Ugens bommert - en gang til

I Information den 1. februar under titlen 'Ugens bommert' forsøger Ulrik Dahlin at gøre sig lystig over folketingsmedlem Christian H. Hansen. Anledningen er, at politikeren har protesteret mod, at undulater udsættes for dyrplageri. Det, synes Ulrik Dahlin, er utrolig morsomt, og han giver frejdigt politikeren følgende prædikat: "Folketingets mest indædte dyreven, C.H.H. fra Dansk Dyre-, undskyld, Folkeparti".

Straks er den platte tone slået an, og forfatteren fører den konsekvent videre gennem hele artiklen. Selv finder han tilsyneladende sin stil meget elegant og morsom, for senere hedder det:

"Hov-hov, næbbede læser, inden du måske vælter ned af stolen, forestil dig så, at din eneste lænestol hjemme i privatburet var betrukket med sandpapir eller med glasskår!"

Kvikke bemærkninger om dyrevenner har altid kunnet udløse spontan latter i Danmark. Så udbredt er opfattelsen af, at kampen mod dyremishandling er en omgang sentimentalt pladder, at man ikke så sjældent bliver mødt med latter, når man bringer emnet på bane, fordi folk tror, man er ironisk. Når det går op for dem, at man mener, hvad man siger, bliver der pinlig tavshed.

Som eksempel på, hvor tabuiseret emnet er, skal jeg nævne en artikel, som jeg skrev med udgangspunkt i det modbydelige begreb 'svineproduktion', et ord, jeg i denne forbindelse endnu engang skal understrege forekommer mig at høre til i en nazistisk terminologi.

Artiklen blev bragt her i bladet for tre-fire år siden. Da den senere udkom som del af en bog, blev jeg af Erik Skyum-Nielsen beskyldt for 'menneskeforagt'. I et privat brev til avisens anmelder bad jeg ham om at uddybe, hvad han mente. Jeg fik aldrig noget svar.

Hvis Ulrik Dahlin med sit indlæg vil antyde, at visse af Dansk Folkepartis holdninger, blandt andet til asylansøgere, nærmer sig menneskeforagt, kan jeg kun give ham ret. Men så kritiser dog de holdninger og lad være med at lade det gå ud over dyrene! Der er ingen naturlov, som siger, at den, som elsker menneskene, hader dyrene - eller omvendt.

Hvor mange danskere tænker over, at de tilhører en nation, hvis økonomi og traditionelle spisevaner i høj grad er baseret på massiv udnyttelse, i mange tilfælde mishandling af dyr? Det lader til, at dyreretsforkæmpere i manges øjne bare er godt stof til platte vittigheder. Er det at gå for vidt at antage, at det muligvis er den samme afstumpede holdning, der gør, at mange danskere forholder sig påfaldende passivt, når de gennem massemedierne dagligt informeres om katastrofer i fjerne lande, for hvis elendige forhold de selv oven i købet har et medansvar? Kan det overraske, at når et sådant folk går til valg, handler det ikke om, at det er involveret i en grusom krig, men at det kræver mere mad på bordet, selv om det allerede vakler under sin egen overvægt?

Den danske venstrefløj har altid gjort meget ud af at solidarisere sig med frihedsbevægelser i lande på den anden side af jordkloden. Det er fint. (Især, kunne man tilføje i parentes, når det drejer sig om ikke -voldelige frihedsbevægelser.)

Det er langt mindre heroisk at kæmpe for, at undulater eller andre dyr, der er overladt til menneskers forgodtbefindende, får en ordentlig tilværelse. Men måske er det i virkeligheden dér, omsorgen for andre væsener begynder?

Hvis man ikke kan føle omsorg for sine nærmeste, også de dyr, man måtte have ansvar for, hvilken omsorg eller solidaritet kan man da føle for et fjernt folk, eller for den sags skyld asylansøgere?

De sidstnævnte ville jeg nok selv prioritere i forhold til undulaterne.

Men C.H.H. har altså valgt - som en af de beklageligt få i Folketinget - at forsvare dyrene. Skam få den, der tænker ilde derom!