Læserbrev

CO2-kvoter løser ikke alt

En ny rapport anbefaler, at Danmark skal koncentrere sit CO2-fokus om sektorer uden for kvotesystemet - dvs. trafik, landbrug og individuel boligopvarmning - og lade kvotesystemet alene tage sig af f.eks. elsektoren.

En ny rapport anbefaler, at Danmark skal koncentrere sit CO2-fokus om sektorer uden for kvotesystemet - dvs. trafik, landbrug og individuel boligopvarmning - og lade kvotesystemet alene tage sig af f.eks. elsektoren.

22. marts 2008

Det Miljøøkonomiske Råd offentliggjorde den 12. marts sin første rapport. Hovedkonklusionen var, at Danmark ikke behøver tage særlige initiativer inden for den sektor, som er dækket af EU's CO2-kvotehandel. Rapporten indeholder mange gode anbefalinger, f.eks. at alle CO2-kvoter auktioneres - hvor hovedparten nu foræres til industri og energiselskaber.

Men rapporten bygger på en forsimplet model og en statisk tankegang. Den antager, at EU's CO2-kvotemarked fungerer ideelt og som et lukket system, samt at det sikrer både klimaet og forsyningssikkerheden. Derfor anbefales, at tilskud til vind og andre veludviklede vedvarende energiformer (VE) afskaffes. Men den strider imod den danske virkelighed, hvor vindkraftudbygningen er gået i stå, bl.a. pga. ufordelagtige støtteordninger. Der ses bort fra, at man kan købe store mængder CO2-kreditter i udlandet. Det gælder især via Clean Development Mechanisms (CDM). Her kan rige lande bruge mere fossilt brændsel og udlede mere CO2, mod at de investerer i klimaprojekter i ulande. Den reelle klimaeffekt af CDM-projekter kan i nogle tilfælde være tvivlsom. Og selv ved gode CDM-projekter, hvor klimaeffekten holder - vil de under alle omstændigheder ikke forbedre forsyningssikkerheden.

Denne forbedres kun, hvis vi reducerer brugen af fossile brændsler i Danmark og i EU.

Stiller ikke krav

Rapporten anbefaler, at Danmark kan koncentrere sig om sektorer uden for kvotesystemet - dvs. trafik, landbrug og individuel boligopvarmning - og lade kvotesystemet alene tage sig af f.eks. elsektoren. Den ser bort fra både forsyningssikkerhed og langsigtede effekter. Men hvis vi har succes med introduktion af VE og besparelser, bliver det politisk muligt at stramme kvoteloftet ved overgang fra én kvoteperiode til den næste. Omvendt hvis man har måttet købe sig til det meste af reduktionen i udlandet, vil der være stor modstand mod en yderligere stramning af loftet i den følgende kvoteperiode. Rapporten overser, at der også indgår politiske faktorer i kvotesystemets udvikling - specielt når en ny periode starter, næste gang i 2013. Rapporten ønsker slet ikke at stille krav i EU til andelen af VE eller energisparemål - kvoteregulering skal nok føre til den mest omkostningseffektive reduktion. Men samfundet har en interesse i at fremme teknologiudvikling på dette felt, gerne med en first mover effekt.

Det er korrekt, at vi er bagefter med at opstille mål og virkemidler for sektorer uden for kvotesystemet, herunder trafikken. Det har været et dogme for regeringen, at det var for dyrt at reducere CO2 i trafiksektoren. Men der er også behov for en indsats inden for den kvotebelagte sektor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ikke godt nok?
Rapporten fra Det Miljøokonomiske Råd (MR) er en imponerende sag, men folkelig kan man ikke kalde den, fyldt som den er med fagsprog, tekniske fix, økonomiformler og eufemismer. Forsigtig sprogbrug er sikkert et givent mandat - opgavens karakter tages i betragtning. Og hvem tør sige, hvor slemt det står til, når vi taler om bæredygtighed – i hvert fald ikke MR. At gøre rapporten
folkelig vil ikke være nogen nem sag, men måske er det muligt, hvis man skriver tingene på en lidt anden måde. Det kan de så øve sig på til næste rapport, da mishandlingen af miljøet godt kan beskrives som folkelige i sine virkninger, og derfor er det et demokratisk must, at den kan gøres mere tilgængelig som baggrund for en meget nødvendig folkelig debat.
Rapporten er en god ting, fordi det er tiltrængt med et overblik over situationen på miljøområdet, særligt efter de sidste års totale svigt på miljøområdet. Men den er samtidig meget endimensional, da den alene forholder sig til sammenhængen mellem økonomi og miljø, og det er faktisk ikke godt nok.
I de medfølgende pressemeddelelser på Energistyrelsens hjemmeside siger taleren fra Miljøministeriet ved rapportens præsentation, at ’… det danske samfund udvikles på en miljømæssig bæredygtig måde, der komplementerer regeringens øvrige politikker for økonomisk og social bæredygtighed’.
Heri ligger sandheden (problemet) gemt og det illustreres også glimrende af denne model
(kan desværre ikke kopieres ind, men se side 25 i rapporten)
som er en principskitse fra rapporten. Principskitsen eller modellen indleder kapitel I, som har titlen ’Miljøokonomisk overblik’. Heri fastlægges grundlaget for rapporten, og det består bl.a. af denne model. Ved læsning vil man få den opfattelse, at der er tale om to verdener, der er adskilte, men som har nogle indbyrdes relationer. Den ene verden repræsenterer menneskelig aktivitet ved produktion og forbrug og den anden repræsenterer natur og miljø. Således har vi to verdener, som er adskilte, men hvorimellem der er en række relationer, som i økonomisk øjemed skal påvirkes med henblik på - tja hvad? Da økonomisk vækst også hører til en af forudsætningerne i rapporten, så må man konkludere, at sigtet er størst mulig produktion og forbrug i den menneskelige verden, et helt særegent udspil i en verden, der ikke er uendelig, men hvor alle ressourcer, undtagens solens stråler, er endelige (se også klimakommissionens kommissorium, der taler om ’størst mulig økonomisk vækst’).
Modellen er interessant fordi den samtidig er et syn på verden set med (de skrivende) økonomers øjne. Den slags modeller eller principskitser er jo kun modeller, men en eller anden relation til virkeligheden skal de helst have, og det må formodes at være en bestræbelse blandt professionens udøvere, at en model beskriver og fremhæver vigtige træk ved den virkelighed, den giver et modelbillede af, eventuelt så den kan bruges til at handle efter, når der skal gives vismandsråd til politikere og befolkning.
Sådan er modellen tænkt, og det er også den ramme, som bestemmer arten af de anbefalinger, rapporten indeholder, og de er såmænd i de fleste tilfælde fornuftige nok, ikke på grund af modellen men snarere på trods af.
For der er noget helt galt. Modellen kan såmænd se meget tilforladelig ud, men det er den ikke. Den lyver på det mest afgørende af alle punkter, og derfor vil det også være således, at mange af de råd og anbefalinger, der viderebringes i rapporten, ikke vil kunne løse de problemer, samfundene står overfor på det vigtigste af alle områder: bæredygtighed. I dette begreb er også indeholdt den forsyningsmæssige situation, som olieæraens slut vil bringe samfundene i. Lige præcis dette forhold kan være et eksempel på fejlagtighed i modellen og dermed også den forkerte eller utilstrækkelige rådgivning, som følger af det teoretiske modelgrundlag. Derfor kan en kommende forsyningskrise spidse til, uden at konsekvenserne er klarlagt og uden at der rådgives om den (selvom det retfærdigvis skal siges, at rapporten nævner dette forhold, men det må være et udslag af almindelig sund fornuft).
Selvfølgelig er jeg klar over, at selvom det var således, at det var rigtige råd, der blev givet, så kunne rådgiverne ikke garantere for visdommen hos de folkevalgte. Måske siger de bare, at lærebøgerne skal skrives om.
Løgnen i modellen består i billedet af to adskilte verdener. Måske kan man godt mene, at det er ligegyldigt med en model. Virkeligheden skal nok tale i sidste instans. Det er også rigtigt, men på miljøområdet afhænger meget af, at de rigtige råd gives – og at de gives inden for den snævre tidsramme, der er til rådighed. Derfor er modellen ikke uvigtig.
Menneskets produktion og forbrug er ikke en verden, der kan betragtes adskilt fra naturen og miljøet (biosfæren). Det er noget, der sker inden i den jordiske biosfære og ikke i en verden for sig (på Månen for eksempel). Alt, hvad vi foretager os, har betydning for biosfæren, og det er ikke kun et spørgsmål om at manipulere nogle givne relationer. Da vi er en del af biosfæren, har det også betydning for os. Logisk kan man sige, at hvis vi med vor aktivitet samlet set forringer biosfæren, så forringer vi også samlet set vore egne betingelser (overlevelsesmuligheder), fordi vi er en integreret del af biosfæren. Vi lever IKKE i en adskilt verden (før vi forlader denne klode), og målet for den samlede lokale og globale husholdning må være bæredygtighed. En god økonomi vil designe en model, der tager dette sigte og sikrer, at vi ikke foretager os noget, der forringer biosfæren (selvom det med de herskende ideologier og økonomiske teorier nok er for sent helt at sikre dette mål).
Det er ikke et forsøg på at være højtravende, men vel nærmest logik for burhøns. Da vi er en del af biosfæren er en ødelæggelse af biosfæren også en ødelæggelse af os selv. Lige på dette punkt lyver modellen med fatale virkninger. Den giver os en illusion af, at vi lever i en anden verden.
Det ses også tydeligt i ordvalget. Det er den menneskelige verdens aktivitet, der står øverst og så har vi da lige naturen og miljøet, som skal bruges (udplyndres, må være det rette ord i dag). Det er økonomiens verden, der i rapportens syn er den reelt eksisterende verden. Naturen er en eksternalitet, som leverer godt og skidt, men som kan håndteres gennem relationerne og som i øvrigt ikke har stor betydning. Hvis markedet blot får lov til at udfolde sin usynlige hånd uden alt for mange restriktioner, løses alle problemer. Ingen ressourcemangel her – kun kapitalbevægelser.
Men sådan forholder det sig selvfølgelig ikke i det virkelige liv.
Sådan forholder det sig heller ikke i Danmark, hvor rapporten afslører, at det er gået tilbage på stort set alle områder. Stagnation må i denne sammenhæng være lig med tilbagegang, da fremskridt er meget nødvendige i bæredygtighedssigtet.
To områder illustrerer dette, og det viser også modellens fejlbarlighed. Det drejer sig om udledning af kvæstofdioxyd (side 66 i rapporten) og koncentrationen af små partikler i store byer (side 71 i rapporten). Områderne er brugt som eksempler, fordi der er tale om meget sundhedsfarlige forhold, som der ikke er taget hånd om – ikke fordi de ikke kan håndteres, men fordi der ligger en økonomisk kalkule bag. De niveauer, der er et faktum, tillades. De vurderes acceptable i den menneskelige produktions- og forbrugsverden. Prisen er en forringelse af biosfæren (nemlig den luft, vi skal indånde) og forringelsen af biosfæren fører til en forringelse af vores liv. Men det er en anden verden. Modellen kan tage højde for denne eksternalitet ved at kræve, at grænseværdierne blev overholdt, men en model, der var korrekt, ville ikke kunne tillade disse fremmede og skadelige stoffer i vores miljø – simpelthen ikke.
Eksemplerne viser også, at den såkaldte afkobling (at vækst kan ske uden belastning af miljøet) ikke er det papir værd, den er skrevet på. Væksten har sin pris. Væksten i BNP skal betales. På visse områder kan vi ved tekniske eller andre foranstaltninger holde denne afkobling i live, men samlet set skal prisen betales – og det popper så op som eksempler på partikelforurening og i de seneste år også som mere udledning af CO2. Men afkobling er guf for økonomernes principmodel. Fuld fart på den menneskelige verden og kompenser så ved lidt manipulation af relationerne, lidt grænseværdier og den slags.
Udbredes disse eksempler på den samlede hjemlige (og globale) miljøsituation, står det lysende klart, at der ikke er alvor bag ordene om at sikre bæredygtighed og klima. Handlingerne kan vi jo ikke rigtigt vurdere, da de indtil videre ikke har materialiseret sig.
Jeg kan kun opfordre til, at rejse en debat om MR’s rapport. Af mange grunde fortjener den det.

Indfør en co2 moms.

Co2 momsen har et foremål det er at gøre sig selv overflødig som samfundet udvikler nye metoder til at producere energi og tjenste ydelser der ikke er co2 belastede. co2 momsens foremål er at hjælpe denne udvikling igang ved at langsomt og forudsigeligt at gøre den kvote købte energi dyre at få på markdet dvs på et tidspunkt vil det kvote køb der er basis for momsen ophøre derved ophøre momsen med at existere, alt energi køb er herefter co2 moms fri når samfundet ikke længere behøver at forbruge co2 produceret energi.

Indfør en forbrugs afgift af alle co2 kvote og giv kvote sælgeren lov til at afskrive denne afgift ved alle mellemhandler, resutalt: Hvis kvote prisen samtidigt stiger hvert år er et lavere salg af co2 kvoter hvert år da ikke co2 kvote købt energi er automatisk uden afgift..

Helt enkelt indfør et co2 moms system. en moms der virker efter køb af co2 kvoter alt vidre salg af kvoten kaldes nu en co2 moms og afskrives ganske som en moms ved vidresalg af kvoten der i alle mellemhandler efter kvote købet er en co2 moms.

Exembel et elværk køber co2 kvoter for at fyre kul i deres kedler. de co2 kvoter vidres sælges med den el som forbrugerene køber og kraftværket afskriver nu dette kvote køb ved denne handel. landmanden køber nu de kvoter og brugere dem i sin produktion af korn mælk og kød. sammen med den anden kvote købte energi som landmanden køber exembelvist kunstgødning, diesel olie pesticider fyrings olie mm alle de kvoter giver et resutalt af et samlet co2 køb i kg med en samlet pris i kr pr kg. Denne købte co2 afgift vidresælger landmanden til ex. slagteriet korn og foderstof kompaniet mejeriet og afskriver. der nu også køber energi og handelsvare med basis i et grund co2 kvote køb. helt enkelt ved at øge prisen for at få lov til at forbruge co2 kvoten. Med exembelvist 5-10% om året vil den energi og produktions metoder der ikke forbruger co2 automatisk blive mere konkurance dygtigt overfor den co2 kvote købte energi.

Dette vil retfærdigt og automatisk gøre den dygtige co2 sparene producent. Løbede mere konkurance dygtig, overfor den der ikke er dygtigt til at spare på den co2 udledede energi og produktons metode.

Da det er selve inførselen af kvoten på markdet der er afgift belagt med en løbede øget forbrugs afgift. Vil der naturligt på sigt blive fære kvoter udbudt på markdet. Og markdet tvinges til at søge andre energikilder til at erstate den energi der nu bliver dyre at købe. På denne måde straffes den externalerty som den co2 udledende energi påføre verden ved den markedsfejl som den energi naturligt udgør .

Markdet vil selvafgøre hvilken løsning der er den bedste derfor er det ikke nødventigt at støtte co2 neutral ikke kvote købt vedvarnde energi. Men kun straffe den energi der ikke er co2 neutral og kvote købt

Hvis eu som område indføre denne reform vil reste af verden være nødtil at følge eu´s exembel. eu er som område verdens største økonomi. og verdens stærkeste økonomiske kraft. indføre eu et krav om at alle vare der indføres på det europæsike markde skal ha et co2 regnskab og beskattes efter denne co2 udledning vil resten af verdens vare/tjænsteydelsen naturligt blive beregnet efter denne metode.

Se kun eu system med kemikalie loven " REACH" som et glimrede exelbel på dette. usa og resten af verdens kemikalie virksomheder, sendte horter af lobyister til eu. For at udvande REACH hviklet da også lykkedes i første omgang til nogen grad. Men hoved parten af denne faktisk udemærkede lov kom igennem i første omgang resten af verden er nu ved at indrette sig på eu´s REACH´s system. Et andet exembel er kravet til microsoft om at åbne deres kilde kode en kamp der stadigt er igang men eu har vundet første og anden omgang i denne kamp. EU er som markdet umuligt at undgå eu har verdens stærkste valutta, vi europære skal ikke sætte vores lys under en skæppe vi har faktisk mulighed for at ændre verden ved at bevist at bryde GATT og indføre en retfærdig co2 moms i vores område.

Som exembel på at eu faktisk har brudt GATT før er eu markedshindring af homon produceret kød som eu ikke tilader indført på det europæiske markdet, herved har USA faktisk haft svært ved at indføre det over resten af verden på samme måde har eu faktisk også forhindet de værste ikke testede GMO afgrøder fra at komme på markdet i eu og herved resten af verden untagen usa..

Kun eu kan gøre dette

En overset GOD nyhed fra forleden: I USA begynder folk at reducere sin bilbrug, fordi benzinprisen stiger.

Men benzinprisen er fortsat alt for lav, det kan vi se på flygalskaben og bilgalskaben. Denne pris bør over kort tid hæves globalt til det tidobbelte. Dels for at spare på de genværende oliereserver, dels for at tvinge andre løsninger fem.

Kvotehandelen som blev gennemtvunget af USA under ledelse af Clinton/Gore - Gore (!!!) ved forhandlingerne i 1990'erne, har hele tiden været det rene svindel - og er ment som dette. Hvem bestemmer hvor mange kvoter? Dette er bare subsidier af multinationale svindlere.

Tobinskatten bude gennemføres af FN nu, men med langt højere satser end Tobin foreslog, og også på bilers, skibes osv.s brændstof. Sakt på arbejde må erstattes af skat på kapitalgevinster og på energiforbrug.

Hvad siger det Økologiske Råd til at Danmark importerer så mange frugter og grøntsager fra lande langt, langt væk?

Hvad siger det Økologiske Råd t til at der køres og flyves og sejles så mange kilometer for at bringe frugt og grøntsager til Danmark?

Hvad siger Rådet til at der brændes så meget olie af for at få transporteret udenlandske frugter til Danmark?

Ifølge Kyoto-aftalen har Danmark forpligtet sig til at reducere CO2 udledningen med 21% i 2012 i forhold til 1990. Hvordan er det så gået med det? Tja - i de seneste 17 år har vi ifølge Energistyrelsens seneste redegørelse nået 0,2%. Med den hast når vi den resterende del af Kyoto-kravet i løbet af de næste 1768 år.

Regeringen og folketinget skal nok forstå at løse denne pinlighed med kreativ bogføring og køb af CO2 kreditter i u-landene, så alting tager sig pænt ud til klimatopmødet næste år. Statsministeren er allerede i gang med det kreative. Han rejser rundt i verden og fortæller om, hvordan Danmark har afkoblet sammenhængen mellem den økonomiske vækst og CO2 udledningen. Et resultat der opstår, når man medregner den danske skibsfarts økonomiske bidrag til BNP, men undlader at indregne den samme skibsfarts CO2 udledning.

Der er ingen grund til alene at skyde på regeringen. 174 af folketingets 179 mandater stod bag det netop vedtagne energiforlig, der frem til 2020 skal reducere det danske energiforbrug med 2%. Med den kendte teknologi er der ingen vej uden om massive energibesparelser, hvis de samme politikere vil leve op til deres egne klimapolitiske mål. Hvis de ikke vil, så vil det klimapolitiske parti X klima.nu tvinge dem til det. Ser du også behovet for det, så meld dig ind på www.xklima.nu.

Med hilsen og håb

Søren Grene