Kronik

Demokrati og liberalisme

Det gennemgående i regeringens demokratikanon er opfattelsen af demokrati som en liberal-demokratisk styreform med vægt på det liberale. Men politisk liberalisme og demokrati er ikke det samme. Liberalismen ønsker statsmagten begrænset, medens demokratiet ønsker, at den skal hvile på folket
Det gennemgående i regeringens demokratikanon er opfattelsen af demokrati som en liberal-demokratisk styreform med vægt på det liberale. Men politisk liberalisme og demokrati er ikke det samme. Liberalismen ønsker statsmagten begrænset, medens demokratiet ønsker, at den skal hvile på folket
15. marts 2008

Omkring offentliggørelsen af den demokratikanon, som regeringens udvalg har udarbejdet, er det fremhævet, at der ikke er tale om et punktum, men om et kolon, om et kvalificeret oplæg til debat om demokratiet. Men er der tale om et kvalificeret oplæg til debat? Både og. Den liste på 35 punkter, som kanonen rummer, kan i og for sig være ganske rimelig. Man kan selvfølgelig studse over punkter, der er med, og undre sig over andre, der ikke er med. Det er ikke det afgørende, når kvaliteten skal bedømmes. Det er derimod de ledsagende kommentarer og begrundelser. Her er der en lang række fejl og stærkt problematiske påstande, som ikke tjener til at danne et kvalificeret grundlag for debat og undervisning om demokrati. Tværtimod cementeres fordomme og misforståelser.

Regeringsudvalget er blevet kritiseret for at være ensidigt sammensat og med en liberalistisk bias. Det er måske ikke så mærkeligt, at det fik en sådan sammensætning, da det er en liberal-konservativ regering, der har nedsat udvalget Men sammensætningen af udvalget og resultatet af dets arbejde er et paradoks, da en begrundelse for at udfærdige en demokratikanon angiveligt skulle være at danne et fælles grundlag til styrkelse af sammenhængskraften i det danske samfund.

Vægt på frihed

Det gennemgående i regeringens demokratikanon er opfattelsen af demokrati som en liberal-demokratisk styreform med vægt på det liberale. Det betyder, at man lægger stærk vægt på frihed, særlig individuel frihed og den negative frihed fra statsmagtens indblanding i de enkelte borgeres ret til at leve deres liv efter deres eget forgodtbefindende. Man skelner ikke mellem politisk liberalisme og demokrati og fremhæver ikke konstitutionalisme i forhold til monarki og demokrati. Det kommer ikke klart frem, at enevældigt monarki og demokrati ikke er de eneste mulige styreformer, og det præciseres ikke, at fordi man afskaffer enevælde, indfører man ikke nødvendigvis demokrati.

Denne manglende klargørelse fører regeringsudvalget til en række fejl og unøjagtigheder. Den amerikanske forfatning fra 1787 fremstilles som en demokratisk forfatning, selv om dens forfatningsfædre skelnede klart mellem republik og demokrati og gik ind for det første, men imod det sidste. Den franske revolution fremstilles som en overgang fra enevælde til demokrati, selv om de færreste dengang gjorde sig til talsmænd for demokrati, selvom valgretten var begrænset, og selv om kongen længe beholdt væsentlige magtbeføjelser. Den danske grundlov af 1849 fremstilles som en demokratisk grundlov, selv om det dog indrømmes, at den kun var 'betinget' demokratisk. De national-liberale hævdes til gengæld i 1848 at have krævet en demokratisk styreform, hvilket er direkte forkert. Der er således intet belæg for denne påstand i borgerrepræsentationens adresse af 20. marts 1848.

Konstitutionalistisk

Regeringens demokratikanonudvalg bidrager desværre mere til at styrke fremherskende misforståelser om demokratiet end til at klargøre, hvad demokrati egentlig drejer sig om. Således fremstilles magtdeling som en demokratisk værdi, selv om magtdeling faktisk var en konstitutionalistisk ide, der skulle tjene til at binde statsmagten og sikre borgernes frihed. Det er en før-demokratisk ide, som blev udformet af Montesquieu, der ikke var demokrat, og som blev lagt til grund i liberale forfatninger gennem 1800-tallet - forfatninger, som kun langsomt og modstræbende blev demokratiseret gennem udvidelse af valgretten og afskaffelse af kongernes politiske magt. I samme omfang som demokratiet vandt frem, blev magtdelingen udhulet, og i dag er det først og fremmest retssikkerheden og domstolenes sikring af denne, der er tilbage i lande, der har parlamentarisme.

Bortset fra det folkelige element i form af nævninge og domsmænd, er domstolene ikke demokratiske institutioner. Dommerne er ikke udpeget af folket, og de står ikke til ansvar over for folket. Domstolene er ekspertorganer og udtryk for, at vores styreform ikke er fuldstændig demokratisk. Vigtige offentlige beslutninger overlades til eksperter, og når de gennem såkaldt dynamisk fortolkning begynder at udforme regler i stedet for at anvende regler, kan de komme i konflikt med de folkevalgte lovgivere. Det kan være et problem for demokratiet, men derimod ikke for liberalismen og konstitutionalismen.

Locke misforstået

Et godt eksempel på regeringsudvalgets manglende forståelse af demokrati som folkeligt selvstyre, er omtalen af John Locke, der levede i England i 1600-tallet. Han præsenteres på den måde, at han "med god ret" anses for "en af den moderne politiske tænknings første demokrater." Det er helt misvisende. For det første er det stærkt omdiskuteret blandt fagfolk om Locke udformede nogen demokratisk teori. For det andet kan der argumenteres ganske stærkt for, at han slet ikke var demokrat. Locke skrev en vigtig bog, Two Treatises of Government (udgivet 1688), hvor han forsvarede borgernes naturlige rettigheder over for en enevældig og vilkårlig konge, og hvor han gjorde sig til talsmand for borgernes ret til at gøre oprør mod en sådan konge. Han forsvarede derimod hverken lige og almindelig valgret eller ytringsfrihed, og han havde ikke noget imod kongemagten og et aristokratisk overhus, blot de respekterede borgernes ret til liv, frihed og ejendom.

Hvis udvalget havde ønsket at finde grundlag for demokratiets udvikling i 1600-tallets England, havde det været mere oplagt at se på, hvad de såkaldte Levellers som Oberst Rainborough og Lilburne havde at sige om den politiske styreform. Regeringsudvalget lægger derimod vægten på en af den politiske liberalismes centrale forfattere.

Politisk liberalisme og demokrati er imidlertid ikke det samme. Liberalismen ønsker statsmagten begrænset, medens demokratiet ønsker, at den skal hvile på folket. Liberalister ønsker magten delt og flertallets magt stækket, fordi de frygter massetyranni, medens demokrater tror på folkets evne til at styre sig selv. Liberalismen kunne godt leve med en begrænset valgret, medens demokratiet insisterede på, at den politiske lighed skulle omfatte hele den voksne befolkning. Liberale og demokrater havde længe en ganske forskellig opfattelse af, hvem 'folket' var. De kunne i vage vendinger være enige om at tale om folkestyre, fordi man hverken var enig om, hvem folket var, eller hvad styret omfattede.

Den national-liberale Orla Lehmann - en af junigrundlovens fædre - mente således, at folkestyret skulle hvile på de begavede, de dannede og de formuende, og ikke på almuen. Kun langsomt og modstræbende gik de liberale med til at udvide valgretten. I Danmark fandt de national-liberale efter 1864 således sammen med godsejerne i Højre, medens Venstre og bønderne kæmpede for demokratiet. Først i 1915 fik vi noget, der kan kaldes lige og almindelig valgret - det er ikke engang 100 år siden.

Demokratiet blev først accepteret som politisk styreform, efter at det helt havde ændret indhold. Indtil slutningen af 1700-tallet var demokrati udtryk for et direkte styre, og først gennem 1800-tallet begyndte man for alvor at tale om et repræsentativt demokrati, hvor folket ikke selv udformer lovene, men kun vælger dem, der gør det. Rester af egentligt demokratisk styre findes i dag først og fremmest i Schweiz og nogle amerikanske delstater, medens den danske politiske klasse afviser enhver tanke om, at borgerne skulle have ret til at kræve vedtagne love lagt ud til folkeafstemning - det har kun en tredjedel af folketingets medlemmer ret til - for ikke at sige, at borgerne selv skulle have ret til at udforme lovforslag.

At det danske folkestyre langt fra er fuldt udviklet, at vores styreform er en blandet styreform med både demokratiske og udemokratiske elementer, og at styret ikke er særlig folkeligt, er ikke temaer, som står stærkt i regeringens demokratikanon. Her fremstår vores styreform nærmest som en fuldt udviklet realisering af demokratiet og som slutstenen på mange generationers bestræbelser.

Det er sandelig en opfattelse, der kan og bør debatteres!

Palle Svensson er professor, dr. scient.pol., Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Carlsbæk

Vi imødeser et seriøst svar fra Knud J. V. Jespersen på Palle Svenssons kritikpunkter:
* sammenblandingen af liberalisme og demokrati
* manglende skelnen mellem konstitutionalisme og demokrati
* eksperters udformning af regler i stedet for de folkevalgte
* misforståelsen af Locke
* at vores styreform også har udemokratiske elementer
* at vores styre ikke er særlig folkeligt

Penneføren bag regeringens demokratikanon, historieprofessor og kongelig ordenshistoriegraf Knud J. V. Jespersen har tidligere skrevet om "England og den danske modstandskamp 1940-45" og "Dansk udenrigspolitisk historie 1648-1720" samt forsker i bl.a. adelshistorie. Det fremgår af www.humaniora.sdu.dk/nywebX/inc/show.php?full=186

Kronikøren, professor i Statskundskab Palle Svenssons forskningsområde er institutionel forandring og demokratisering, som også var et centralt emne i hans doktordisputats fra 1996, "Demokratiets krise?"

Højtærede regeringsudvalg til patentering af den borgerlige demokratiforståelse … en lakmusprøve på neo-liberalismens demokratiske sindelag kunne passende være helt enkelt at spørge de demokratiske og myndige danskere, der af én eller anden grund bliver kommanderet hen til beskæftigelsesmedisterens landsdækkende tæskehold i de såkaldte jobcentre - hvor meget demokrati og frit valg de egentlig har - når man dér bliver truet med at få frarøvet sin helt legitime indtægtstabsforsikring og på alle måder fratages sin retssikkerhed af et system, som umiskendeligt minder om fascismens arbejdslejrmentalitet til ruinering af menneskelig eksistens … mere skal der ikke til … Q.E.D.

Hvad kan du klage over ?

Du kan klage til ombudsmanden hvis du mener at den offentlige forvaltning har tilsidesat gældende ret eller på anden måde begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med behandlingen af din sag.
Din klage kan derfor både vedrøre en afgørelse, f.eks. et afslag på en ansøgning, og måden forvaltningen har behandlet dig eller din sag på.
Du kan også klage over sagsbehandlingstiden, det vil sige den tid det varer inden myndigheden besvarer dine breve eller meddeler dig en afgørelse.
Ombudsmanden kan endvidere tage stilling til om forvaltningen har optrådt høfligt og hensynsfuldt over for dig.

(kilde: http://www.ombudsmanden.dk/om_at_klage/hvad)

Hvorfor er jeg begyndt at få kvalme, når jeg mindes om gode, danske, demokratiske tiltag som ovenstående? Hvad er der i vejen med mig?

Heinrich R. Jørgensen

Sublim artikel Palle Svensson har forfattet - og det er pinligt og rystende, at hverken politikere eller demokratikanonudvalgets medlemmer har formået et fremkomme med en replik til Palle Svensson velformulerede artikel.