Kronik

Sundhed - en kommunal udfordring

I flere kommuner er sundhed blevet et selvstændigt indsatspunkt med en egen målsætning om at sikre borgerne et kvalitetsbetonet liv, men det kræver både målrettethed og organisatorisk forankring af indsatsen, hvis ikke kommunerne skal overmandes af de nye udfordringer
De danske kommuner er for alvor i gang med at positionere sig som centrale aktører i det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde.

De danske kommuner er for alvor i gang med at positionere sig som centrale aktører i det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde.

Thomas Wilmann

29. februar 2008

Sundhed er for alvor kommet på den offentlige dagsorden. I medierne og i den kommunalpolitiske virkelighed. I medierne følger vi børns deltagelse i fitness. Vi tager på højskole med overvægtige kvinder eller følger medarbejdere på Toms Chokoladefabrik, når de lægger det daglige forbrug af chokolade bag sig. Sundhed er i højere grad end tidligere blevet den enkeltes ansvar og dermed et anliggende for os alle. Temaet spaltes i sund og usund. Indgår vi i sunde eller usunde fællesskaber? Gør vi brug af de muligheder, vi har, for sund livsstil, eller vælger vi usundt? Kommunerne tager et medansvar. Det er tydeligt, at Danmark med den nye kommunalreform og sundhedsloven har fået nye vægtige aktører i spillet om sundheden. De nye storkommuner har fået ansvar for en række opgaver inden for sundhedsfremme og forebyggelse, for eksempel i forhold til børn og unge - de spiller nu en nøglerolle i folkesundheden.

Nærhed og involvering

Med den nye opgave- og strukturreform og den nye sundhedslov lægges der op til et kommunalt engagement i arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse. Hensigten er, som Jesper Fisker, administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen, formulerer det i en kronik i bladet Danske Kommuner: "At trække på de fordele, der er ved, at kommunerne er tæt på borgerne". Dette ny nærhedsprincip kobles med et princip om at involvere flere sider af borgernes liv gennem en tværgående indsats. Samtidig skal der i forhold til særlige målgrupper iværksættes egne aktiviteter og formuleres politiske målsætninger og indsatspunkter. Kommunerne er med lovændringerne blevet centrale aktører i det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde.

En undersøgelse af fire kommuners bestræbelser på at forankre forebyggelse og sundhedsfremme som en del af deres arbejde har givet et indtryk af de udfordringer, kommunerne står over for. Det handler mere om at få de organisatoriske rammer på plads omkring sundhedsindsatsen end om borgernes sundhed. Sundhed er en organisatorisk udfordring. Billedet er det samme i de fire kommuner: Århus, Gladsaxe, Rudersdal og Lolland/Falster. De kommunale sundhedschefer og ledere med ansvar for forebyggelse og sundhedsfremme efterspørger i højere grad end tidligere viden, der går på tværs af faglige skel og niveauer. De efterlyser en diskussion af fordele og ulemper ved forskellige samarbejdsmodeller, der kan åbne for nye indsigter i forhold til sundhedsfremme og forebyggelse som et samlet tværgående indsatsområde.

Tværgående forankring

I undersøgelsen af de fire udvalgte kommuners organisering af indsatsen for sundhedsfremme og forebyggelse ser vi på nogle af de udfordringer, kommunerne står over for i organiseringen af den forebyggende og sundhedsfremmende indsats - både indsatsen over for særlige målgrupper og mere generelt set. Undersøgelsen giver indblik i, hvordan de fire kommuner arbejder på at omsætte lovens krav om at indplacere forebyggelse og sundhedsfremme som et selvstændigt punkt i politikudviklingen, samtidig med at forebyggelse og sundhedsfremme gøres til et integreret punkt i det eksisterende tilbud til udvalgte målgrupper.

Lederne i de fire kommuner oplever det som en særlig stor udfordring at skulle tænke den forebyggende og sundhedsfremmende indsats på tværs og samtidig specifikt rettet mod målgrupper, man ikke tidligere har haft fokus på i det kommunale. Historisk set har forebyggelse været fokuseret på borgere med særlige behov. Så selv om kommunerne nu er forpligtede til at etablere sundhedsfremme og forebyggelse, der er generelt rettet, så viser vores interviews, at dette generelle perspektiv udfordres af en tradition, hvor forebyggelse typisk har rettet sig mod patienter eller svage grupper.

Et andet forhold, der tilsyneladende er tæt sammenvævet med det historiske, er sprogbrugen. Her er der i de fire kommuner en tendens til at tale om sundhed med lægefaglige begreber, hvormed sundhedsarbejdet relateres til et helbred, livsstilssygdomme og såkaldt 'risiko-adfærd'. Kommunerne peger selv på den udfordring, der ligger i at løsrive forebyggelsen og de sundhedsfremmende initiativer fra det traditionelle medicinske fokus - nok i særlig grad i forhold til børn og unge. Det opleves ekstra udfordrende at give indsatserne for børn og unge det ønskede pædagogiske fingeraftryk. Hvis der udelukkende sættes fokus på helbredsspørgsmål, hvilket der ifølge kommunerne er risiko for, lukkes der samtidig ned for en aktiv målgruppedeltagelse og involvering.

Modsatrettede hensyn

Undersøgelsen peger i retning af, at der tilsyneladende er en række modsatrettede hensyn på spil. For det første støder en risikotankegang og en bred tilgang til sundhedsfremme og forebyggelse sammen. På den ene side giver kommunerne udtryk for at, at de vil lægge stor vægt på særlige risikofaktorer som rygning, motion, kost og fedme. På den anden side giver de udtryk for, at de vil satse på en bredere tilgang, hvor det handler om at tage udgangspunkt i, hvordan borgerne forholder sig til deres livs-situation, såvel som til muligheder som begrænsninger. På det strategiske niveau løber forebyggelse og sundhedsfremme i et dobbelt-spor: a) et risikospor og b) et spor, der refererer til et bredt sundhedsbegreb, hvor både værdier, livsstil og levevilkår medtænkes.

For det andet angår nogle modsatrettede hensyn forholdet mellem en central og decentral forankring af det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde. I de undersøgte kommuner risikerer hensynet til central styring og beslutninger om evidensbaserede indsatser at stå i vejen for lokale eller institutionelle strategier og decentralt forankret viden. Et konkret eksempel på denne problematik finder vi i en enkelt af kommunerne, hvor etableringen af et 'Sundhedshus for Unge' tyder på en problematik i forhold til forankring. Dette 'Sundhedshus for unge' har tidligere været et amtsligt pædagogisk center, hvor teaterfolk, pædagoger og sundhedsfolk arbejdede med forebyggelse og sundhedsfremme specifikt i forhold til unges seksualitet.

Medarbejderne har nu fået til opgave at fokusere bredere og etablere indsatser, der også handler om kost, motion, rygning og alkohol, dvs. de såkaldte KRAM-faktorer, hvilket de løbende skal opkvalificeres til. Deres faglige tilhørsforhold og selvforståelse er imidlertid pædagogisk og specifikt rettet mod unges seksualitet og beskriver det nye sundhedsfaglige tilhørsforhold som problematisk. Det skaber i værste fald udvanding af den succes, man har haft med det tidligere amtslige initiativ samt problemer med den pædagogiske orientering.

Fremtidige udfordringer

Ovenstående undersøgelse tegner et billede af et sundhedsområde, hvor kommunerne trækker nye linjer i sandet. Der er tale om en ny form for netværksstyring, hvor en særlig type hybrid involvering af mange aktører og ikke mindst en ambition om at bevæge sig tæt på borgernes liv kombineres. Det handler om at ramme de måder, borgerne taler om sundhed på, og det handler om at tage udgangspunkt i deres værdier fra hverdagslivet og om at sammentænke det pædagogisk-faglige niveau med det politisk-administrative. Vi foreslår i denne sammenhæng et øget fokus på a) samarbejdet mellem de forskellige sundhedsprofessionelle og andre frivillige og b) interaktionen mellem dem og deres målgrupper, hvilket i høj grad afhænger af kommunens organisering af forebyggelse og sundhedsfremme samt valg af interventionsstrategier.

Sundhed er i flere kommuner gjort til et område for strategisk samordning, hvor forskellige sektorielle politikker tænkes sammen, og samtidig er sundhed blevet et selvstændigt indsatspunkt med en egen målsætning om at sikre borgerne et kvalitetsbetonet liv. Én ting er imidlertid at samordne eksempelvis familiepolitikken, skolepolitikken og børn- og ungeindsatsen om en fælles målsætning om forebyggelse og sundhedsfremme, en anden ting er at formulere sundhed som et selvstændigt indsatspunkt. Hvor det første handler om at indsætte sundhedsfremme som et fokuspunkt for allerede formulerede sektorpolitikker, så handler det sidste om overhovedet at formulere, stabilisere og indholdsudfylde sundhedsfremme som en politik på linje med og i potentiel konkurrence med andre politikker. Den strategiske udfordring er indlysende. Sundhed tæt på borgerne kræver både målrettethed samt nogle generelle målsætninger. Den organisatoriske forankring af indsatsen er afgørende, hvis ikke kommunerne skal overmandes af de nye udfordringer.

Karen Wistoft er ph.d.i sundhedspædagogik og ansat på Institut for Pædagogisk Filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Århus UniversitetHolger Højlund er ph.d. i offentlig politik og ledelse og ansat ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu