Læsetid: 6 min.

Bogdebatten

Debat om bøger og litteratur bragt i dagens avis
Debat
27. marts 2008

Revider grænsen for biblioteksafgift

Bjarne Gårdsvoll, forfatter, København V

Når kulturministeren nu vil revidere støtten til kunst og litteratur, bør han også rette de nuværende regler for udløsning af biblioteksafgift. Reglerne rammer især dem, der har færrest bind på hylderne.

En overgang skulle afgiften ikke udbetales med mindre den udgjorde mindst 5.000 kroner. Nu er beløbsgrænsen nedsat, men ligger stadig på ca. 1.600 kroner. Det er således penge, som forfatterne har gjort sig fortjent til ved at stille deres bøger til disposition for udlån. Alligevel snupper lovgiverne pengene, og de indgår i den store pulje og kommer de mere etablerede til gode. Sandt nok beklager Dansk Forfatterforening (DF) ordningen, men urimeligheden består. Foreningen holder til i Tordenskjolds gamle bolig på Christianshavn, men heltens kampånd kniber det med.

Det er typisk debutanterne, der er blevet ramt - de nye i branchen - som har mest brug for et klap på skulderen, en tilskyndelse til at blive ved. Ved disse indgreb faldt 40 procent af forfatterne under bundgrænsen. Hvor mange, det drejer sig om i 2008, foreligger der formentlig ingen tal for, men problemet forstærkes kontinuerligt på grund af faldende salg til bibliotekerne.

Bibliotekerne bruges jo til alt andet end udlån af litteratur. Computerne står på rad og række og sluger en hel del af de midler, der førhen gik til indkøb af bøger. Det er i sig selv en naturlig proces, fordi internettet er blevet den overlegne kilde til informationer. Men så burde midlerne til bibliotekerne øges i takt med denne udvikling.

Det afgørende er, at det dalende antal bind på hylderne bidrager til, at stadig flere falder under bundgrænsen, og derfor er det på tide at nedsætte den beløbsgrænse, som udløser afgiften og øge satserne pr. enhed i takt med de færre bind i reolerne. Færre bind betyder jo ikke, at forfatteren nødvendigvis får færre læsere. Lånerne bestiller deres bøger over nettet, og bogens spildtid i reolen forkortes. Hvis biblioteket ikke har den, sørger bibliotekaren for at rekvirere et eksemplar fra et nabobibliotek. Det er en rationel og fornuftig ordning, men hvorfor skal det gå ud over forfatterens økonomi?

DF lovede i sin tid, at sagen nok skulle blive forhandlet på ny. Nu er tiden inde til at gå i clinch med kulturministeren, og det må gøres, før over halvdelen af forfatterne bliver snydt for deres retmæssige vederlag.

Denne gang vil DF næppe komme godt fra at sylte sagen i Tordenskjolds gamle gemakker.

Lad mig være

Peter Due Jensen, Sorø

"Det er på tide, at min generation holder op med at klynke over, at 68'erne sidder på magten. Vi er godt nok nå-generation, men helt ærligt, vi er omkring 40 og kan ikke blive ved med at sige, at de har taget det hele fra os.(...) Hvis man vil omstyrte, så må man se at komme i gang med det. (...) Hvad er det for en svag generation, der ikke kan finde ud af det," siger Naja Marie Aidt i et interview i Information den 13. marts. Den kritik af nå-generationen er fremført så ofte, at det er blevet en kliché. Problemet er, at den hviler på den helt fejlagtige præmis, at nå-generationen klynker og har som mål at gøre oprør og omstyrte 68'ernes magt. Intet kunne være mere forkert. Sagen er, at det var 68erne, der begyndte at kalde os for alle mulige grimme og nedsættende ting, fordi vi ikke var og ikke ønskede at være ligesom dem.

68'erne er, ironisk nok, den mest autoritetstro generation, der har eksisteret. Ganske vist havde de som erklæret mål, at nedbryde stivnede, autoritære mønstre i den traditionelle kernefamilie, gøre op med udtjente kønsroller og med den kapitalistiske samfundsindretning.

Meget lykkedes, og, her er jeg enig med Aidt, det skal vi være taknemmelige for. Problemet var, at man ikke samtidig benyttede sig af den oplagte mulighed, der opstod for at sætte det enkelte individ fri. I stedet skyndte man sig at erstatte de hidtil kendte autoriteter med nogle endnu mere frygtindgydende, som virkelig kunne skræmme livet af nå-generationen: Karl Marx, Lenin og Formand Mao. At kalde det for frigørelse, er en joke.

Da 68'erne hurtigt indså, at deres utopiske drømme var slået fuldstændig fejl, kastede de alle de progressive holdninger væk, som en kappe man har slængt over skuldrene for en kort tid. For nå-generationen krævede det en langt sejere kamp at slippe fri af revolutionsromantikkens lange skygger, fordi vi jo allerede fra barnsben havde fået tudet ørerne fulde med, hvor lykkeligt det hele ville blive, når revolutionen var gennemført og det nye samfund født.

68'ernes utopier om et nyt og bedre samfund var den ene af de to store løgne, vi voksede op med og siden måtte gøre op med. Den anden var parcelhusløgnen: Hvis bare man fik en uddannelse, et job, et hus og en lille bil, så var lykken gjort. Den småborgerlige livsløgn blev afsløret, da krisen satte ind i starten af halvfjerdserne, og vi hverken kunne få uddannelse eller job.

Ud af alt dette kom ikke en generation af oprørere i traditionel forstand, men en generation af tvivlere, ironikere og individualister, der ikke uden videre skriver under på nogen sandhed om hverken samfundsindretning eller eksistens. Derfor har vi også grund til at takke 68'erne: Tak fordi vi slap for at leve vores liv på illusioner og løgne. Glem så heller ikke, at den monumentale mangel på illusioner i sidste ende resulterede i et oprør, som ganske vist ikke ejede forestillingen om en bedre verden, men som sagde: No future, no fun. Vi vil ikke leve på jeres afblomstrede oprør og jeres løgne. Det kunne de ikke forstå. Så behold bare jeres magt og alle jeres penge, men i skal f.g.m. ikke pisse på mig og så bagefter sige, at jeg lugter.

Smukt - men ikke svensk

Gaute Grimeland, Frederiksberg

Kamilla Löfströms positive anmeldelse af antologien Nordisk litteratur til tjeneste den 13. marts var interessant læsning. Man må imidlertid antage, at det var ufrivilligt, når den til sidst demonstrerer nødvendigheden af at styrke kendskabet til de nordiske sprog, ikke mindst i Danmark.

Anmelderen præsenterer følgende citat af den samiske digter Nils-Aslak Valkeapää, som svensk:

i vårt eige land / flytta vi / til sommarlandet / til vinterlandet // i Sverige var vi svenske samar / i Noreg norske samar / somme med namn i bøker / i begge rika / andre i ingen

Det er smukt - og nynorsk!

Den vigtigste pris

Lars Svane, Jelling

Gretelise Holms pris til Asmaa Abdol-Hamid (Information 13. marts) er den absolut vigtigste pris, der er uddelt meget længe i dette land.

Endelig pudsede nogen brillerne og skar ved hjælp af genfundet klarsyn igennem den velfærdsdanske, mugne leverpostej, der omgiver os fra alle sider, og hvorigennem det er så svært at øjne skyen -(!)

Denne prisuddeling er begrundet med den smukkeste og værdigste relevans, og,Gretelise Holm, det eneste, der gør mig ked af det, når jeg læser dine klare ord, er at jeg og mange andre danskere (demokrater?) ikke har demonstreret ved at gøre ordene til vores, før du så fornemt gjorde dem til dine!

I øvrigt vil jeg lidt forsinket nominere de standhaftige folk i Enhedslisten, som ikke har rystet på hænderne men derimod på hovederne, når de har læst pinlige indlæg fra 'venstrefløjsfeministen' Bente Hansen og har hørt egne partimedlemmer efterligne oraklerne fra den fremmedfjendske bølge.

Asmaa Abdol-Hamid: Hvis du stadig orker at læse en avis, så tag også mine ord som bevis på, at ikke alle i dit land lader sig besnære af den falske styrke, der kan synes at komme fra sammenholdet om at fordømme andre. Vi er dog nogle danskere, der er anerkendende, når et menneske siger, det står inde for de ting, det giver udtryk for! At nogen vælger at stille sig tvivlende an, hver eneste gang netop du modigt og velargumenteret vælger at udtale dig eller handle i det demokrati, du gerne vil deltage i, det siger så meget mere om disse personligheder, end det gør om dig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her