad er så forskellen!

Få tuneserne smidt ud og lukket den sag!

Den er blevet vendt på hovedet!

"Få tuneserne smidt ud og lukket den sag!" Enig hr. Øhle.
Det forekommer grotesk ,at så mange mener, at sagen skal for en dommer, set i lyset af at PET selv meldte ud at sagen formodentlig ikke kunne bære en almindelig rettergang, men at man af hensyn til Westergaards sikkerhed havde valgt at gribe ind på et meget tidligt tidspunkt. På den måde tvinger man jo praktisk taget PET til næste gang at vente til mordet er sket.

Tosserne kan åbenbart ikke selv se, hvad de siger: hvis sagen ikke kan bære en almindelig rettergang, er der heller ikke sket noget kriminelt. Er der ikke sket noget kriminelt, skal der ikke handles. Så enkelt er det.
Det er kriminelt at planlægge forbrydelser i Danmark, også mord, så det var altså den bevisbyrde, man skulle løfte, men ikke mente, at man kunne tilstrækkeligt underbygge.
Tosserne vil ikke se konsekvensen: at der muligvis slet ikke har været tale om reelle og fremskredne planer om mord! Vi får det aldrig at vide, for vi har kun PETs ord for det. Og er det ikke sådan, at PET UNDERTIDEN har taget fejl?

Det er absolut påfaldende at et stort set enigt udsnit af alle dem som har forstand på området - forskere, menneskerettighedseksperter, jurister, advokater og tidligere ledere i PET - forklarer at den nuværende lovgivning er problematisk og bør laves om. Og at et lige så enigt udsnit af politikerne fremfører den ene usaglige floskel efter den anden for at legitimere ikke bare en fortsættelse af den eksisterende praksis, men også potentielle skærpelser.

Den liberale retssikkerhed er i fuld gang med at blive solgt, stykke for stykke, af populistiske politikere som køber sig billige point hos højrefløjens vælgersegment. I det lys er sobre opråb som det Per Janfelt her har forfattet ikke bare vigtige, men absolut nødvendige. Stor ros!

Stor tak til Per Janfelt for dette vigtige og nødvendige indlæg.

Momentant, hvor størstedelen af den danske befolkning inkl. politikerene har mistet jordforbindelsen, er det befriende at læse hr Janfelts fine indlæg vedr. 3-delingen af magten. Den må der ikke gives køb på.

Svend Erik Sokkelund

Jeg er helt enig med Peter Janfelt. Og rystet over visse politikeres holdning til retssikkerheden.
Historien bare indenfor vor tid har skræmmeeksempler nok på hvad der kan ske, når den slags får lov at skride ud af kontrol i lukkede kredse.

TEmOKRATI

Teokrati kommer af de græske ord theós, som betyder Gud, og kratía, som betyder styre.

Demokrati kommer af de græske ord démos, som betyder folk, og kratía, som betyder styre.

Når du hører ordet teokrati, så associerer du det med et religiøst styre, hvor overhovedet påstås at have en eller anden forbindelse til den, der har skabt hele denne molekylære masse, som vi alle lever i. Og dermed er det udelukkende denne persons mening, som gør sig gældende i livets kampbane.

Når du hører ordet demokrati, så associerer du det med et folkeligt styre, hvor alle meninger kommer til udtryk gennem et stort konsensus repræsenteret i et folkevalgt styre.

Når du hører ordet teokrati, så tænker du: Farvel til ytringsfriheden og meningsfriheden. Her er det kun én mening, der er sand. Ingen argumentation og ingen diskussion.

Når du hører ordet demokrati, så tænker du: Goddag til ytringsfriheden og meningsfriheden. Her kan flere forskellige meninger være sande. Masser af argumentation og masser af diskussion.

Det her er i hvert fald hvad ordbøgerne, filosofferne, politikerne og ideologerne gerne vil have jeg tror. Men jeg har nu altid været skeptisk af natur. Og når nu jeg lever i et samfund, som af de fleste bliver beskrevet som værende demokratisk, så har jeg egentlig lidt lyst til at prøve, at vægte og veje dette samfund i filosoffernes filosofiske vægtskål.

At det ikke er et teokrati jeg lever under er (heldigvis) en nem og hurtig konklusion, at komme frem til. Jeg mindes ikke at have hørt den seneste statsminister påstå, at han har direkte kontakt til skaberen, selv om hans selvsikkerhed godt kunne give en mistanke om, at han selv tror det.

Men er det så dermed automatisk et demokrati, jeg lever under? Vi er alle sammen en flok kloge og velargumenterende mennesker i det her samfund. Og det gør jo, at vi er yderst kritiske og sandhedssøgende.

Og én ting er da sikkert. Det styre jeg lever under tillader i hvert fald at jeg tænker. Og med min skeptiske natur og min til stadighed velfungerende hjerne, har jeg nu valgt at tænke lidt på, om min mening kommer til udtryk gennem det her store konsensus repræsenteret i det folkevalgte styre.

Ligesom konklusionen om teokratiet var nem og hurtig at komme frem til, så kommer jeg ligeledes raskt og kvikt frem til, at mine meninger ikke er repræsenteret i dette styre. Og nej, det skyldes ikke den blokpolitik, som lystigt demonstreres inde i den store sal. Det skyldes derimod at det parti, som jeg helst så sidde ved styrepinden, overhovedet ikke er repræsenteret i det folkevalgte styre. Så med andre ord hører jeg til den del af befolkningen, som blot er tjæren på tandhjulet.

Men det giver mig dog ikke en bitter smag i munden.

Der, hvor jeg som, den tjære jeg nu engang er, har lyst til at hoppe af tandhjulet, er i forbindelse med den saglige argumentation. Siden jeg indledte mine spæde år på den intellektuelle stige i undervisningssystemet, er jeg altid blevet belært om at lytte til andre, diskutere, argumentere, afvise, anerkende og vigtigst af alt acceptere andres holdninger. Mine år i undervisningssystemet blev præget af skift mellem Anker Jørgensen, Schlüter og Nyrup. Men på min vej op af den intellektuelle stige, stødte jeg ind i Anders Fogh og hans regering. Den traditionsprægede sædvane med at sidde i rundkreds og holde hinanden i hånden blev fluks ophævet. Det har sikkert ramt nogle personer meget hårdt.

Men det giver mig dog ikke en bitter smag i munden.

Der, hvor jeg føler mig trådt over tæerne, er når ophævelsen af rundkredsen indbefattede ophævelsen af saglig argumentation, diskussion og kritik. Jeg mener nu engang, at mennesket i sin atomare kropssammensætning er et intellektuelt væsen, der har kapabiliteten til at tænke og overveje. Jeg mener rent faktisk, at det er min helt egen primitive ret, at jeg kan få lov til at tænke og overveje og ytre. Problemet opstår, når jeg i dagens arena, bliver frataget denne primitive ret.

Præcis det giver mig en bitter smag i munden.

Jeg føler, at jeg ikke må tænke og overveje og ytre. Jeg tænker på om den retfærdige krig i Irak nu også er retfærdig. Jeg tænker på om Søren Soldat overhovedet skulle være i Kabul. Jeg tænker på om regeringen hjalp den danske ko med at komme af med sin mælk. Jeg tænker på om de danske veje er bygget på et sandt fundament. Jeg tænker på at måske er der nogen, der har bagtanker med deres planer og love. At jeg tænker er indtil videre ikke kriminelt.

Men at jeg ytrer nogen af de ovenstående holdninger har vist sig at føre til beskyldninger om landsforræderi, beskyldninger om at støtte terror, beskyldninger om at være et får, beskyldninger om at være fundamentalist og beskyldninger om at være Islamist.

Rent faktisk ser jeg nu at det endda kan føre til fængselsstraf at være uenig med regeringen i dens håndtering af det verdenspolitiske scenario.

Og fængslet ligger åbenbart tæt op af mit hjem. For jeg går ind for politisk Islam.

Men det er ikke mit problem. Mit problem er, at jeg ikke engang må argumentere for, hvorfor jeg går ind for politisk Islam. Jeg må ikke argumentere for, hvorfor jeg mener, at demokratiet har spillet fallit. Jeg må ikke argumentere for, hvorfor jeg mener, at ytringsfriheden er hyklerisk, idet den kun gør sig gældende for Mogens Camre og ikke for Hizb ut-Tahrirs talsmand. Jeg må ikke argumentere for, hvorfor jeg mener, at muslimer skal forsvare sig, når indbrudstyven træder ind i deres lejlighed. Jeg må ikke argumentere for, hvorfor religionsfrihed er hyklerisk, idet den kun gør sig gældende for upolitiske religioner. Jeg må ikke argumentere for, hvorfor jeg mener at demos kratia er århundredets største løgn, idet folket som helhed aldrig ville kunne til enighed om én bestemt samling af love, og at der altid vil være uenigheder og stridigheder.

Jeg må ikke engang argumentere for, hvorfor jeg er overbevist om, at der findes en skaber, der skal lovgive for mennesket, og at demokratiet dermed er usandt.

Landsskadelig virksomhed. Antidemokratiske udtalelser. Lad os brænde ham på bålet. På en civiliseret måde.

Jeg skal acceptere, at der kun er én mening, og den er sand. Ingen argumentation og ingen diskussion.

Så min skepticisme har ført mig til at tænke, mene og ytre at jeg lever under et TEmOKRATI.