Læsetid: 5 min.

Demokratikanonen igen igen

Endnu et par ord med på vejen ind i glemslen
Kanonudvalgets medlemmer er enten uvidende eller også her tendentiøse. En kanon uden kritik er kun en tom skåltale.

Kanonudvalgets medlemmer er enten uvidende eller også her tendentiøse. En kanon uden kritik er kun en tom skåltale.

Jens Dresling

29. marts 2008

Utvivlsomt lå der et eller andet sted, godt gemt væk under den herskende almindelige borgerlige højrøvede magtfuldkommenhed og trangen til endnu engang at demonstrere, hvem der sidder på penge, flæsk og kulturkamp, en ideal tankeforestilling om en demokratikanon som demokratisk funktion. En anspore til mennesker, fortrinsvis unge, i det danske samfund, der ikke nødvendigvis indtager nøjagtigt samme skinhellige holdning til myterne om demokratiet eller til selve demokratiet som initiativtagerne.

'Berufsverbot'

Med en demokratikanon vil de mørkelagte øjne kunne skimte lyset og herefter give sig demokratiet i vold. Sådan noget må man vel forestille sig er ideen. Men såfremt sigtet med at kanonisere udvalgte personer, tekster og begivenheder var dette, at især unge af anden etnisk baggrund, samt den ikke helt ubetydelige andel af danskere der ikke sympatiserer med VKO-partiernes menneske-, samfunds- og kultursyn, skulle bide på krogen og tilegne sig det Mikkelsenske og Haarderske ideal af et folkestyre, måtte ethvert nok så beskedent intellekt indse problemet alene i personsammensætningen og tendensen i kanonuvalget. Ikke fordi man skal ønske Berufsverbot og partout bedømme gerningen efter holdninger, tværtimod.

Men fraværet af kvalificerede folk var for det første påfaldende. Flere medlemmer af den minimalstatskulrede CEPOS-kult sad i udvalget, herunder den ikke vildt inspirerende begavelse, godtkøbsprofessor David Gress, som oven i købet oprindeligt havde formulerede ambitioner om at blive direktør for den hyperliberalistiske pressionsgruppe, men som sikkert af gode grunde ikke blev det. Dertil en borgerlig meget, meget kristen modepræst og klummeskribent i Berlingeren, Lilleør. For nu at være helt blid i mælet: temmelig fanatisk i sine islam-skeptiske synspunkter, men ikke påfaldende stiv i tænkning.

Udvalgets gidsler

I spidsen for udvalget en borgerlig historieprofessor som senest har gjort sig bemærket med en biografi af den i bund og grund udemokratiske Christian 10. som - igen for at være høvisk - i hvert fald ikke har fornærmet kongehuset. Et par gidsler var sat ind i udvalget, folk med mere akademisk kompetence og samvittighed, kan man mene. Den ene, juraprofessor Henning Koch, vejrede imidlertid lugten i bageriet og skred. Det skete vist, da kristenpræsten insisterede på at få Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer gjort kanoniske! Allerede her, og skønt de famøse tegninger trods alt ikke kom med, anede man tendensen og den kulturnationalistiske, religiøst afmarcherede og stærkt politiserede fidus med kanoniseringerne. Værre blev det ved den vanvittige idé at medtage apostlen Paulus. Paulus!

Peter Wiwel, dette blads tidligere chefredaktør, og en mand man bestemt ikke kan beskylde for at være ukristelig, påpegede i en fin artikel i Politiken, at Paulus' skelnen mellem lov og religion klart var sigtet på jødernes religiøse love, Moseloven, og havde altså intet at skaffe med Martin Luthers senere stærkt opreklamerede adskillelse mellem kirke og stat, som tilmed også ophøjedes til kanon. Et af verdenshistoriens største ideologiske bedragerier, en gigantisk limpind af et illusionsnummer, som de selvdyrkende danske neonationalister i DF og regeringen den dag i dag hopper rundt og fægter med.

Dét i et land med en statskirke, der er og bliver en sådan, så længe den ikke er skilt ud af forfatningen, så længe man har en kirkeminister, så længe kirkens økonomi er blandet sammen med statens, og uanset at man altid med stor ihærdighed kalder statens kirke for en folkekirke.

Hvor er '68?

Hvad i denne sammenhæng er endnu mere groft, når endelig det religiøse hentes ind og kringlevrides a la Paulus og Luther, så det passer som fod i handske, er, at profeten Muhammed så til gengæld ikke er medtaget. Udvalgets medlemmer er enten uvidende eller også her tendentiøse. For eksempel i den fortrinlige netop på dansk udkomne: Kun én gud, islams oprindelse, udvikling og fremtid af den amerikanske Harvard-religionshistoriker Reza Aslan fremstiller forfatteren profeten, religionsstifteren og politikeren Muhammed, i de nuancer og detaljer som vesten ikke just er forvænt med, men som et kanonudvalg også uden denne bog burde have med i sine præmisser.

600 år før danskerne knæsatte kvindernes juridisk tilsidesatte stilling i samfundet, proklamerede profeten i det ærkekonservative arabiske løst sammensatte stammesamfund kvindens rettigheder og understregede i det hele taget menneskets lighed som symboliseret ved den kønsneutrale pilgrimsfærd til Mekka, hvor alle prærogativer er lagt bort.

Jo, det er langt ude, men det er ikke en kvart millimeter længere ude end at insistere på Paulus som en af demokratiets forudsætninger. Komisk er det unægteligt og meget sigende, at 1968 og hele ungdomsoprøret ikke er berørt så meget som med en ildtang. Det var dog ellers et opbrud, må man sige, hvor demokratiet, og hvor fjollet det så udviklede sig hist og her, og hvor mange Pittelkow'er og Jespersen'er, der dengang misbrugte oprøret, blev taget alvorligt af store dele af Vestens ungdom. Blandt andet førte det blandt andre småting til, at en forfærdende krig blev standset ved folkeviljen, og samværsformerne trods reaktion og daværende deltageres senere forræderi, siden aldrig blev de samme. Den ende af kvindeligeretskampen, som også var en del af '68, og hvad der fulgte, er udvalget gået diskret hen over. Det ville ministrene heller ikke have syntes om, hvilket viser, hvad hele den demokratikanon er for noget enestående overfladisk fup.

Spørgsmålet er, om man kan lave en ordentlig kanon over demokratiet uden at belyse dette nok så grundigt ved dets modsætninger. I en fremragende kronik i Politiken den 22. marts "Det forgiftede samfund" opregnede professor emiritus Curt Sørensen det danske demokratis nuværende alvorlige krise, således som det herskende flertal, et regime kan man godt kalde det, tilsidesætter alle hensyn til mindretallene i alle vigtige sager, uanset at flertallets flertal er spinkelt og delvis beror på oppositionens betragtelige uduelighed mere end på en folkevilje.

Helvedet er afskaffet

Dertil kommer dette flertals mest fremtrædende talsfolks udemokratiske argumentationsformer, hvor flertallets afgørelser og synspunkter udelukkende eller næsten udelukkende begrundes i magt og ikke i empiri og saglighed. Indefra udhules demokratiet af dets egne nidkære vogtere, der gerne ser truslen imod det i nogle få utilpassede unge. At udsagn er bøjelige efter behov, opleves jævnligt i den kreative bogførings mester statsministeren, der efter eget behov og længere sigtede strategi afpasser sine hhv. islamfjendske og mere nuancerede synspunkter. Man har et standpunkt, til spindoktoren vurderer, at folk har glemt det forrige.

Skæbnens ironi viser sig i demokratiudvalgets nådige inkludering af oplysningstiden. Dér glemte de vist at spørge Søren Krarup, som ser oplysningen som alle onders rod og fædrelandets undergang og demokratiets ide som en svøbe. En kanon uden kritik er kun en tom skåltale, som heller ikke påviser, hvorledes den offentlige debat i den nuværende regerings tid ustandseligt er blevet hæmmet og undertrykt, så såre noget er gået flertallet imod. Det handler blandt andet om mordet på Danmarks Radio og de offentligt ansattes ytringsfrihed. Herom mere ved en senere lejlighed.

For resten afskaffede biskop Lindhardt forleden helvede. Det må da være noget for et nyt kanonudvalg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Metz:

"At udsagn er bøjelige efter behov, opleves jævnligt i den kreative bogførings mester statsministeren, der efter eget behov og længere sigtede strategi afpasser sine hhv. islamfjendske og mere nuancerede synspunkter. Man har et standpunkt, til spindoktoren vurderer, at folk har glemt det forrige."

Det er så sandt som det er sagt. I den forgangne uge fik vi to lysende eksempler på, hvordan politikerne afpasser deres islamfjendske synspunkter alt efter hvad spindoktorerne finder opportunt.

Man kunne således iagttage at både Anders Fogh Rasmussen og Villy Søvndal tog kraftigt afstand fra Geert Wilders nye film, ganske upåagtet af at begge politikere er varme tilhængere af Jyllands Postens karikaturtegner, som angiveligt er Wilders forbillede og inspirationskilde.

Når man er politiker i Danmark er det ikke noget problem at blæse og have mel i munden…

Jeppe Brogård

Efter sigende måtte den stakkels Lilleør opgive muhammedtegningerne for at få reformationen med. Og reformationen er næsten at betragte som en dansk gave til menneskeheden, undskyld, demokratiet.

Det vidste jeg ikke.

Undskyld Metz

Mordet på DR, var det ikke et selvmord (til 1.700.000.000 kr.) udført af tidl. studenterpolitiker Chr. S. Nissen i rollen som generaldirektør (og for andres penge)...

Godt skrevet!!

"Demokratiet er truet" - udtalte de herrer Mikkelsen og Haarder...
Så er det man må spørge...af hvem??...
En regering der om nogen har '(ned)lukket og afskaffet....truet...og reformeret sin opposition væk (og her tænkes ikke på Tingets, der på mange måder ligger som den har redt!...dét er den regering, der selv undergraver demokratiet!

Jens, det, der er gjort mod DR efter budgetoveskridelsen, svarer til, at man på grund af budgetoverskridelserne (og de var store!) havde ladet Storebæltsbroen ende på sprogø eller sløjfet Nørreport og Kongens Nytorv stationer på Metroen.

Per

Skal den ene fejl undskylde den anden? Næh, Chr. S. Nissen skulle i fængsel på livstid for Danmarkshistoriens største bedrageri/tyveri, som nu skal betales af lyttere og seere i en årrække. (På samme måde som Storebælts-overskridelsen nu betales af brugerne, med takstforhøjelser på DSB, Metroen og S-banen... (Hvem der har ansvaret for bedraget her står hen i det uvisse)...

@Per Vadmand
...eller sløjfet Nørreport og Kongens Nytorv stationer på Metroen.
Nu var hele formålet med at flytte DR jo at skaffe financer til Metroen

Når debatten nu er afsporet, er der da ikke andet at sige om de påståede stjålne eller franarrede midler, at det da alene er den slags projekter (samt metro, storebæltsbro etc. etc.), der overhovedet kan legitimere de uendeligt mange timer, der lægges på det danske arbejdsmarked. Hvis ikke vi havde samfundsmæssige ambitioner, kunne vi formodentlig fint klare os med få timers arbejde om ugen.

Ulrik Høstblomst

Hele konceptet er en misforståelse

I forhold til dansk krigsdeltagelse i Iraq og Afghanistan med våbenmagt for at indføre demokrati bør det rettelig hedde hvad det er--

KANON DEMOKRATI og ikke det nysprogs-agtige Demokrati-Kanon