Læsetid: 4 min.

Femåret for invasionen: Irak er ikke et glansbillede

Fem år efter vores krig blev indledt for at udbrede menneskerettighederne. Og hvad så?
25. marts 2008

Status for Irak efter Danmarks, Storbritanniens og USA's fem års krigsførelse i og besættelse af landet: 2,5 millioner flygtet ud af landet, et par millioner fordrevet inden for dets egne grænser. Dræbte irakere som følge af krigen skal efter flere opgørelser tælles i hundredetusinder og med sikkerhed i mange titusinder. Lemlæstede må tælles i tal, der er langt større.

"Selv om volden er halveret i forhold til samme tid sidste år, og der er en slags fred i nogle af de mest urolige provinser, er selve missionen mislykkedes: Irak er stadig et splittet land, mere end det nogensinde har været. Selv under Saddam Hussein, hvis styre om ikke andet gav Iraks folk et slags ondartet skæbnefællesskab. Og efterhånden som femåret for invasionen har nærmet sig, synes virkeligheden også at have modsagt glansbilledet. I februar voksede antallet af dræbte for første gang i et halvt år, og det er det fortsat med i marts," skrev Tobias Havmand her i bladet i onsdags, den 19. marts.

I sammen artikel blev Kasra Mofarah, leder af paraplyorganisationen NCCI, der forener en række af Iraks uafhængige ngo'er, citeret for følgende bidrag til femårs statusopgørelsen:

"Jeg læser meget om forbedringer, men jeg oplever dem ikke, når jeg taler med organisationerne rundt om i Irak. Den almindelige iraker er stadig lige så usikker i dag, som han var for et år siden."

Han bliver ifølge Havmand "støttet i sin kritik af en nylig FN-rapport, der konstaterede, at fem års amerikansk tilstedeværelse og et fald i volden i det seneste år ikke har betydet forbedringer for folks vilkår på de områder, der virkelig betyder noget: Vand, elektricitet, mad og sundhed".

"Militært er situationen blevet bedre, men politisk har den slet ikke udviklet sig, og hvis man ikke gør noget for at løse det virkelige problem: At bringe Iraks forskellige grupper sammen, vil det gå galt igen. Iraks regering har ikke flyttet sig, og hvis den ikke gør det, er det næsten sikkert, at vi om kort tid vil have en lige så blodig borgerkrig, som vi havde for et år siden" siger Joost Hiltermann, leder af International Crisis Groups Mellemøstafdeling.

Frihed og sikkerhed

Man kan tilføje, hvad DR gengav forleden, en i USA bosat irakisk kvindelig forfatters vurdering af hendes kønsfællers nuværende stilling i Irak: Hvad kvinderne trods alt havde opnået under Saddam Hussein, er i dag sat over styr som følge af religiøs forfølgelse og krav om klædedragt, væremåde, beskæftigelse, tilværelse i det hele taget.

USA har givet Irak friheden, men sikkerheden er gået tabt. I valget mellem frihed og sikkerhed må forfatteren - som situationen er blevet - foretrække sikkerhed.

Iran har til gengæld øget sin indflydelse i Irak kolossalt efter vores fem års krigsførelse og besættelse.

Fra USA rapporterede i samme onsdagsavis Martin Burcharth, hvordan "den republikanske præsidentkandidat forudser amerikanske styrker i Irak på ubestemt tid, mens Hillary Clinton og Barack Obama planlægger en markant tilbagetrækning i 2009-10." "Men," spurgte Burcharth, "er de to demokraters plan realistisk?" Og gennemgik derefter, hvordan Obama nok er den eneste af de tre præsidentkandidater, der tog klar og principiel afstand fra en krig mod Irak, inden den blev startet, men at samme Obama også har advaret imod en hastig tilbagetrækning.

"Det skal gennemføres på en ansvarlig måde, således at vi ikke kaster Irak ud i en dybere og måske uafvendelig krise," har han erklæret.

Både han og Clinton har sagt, at de som præsident vil rådføre sig nøje med generalerne i Pentagon og i Bagdad, inden de påbegynder en tilbagetrækning. Og samtidig understreget, at USA vil fortsætte med at have en militær tilstedeværelse i Irak i mange år fremover. Hvad det så skal betyde?

Tvetydigheden er i mere eller mindre overensstemmelse med, hvad Havmand sluttede sin artikel med at notere:

"Jeg tror ikke, USA vil trække sig ud af Irak, fordi så vil det hele gå fuldstændig galt," siger Joost Hiltermann, der kun kan se den politiske udvikling komme et sted fra: "Det kræver, at USA presser den irakiske regering meget hårdere for at skabe forandringer og få sunnierne integreret i ledelsen af landet. Reelt vil meget lidt ske før det amerikanske præsidentvalg. Men hvis der ikke sker noget derefter, så vil det gå meget galt i Irak."

Undskyld

Og hvad så? Ja, som rapporten Vi diskuterer jo ikke politik på den måde fra Dansk Institut for Militære Studier (DIMS) tydeliggør, og Information i en leder har understreget, er det langt over tiden, at det danske folk og dets Folketing begynder at diskutere, om og i givet fald hvordan Danmark - med udsigt til andre resultater end de irakiske - virkelig skal være en kronisk krigsførende nation i bl.a. Søren Krarups menneskerettigheders navn. Den eneste begrundelse, der officielt er blevet tilbage for Irakkrigen.

For det andet er det vel også langt over tiden, at vi, Storbritannien og USA giver en uforbeholden undskyldning for, at et andet land skulle påtvinges så store lidelser - i udtrykkeligt disse menneskerettigheders navn?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu