Kommentar

Hvad skal vi egentlig med kunst?

Kulturministeriet er nødt til at slå på, at man faktisk kan få et udbytte af kunst, og at dette udbytte er eftertragtelsesværdigt. Man er nødt til at hævde, at kunsten faktisk betyder noget, også når den ser allermest utilgængelig ud
Kulturministeriet er nødt til at slå på, at man faktisk kan få et udbytte af kunst, og at dette udbytte er eftertragtelsesværdigt. Man er nødt til at hævde, at kunsten faktisk betyder noget, også når den ser allermest utilgængelig ud
14. marts 2008

Hvad skal vi med kunst? Hvad betyder kunst? Som kunstner er man tilbøjelig til at svare INGENTING med store og vrængende bogstaver på begge spørgsmål. Kunsten 'skal' ikke noget, den skal være fri og gå i de retninger, den vil, uanset hvad man mener, den 'skal'. Kunsten 'betyder' ikke (nødvendigvis) noget, hvis det er dét, der er sagen. Bliver kunstneren hindret i sin bevægelsesfrihed, vil denne svare igen med kunst, der enten absolut ikke skal noget, eller som skal alt for meget, og som under alle omstændigheder 'ikke kan bruges til noget', og som 'ikke betyder en skid.'

Når man er et statsligt eller kommunalt 'vi', kan man naturligvis ikke nøjes med tilsvarende besværgelser som definitioner på, hvad vi skal med kunst, og hvad den betyder. Udsagnet om, at kunsten er ubrugelig, er ikke anvendeligt, når den offentlige myndighed skal forsvare brugen af skattekroner til kunststøtte. Den offentlige myndighed er nødt til at fremsætte opbyggelige statements, når den skal legitimere sine prioriteringer. Den er nødt til at slå på, at man faktisk kan få et udbytte af kunst, og at dette udbytte er eftertragtelsesværdigt. Den er nødt til at hævde, at kunsten faktisk betyder noget, også når den ser allermest utilgængelig ud. Det er dét, at den ikke betyder noget, der er godt, kan den offentlige myndighed sige som sidste udvej.

Ingen hensigter

Der er to måder, hvorpå man som offentlig myndighed kan legitimere sin støtte til kunst. Via hensigt eller via effekt.

1969'ernes kunstpolitik havde til hensigt at danne og udvikle også de segmenter af befolkningen, der normalt ikke beskæftigede sig med kunst. Kunsten skulle ud til befolkningen, fordi det var godt for den, og fordi det var godt for samfundet.

Senest i midten af 90'erne løb de offentlige myndigheder tør for hensigt. Det demokratiske dannelsesgrundlag, som den provinsformidlede skulptur hvilte på, var forvitret bort. Der var ikke mange, der kunne forklare, hvorfor man gjorde, som man gjorde. Man var tilbøjelig til at trække sine projekter, når de stødte på modstand.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen kronede nytåret 2001 denne udvikling med sin smagsdommertale. Dét, som allerede var sket, ophøjede han til ideal: Der var ikke længere nogen, der skulle fortælle andre, hvad de skulle gøre og mene. Der var ikke længere nogen, der skulle have hensigter med andre.

Det nuværende Kulturministerium er altså afskåret fra i væsentlig grad at have hensigter med befolkningen. Hvad gør et kulturministerium så, når det på en eller anden måde alligevel er nødt til at legitimere sit virke? Det nedtoner hensigten og opskriver effekten.

I et notat fra 2006 med titlen 'Kulturpolitiske fokusområder for Kulturministeriets resultatstyring' formuleres det således: "Missionen 'Gennem kunst og kultur skaber vi adgang til dannelse og udvikling for mennesker og samfund' beskriver ministerområdets helt centrale opgave. Visionen for ministerområdet; 'Kultur, der beriger og bevæger' udtrykker vores ideelle målsætning. Kulturen 'beriger' når den tilfører både det enkelte menneske og samfundet værdi. Men kulturen skal også kunne bevæge og det betyder blandt andet, at den nogen gange skal ophidse, provokere og anfægte."

Hensigten er her nedskrevet fra at være et mål om dannelse og udvikling til at være et tilbud om dannelse og udvikling. Samtidig opskrives effekten og effektens betydning: Det, at kunsten skulle være berigende og bevægende, gøres nu til det legitimerende grundlag for Kulturministeriets virke. Det er en enorm byrde at lægge over på kunsten. Kunsten bliver uforholdsmæssigt sårbar, når dens eksistensberettigelse sættes på markedsvilkår.

Kun tilbud

Den kontrakt, som Kulturministeriet har indgået med befolkningen, er på trods af dens positive klang en minimumskontrakt. Den kan let omstødes, når stærke kræfter anfægter, at samfundet får noget ud af sine støttekroner. Vil Kulturministeriet stå lige så svagt, som kommunerne gjorde i 90'erne, da de længere ikke havde noget at stå imod med? Vil de stå hændervridende som kommunerne i sin tid og sige: "Jamen, kunsten skal også nogle gange provokere og anfægte, det må I forstå."

Når krisen kradser, vil kulturministeriet pege på kunsten, der på sin side vil hævde nødvendigheden af ingenting til sine dages ende. Hvad vil Kulturministeriet da sige til befolkningen? At det er en provokation? At det er godt? "Hvorfor?," vil befolkningen svare. Kulturministeriet vil formentlig blive svar skyldig. Det har ingen hensigter. Kun tilbud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har i tidens løb beskæftiget mig en hel del med emnet Hvorfor Kunst. Det er bl. a. blevet til kronikker, i Berlingske Tidende og i Information, og på det seneste manuskriptet Billedkunstens Metode. Desværre har det ikke været muligt at finde en forlægger. Årsagen er, at forlagenes "kunstkyndige" konsulenter har advaret forlagene om at udgive bogen, undertiden i så kraftige vendinger, at jeg har fået vrede reaktioner fra forlagsredaktørerne over, at jeg sådan har søgt at lokke dem på glatis.
Nu ligger den på min hjemmeside http://www.hvaderkunst.dk. Den er et bud på, hvordan kunstværker bliver til, og hvorfor de har en samfundsmæssig relevans, der gør det rimeligt at fastholde begrebet kunstnerisk ytringsfrihed og offentlig kunststøtte. Den omhandler billedkunst, men kunne for den sags skyld lige så gerne hedde Kunstværkets Metode.
Den være hermed anbefalet!

Den være hermed anbefalet!

Leif G. Larsen, din bog virker efter første hurtige pluklæsning yderst klar og præcis. Ja, kunst er et betydningsspil, det vil de fleste kunstnere skrive under på. Jeg kan ikke umiddelbart se at udgangspunkt er kontroversielt. Tværtimod nærmest egnet til undervisning.

Har du fået reaktioner på bogen fra kunstkolleger?

Jeg ser er et spændende spil mellem artiklens og Leif G. Larsens diskussion af kunst.

Artiklen debatterer spørgsmålet om hvorfor kunst? og Leifs bog starter med spørgsmålet hvad er kunst? Altså et spil mellem kunstens anvendelse og kunstens essens.

For at starte med det sidste, så er en udlægning af kunstens essens vel umulig. Det er for nogen et ideal at kunne bestemme en sådan 'essens', og den idealistiske tradition fra Platon og frem er naturligvis stadig garant for dette forehavende. Det at kunstens 'essens' gøres til et problem (der så følgelig også kan findes en løsning på) er at fastholde noget imaginært ved det vi kalder virkeligheden, og lade som om det er 'sandt' og så se hvad der skér. Det der sker med en sådan exercits er at vi kan producere uendeligt mange konkurrerende bud på 'essenser', og en sådan imaginær praksis må øvrigt siges at være i kapitalens, varens og markedets interesser fordi det skaber en produktion der kan afsættes i nutidens 'videnssamfund'.

Her understøtter Leif. G Larsens forehavende (uintenderet, ja, det ligger der jo netop i humanismens (med reference til Lakoff/ Johnson) indsnævring af betydning til.. lingvistisk betydning - altså betydning der fremkommer indenfor rammerne af et sprogsystem) jo den nuværende politik fra kulturministeriet foranlediget af den borgerlige politik. Kunsten skal bare producere (konkurrerende) betydninger, som kan afsættes på markedet.

Dette forhold gør sig også gældende i forskningen, som jo mange gange er blvet beskyldt for at være venstreorienteret (ligesom kunsten). Når Fog vil gøre op med smagsdommerne, som er legitimeret i en krise i dannelsesbegrebet (altså den forestilling at staten skal bruge skolen til at oplyse folket (med viden som er nyttig for samfundet), og dyrke holdninger til et demokratisk fællesskab - hvad det så end betyder i praksis), så er det altså udtryk for at staten og statens institutioner ændrer karaktér fra at skulle sikre at markederne kan eksistere til selv at være en del af markedet (blive markedsgjort). Det er jo det som hele struktur og kvalitetsreformerne handler om.

Dermed er der jo ikke længere nogen legitimering til finansiering af kunst som 'folkedanner' endsige kunsten som stemme for marginaliserede dele af befolkningen. Kun den kunst som selv kan klare sig på markedet, kan finansieres af staten, dvs staten kan godt gå ind, men i så fald kun for kortvarings at sparke forehavender igang som der potentielt ligger et (nyt) marked i. Kunsten får således ikke en pegefinger, men man har opgivet kunst som repræsentation (altså at kunsten siger noget om vores virkelighed).

Her synes jeg at Finn Jannings kronik den 11 April i Information sidder lige i skabet http://www.information.dk/157657. I kronikken citerer Janning filosoffen Deleuze og overført på denne tråd ville der stå:

(omskrevet citat fra Jannings artikel)
En person der begærer billedkunst, gør det ikke kun fordi vedkommende synes billedkunst er betydningsskabende, men i lige så høj grad fordi vedkommende kan lide de steder hvor der produceres eller vises billedkunst.

Pointen som Janning fremfører er at "Virkeligheden ikke er lig med sproget, men indebygget heri, da noget 'mere' nogen gange er på spil i sprogspillene. Sprogspillene kan tydeliggøre forskellige måder at leve på..." (Janning i Information, 11.04.2008).

Dermed bliver kunsten ganske vist betydningsskabende, men det bliver op til markedets logikker at vælge hvilke 'betydninger' der er salgbare. Nu er det jo ikke ligefrem nyt at kunst også har markedsvilkår, men det er nok nyt at staten aktivt understøtter dette og at det foregår så uniformt. At gøre noget til en vare, betyder at foreslå, bearbejde og tænke noget i forhold til dets omsætningskraft på et marked. Problemet heri er at staten kun vil understøtte markedsegnet kunst, og dermed politiserer eller ideologiserer kunsten. Det gør den fordi man stort set ikke kan undgå at producere betydning, også tavshed er betydningsproducerende (når konen fx ikke snakker til dig i en uge). Når man på denne måde kun vil støtte markedsomsættelig kunst, forsøger man jo at marginalisere den kunst som forsøger at være repræsentativ eller der forsøger at få (fx politisk) kontroversielle emner på dagsordenen. Den uintenderede konsekvens af total frihed (markedsliberalisme) synes derfor at være en ny form for totilitarisme!

I forskningen vil man også gerne bare være analytikere, uden nødvendigvis at rette forskningen mod at forbedre bestemte praksisser. Det er jo svært at foretage den priviligering fordi samfundet består af mange ligeværdige aktører, og fordi man har haft en opfattelse af at forskning bidrog til et mere ligeværdigt oplyst samfund i overensstemmelse med oplysningstidens idealer. Derfor har det set ud som om forskningen har været politisk, fordi man jo i dannelsestraditionen godt kan priviligere marginaliserede grupper i samfundet, og fordi det også ofte er her at der opstår råstof (problemstillinger) til vidensproduktion.

Men med opløsningen af dannelsesbegrebet som vi kender det, bliver denne praksis jo ideologisk, fordi statens interesse ikke længere er borgernes oplysning i form af viden, men i om de bidrager til samfundsøkonomien (som i øvrigt af mange betegnes som en 'vidensøkonomi'). Man kan altså i nysprogets tidsalder bryste sig af at bevare det gamle dannelsesbegreb, som nævnt ovenfor, men med den væsentlige ændring i indholdsforståelsen, at staten skal bruge skolen til at oplyse folket (med viden som er nyttig for samfundet), og dyrke holdninger til et ØKONOMISK fællesskab. Der hærsker nemlig den opfattelse, som Per Stig Møller senest formulerede i forbindelse med om DK skulle til OL i Kina eller ej; at økonomiske forpligtelser ansporer til demokrati. Dvs. hvis Kina oplever at OL er gunstig for deres økonomi og handel, så vil de i stigende grad være tilbøjelige til at acceptere demokratiske reformer.

Siden statens politik også synes at gælde kunstens vilkår, så må det samme argument gøre sig gældende - siden vi nu skulle have en værdikamp også på dette område! At økonomi ansporer kunsten til at blive mere demokratisk??

Her må det være betænkeligt at afgrænse billedkunsten indenfor den humanistiske sprogvidenskab, som Leif G. Larsen forsøger at gøre det, fordi spørgsmålet om kunstens anvendelse som minimum bliver sammenfaldende med liberale idealer om at kunsten blot er personlige/individuelle udtryk, og i værste fald at spørgsmålet om kunstens anvendelse bliver helt usynligt. På den måde er spørgsmålet om kunstens anvendelse ikke irrelevant, det er snarere spørgsmålet om kunstens hvad? der er det - for skarpt skåret, er fremkommer kunst vel med en samling teknikker og kan karakteriseres som et.. håndværk.

Men kunsten er altid mere end håndværk, personlige udtryksformer eller forsøg på at producere betydning rettet mod planlagte brugssammenhænge, som Rudyard Kipling siger i Junglebogen "man kan tage drengen ud af junglen, men ikke junglen ud af drengen".

Overført, kan man nok tage kunsten ud af samfundet, som vi måske er på vej til jf. artiklen - i betydningen at kunsten nu kun rettes mod den købedygtige elite, men ikke samfundet ud af kunsten - i betydningen at kunsten altid kommunikerer og ikke altid det som var hensigten!

Derfor er kunsten uanset de politiske forsøg på at styre eller regere, altid 'fri' på den anarkistiske måde (den kan bruges til hvad som helst, ligesom videnskaben). Så derfor behøver kunstere vel hellere ikke at bekymre sig så meget om den politiske zeitgeist, for man har ret til at navngive kunsten noget markedsrelateret og holde sine tanker for sig selv. Kunsteren behøver således ikke at forlade sin præmis om ikke at skulle argumentere for sit arbejde eller virke, men blot selv skabe udtryksvilkår for det (på samme måde som udtryksvilkår skabes gennem maling, lærred, tid mv.). Spørgsmålet er naturligvis hvor meget identifikationsmagt man som kunstner investerer i benævnelsen af sit arbejde - What's in a name? Disse vilkår ændres i hvert fald pt.

For igen at parallellisere til forskningen (men altså ikke sk 'hard science' som mange der arbejder med kunst vel tager afstand fra (pga ønsket om at arbejde udenfor videnskabskrav som validitet, reabilitet og generaliserbarhed Ü), selvom der er nuancer her fx i 'interaktiv kunst'. Den feministiske forsker Dorthe Marie Søndergaard har forsøgt at forholde sig til problemstillingen om forskningens anvendelighed i artiklen "Who are ready for results?" http://www.dpu.dk/site.aspx?p=5290&init=doms&msnr=3&lang=da, og når frem til at anvendelighed handler om bæredygtige løsninger - i betydningen at virkeligheden bedst forandres når den mødes i al dens kompleksitet.

Hvis det er sandt og dermed også gælder kunsten, så kan man måske arbejde ud fra en virkelighedsbeskrivelse om at - virkelighed består af uendelige variationer i livsprocesser i bevægelse, der konstant forsøger at unddrage sig forsøg på enkle kategoriseringer og benævnelser - og herfra omsætte dette til et argument om at kunsten må have vilkår til at forholde sig til livets kompleksitet for at kunne forblive innovativ (det er en helt ny diskussion, hvad det betyder..) og herigennem skabe markedsværdi!

På den måde ender jeg nok med at mene at Leif G. Larsens bud på kunst indfanger noget centralt, at statens politik i bedste fald udvider kunstens markeder samtidigt med at den skyder sig selv i foden med den aktuelle kunstpolitik, og i værste fald kun rammer de som vil fastholde en spoglig fundamentalisme om sit arbejde.

For mig stå kunsten tilbage både som forførende personlig nydelse for producent og forbruger, og som en uhåndgribelig og bidsk reformerende kraft udenfor logikkernes rækkevidde.

Til Martin S kan jeg sige, at jeg ikke har modtaget nogen reaktioner fra billedkunstnere, men de har jo sjældent ordet i deres magt.

Til Mokkasinen vil jeg sige: det var dog eine grausame Salbe, der tyder på, at du ikke har set nærmere på min udgivelse Billedkunstens Metode. Det kunne se ud, som om du alene har hæftet dig ved hjemmesidens tekst "Hvad er kunst". Så ville du have fundet ud af, at konklusionen ikke er en definition af billedkunstens essens, men et forsøg på at beskrive kunstnerisk aktivitet som anvendelse af en særlig metode. Bogen er i øvrigt i høj grad inspireret af den sene Wittgenstein, ikke mindst nedenstående betragtninger, der er omtalt i Jannings kronik:

"Wittgenstein introducerer det vigtige begreb sprogspillet, der fremhæver "at det at tale et sprog er en del af en aktivitet eller livsform" - et ords betydning er med andre ord lig dets brug i sproget. Den ikke-teoretiske og filosofiske forståelse er en forståelse, der f.eks. optræder, når vi 'forstår' og stemmes af et digt, et stykke musik eller en person. Der er noget uforklarligt på spil. Virkeligheden er ikke lig med sproget, men indbygget heri, da noget 'mere' nogen gange er på spil i sprogspillene. Sprogspillene kan tydeliggøre forskellige måder at leve på, hvilket Wittgenstein kalder livsformer."

Wittgenstein taler om sprogspil, jeg taler om billedkunst som et betydningsspil. Jeg har ikke begrænset betydningen af "betydning" til sproglige betydninger, som Wittgenstein siger, er der noget mere på spil. Det er dette "mere", der efter min opfattelse er begrundelsen for, at samfundet skal støtte kunsten, og det er så langt fra de primtive begrundelser for kunststøtten, som politikerne taler om for tiden.

Når jeg definerer billedkunst som en metode, der også anvendes på mange andre felter, fx.dekoration, reklame, mode, men som er en særlig kvalificeret metode, der fx. opfylder forventninger til originalitet, autonomi osv., har jeg ikke indkredset kunstens essens. Der er blot tale om en metode parallel med den videnskabelige metode, der skal opfylde bestemte formelle krav, førend man kan kalde dens resultater videnskab. Det har ikke noget med essens at gøre!

Jeg kan for så vidt godt tilslutte mig dine betragtninger om kunsten som forførende personlig nydelse for producent for forbruger, og som en uhåndgribelig og bidsk reformerende kraft uden for logikkernes rækkevidde - omend jeg kan tvivle lidt på, at den forførende nydelse indgår som en del af kunstværkets essens. Jeg går ud fra, at videnskabsmænd kan have en helt tilsvarende forførende glæde ved videnskabelig aktivitet.