Læsetid: 5 min.

FN har spillet fallit

Hvis ikke FN, Verdensbanken, IMF og WTO reformeres grundlæggende, vil den politiske og økonomiske globale orden gå i opløsning
De fem permanente medlemmer af FN-s sikkerhedsråd kan ikke længere regnes for de fem vægtigste politiske aktører i verden. På linje med organisationer som IMF, Verdensbanken og WTO er FN derfor ikke gearet til at håndtere de udfordringer, menneskeheden står overfor, skriver Eske Vinther-Jensen.

De fem permanente medlemmer af FN-s sikkerhedsråd kan ikke længere regnes for de fem vægtigste politiske aktører i verden. På linje med organisationer som IMF, Verdensbanken og WTO er FN derfor ikke gearet til at håndtere de udfordringer, menneskeheden står overfor, skriver Eske Vinther-Jensen.

David Karp

Debat
17. marts 2008

Efter Anden Verdenskrig skabte man et FN, der skulle sikre verdensfreden ved at hylde princippet om staters juridiske lighed, og som samtidig tog højde for den reelle magtbalance gennem tildelingen af vetoretten til de fem stormagter i FN's Sikkerhedsråd. For at komplementere denne politiske struktur blev der desuden oprettet et internationalt system af finansielle institutioner, der omfatter Den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken og til dels Verdenshandelsorganisationen (WTO). De skulle kort fortalt sikre de kommercielle, handelsmæssige og finansielle relationer mellem verdens lande.

Det er denne overordnede globale struktur, der nu er under så voldsomt pres, at den risikerer at miste sin betydning eller simpelt hen implodere, medmindre den ændres.

På det politiske plan er problemet ikke så meget selve vetoretten, som faktisk har fungeret efter hensigten, men derimod, at de fem permanente medlemmer ikke længere kan regnes for de fem vægtigste politiske aktører. Hvorfor har Storbritannien og Frankrig eksempelvis vetoret over fred og sikkerhed, når Brasilien, Sydafrika, Indien, Japan eller Tyskland ikke har det? Spørgsmålet var let at besvare i 1945 - det er det ikke i dag. Og ethvert forsøg på at reformere Sikkerhedsrådets sammensætning og procedure har desuden vist sig at være umulig.

Terrortruslen

Et andet og måske endnu alvorligere pres mod det politiske system er, at det har meget svært ved at håndtere de aktører, som i dag udgør den største formodede trussel - terroristerne - fordi de undviger national kontrol. Parallelt hermed er de former for krig mellem stater, som FN's grundlæggere anså for den største trussel mod sikkerheden, stort set ved at forsvinde og er blevet afløst af et utal af uigennemskuelige konflikter.

Læg dertil, at den største reelle trussel mod verdensfreden på længere sigt er den miljøkatastrofe, som vi med al tydelighed bevæger os henimod, og slut af med et folkeretsligt system, der grundlæggende er bygget op om staters suverænitet:

Det globale politiske system er simpelt hen ikke gearet til de udfordringer, menneskeheden står overfor.

Mistet uskyld

For det internationale finansielle system står det ikke bedre til.

Verdensbanken mistede i manges øjne sin uskyld, da den støttede store, uproduktive og miljøskadelige projekter i u-landene op igennem 1980'erne, og den nyder ikke dén brede legitimitet, som er nødvendig for at være en global udviklingsorganisation. Kina er desuden indtrådt som massiv donor i eksempelvis Afrika og står desværre - tænk blot på Sudan - for en del ledere på kontinentet som et bedre alternativ.

Endnu værre står det til med søsterorganisationen IMF, der blev sat i verden for at sikre finansiel stabilitet. IMF yder blandt andet lån til regeringer i økonomiske vanskeligheder, mod at disse styrer deres budgetter stramt.

For det første føler mange lande, at IMF's anbefalinger forværrer finansielle kriser, og for det andet er der færre lande, der søger om hjælp - blandt andet på grund af høje oliepriser og massive gældseftergivelser. Symptomatisk er IMF i gang med at fyre hver 10. medarbejder.

Det er desuden en uskreven regel, at direktøren for Verdensbanken er en amerikaner, mens direktøren for IMF er en europæer, hvilket må se lidt mærkeligt ud set fra Kina og Indien, der inden for relativ kort tid med stor sandsynlighed vil være verdens henholdsvis største og tredjestørste økonomi.

Det ser heller ikke lovende ud for verdenshandelsorganisationen WTO. Dens primære formål er handelsliberalisering, og organisationen har i den henseende sejret sig ihjel. Samtidig har Vestens hykleriske landbrugsprotektionisme givet dødsstødet til den nuværende Doha-runde, og WTO er derfor ligesom IMF på udkig efter nye græsgange.

Ny magtbalance

Alt i alt står det klart, at det nuværende system ikke kan eller skal opretholdes i sin nuværende form, fordi det hverken politisk, økonomisk eller handelsmæssigt svarer til de magtbalancer, der hersker i verden og derfor ikke er i stand til at møde fremtidens udfordringer. Løsninger og gode forslag hænger ikke ligefrem på træerne, og selvom om der er en spirende forståelse af de strukturelle problemer med både FN og de øvrige institutioner, er der ikke mange, der reelt tør gribe om problemets rod: At Vesten ikke længere er den eneste aktør med økonomiske og politiske muskler, og at det internationale system for at overleve skal afspejle dette.

Det er ikke en mulighed at lade systemet forfalde uden at erstatte det med et andet, fordi Verden desværre ikke er moden nok til at blive overladt til sig selv (tænk blot på konflikterne i det centrale Afrika eller den finansielle krise i det amerikanske marked).

Pragmatisk idealisme

Derfor er den ikke særlig glorværdige vej frem en form for pragmatisk idealisme, der på den ene side er rettet imod FN's universelle bestræbelser som menneskerettigheder og udvikling, og som på den anden side meget nøje tager hensyn til den forandrede (økonomiske) magtbalance i verden. Med pragmatisk idealisme menes det også, at man ikke bør tro, at systemet kan ændres fra den ene dag til den anden, men at man må tage små skridt.

FN-kenderen og historikeren Paul Kennedy argumenterer eksempelvis, at man skal forsøge at udvide kredsen af de ikke-permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet og afskaffe reglen om, at de kun er valgt for to år ad gangen. Måske ville det så medføre, at man fik de facto nye permanente medlemmer, og vetoretten ville forhåbentlig blive lettere at forhandle senere.

Med hensyn til de finansielle institutioner ville et første mindre, men symbolsk vigtigt skridt være at åbne direktørposterne for andre nationaliteter. En omlægning af deres nuværende opgaver til fordel for krisehåndtering og tidlige advarselssystemer kunne også være en mulighed. På handelsfronten er det kun den politiske vilje, der mangler for at få Doha runden i gang igen, og politikere på begge sider af Atlanten kunne passende give sig i kast med den opgave med det samme.

Det er små og besværlige skridt, som ikke nødvendigvis kan redde et system, der måske ikke står til at redde. Men forsøget skal gøres, for konsekvenserne af et regulært sammenbrud vil være katastrofale.

Hermed en opfordring til de udenrigspolitiske ansvarlige i partierne om at lægge hovederne i blød og komme med pragmatiske forslag til en kommende global struktur. Verden af i går er ikke længere.

Eske Vinther-Jensen er redaktør på det politiske magasin RÆSON

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

FN skal total reformeres, så det kun er demokratiske lande der har real indflydelse. Først og fremmest skal det være nemmere at gribe ind i konflikter, såsom Darfur og Tjetjenien.

Heinrich R. Jørgensen

Søren Nørbak,

Dit forslag har næppe nogen gang på jord. Hvem skulle beslutte, hvilke lande der er demokratiske? Er Rusland? Er Danmark? Og hvad ville konsekvenserne blive for de ekskluderede lande? Boykot? Okkupation? Særtold? Smædeviser?

Problemerne ville vist blive langt værre end den nuværende situation, hvor det i det mindste lykkes at få repræsentanter for de fleste lande samlet samme sted.

Mvh

FN er som Folkeforbundet efter 1.verdenskrig gået al kødets gang!

Rådnet op indefra!

Den eneste anleding til at beholde FN er, at man ellers måtte finde et andet forum, hvor de afgørende magter kan "tale" sammen.

Os der husker FN's oprettelse var helt euforiske,- men som organisationen efterhånden udviklede sig, indså vi ødelæggelsen.

FN har gennem årtier vist sin uduelighed,- og lad os håbe, at permanente medlemmer af sikkerhedsrådet indser, at hele organisationen trænger til et serviceeftersyn.

På et realpolitisk grundlag!

"Et andet og måske endnu alvorligere pres mod det politiske system er, at det har meget svært ved at håndtere de aktører, som i dag udgør den største formodede trussel - terroristerne - fordi de undviger national kontrol."

1) "TerroristerNE", som om det drejede sig om een monolittisk sammensvejset gruppe - magen til vrøvl. Der er et væld af indbyrdes modstridende retninger og indbyrdes stridende "aktører" der benytter sig af terrorisme - de største er stater som USA (Irak, Afghanistan, internt osv.), Rusland (Tsjetjenia, internt osv.), Kina (jvf. Tibet nu, internt osv.), Israel (truer åbent med Holocaust i Gaza, internt osv.), Iran (mest internt: mod sin egen befolkning) osv. osv. osv. Allerede Augustin slog fast at Rom bare var den største af sørøverne i Middelhavet.

2) Er der mon vigtigere og mægtigere "aktører" som "unddrager sig national kontrol"? Svaret er indlysende: a) de multinationale selskaber og de militærindustrielle komplekser, med USAs som det i særklasse grelleste eksempel. b) de hemmelige politiske politiapparater som sidder i midten af enhver statsmagts byrokratiske edderkoppespind, og nu mer og mer åbenlyst manipulerer væk resterne af demokrati, ikke mindst i Danmark.

FN har ikke "spillet fallit", det er systematisk blevet undergravet fra sin første dag, og først og fremmest af USA og dernæst af de øvrige stormagter. Da Bushregimet foran sin løgnekampagne for at få overfaldet på Irak til at glide ned, brugte CIA til at spionere på FNs våbeninspektører som Hans Blix og på generalsekretæren, blev det senest åbenbart hvem der nu går i spidsen for undergravningsarbejdet: det er verdens ledende statsterrorister, som klager over at FN ikke er dem underdanigt nok.

Til Heinrich R
Så længe at det kommunistiske Kina sidder i sikkerhedsrådet og der er et stort flertal af ikke demokratiske lande i generalforsamlingen er der ingen chance for at FN bliver lavet om til et forum for demokrati og menneskerettigheder.

"hvad ville konsekvenserne blive for de ekskluderede lande? Boykot? Okkupation? Særtold? Smædeviser?"
Jeg skrev ingen ting om at ikke demokratiske lande skal ekskluderes. Det jeg skrev, var at ikke demokratiske lande ikke må have indflydelse på afstemninger eller beslutninger: så intet veto til Kina og ingen stemmeret i generalforsamlingen/råd til lande der ikke har fri demokratiske valg og overholder de demokratiske spilleregler.

Og ja der vil altid være lande der ligger på kanten til at være demokratier, i disse tilfælde må de andre demokratiske lande stemme om det eller på anden måde forhandle sig frem til en løsning.

FN er vel den mindst ringe måde at have et forum på, hvor alverdens lande har i hvert fald taleret - og det er vel nyttigt i sig selv.

Heinrich R. Jørgensen

Søren Nørbak,

Jeg har ikke selv noget løsningsforslag. Og jeg deler dine bekymringer.

Måske er løsningen, at hvis der bliver stadig flere lande der tager udgangspunkt i demokrati og andet godt, så vil der uvægerligt på sigt komme et tidspunkt, hvor overvægten af "fornuftige" lande ville gennemtvinge diverse reformer?

Og helt enig i, at særligt Kina spiller en kæmpe rolle i en reformproces.

Mvh

Der må laves et FN bestående kun af demokratiske lande.

Vi har intet tilfælles med de teokratiske udemokratiske lande der nu er medlemmer af FN. Det er dybt uetisk at Danmark stadigvæk er medlem af FN der rummer lande der mishandler egne befolkninger og ikke har religionsfrihed. Vi er via vores medlemsskab med til at legalisere at udemokratiske lande bliver ved med at kue egne befolkninger.

Lad os komme ud af FN så hurtigt det er muligt.

Læg mærke til hvilke politikere og partier der refererer til FN, når de argumenterer for det ene eller andet. FN omtales som et humanitært organ. Det er FN ikke mere.

Er det venstrefløjspartier eller er det højrefløjspartier der bruger FN som argument? Uanset hvem det er, er det skammeligt at referere til FN.

Se listen af FN lande og husk hvordan FN opførte sig under den første Muhammedkrise:

http://www.un.org/members/list.shtml