Læsetid: 5 min.

Bragt til tavshed af mænd i hvide sokker

Har alle arabere ikke alt for tydeligt set Washingtons menneskerettighedspraksis udfoldet i Abu Ghraib og Guantánamo?
Debat
25. marts 2008

Luk kæften på dem. Anklag dem. Sæt dem i fængsel. Hvordan kan det være, at den slags handlinger ser ud til at være blevet et symbol på den arabiske og muslimske verden? Jo, jeg kender udmærket til den vestlige tradition for ytringsfrihed. Fra Romerriget over Den Spanske Inkvisition til Henry VIII og Robespierre. Fra Mussolini og Stalin til Hitler, ja selv i mere patetisk skala Tony Blair. Men undertrykkelsen af det frie ord bliver stadig vanskeligere at komme uden om i Mellemøsten.

'Forår' i Damaskus

Når egyptiske kvinder i en demonstration råber: "Nu er det nok," bliver de overfaldet af Mubaraks politikorps. Når algeriere forlanger at få at vide, hvad der er blevet af deres slægtninge, bliver de arresteret for at krænke regimets amnestilove. Når Benazir Bhutto bliver myrdet i Rawalpindi, falder der en kappe af stilhed over verdens imamer.

Da han prædikede over mordet i Pakistan, udtrykte Shaikh es-Sayed, som leder en af Canadas største moskeer, sine kondolencer over for "familierne til alle de elskede brødre og søstre, som døde under denne hændelse (sic)".

Adspurgt om, hvorfor han ikke nævnte Bhuttos navn, svarede han: "Det her er ikke nogen politisk talerstol. Jeg udtaler mig kun om religion."

Anderledes forholder det sig i Syrien. George W. Bush har sammen med Sarkozy på det skarpeste kritiseret Damaskus for dets menneskerettighedskrænkelser, mangel på demokrati og påståede ønsker om at opsluge Libanon, Palæstina, ja sågar Cypern. Men jeg har altid ment, at Syrien er blevet slemt forfordelt igennem i de sidste 90 år.

Først var der den enarmede general, Henri Gouraud, som rev Libanon ud af Syrien i 1920 og forærede det til de profranske kristne. Så overdrog Paris den syriske kystby Alexandretta til tyrkerne i 1939 i håb om tyrkisk støtte til de allierede imod Hitler, hvorved overlevende fra folkemordet på armenierne i 1915 for anden gang blev sendt i eksil. Den tyrkiske støtte kom da, men først i 1945. Derpå mistede Syrien i Seksdageskrigen Golanhøjderne til Israel, som siden annekterede dem. Langt fra at være ekspansionistisk, har det været Syriens rolle at afgive landområder med jævne mellemrum. Der er efterhånden gået otte år, siden Hafez al-Assad døde, og det er forunderligt, hvordan man - som også i tilfældet med den komaindslumrede Sharon - kommer til at holde af de gamle skurke, når de først er væk. Vi fik engang at vide, at der havde været 'Forår i Damaskus', hvilket jeg fandt løjerligt. Jeg har oplevet forår i Libanon og læst om forår i Ukraine og er gammel nok til at huske Prag-foråret, som endte med tårer og tanks. Og ganske rigtigt indvarslede Damaskusforåret da heller ikke noget godt for Syrien.

Sekterisk had

I stedet er vi gået tilbage til aggressive bankeslag på døre ved midnatstid og den knirkende lyd af celledøren. Åh, hvorfor skal det dog være sådan? Hvorfor skulle syrisk politi absolut arrestere dr. Ahmed Thoma, dr. Yassir el-Aiti, Jabr al-Shufi, Fayez Sara, Ali al-Abdulla og Rashed Sattouf i december, kun få dage efter at de havde deltaget i et møde arrangeret af Damaskuserklæringen om demokratiske forandringer? Delegaterne havde udnævnt dr. Fida al-Hurani som leder af deres organisation. Også hun blev arresteret, og hendes mand, dr. Gazi Alayan, en palæstinenser, som havde boet i Syrien i 18 år, blev deporteret til Jordan.

Og nettet blev yderligere strammet, som det hedder i politirapporterne. Den berømte syriske kunstner Talal Abu Dana blev arresteret i Aleppo, hans atelier smadret og hans malerier ødelagt. Og så den 18. februar blev Kamel al-Moyel fra den idylliske bjergby Zabadani på damptogsruten fra Damaskus pludselig pågrebet af gutterne i de hvide sokker. Forklaring: Næsten alle styrker fra Mellemøstens sikkerhedspoliti, Moukhabarat, ifører sig hvide sokker. Den eneste undtagelse i regionen er den israelske variant, som sværger til gamle baseballkasketter.

Overflødigt at sige, at de syriske fanger ikke nød godt af deres regimes bevågenhed. En vis dr. Shuabi, som er leder af det såkaldte Center for Strategiske Studier i Damaskus, tonede frem på al-Jazeera og anklagede de tilbageholdte for at "arbejde for udenlandske magter".

Men da fangerne omsider blev ført frem for justitspalæet, så Ali al-Adbulla ud til at have grimme sår på kroppen. Dommer Mohamed al-Saa'our, den tredjehøjest rangerende undersøgelsesdommer i Damaskus og udnævnt af indenrigsministeriet, forestod sagen, hvor de tilbageholdte er tiltalt for at sprede "falske oplysninger", oprette en hemmelig samfundsomstyrtende organisation og anstifte "sekterisk og racistisk had". Afhøringerne fortsætter, som det hedder.

Men hvad går det alt sammen ud på? Jo, den 4. december mødtes George W. Bush i Det Hvide Hus med den tidligere syriske parlamentariker Mamoun al-Homsi, der for tiden bor, sikkert med stor fare for sit liv, i Beirut, og Amar Abdulhamid, medlem af en tænketank, der drives af en tidligere israelsk lobbyist, og Djengizkhan Hasso, en kurdisk oppositionsaktivist. Ni dage senere lækkede en officiel 'kilde' oplysningen om mødet til pressen. Hvilket var omkring den tid, hvor det syriske Moukhabarat satte sig i bevægelse. Så hvad var mon formålet med mødet og med at lække, at det havde fundet sted? Var det mon netop at provokere de syriske pansere til at handle?

Luk deres kæft

Den statskontrollerede Damaskusavis Tichrine undrede sig i en leder over, hvorfor Washington viste menneskerettighederne i Syrien så stor interesse. For var blokaden af de halvanden million indbyggere i Gazastriben da ikke en menneskeretskrænkelse?

Havde ikke alle arabere kun alt for tydeligt set Washingtons menneskerettighedspraksis udfoldet i Abu Ghraib og Guantánamo? Sandt nok, men hvorfor i alverden fodre Amerikas propagandamaskine og dens billede af Syrien som centrum for terror fra Hamas, Hizbollah og diverse jihadgrupper, med disse ugentlige arrestationer af midaldrende akademikere, og viser det sig, vicedekanen for Damaskus' universitets fakultet for islamiske studier?

Selvfølgelig vil man ikke se Israel eller USA engagere sig i den slags ting. Absolut ikke. For bare to måneder siden opdagede Canadas udenrigsminister, Maxime Bernier, at et fortroligt dokument sendt til canadiske diplomater indeholdt en liste over lande, hvor fanger risikerede tortur, og såvel Amerika og Israel var med på listen! Merde! Heldigvis for os alle vidste Bernier, hvad man skulle stille op med den slags perfide løgne. Dokumentet, erklærede han, "omfatter med urette nogle af vores nærmeste allierede, og afspejler ikke den canadiske regerings holdning". Selv om listen er helt korrekt, selvfølgelig.

Men Bernier formåede at vige uden om sandheden. Ganske som Mubarak gør i Cairo, og præsident Bouteflika gør i Algeriet, og den gode Shaik es-Sayed gjorde i Torontro. Ifølge Haitham al-Maleh er der i dag næsten 3.000 politiske fanger i Syrien. Og hvor mange i Algeriet og Egypten? Ellers i USA's hemmelige fængsler? Luk deres kæft, spær dem inde og så ikke mere om det.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fremragende! Friske toner fra Fisk; han når ikke helt frem til at nævne palæstinensernes afbrænding af kristne boghandlere, men det går den rigtige vej.

P.S. 'pathetic' betyder ynkelig, 'patetisk' betyder højstemt.

Jan Eskildsen

Mon man ved, hvad Mamoun al-Homsi står for?
Ellers se, hvad han siger her:
http://www.memritv.org/clip/en/3242.htm

Der er ikke meget fred eller fordragelighed over ham, tværtimod.