Helle Thorning-Schmidt kunne ifølge iagttagelser af sine egne arme ikke få disse ned, da Villy Søvndal forleden havde bedt danske islamister med ondt i demokratiet om at rejse ad helvede til. Desuden på indvandrerområdet gav den nye X-faktor en række lyde fra sig, der gjorde Pia Kjærsgaard lettere liggesyg over dette flankeangreb på DF's monopol på politisk ukorrekthed. Den socialdemokratiske leder med armene i vejret kunne ikke selv have udtrykt det bedre, meddelte hun. Nu havde også Thorning-Schmidt Villy Søvndal, hvor han skal være, som statsministeren udtrykte det. Man kunne ellers tro af den næste proklamation fra formandinden ville lyde: Jeg kan slå Villy! Med udviklingen i meningsmålingerne, der viser, at Søvndal har fået godt fat i flommen af den danske folkesjæl, er den socialdemokratiske neopopulisme på det ydre plan stillet tilfreds. Det gælder regeringsmagten - nu med grovfil og Villy.
Såfremt man i forvejen var deprimeret over den danske politiske debat, var Thorning-Schmidts og Villy Søvndals konkurrerende erklæringer ikke just ugens lykkepille. Hvis man kan udtrykke sig tilstrækkeligt infamt, hvis man kan demonstrere sin mangel på politisk korrekthed tilstrækkeligt bramfrit, hvis man med forbandelser og åbenlyse trusler kan lægge nemt identificerbare personer og grupper for had, så har man en chance for at høvle et par stemmer hjem fra højre. Fra Pia Kjærsgaard når man er Helle Thorning, og fra Helle Thorning når man er Villy Søvndal. Når man er ham sjovt nok også fra Kjærsgaard, hvortil mange ængstelige SF-vælgere er gået. Så det er nok ikke helt i overensstemmelse med sandheden, når Helle Thorning siger, at hun ikke kan få armene ned, for mens hun står der og stritter, forlader endnu et læs socialdemokrater deres gamle parti, og balancen i Folketinget forrykkes for resten ikke. Så skal Villy i hvert fald til at optræde mere infamt.
(Parentetisk bemærket hentyder udtrykket - ikke at kunne få armene ned - til kropssproget under sportskampe. Som regel stærkt øldrikkende tilskuere markerer deres - for udenforstående ufattelige - begejstring, når sportsholdet, hvormed de identificerer sig, scorer et point. Tilskuerne viser deres begejstring ved at række armene i vejret og udstøde høje råb. Øldrikkeriet kan nå sådanne mængder, at folk med armene i luften glemmer, hvordan man henter dem ned igen eller må slå løs på andre folk for igen at få liv i de døde arme).
Rigeligt med ytringer
Helle Thorning-Schmidt befandt sig altså i en lignende situation som sådanne hooligans: Hun havde svært ved at få armene ned. Hvorvidt Helle Thorning har haft lignende anfald i anledning af Villy Søvndals øvrige ytringer, hvoraf der mellem år og dag kommer rigeligt, melder historien ikke noget om. Men Helle Thorning må tit have stået med armene rakt højt op i luften, når Dansk Folkepartis personligheder har udtalt sig om muslimske mennesker og deres mere eller mindre religiøse overbevisning.
Der er imidlertid et problem med udtalelser som Villy Søvndals, et problem, Helle Thorning-Schmidt sikkert har haft svært ved at overskue med armene over hovedet. (Socialdemokraternes formand sagde ikke noget om, hvor længe hun stod eller sad i denne anstrengende stilling. Eller om nogle af hendes håndgangne mænd, der også har det med at række armene i vejret, støttede hendes arme, ligesom munkene afstivede den værkbrudne ærkebiskop Anders' trætte lemmer under slaget ved Lyndanise, da Dannebrog faldt fra himlen ned).
Problemet er konsekvensen af udtalelsen og partiformændenes hhv. selvtilfredshed dermed og begejstring for samme. Hvad nu, Villy Søvndal og Helle Thorning- Schmidt, hvis og når disse demokratifjendske religiøse ledere bosat i Danmark, og hvoraf flere er statsborgere, ikke følger opfordringen og går ad helvede til? Hvad er så det næste, man skal bede dem om? Søvndal kunne vel have modereret sin udtalelse og sagt: Gå den kvarte vej ad helvede til! Så havde der da været en mulighed for en glidende optrapning til halv-vejen og trekvartvejen. Og til sidst den hele vej. Nu er alle muligheder udtømt på forhånd. Hvad er det næste, man stiller op med folk, der ikke makker ret og på ens bramfri opfordring af egen drift går ad helvede til?
Historien kan opvise eksempler på mindre behagelige følger af rå, men hadefulde talemåder - ikke mindst når et selvfedt flertal henvendte sig til et snart alment foragtet mindretal med sære og forkastelige meninger. Pudsigt nok er det ved en sådan prøve på tålsomhedens styrke eller svaghed, at man måler civilisationers bonitet.
Koges i olie
Man kan i det åndedrag yderligere stille Søvndal og den begejstrede Thorning-Schmidt det simple spørgsmål, om de tror, at det magthavende Dansk Folkeparti, V og K bliver 1) mere menneskelige i dets fremmedpolitik; 2) fortsætter som hidtil; 3) bliver om muligt endnu grovere. Hvis Søvndal vil sikre sig en større andel af DF's stemmer, og på en måde så partiet har svært ved at overtrumfe ham, kunne han jo først som sidst foreslå, at rabiate antidemokratiske muslimer, såfremt de ikke frivilligt går ad helvede til, koges i tunesisk fritureolie på Rådhuspladsen. Nu lader han den flanke stå åben for Kjærsgaards håndlangere.
Imens S-formanden stritter med armene, er hendes parti jo i frit fald. Dag på dag dementerer den nuværende ledelse partiets eksistens uden at kreere en ny nødvendighed. Fremmedpolitikken, retspolitikken, kulturen ...
Det store humanistisk orienterede gamle arbejderparti med dybe rødder i oplysning og tolerance øser disse værdier ud af den synkende skude i den tro, at det nedtyngende er alt det, de andre partier ikke kan levere. Identitetskrisen er åbenbar; denne bliver ikke afhjulpet af folk, der snakker Lene Espersen og Søren Pind efter munden og rækker armene i vejret i begejstret afmagt.
Det er desværre tydeligt: De ledende S-personer identificerer sig med deres egne karriereprofiler og definerer sig som berettigede til en politisk løbebane. Hvorfor? Hvilken idé driver dem, hvilken lidenskab på deres medmenneskers vegne? Det er sværere og sværere at få øje på, hvor det burde være stadigt mere iøjnefaldende. Det er ikke så fikst, og det cementerer yderligere magtskiftet i 2001. Dette er stadig ikke noget systemskifte, som Søren Krarup hoverende hævder, blot et flertal der skiftede. Men det kan gå hen og blive et systemskifte, såfremt idéfattigdommen kompenseres ved at overtage modstandernes indhold og form og forfalde til Søvndals simpelhed. Så kan det hele gå ad helvede til, og Enhedslisten og de radikale sidder tilbage som de sidste turister i Europa.
Et ps: I seneste Intermetzo anvendte klummisten betegnelsen 'mørbraden' om den del af præsident George W. Bushs rygstykker, Fogh Rasmussen fik fat i, mens statsministeren under sit besøg på ranchen i Texas fortalte præsidenten løst og fast om sin kreative bogføring og grove vildledning af Folketinget. Læsere med anatomisk fagkundskab har gjort opmærksom på, at man kun kan nå mørbraden indefra. AFR skulle med andre ord have stukket hånden op i r ... på GWB for at kunne befamle dennes mørbrad. Den rigtige betegnelse på dér ville have været fileten. Men dette forekom i den grad sjofelt, at selv klummisten fik skrupler og valgte den mere uskyldige mørbrad. I det omfang, man kan beklage den slags, beklages det herved.
Efter hånden som adelen mistede status i takt med Europas modernisering så man ”involutionen” internt i standen. Adelen mistede mange af sine unge mænd i de dueller, de indledte under påskud af at forsvare de i deres egne øjne ukrænkelige status og stolthed. Samfundsordenen var under pres og adelen reagerede internt ved at skyde hinanden (selvdestruktivt inde fra under pres af omstændighederne).
De sidste turister i Europa vil hellere plaffe løs på sine nærmeste venner end differentiere begrebet ”de fremmede”. Det er smukt, det kan jeg egentlig godt li. Søvndal skal nemlig nok klare det alligevel.
Men det ligner alligevel noget indadvendt halvt destruktivt og i ikke særligt vitalt (involution).
I går gjorde jeg opmærksom på, hvad Carlsen og hans venner frygter Villy for: ”Omhyggeligt husker han (EMC) at glemme og fortælle, hvor bange han er for, at det skulle gå op for den brede befolkning, at Villy Søvndals politik er udtryk for en yderst påtrængt understregning af, hvad man mener på venstrefløjen. (se note 1)
Søvndal gør fuldstændigt bevidst det, som ingen på venstrefløjen har turdet før, nemlig åbent, højlydt, demokratisk, venstreorienteret, i overensstemmelse med kvindesagen og indvandreres sande interesser at give udtryk for en velafvejet afstandstagen til de mest rabiate og fundamentalistiske sider af det danske samfund.
Meier Carlsen og hans venners måde, at tematisere distinktionen ”dem og os” på, er i forhold hertil stinkende. Carlsen og hans venner har demonstrativt valgt at sparke hele den Islamiske verden i skridtet, under påskud af at ville hævde den principielle demokratiske ret til at gøre det. ”Elefant” og usympatisk. At reaktionerne på tegningerne blev så vanvittige, så det var lige ved at legitimere Jyllandspestens dumhed posthumt, har så bl.a. været med til at bringe også mig i et forklaringsproblem i forhold til min første afstandstagen til pestens handling.
Men reaktionerne kan ikke legitimere provokationen. Provokationen er en del af den sump, som Carlsen med venner skabte, fordi de troede de kunne beherske den, men som nu ikke længere virker efter hensigten.
Vi er alle trætte af det svineri. Og vi kan godt skelne mellem demokrati med dets ytringsfrihed fra de totalitære intentioner. Carlsens frygt er, at den begrundede afstandtagen til det totalitære i vor kreds skal differentiere fokus på ”det farlige”, så Pia Kjærsgård ikke længere har patent på frygten for det alt for forsimplede fremmede.”
Note 1): Jeg kan nu se, og det beviser hvor lidt jeg har fulgt med, at venstrefløjen er meget lidt i stand til at være enige om de her ting.
Men er det slet ikke rimeligt, at sige den slags ting, som altså nu er blevet sagt af en der bliver regnet som del af venstrefløjen, altså Søvndal. Er der slet ikke noget, der kan uddifferentieres, identificeres og kaldes ”kvindeundertrykkende, totalitært og fuldstændigt forkasteligt i demokratisk forstand”, eller er hizb-ut-tahrir fredet fordi de tilhører ”de svage”, og derfor er underlagt en så gennemført form for positiv særbehandling, så man ikke kan sige gå af helvede til til dem, lige som jeg f.eks. godt kunne finde på at sige til vores ven der klapper torturbødlen Kong Georg d. 2. på ryggen.
Georg Metz:
"Såfremt man i forvejen var deprimeret over den danske politiske debat, var Thorning-Schmidts og Villy Søvndals konkurrerende erklæringer ikke just ugens lykkepille. Hvis man kan udtrykke sig tilstrækkeligt infamt, hvis man kan demonstrere sin mangel på politisk korrekthed tilstrækkeligt bramfrit, hvis man med forbandelser og åbenlyse trusler kan lægge nemt identificerbare personer og grupper for had, så har man en chance for at høvle et par stemmer hjem fra højre. "
Det kalder jeg en skarp pen!
Og så er det utvivlsom rigtigt, når Helle thorning Schmidt siger at hun ikke kan få armenen ned - den højre altså...
Per Thomsen, din reaktion er udtryk for samme udifferentierede instinkt som den Georg Metz manisk fører pennen med. De sidste turister i Europa føler sig tilsidesat, men burde måske lære at skelne lidt i stedet for konstant at gentage disse historisk betingede former for blind reaktion.