Kronik

Skal EU's militær adlyde FN?

Hvis et fremtidigt EU-militær ender med at kunne udføre militære aktioner uden FN-mandat, er der risiko for, at den globale retsorden falder fra hinanden
Franske soldater hjælper regeringen i Tchad med at bekæmpe oprørere. Frankrigs militære engagement flere steder i Afrika er et eksempel på, at det langtfra altid er objektive fredsinteresser, som er i højsædet for de vestlige lande.

Franske soldater hjælper regeringen i Tchad med at bekæmpe oprørere. Frankrigs militære engagement flere steder i Afrika er et eksempel på, at det langtfra altid er objektive fredsinteresser, som er i højsædet for de vestlige lande.

Debat
11. marts 2008

"Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål."

(FN-pagten artikel 2, stk. 4)

Med FN-pagten fra 1945 fik verden for første gang i historien et generelt forbud mod krig. FN-pagtens krigsforbud sikrer, at verden ikke ender i den rene junglelov, men at ret lægger bånd på magt. Men dette forbud er udfordret. Hvis et fremtidigt EU-militær ender med at kunne udføre militære aktioner uden FN-mandat, er der risiko for, at den globale retsorden falder fra hinanden. Det er en farlig udvikling, som Danmark aktivt bør vende sig imod.

I FN-pagten er der to undtagelser fra voldsforbuddet. Det gælder staters ret til at forsvare sig selv eller andre stater, der er blevet angrebet, og som ønsker at blive hjulpet (artikel 51), og det gælder den undtagelse, som muliggør, at FN's Sikkerhedsråd kan give et mandat til, at en eller flere stater bruger militære midler for at sikre fred (FN-pagten artiklerne 39 og 42).

Efter den kolde krigs ophør er spørgsmålet om FN-pagtens begrænsninger blevet et omdiskuteret emne. Diskussionen har drejet sig om humanitære interventioner, f.eks. i forbindelse med Kosovo-krigen, og såkaldt forebyggende magtanvendelse, f.eks. i forbindelse med Irak-krigen og også nævnt som en mulighed af Frankrig og USA i forbindelse med Irans eventuelle udvikling af atomvåben.

Forsvarsforbeholdet

Spørgsmålet er også meget aktuelt i forbindelse med udviklingen af EU's forsvarspolitik og dermed diskussionen om Danmarks forsvarsundtagelse i EU.

I Danmark kan man ofte få det indtryk, at EU's forsvarspolitik kun drejer sig om fredsbevarende opgaver, og at EU nærmest er ved at blive et nyt Røde Kors. Men EU's forsvarspolitik er meget mere. Med Lissabon-traktaten, som Danmarks regering arbejder på at få Folketinget til at ratificere, slås det f.eks. fast, at forsvarspolitikken "vil føre til et fælles forsvar", "at medlemsstaterne gradvist skal forbedre deres militære kapacitet", og at EU skal have et forsvarsagentur. Forsvarsagenturet er dog allerede oprettet, men Lissabon-traktaten sikrer dets eksistens.

Hvad traktaten derimod ikke nævner angående forsvarspolitikken, er dog også interessant. Det gælder dels spørgsmålene om nedrustning, om forbud mod masseødelæggelsesvåben og om kravet om FN-mandat.

At nedrustning ikke er nævnt hænger godt sammen med traktatens krav om forbedring af den militære kapacitet. I Danmark er der dem, der afviser, at det kan have noget at gøre med oprustning, men så har de ikke set, hvad EU's forsvarsagentur skriver og siger. I en video på www.eda.europa.eu siges det meget klart, at vi bruger for få penge på militær. Det kan også læses i januar-bulletinen, hvor en artikel har overskriften "Europe aims to spend more together".

Det er heller ikke så overraskende, at EU-traktaten ikke nævner masseødelæggelsesvåben. To medlemsstater har atomvåben, ligesom man aktivt har forsøgt at skjule tankerne om, at atomvåbenafskrækkelse eventuelt kan blive en del af EU's forsvarspolitik. Det står sort på hvidt i et notat fra Den Vesteuropæiske Unions parlamentariske forsamling (december 2007):

"Throughout the process of setting up European defence, the issue of deterrence has been an underlying factor, something carefully hidden from view."

Lissabon-traktaten nævner dog støtte til FN-pagtens principper flere steder, men kravet om FN-mandater for militære operationer nævnes ikke. Set i en større global sammenhæng anser vi det for et afgørende problem. Ikke mindst set i forhold til, at flere vestlige stater, heriblandt USA og flere EU-lande, ser stort på dette folkeretlige krav og princip.

Uden FN-mandat

I 2006 ændrede EU-landet Finland sin lovgivning, så landet kan deltage i militære operationer uden FN-mandat. Finlands regering begrundede desuden lovændringen med, at det ville gøre det nemmere at deltage i EU's militære kampgrupper:

"Det centrala syftet med propositionen är att förnya lagstiftningen så att Finland kan delta i verksamheten inom Europeiska unionens beredskapsstyrkor." (Regeringens proposition till Riksdagen med förslag till lag om militär krishantering).

I dag er Irland derfor det eneste EU-land, der stiller lovkrav om FN-mandater i forbindelse med militære operationer. Der er derfor god grund til at tage spørgsmålet alvorligt.

Modstanderne af kravet om FN-mandat fremhæver ofte, at der skal være plads til, at stater og grupper af stater selvstændigt kan gribe ind i situationer med grove krænkelser af menneskerettighederne - især i situationer, hvor FN ikke kan træffe en beslutning. Der findes dog også dem, der mener, at forebyggende magtanvendelse er i orden. De ønsker frihed til f.eks. at kunne gribe militært ind i situationer, hvor såkaldte 'slyngelstater' i deres optik er ved at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben. Senest set i Irak-krigen, men også en holdning, som USA og EU-landet Frankrig har udtrykt omkring Irans eventuelle udvikling af atomvåben.

Begrebet forebyggende magtanvendelse må på det skarpeste fordømmes, da det vil kunne føre til en verdensorden, hvor lande angriber, når de føler sig truede, og dermed selv udløser væbnede konflikter. Ligeledes vil opgivelse af princippet om FN-mandat give regionale stormagter et vindue til at varetage sikkerheden i deres egen baghave; en global sikkerhedssituation, der beror på enkeltlandes strategiske interesser. Med andre ord, ret vil ikke længere begrænse magtmisbrug, hvilket ellers netop er et centralt synspunkt i debatten om EU.

FN bør reformeres

Vi er dog begge tilhængere af humanitære interventioner, når f.eks. et folkedrab truer, men det skal ske på det bedst mulige grundlag og dermed med et mandat fra FN. Netop derfor bør FN styrkes og reformeres, så organisationen er bedre til at handle i god tid. Men hvis USA og EU derimod sætter det i system at udføre militære operationer uden om FN, risikerer FN-pagtens forbud mod krig helt at falde fra hinanden. For hvorfor skulle Rusland og Kina holde fast i FN-pagtens krav, hvis de vestlige stater ikke gør det?

En anden problemstilling er, at der ikke findes nogen garanti for, at USA og EU-landene altid vil varetage globale interesser. Irak-krigen og Frankrigs militære engagement flere steder i Afrika er klare eksempler på, at det langtfra altid er objektive fredsinteresser, som er i højsædet. Det kan tilføjes, at USA og EU også er dominerende inden for den globale våbenhandel. Franske våben blev i stort omfang brugt i nogle af Afrikas største folkedrab. Der er derfor stor risiko for, at EU eller USA ender som part i konflikterne og ikke som 'neutrale' freds-aktører.

Udsendte fredsmissioner bør være neutrale og upartiske, og vi ser derfor ingen bedre ramme for en sådan styrke end en FN-ramme. Også derfor bør FN styrkes og reformeres.

En måling, som Synovate Vilstrup foretog for tænketanken NyAgenda i oktober 2007, viser klart, at danskerne er modstander af såvel europæiske som amerikanske militære operationer uden FN-mandat. På spørgsmålet "Mener du, at vestlige lande og sammenslutninger, for eksempel USA og EU, skal kunne udføre militære operationer i andre dele af verden uden et FN-mandat?", svarede hele 79 procent "nej". Ni procent svarede "ved ikke", og kun 12 svarede "ja" på spørgsmålet.

Når danske partier og regeringen således overvejer at støtte militære strukturer, der kan gå uden om FN, er det således klart imod den danske befolknings ønske.

Argumentet for indførelse af forsvarsundtagelsen byggede bl.a. på modstand mod udviklingen af en EU-forsvarspolitik og en EU-hær. Den udvikling er på ingen måde taget af dagsordenen. Det er derfor afgørende, at FN-pagtens forbud mod krig bliver et centralt emne i debatten, når vi skal stemme om forsvarsundtagelsen og dermed EU's forsvarspolitiske opbygning.

Danmark bør gå i front i gruppen af lande, der vil videreudvikle den globale retsorden i stedet for en verdensorden, der bygger på magt.

Lave K. Broch og Trine Pertou Mach er medlemmer af tænketanken NyAgenda og forfattere til NyAgendas rapport: 'Militære EU-operationer med eller uden FN-mandat' fra november 2007

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her