Der kører en interessant diskussion omkring den norske journalist og forfatter Åsne Seierstads bog Englen i Groznyj, der er en gribende reportage fra Tjetjenien, hvor en af Europas glemte tragedier finder sted - nu på tolvte år. Det her handler ikke om bogen, men om den sandhedsværdi, som man kan lægge i den såkaldte narrative journalistik. Det virker, som om man her i Danmark tror, at den form for gengivelse af virkeligheden er noget ganske nyt.
Seierstads bog blev gennemgående godt anmeldt. Dog rejser Flemming Rose i Jyllands-Posten et interessant spørgsmål. Han finder tre faktuelle, historiske fejl og ud fra dem slutter han, at det er svært for ham at have tiltro til, at bogens øvrige begivenheder har fundet sted som beskrevet. Hans synsvinkels relevans fremstår i sin samtidige tvetydighed ved, at hans egen avis begår to faktafejl i omtalen af Seierstads bog. Betyder det, at Roses anmeldelse dermed er uden validitet? Betyder Seierstads tre fejl, at bogens tyngde omkring almindelige menneskers skæbner er utroværdig?
For mig er diskussionens omdrejningspunkt det mest dyrebare, der findes i journalistikken, nemlig den enkelte journalists eller forfatters troværdighed. Det handler om, hvorvidt vi kan stole på det, vi læser, og det vi ser eller hører i massemedierne. Derfor reagerer Åsne Seierstad stærkt, som jeg ville have gjort det, når netop hendes fremmeste og måske eneste valuta, troværdigheden, bliver draget i tvivl. Vi kan ikke vide, om hun har oplevet det, hun gengiver, vi kan kun tro på det, hvis vi tror på hende.
BBC ville fyre
Det er udmærket, når fusentaster en gang imellem bliver taget med bukserne nede. Det er sundt for professionen og for modtagernes kritiske sans, at en Jeppe Nybroe bliver afsløret, fordi han vægter sig selv og sit eget image højere end sandheden. Desværre vidner hans ligegyldighed over for, om han er på vej ind eller ud af et land, ikke alene om hans egen mangel på dømmekraft, men lige så meget om en svag redaktionel kontrol på TV-Avisen. Jeg tror, at hvis en sådan sag havde ramt BBC, ville journalisten være blevet fyret på stedet, men også hans nærmeste chefer var lige så selvfølgeligt blevet degraderet eller afskediget
Hvad er sandheden i et menneskes oplevelse og gengivelse af virkeligheden? Den er subjektiv. For den involverer både afsenderens subjektivitet og modtagerens subjektive opfattelse af afsenderens meddelelse. Så det hele centrerer sig omkring den enkelte journalists integritet, især når vi taler om udenrigsreportagen.
Åsne Seierstads måde at drive journalistik på er ikke ny, selv om den i diskussionen fremstilles som ny. En stor del af debatten handler om hendes første, intense kapitel, hvor hun går ind under huden på en traumatiseret tjetjensk dreng. Hun er drengens point of view. I det følgende bliver hun langt mere normalt journalistisk beskrivende.
Udøverne findes før hende - heldigvis. Jeg synes, at i de rette hænder er det en fantastisk journalistisk genre. Den havde en storhedstid i mellemkrigsårene mellem Første og Anden Verdenskrig, hvor både en Hemingway og en Graham Greene sammen med en lang række andre forfattere dyrkede den.
Hvis vi går til vor egen tid, er polakken Ryszard Kapuscinski måske en af genrens absolutte mestre. Han rejste verden rundt og skrev bøger om den, blev verdensberømt, anset for utrolig troværdig, selv om han kun rejste, fordi magthaverne gav ham lov. Han levede under kommunismen, der opfattede journalister og forfattere som partiets forlængede propagandasoldater. Alligevel var Kapuscinkis troværdighed uantastelig, når han beskrev ganske almindelige menneskers verden fra Afrika til Latinamerika, men måske meget betegnende først Rusland og hans egen personlige baggrund, da kommunismen var lagt i graven.
Ellegaards efterord
I den relative nutid har vi også en Bruce Chatwin, hvorom en anden stor rejsende forfatter Paul Theroux en gang frustreret skrev om Chatwins manglende faktualitet: Men hvordan fanden er Bruce kommet fra her til der?
I det hele taget står den narrative journalistik eller den litterære reportage stærkt i den engelsksprogede verden. Man kan anbefale udgaver af det litterære tidsskrift Granta, der har udgivet adskillige opsamlinger med The Best of Granta Reportage eller The Best of Granta Travel.
På dansk har Carsten Jensen i sine store rejsebøger krævet, at hvis vi vil accepterer hans beskrivelser og hans møder med mennesker, må vi acceptere hans troværdighed.
En mester i den vanskelige genre var Jan Stage, der selv var klar over faldgruberne.
Hvornår er man forfatter, og hvornår er man journalist? Hvad er sandheden, og hvordan gengiver vi den troværdigt? Der findes ingen endegyldige svar, men kun en fortsat diskussion og en tro på og viden om, at troværdighed er svær at opnå, men kan sættes over styr på et øjeblik.
Jeg synes, Lasse Ellegaard skriver det ret så præcist i sit fine efterord til en samling af Stages journalistik og essays, som han redigerede. Ellegaard understreger selvfølgelig, at det skal være rigtigt, hvad der står i avisen- "bestræbelsen må altid være at skildre virkeligheden så nøjagtig, som det nu er muligt".
Men som Ellegaard også understreger, og dermed er der lagt op til fortsat diskussion og overvejelser inden for og uden for journalisternes verden: "I nogle af Stages bedste tekster bliver den tommelfingerregel ikke altid overholdt til punkt og prikke, da den kunne optræde som en forhindring for en litterær søgen efter sandheden. Hvad han oplevede som en sandhed, blev skrevet - for det meste korrekt, selvfølgelig, ellers havde han ikke overlevet som reporter i alle de år, men nu og da som en fortolkning, en genfortælling filtreret gennem hans temperament".
