Kommentar

Chávez' stjerne falmer

Skyhøj inflation, stigende fødevarepriser, faldende popularitet og økonomisk krise: Meget kunne tyde på, at glansen er ved at gå af den venezuelanske venstrecaudillos bud på 'det 21. århundredes socialisme'
Modsat den gængse opfattelse i vestlige medier er Venezuelas præsident Hugo Chávez ikke videre populær i Latinamerika. Der er mange tegn på, at opbakningen til ham og hans særlige socialisme har toppet.

Modsat den gængse opfattelse i vestlige medier er Venezuelas præsident Hugo Chávez ikke videre populær i Latinamerika. Der er mange tegn på, at opbakningen til ham og hans særlige socialisme har toppet.

Eraldo Peres

1. april 2008

Da colombianske styrker dræbte en gruppe guerillaer fra den marxistiske oprørsbevægelse FARC på ecuadoriansk territorium, gik der ikke lang tid, før Venezuelas præsident, Hugo Chávez, formåede at gøre sig til om-drejningspunktet for mediernes dækning af konflikten.

Siden Hugo Chávez kom til magten i 1999, har han med sin antiamerikanske retorik, sine slagord om 'det 21. århundredes socialisme' og sine mange oliemilliarder indtaget positionen som den allestedsnærværende politiske figur i Latinamerika. Chávez har med sin såkaldte bolivariske revolution (opkaldt efter den latinamerikanske frihedshelt Simón Bolívar) leveret ideologisk inspiration til Latinamerika, og i disse år er såvel Ecuadors præsident, Rafael Correa, som Evo Morales, præsidenten i Bolivia, stærkt inspireret af chávismen. Samtidig har Chávez vakt revolutionsromantiske drømme hos mange vesterlandske venstreorienterede.

Derfor kan der være god grund til at se lidt nærmere på Hugo Chávez og hans bolivariske revolution.

Udemokratisk retning

Modsat den gængse opfattelse i vestlige medier, er Chávez imidlertid ikke videre populær i Latinamerika. Ja, ifølge det uafhængige analyseinstitut Latinobarómetro befinder Chávez' popularitet i Latinamerika som helhed sig på omtrent det samme niveau som George W. Bushs. Der er i det hele taget en række tegn, der tyder på, at opbakningen til Chávez og hans særegne socialisme har toppet. I 2006 blev Chávez ganske vist genvalgt som præsident med et solidt flertal, men utilfredsheden med regimet er siden da steget markant. Det mest håndgribelige tegn på denne udvikling kom i december, da et forslag til en ny forfatning, der i endnu højere grad ville centralisere magten og tillige give Chávez mulighed for at kunne beklæde præsidentembedet på livstid, blev forkastet af vælgerne ved en folkeafstemning.

Dette skift hos vælgerne kan forklares ud fra to forhold: For det første anså flere traditionelle Chávez-støtter den foreslåede forfatningstraktat som et forsøg på at cubanisere Venezuela og bevæge landet i en mere udemokratisk retning. Chávez havde allerede tidligere sidste år demonstreret sin modstand mod pluralisme, da han reelt sikrede sig kontrollen over alle landets æterbårne medier ved ikke at forny den eneste tilbageværende oppositionelle tv-kanals sendetilladelse. Denne beslutning faldt ikke i god jord blandt almindelige venezuelanere, og den blev startskuddet for dannelsen af en ny studenterbevægelse, der siden blev en af de afgørende drivkræfter bag vælgernes afvisning af den foreslåede forfatning. Samtidig er der indikationer af, at flere af regimets topfolk har været utilfredse med udviklingen. Der har således i flere internationale medier været forlydender om, at Chávez først accepterede nederlaget ved folkeafstemningen, efter at højtstående hærchefer havde meddelt ham, at de ikke ville fastholde støtten til regimet, hvis offentliggørelsen af et falsk valgresultat ville resultere i protester.

Uligheden vokset

Den anden faktor, der har haft betydning for den stigende utilfredshed, er, at venezuelanerne i stigende grad er blevet desillusionerede over den bolivariske revolutions manglende resultater. Levestandarden er godt nok steget de senere år, og i dag er det 'kun' 27 procent af befolkningen, der lever i fattigdom, mens det tilsvarende tal i 1999, da Chávez kom til magten, var 43 procent. Denne udvikling er imidlertid i høj grad et resultat af olieprisernes himmelflugt. Paradoksalt nok er uligheden desuden vokset i selv samme periode, og økonomien befinder sig i øjeblikket på randen af en alvorlig krise.

Det velanskrevne britiske nyhedsmagasin The Economist, har påpeget, at den venezuelanske økonomi lider under det, økonomer kalder den hollandske syge: Fænomenet opstår, når store og pludselige indtægter fra råstoffer fører til en overvurderet valutakurs, der igen gør de hjemlige producenter af andre varer ukonkurrencedygtige. Det kommer bl.a. til udtryk i kraft af, at Venezuelas import siden 2003 er firedoblet. Ydermere forværres problemerne af Chávez' korstog mod det private erhvervsliv. Private virksomheder er i stigende omfang uvillige til at foretage langsigtede investeringer af frygt for nationaliseringer og andre indgreb, der vil æde investeringernes afkast op. De manglende investeringer har også sat sig præg på den altafgørende olieproduktion: Myndighederne hævder, at produktionen holdes på et stabilt niveau med omkring 3,3 millioner tønder om dagen, men end ikke OPEC, som Venezuela var med til at oprette, tror på disse tal. De enorme olieindtægter er kun i et yderst begrænset omfang blevet geninvesteret i produktionsapparatet, og samtidig har nationaliseringer og den barske antikapitalistiske retorik afholdt mange udenlandske olieselskaber fra at investere i Venezuela.

Stigende utilfredshed

En stigende inflation, der sidste år oversteg de 20 procent, har også været med til at give næring til utilfredsheden med regimet. Specielt fødevarepriserne er steget voldsomt, og Chávez har forsøgt at dæmpe denne udvikling ved at indføre priskontrol, men netop på grund af disse tiltag kæmper forbrugerne med et stadig mindre udbud af forbrugsvarer, og der er ofte direkte mangel på essentielle varer som æg, mælk og madolie.

Med den stigende utilfredshed med styret in mente og de voksende økonomiske problemer er det på den baggrund ikke overraskende, at Chávez udnyttede den - i Latinamerika forhadte - colombianske krænkelse af Ecuadors suverænitet til endnu en gang at promovere sig selv og sin populistiske socialisme. Hugo Chávez håbede ganske givet, at modstanden mod det colombianske militærs fremfærd kunne omsættes til en revitalisering af opbakningen til ham selv. Det er imidlertid yderst tvivlsomt, om hans aggressive retorik kan bortlede befolkningens opmærksomhed fra de reelle problemer, de til dagligt slås med.

Christian Christiansen er cand.mag. i litteraturvidenskab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man skal ikke glemme, at Venzuela, i tiden før Hugo Chávez var præget af udpræget kleptokrati. Det vil sige, at det var en lille elite, der stjal alt hvad der var værd at stjæle, foruden ved, at samme elite købte den øvre del af mellemklassen.
Denne elite har siden da, haft mere end almindeligt svært ved at acceptere, at deres gyldne tider er definitivt forbi.
Det er endvidere værd at bemærke, at der faktisk er sket en hel del forbedringer, for den fatigere del af den Venezuelanske befolkning, vel at mærke blivende forbedringer.
De demokratiske problemer for Venezuela skyldes ikke Hugo Cháves alene, men mere, at oppositionen er fuldstændig uansvarlig, og fuldstændig splittet op i mindre, evigt stridende, selvfokuserende grupper. Desuden kan oppositionen ikke stille med et seriøst alternativ til Chávez.

At Venezuela ikke er selvforsynende, med fødevarer, er absolut ikke nogen nyhed. Det gik galt for mere end 40 år siden, og især da oliepriserne boomede i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne. Det har været et af Chávez'es mål, at gøre Venezuela selvforsynende, af blandt andet fødevarer igen. Dette skal blandt andet ske ved at kæmpe uudnyttede landbrugsarealer bliver reaktiveret, ved at gøre det muligt, for jordløse landarbejdere at få jord at dyrke, foruden at reaktivere fabrikker, der bare står tomme og uvirksomme. Det drejer sig om død og uvirksom kapital, som ikke bliver brugt, til gavn for Venezuela, men derimod ligger i dvale til fordel for ejerne.
Ja som en sidste lille krølle på halen, er Hugo Chávez en torn i øjet på diverse liberalister og andre stærkt højreorienterede.

Til Lars Falk
"Man skal ikke glemme, at Venzuela, i tiden før Hugo Chávez var præget af udpræget kleptokrati" Ja og Venzuela er i stadig dag et bund korrupt kleptokrati, nu det bare nogle nye der flyder lommerne.

Arh ja, endnu en sang fra de varme lande om at Chávez overtog et fallitbo, og at det hele er USA's, en lille gruppe velhavers, eller en 3. parts skyld at det går dårligt i Venezuela. Kan det være at Chávez total fejlslagene politik og uansvarlige økonomiske politik har medført Venezuelas nuværende tilstand? Kriminaliteten er eksploderet (bla. begås 67% flere mord i Venezuela i dag, end i 1999, brug af skydevåben er også eksploderet og politiets opklaringsprocent er styrtdykket), der sker ingen investeringer i olien, alle olie pengene bruges her og nu på sociale præstiges projekter og ikke på at uddanne eller hjælpe de fattige ud af slummen.

"De demokratiske problemer for Venezuela skyldes ikke Hugo Cháves alene", når nej det jo aldrig de diktatoriske magthavers skyld når de prøver at tage magten, de blev tvunget til det, for folkets skyld! Den har vi vist også hørt før, både fra højre og venstrefløjen.

Bloglæser: "Sikke en fin antisocialistisk artikel. Smædekampagnen har nået Information, og ikke overraskende."

Jeg har lidt svært ved at se, at min artikel skulle være antisocialistisk, med mindre du anser Chávez for at være en fuldgyldig repræsentant for socialismen i dens mange forskellige fremtrædelsesformer. Eller måske er det i sig selv antisocialistisk at beskæftige sig med de faktisk forhold, der gør sig gældende i Venezuela.

Her i Latinamerika, hvor jeg bor, er det imidlertid en del, der ser Chávez i forlængelse af Perón, hvorved de understreger, at den højtråbende præsident er mere fascistisk og populistisk end socialistisk.

Lars Falk har fuldstændig ret i, at forholdene i Venezuela før Chávez ikke var videre beundringsværdige, og det er også rigtigt, at Chávez offentligt har proklameret, at forholdene for landets fattige skal forbedres, at fødevareproduktionen skal forøges osv. Der er imidlertid blot en ganske stor diskrepans mellem disse målsætninger og den faktiske udvikling.

Den konkrete politik, som Chávez anvender, er således heller ikke hverken uproblematisk eller direkte fremmende for eksempelvis ønsket om at være selvforsynende med fødevarer. Inflationen bekæmpes med priskontrol, hvilket selvklart gør det mindre lønsomt at producere fødevarer, og desuden giver det de bønder, der har mulighed for det, et økonomisk incitament til at eksportere deres produkter. Chávez har som følge heraf bl.a. beskyldt de mælkeproducenter, der eksporterer til udlandet, for at være landsforrædere og truet med at nationalisere deres landbrug. En anden yndet politik – som faktisk er ganske udbredt i Latinamerika – er brugen af eksportforbud, hvilket typisk heller ikke virker fremmende i forhold til et ønske om at forøge produktionen.

Dette miskmask af ueffektive og ofte modstridende økonomiske tiltag er den direkte årsag til, at der er mangel på flere almindelige fødevarer. Overraskende er det vel derfor heller ikke, at de økonomiske problemer i forening med den foreslåede forfatningstraktat har ført til en faldende opbakning til Chávez. De konkrete tal kan ses her:
http://buscador.lanacion.com.ar/Nota.asp?nota_id=996872&high=ch%E1vez

Det bør også nævnes, at indsatsen for de jordløse i praksis langt fra har fungeret optimalt. Regimet har bl.a. oprettet en række kollektivbrug, men der er ikke tale om nogen decideret succeshistorie. Bønderne har ikke modtaget den hjælp, de blev lovet, og flere steder har disse bønder været nødsaget til at søge arbejde uden for kollektivbrugene for at sikre det daglige brød.

Flere ting undrer mig i Christian Christensens (CC) artikel:
Hvorfor nævner CC ikke med et ord det økonomiske samarbejde der pågår imellem en række latinamerikanske lande (ALBA), som bl.a. forsøger at få gældsplagede lande i Latinamerika ud af kløerne på Verdensbanken? Dette undrer mig, al den stund at CC kommer ind på, at Venezuela har været med til at stifte OPEC.
CC skriver, at de sociale uligheder er vokset i Venezuela, også efter at Chavez er blevet præsident; Det er sikkert rigtigt, men med CC's kendskab til Latinamerika mener jeg, at det er på grænsen til manipulation, når han lader sådan en bemærkning stå alene. Der er mange og meget massive problemer i Venezuela, men det er vigtigt at påpege, at der internt i Venezuelas militær har været lavet kupforsøg mod Chavez, som efterfølgende er blevet nedkæmpet af Venezuelas befolkning. Man skal ligeledes huske på, at Hugo Chavez arbejder for en samling af venstrefløjen i Venezuela; Der er således for nylig en række progressive partier inclusive Chavez' eget, som er gået sammen i et fælles-socialistisk parti; Kommunisterne i Venezuela har valgt at stå uden for dette parti, men støtter iøvrigt den politiske linie, som repræsenteres ved Hugo Chavez som præsident.
CC skriver også, at Venezuela lider af hollandsk syge: 'Det kommer bl.a. til udtryk i, at Venezuelas import siden 2003 er firedoblet. Yderemere forværres problemerne af Chavez' korstog mod det private erhvervsliv. Private virksomheder er i stigende omfang uvillige til at foretage langsigtede investeringer af frygt for nationaliseringer og andre indgreb der vil æde investeringernes afkast op.'
Når CC selv bor i Venezuela, undrer det mig, at han ved betegnelsen private virksomheder ikke forsøger at skelne mellem virksomheder, der primært eller alene opererer i Venezuela og så virksomheder der er multinationale; Den skelnen gør Hugo Chavez ; Det er helt sikkert, at store multinationale virksomheder er fjender af den politik, som Chavez repræsenterer, men Christian Christiansen nævner jo selv problemet i førnævnte citat, nemlig at Venezuelas import er for stor; Heri er CC meget enig med Chavez, som pointerer, at varer m.v. der produceres i Venezuela, skal blive i Venezuela, såfremt der er venezuelanere, der har brug for disse varer. Når CC skriver, at mange virksomheder er uvillige til at foretage investeringer i Venezuela af frygt for nationaliseringer m.v., rammer han ned i en central problemstilling i Venezuela, men han analyserer den forkert. Som situationen er i Venezuela, er de nuværende magthavere nødt til at få herredømmet over produktionsapparatet for at kunne styre import og eksport. I den forbindelse skal jeg sige, at jeg godt kan leve med, at CC kalder vesteuroopæere med min politiske observans for revolutionsromantikere, men jeg kan ikke leve med, at storkapitalistiske virksomheder rager til sig, mens almindelige mennesker bukker under af sult og elendige levekår.

Tak til Flemming Petersen. Det var sådan et indlæg, jeg hverken havde tid eller kræfter til at forfatte i aftes, derfor den lidt mavesure tone.

Og så kan jeg helt sikkert tilslutte mig:

at jeg godt kan leve med, at CC kalder vesteuroopæere med min politiske observans for revolutionsromantikere, men jeg kan ikke leve med, at storkapitalistiske virksomheder rager til sig, mens almindelige mennesker bukker under af sult og elendige levekår.

Flemming Petersen:

"..rammer han ned i en central problemstilling i Venezuela, men han analyserer den forkert. Som situationen er i Venezuela, er de nuværende magthavere nødt til at få herredømmet over produktionsapparatet for at kunne styre import og eksport."

Jesus - jeg troede planøkonomien var opgivet af selv de mest hardcore socialistiske platugler!

Til Olfert Fisher: Bare et enkelt spørgsmål; Du omtaler andre mennesker som socialistiske platugler; Er Olfert Fischer dit rigtige navn? (Et dansk marinefartøj har samme navn!)

Hvis du kikker rundt omkring i verden, vil du opdage, at de steder hvor det lykkes befolkningen at sikre varige forbedringer af deres levekår, har de taget samfundsmæssig kontrol med de vigtigste sektorer af produktionsapparatet; Der er sådan set ikke noget hardcore over det.

Til Flemming Petersen

Ih ja - Kina er jo et lysende eksempel, efter 40-50 år med socialisme og hungersnød, er man langsom og sikkert ved at gå over til markedsøkonomi, hvorfor mon?

Hej Olfert
Du kryber udenom.
Jeg skriver, at de steder, hvor det lykkes befolkningen at sikre varige forbedringer af deres levekår, har de taget samfundsmæssig kontrol med de vigtigste sektorer af produktionsapparatet. Mange -og du er muligvis en af dem, og helt i orden- som ikke bryder sig om socialisme, har iøvrigt et helt urealistisk billed af, hvor hurtigt eller hvor langsomt elementer fra tidligere samfundsstrukturer kan ændres. Jeg vil ikke diskutere Kina, da jeg ved for lidt om samfundsforholdene i Kina.

Hej Christian Christiansen,

Hvordan kan du skrive, at Chávez "reelt sikrede sig kontrollen over alle landets æterbårne medier ved ikke at forny den eneste tilbageværende oppositionelle tv-kanals sendetilladelse"?
Det kan være du bor i Sydamerika, men du har ikke været i Venezuela, når du kan skrive den slags sludder.

Chávez har ikke noget, der minder om kontrol over de private tv-kanaler. Tag f.eks. større kanaler som Venevisión, Televen eller Globovisión, der alle er stærkt kritiske overfor Chávez.

Alle de komercielle tv-kanaler i Venezuela, jeg kender, kritiserer Chávez. Mit indtryk fra halvandet år i Venezuela er, at det først og fremmest er disse kanaler (inkl. RCTV) som folk ser (også svorne Chávez-tilhængere) - blandt andet fordi disse kanaler sender de bedste soap-serier.

Kanalen du omtaler som "den eneste tilbageværende oppositionelle" var RCTV - som ikke fik fornyet sin sendetilladelse via. det offentlige net. RCTV sender stadig på kabel og satelit, og kanalen havde aldrig fået noget, der ligner en offentlig sendetilladelse i Danmark.

Da private arbejdsgivere lockoutede arbejdere og sammen med ledelsen i det statslige olieselskab PDVS lammede landet økonomisk kørte kanalen reklamespots for at støtte den såkaldte strejke. Ligesom den kørte egne reklamer til fordel for kupmagerne, der i 2002 forsøgte med hjælp fra dele af militæret at fjerne (den folkevalgte) Chávez. Og kanalen RCTV viste i forbindelse med kuppet igen og igen de samme manipulerede tv-billeder, der klippede to helt forskellige situationer sammen og dermed fejlagtigt viste, hvordan Chávez-tilhængere skød på oppositionens demonstranter.

Forstil dig scenariet i Danmark: TV2 støtter aktivt et kup mod Anders Fogh og klipper frit efter fantasien sine billeder sammen for at støtte kupmagerne. Og da kuppet mislykkes, går der fem (!) år, før end regeringen siger: "Nej, i kan ikke få sendetilladelse. Vi synes ikke, jeres journalistik fremmer den demokratiske dialog. Men vi kan ikke forhindre jer i at sende fortsat på kabel og satelit." Hvorefter klodens skarpeste analytikere fortæller historien om, hvordan regimet kvalte ytringsfriheden.

Til Flemming Petersen:
Nu er der ganske mange forhold, som jeg ikke nævnte i min artikel. En avisartikel har som bekendt visse omfangsmæssige begrænsninger. Derfor forekommer det mig også at være en både grov og billig beskyldning, at ”det er på grænsen til manipulation”, når jeg ikke inddrager en række uspecificerede problemer. Hovedparten af min artikel er et forsøg på at forklare, hvorfor Chávez’ popularitet er faldende, hvilket selvfølgelig har en indflydelse på, hvad der inddrages. Jeg har svært ved at se, at dette skulle være et manipulerende eller uærligt projekt.

Jeg nævnte for øvrigt heller intet om de millioner, der blevet brugt til at påvirke valgene i andre Latinamerikanske lande. Jeg skrev intet om, at den foreslående forfatning ville have givet Chávez mulighed for at erklære landet i undtagelsestilstand i et ubegrænset tidsrum. Ej heller nævnte jeg den stigende kriminalitet eller General Raúl Isaías Baduel: En af de hovedansvarlige for, at kupforsøget mod Chávez blev forpurret og siden hen forsvarsminister, der dog i 2007 trak sig fra sin ministerpost i opposition til den foreslåede forfatningstraktats forringelser af demokratiet. Jeg kunne også have valgt at skrive om de forskellige subsidier, der primært belønner visse bedrestillede – heriblandt den nye chávistiske elite; en politik der har været med til at forøge uligheden.

Jeg har desuden svært ved at se ALBA’s (Alternativa Bolivariana para los Pueblos de Nuestra América) store relevans i forhold til min artikel. ALBA består på nuværende tidspunkt alene af Venezuela, Cuba, Bolivia, Nicaragua og Dominica, og da sammenslutningen er en handelsblok, bør den nok i højere grad ses som et alternativ til det endnu ikke-eksisterende Free Trade Area of the Americas (FTAA) end Verdensbanken. Men så længe hovedparten af medlemslandene er blandt Latinamerikas mindste og/eller fattigste er ALBAs mulighed for at få større betydning i Latinamerika ret begrænsede. Chávez har desuden talt om, at ALBA skal udvikle sig til at være en forsvarsunion, der skal beskytte medlemslandene mod USA, hvilket næppe øger chancen/risikoen (alt efter hvordan man ser det) for, at de store latinamerikanske lande tilslutter sig.

Jeg bor for øvrigt i Buenos Aires og ikke Venezuela.

Til Lars Borking:
Medielandskabet i Venezuela er langt fra statisk, og i løbet af de sidste år er der sket ganske meget, hvilket bl.a. har bevirket, at tv-stationer, der tidligere var kritiske, ikke længere er det. Globovisión er således på nuværende tidspunkt den eneste tv-station, der fremstå som værende direkte i opposition til Chávez. Globovisión er i forhold til seertal imidlertid en forholdsvis lille kanal, og den er udsat for et massiv pres fra myndighederne. se:
http://www.nytimes.com/2007/06/01/world/americas/01venez.html?scp=45&sq=...

Human Rights Watch, Amnesty og International Press Institute, der vel næppe kan beskyldes for at være højredrejede propagandaorganisationer, giver ligeledes alle nogenlunde enslydende og nedslående vurderinger af mediesituationen i Venezuela.

International Press Institute:
http://www.freemedia.at/cms/ipi/watchlist_detail.html?country=KW0032

Human Rights Watch
http://hrw.org/english/docs/2007/05/22/venezu15986.htm
http://hrw.org/english/docs/2005/03/24/venezu10368.htm
http://hrw.org/english/docs/2004/11/30/venezu9754.htm

Amnesty:
http://asiapacific.amnesty.org/library/Index/ENGAMR530032007?open&of=ENG...

Her formuleres en venstreorienteret kritik af Chávez af venezuelanske arbejdere. Chávez kritiseres bl.a. for at holde hånden over "gode kapitalister", for manglende arbejderkontrol med virksomhederne og for ikke at udvise konsekvens ift at tage et gennemgribende opgør med den private ejendomsret.

Hej Christian,

Jeg kan ikke se, hvordan de mange links bakker din konklusion op: At Chávez reelt sikrede sig kontrollen over alle landets æterbårne medier.

Men det kan være at du har ret i, at Venevisión og Televen har ændret kurs, og ikke længere kører direkte kampagner mod Chávez - det siger HRW-linket i hvertfald. Men er det så det samme som, at Chávez reelt kontrollerer dem? Tjek f.ek.s nyhederne på Venevision
http://www.noticierovenevision.net/index.asp
Hvor oppositionens præsidentkandidat Rosales anklager regeringen for at stå bag mordet på en højt placeret anklager (uden nogen form for beviser).
Hvor arbejdsgiverorganisationens (Fedecámaras) kritik af af det nye forslag til grundlov sammen med Cisneros tale i Miami (ejeren af Venevisión og god ven af Bush Sr.) begge gengives under "vigtige dokumenter". Det er svært at se, at Chávez skulle have reel kontrol over Venevisión - sådan som du skriver.

Derfor er det stadig interessant at analysere mediesituationen i Venezuela, og diskutere lukningen af RCTV. Men det bliver meningsløst, hvis man ikke forholder sig til, hvilken form for journalistik de kommercielle medier i Venezuela har stået for.
Le Monde Diplomatique havde nogle enkelte eksempler et halvt år efter kuppet, men der er mange, mange flere.
http://mondediplo.com/2002/08/10venezuela

Tror du, at RCTV havde haft nogle chancer for offentlig sendetilladelse (over DR eller TV2s sendenet) i Danmark, hvis den havde kørt samme propaganda for militærkup og økonomisk sabotage her i landet?
Og er det ikke en væsentlig del af historien, at kanalen aktivt og med løgne og manipulationer bekæmpede en demokratisk valg præsident?

Lars Damgaard

I forhold til en diskussion af Chavez' resultater synes jeg det er på sin plads med nogle tal:

- BNP er vokset 87%, hvor kun en lille del af væksten skyldes olie
- Fra 2003 til 2007 er fattigdommen faldet fra 54 % til 27%
- Fra 1998 til 2007 er den ekstreme fattigdom faldet fra 17% til 7%
- Adgang til health care og uddannelse er steget markant

Kilde: www.venezuelaanalysis.com/cprint/3367

Jeg mener det er uomtvisteligt at Chavez' initiativer har ført til forbedring af de fattiges levevilkår.
Det er korrekt at Venezuela i øjeblikket har problemer med en stigende inflation, hvilket det i øvrigt ikke er det eneste land der har. Men det virker oplagt at en forbedring af de fattiges vilkår skaber større efterspørgsel på fødevarer, og derved højere priser (økonomien i Venezuela fungerer stadig efter kapitalismens love om udbud og efterspørgsel). Problemet med inflation er så blevet ekstra slemt med den aktuelle fødevarekrise, og derfor har Chavez også været ude at sige at Venezuela vil investere i en markant stigning i produktionen af fødevarer. Vejen frem er yderligere nationaliseringer der skal sørge for at produktionen på maksimal vis kommer befolkningen til gode, og ikke havner i lommerne på virksomhedsejerne.

Og mht lukningen af RCTV mener jeg debatten herhjemme er helt forfejlet. Jeg støtter ikke personligt lukningen, men det skal ses i Venezuelansk konteskt. De centrale skikkelser på tv kanalen var med til at deltage i kuppet i 2002, og må dermed betragtes som havende intentioner om at undergrave en demokratisk valgt præsident. Tror i det er muligt at en tv station med en sådan agenda vil have muligheder for at få sendetilladelse i Danmark.

Christian Christiansen:

"Chávez' stjerne falmer"

Når man læser de usædvanlig mange kvalificerede indlæg i denne tråd, kan man ikke være i tvivl om, at det vist først og fremmest er Christian Christensens egen stjerne der falmer...

En udeboende dansker bosat i Venezuela forklarede andetsteds situationen i landet således;

"1) Der eksisterer IKKE socialisme eller noget man kan definere som et socialistisk system i Venezuela. Afgoerende dele af produktionsapparatet (bl.a. foedevarekaeden, nogle industrier og bankvaesenet) er stadig paa kapitalisternes haender. Derudover er der intet statsmonopol paa udenrigshandlen, hvilket er et af de vigtigste komponenter i en planoekonomi.

2) Heraf foelger altsaa, at okonomien ikke "koerer efter drejebogen", netop fordi revolutionen ikke er blevet fuldendt og indtil videre befinder sig paa halvvejen - imellem kapitalisme og socialisme. En situation, som goer at kapitalismen ikke kan fungere efter et normalt moenster (investeringer, frit marked og handel, normal drift af virksomheder), netop pga. trusler om nationaliseringer, tilspidsede faglige kampe og den generelle ustabile situation i landet.

3) Grunden til at inflationen er steget kraftigt skyldes ikke i hovedsagen Chavez-regeringens politik. Det har derimod aarsag i dels kapitalisternes hardcore spekulation, sabotage og tilbageholdelse af foedevarer og dels nogle generelle tendenser i den internationale kapitalismes udvikling lige for ojeblikket."

Dermed rammer forfatteren af ovenstående Information-artikel noget skævt, i det han ikke tager voldsomt meget forbehold for baggrunden bag de skæve tilstande.

Borgerlige respondenter skriver i debatten her at socialismen har fejlet i Sydamerika, men i realiteten er den ikke engang begyndt, men befinder sig på i et mellemled mellem to samfundsformer. Systemet der skal pilles ned, fungerer naturligvis ikke optimalt i processen.
Det er fejlagtigt at tro at overgangsfasen til en ny produktionsmåde skulle forløbe smertefrit på det økonomiske område.

Christian Christiansen:

"Jeg har lidt svært ved at se, at min artikel skulle være antisocialistisk, ..."

Så trænger du godt nok til briller, som de siger i den kendte tv-reklame...