Kommentar

Et forsvar for Connie Hedegaard

Som hun måske meget gerne vil have sig frabedt - Men når naturens grænser melder sig, er der virkelig grund til tro på fremtiden
1. april 2008

Gud bevare mig for mine venner, mine fjender skal jeg nok selv tage mig af. Med risiko for klima- og energiminister Connie Hedegaards genbrug af dette gamle, prøvede ord afleveres følgende tilslutning til hendes debatindlæg her i Information i onsdags:

"Vi skal frem - bæredygtigt" (26. marts 2008).

Det var affødt af synspunktet "Gør velværet bæredygtigt", som en af verdens mest anerkendte eksperter i energibesparelser, Jørgen S. Nørgård fra Danmarks Tekniske Universitet, offentliggjorde her i bladet 11. marts. Han protesterede imod, at ministeren i sit kommissorium for den netop nedsatte klimakommission stiller "nogle malplacerede krav om fortsat høj økonomisk vækst og tilhørende gevinster for erhvervslivet" og dermed fratager kommissionen retten til at belyse, hvordan man med ny teknologi og ny økonomisk tankegang kan skabe en fremtid i overensstemmelse med danskernes ønske om mindre arbejde i stedet for øget forbrug.

Connie Hedegaards svar er allerede her i avisen blevet ret bestemt tilbagevist af Jens Juel Jensen i fredags (28. marts) og af Jørgen S. Nørgaard dagen efter. For ikke at tale om et nærmest utal af hovedsagelig stærkt kritiske kommentarer til ministeren på Informations webside.

Min pointe er, at jeg er særdeles enig med stort set alle indvendinger og dog finder klimaministerens indlæg værd at forvare - til muligvis hendes udelte utilfredshed! Connie Hedegaard skriver nemlig - efter at have sagt alt det med rette kritisable:

"Når det så er sagt, er det klart, at klimaudfordringen må mane til en vis form for omtanke i forhold til materielle goder."

Ja, det tør siges.

Det er det, det hele handler om.

Der skal en vis mængde naturmaterialitet til at absorbere CO2 og andre drivhusgasser (bl.a. som følge af vores vanvittige kødspiseri), og nu synes der efterhånden at være almindelig global enighed om, selv langt ind i de amerikanske superkapitalistiske virksomheder, at grænsen for dette naturgode er nået og for vores del af verden allerede vildt overskredet.

Det giver derfor ingen mening at tale om økonomisk vækst endsige høj økonomisk vækst i forbrug af dette materielle gode. For planter og dyr og for kommende generationer af mennesker, ja, allerede for flere af de nuværende, er også mange andre materielle goder uundværlige livsbetingelser, og ønsker man blot den sidste krokus, fiskehejre og menneskeunge overlevende det moderne fremskridt, er der altså også her grænser for økonomisk vækst i forbrug af disse materialer.

Elementært!

Fortrængning

Jeg bilder mig ind, at det er så elementært elementært, klima- og energiministeren tænker, når hun maner "til en vis form for omtanke i forhold til materielle goder". Tager jeg fejl, vil jeg ikke engang beklage mig, men kun hende!

Hvorfor skriver hun det så ikke ligeud, både i sit kommissorium til klimakommissionen og i sit svar til Jørgen S. Nørgaard? I brutal afvisning af enhver snak om - høj! - økonomisk vækst i al almindelighed?

Her vil jeg i første omgang henholde mig til, hvad kollega Rune Lykkeberg selverkendende i lørdags noterede i sin anmeldelse af Christine Antorinis nye bog:

"Det er meget nemmere at være politisk kommentator end politiker."

Connie Hedegaard er omgivet af øvrige regeringsmedlemmer, førende oppositionspolitikere, fagforeningsledere, direktører og aktionærer, eksperter og folkeoplysere, åndshøvdinge og magthavere, journalister og redaktører, vælgere, fanden - og hans pumpestok, som ofte går under betegnelsen økonomer -, der alle til hobe kræver økonomisk vækst ud i det blå.

At det ikke materielt kan lade sig gøre, er blevet en så fortrængt elementaritet, at klimaministeren må prøve at liste den ind igen ved ikke at sige det for brutalt og ligeud.

Heldigvis afskærer pladsen ethvert dyberegående forsøg på at forklare fortrængningen og fordummelsen, så jeg henholder mig blot til tre artikler i gårsdagens avis og et spørgsmål:

"Pris på natur. Investeringsgigant vil redde Guyanas jungle. En britisk investeringsgigant opkøber millioner af hektarer af klimagavnlig regnskov i Sydamerika med henblik på bevarelse - og profit".

Og: "Grøn Kapitalisme. Der bliver penge i ikke at fælde regnskoven. Investeringsbanker køber nu regnskov for at videresælge dens ydelser som klimaregulering og sikring af biodiversitet".

Og: "'Rektorer må konkurrere på klima-indsats'. Studerende samler sig i grønt netværk på tværs af læreanstalterne for at presse en radikal klima- og miljøindsats i gang".

Fint. Men kunne læreanstalterne ikke også godt prøve at finde ud af, hvad alle de mange penge, der skal tjenes på at nedsætte materialeforbruget, så skal bruges til? Andet end til evt. at tørre sig i røven med.

Det var forsvaret for Connie Hedegaard. Kun en pessimist venter nu hendes dementi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Især for konservative vækker klimaudfordringen selvfølgelig til overordentlig stor omtanke i forhold til materielle goder, da vi jo ønsker ar bevare det bedste vi har, herunder miljøet. Ansvaret for kommende generationer gør dette til ikke bare et politisk, men også moralsk spørgsmål.

Men derfra og så til at afskrive vækst-filosofi? Realpolitisk ville det selvfølgelig være politisk selvmord, for lavere økonomisk vækst, eller nulvækst, eller ligefrem negativ vækst, ville jo ikke kun indebære mindre privatforbrug, men også ringere offentlig service, ringere velfærd. Ikke kun borgeren, men hele samfundet ville blive fattigere.

Derfor giver Connie Hedegaards vinkel god mening. Væksten skal stadig være der, men den skal være bæredygtig, eller ideelt set, bæredygtigheden skal ligefrem understøtte væksten, altså være en god forretning for Danmark. Alt andet er utopi og fuldstændigt ude af takt med befolkningens ønsker.

Kære Ejvind Larsen

Det er nu ingen der har sagt, at det skal være nemt at være politiker. Det indebærer som klimaminister som minimum en forpligtelse til at se visse kendsgerninger på bæredygtighedsområdet i øjnene og som minimum en forpligtelse til at handle (eller medvirke til at handle), så bæredygtigheden ikke skades og niveauet for irreversible klimaforandringer ikke overskrides. Hensynet til de kommende generationer kræver dog dette - uanset ens politiske ståsted og uanset det tåbelige vækstfremmende præsteskab, man måtte omgive sig med.
Og det er også rigtigt, at politikerne sidder i en virkelig saks her, for uanset hvad de gør (ingen handling vil også være en kraftig handling i denne sammenhæng), vil effekten være ubehageligt set på baggrund af befolkningens levestandardsforbrugsforventninger. Hvis det ikke lykkes for dem at konvertere det traditionelle vækstbegreb til et bæredygtigt udviklingsbegreb og få dette til at ske i en proces, hvor befolkningen er en aktiv medspiller (demokrati - du ved), vil de komme til at skulle træffe afgørelser, som ikke ret mange i befolkningen vil bryde sig om. Det vil de såmænd nok alligevel, men demokratisk dialog vil ikke skade i denne sammenhæng, for de seneste rapporter om udviklingen på klimaområdet (se tråden på Connie Hedegaards indlæg den 26. marts 2008) tyder på, at der skal træffes hurtige og drastiske beslutninger, hvis større klimatiske omvæltninger skal undgås (omvæltning er en pleonasme for katastrofe).

Klimaministeren har det sikkert ikke let, og det kan godt være, at hele regeringens og det meste af oppositionens præsteskab tror på den ubegrænsede materielle vækst, men det ændrer jo ikke ved den kendsgerning, at deres tro er falsk. Det vil nogle af os - venner som fjender - blive med med at ytre os om i det forvisning, at efterhånden vil dette brede sig, flere vil lytte og flere vil være parate til at gøre det, der skal gøres. James Hansen fra NASA siger, at vi alligevel skal forlade olieæraen, så hvorfor ikke nu?

Man kan ikke forvente ikke, at præsteskabet omvender sig før de står i vand til halsen (hvilket nogle af dem sikkert vil definere som vækst i BNP), og det er ikke et dementi, klimaministeren skal rykke ud med, men mere åbenhed og en redebon ånd med henblik på dialog og information. Det er der nemlig ikke meget af, for selvom viden om disse problemer er stor i visse kredse, så er uvidenhed hos politikere, medier og befolkning fortsat meget udtalt og effekterne af den formindskede bæredygtighed på klimaområdet vil givetvis komme som en stor overraskelse for langt de fleste, der tror, at dette er på linie med x-factor.

Emnet er nok stadig lidt for farligt i de fleste kredse.

Åbenheden kunne understøttes konkret ved at Klimakommissionen åbnede op for en dialog med befolkningen, f.eks. ved at åbne en blog og være mere udfarende på sin hjemmeside. Det hedder faktisk eksplicit i kommissoriet, at Klimakommissionen løbende skal medvirke til at stimulere en bred, offentlig debat om fremtidens klimapolitik, energiforbrug og forsyning i Danmark.

Hvad med at komme i gang med det?

Steen Rasmussen

Kære Kristian Juul

Det ville være dejligt, hvis man kunne reducere spørgsmålet om det forenelige i uendelig økonomisk vækst og hensynet til det sociales mulighedsbetingelser til et rent privat politisk og ”moralsk spørgsmål”, sådan som de konservative forsøger.
Problemet er, at de moderne succeskriterier inden for økonomi og politik tenderer mod at negere sine mulighedsbetingelser, som de findes i det sociales ydre omverden i form af natur og almindelige biologiske livsbetingelser i en grad, som underminerer meningen i de herskende politiske og økonomiske succeskriterier. At afskrive vækstfilosofien ville af samme grund være et mere realpolitisk tiltag, end det blot at sigte på succes i økonomisk og politisk forstand.
Hvad hjælper det at forblive i folketinget, have økonomisk vækst osv. hvis det fører til en negation af det sociales eksterne mulighedsbetingelser.
Jeg ved godt det her er for abstrakt for de konservative. Derfor burde de begynde at gå i skole, altså den grønne skole. Men det kan deres middelmådige leder ikke sige andet om end at; det er det mest tåbelige, han har hørt.
Påstanden om at de privilegerede skulle kunne producere og forbruge sig ud af den tredje verdens mangelsituation er også en del af det vækstmaniske vås, man slår sig op på, og gør sig populær på i en uendelighed. Der er nok at forholde sig til i den grønne skole, at lære om.

Med venlig hilsen Steen

Kære Kristian Juul

Selvfølgelig kan man underkaste naturen det demokratiske flertal og udfolde vores ubegrænsede behov. Det går en tid og indtil en vis grænse, og så giver naturen fanden i demokratiet og går sin egen asociale vej. En vej der udover at blive en katastrofe for skrækkelig mange let udvikler sig til et økofacistisk regimente for de overlevere, der har resourcer til at skubbe de øvrige ud over kanten.
Derfor må der reageres mens der stadig er en lille mulighed for, at menneskeheden globalt besinder sig i erkendelsen af, at ellers bliver vi alle tabere. Derfor må de politikere, der har indsigten ikke - som dig - frygte flertallet, men tage lederskab, oplyse og vise vejen - og tabe magten om så det gælder. For den, der har indsigten har pligten - pligten til at forholde sig til de langsigtede grundvilkår. Alt andet vil jo være usselt. og at kaste folkestyret i grams.
Hvis I vil have bæredygtighed og samtidig økonomisk vækst, så må "ikke forbruget" værdisættes, dvs den olie, vi ikke bruger, den bil, vi ikke kører, den rejse, vi ikke tager, de rum vi ikke varmer op - i det mindste indtil den dag, hvor endnu ukendt teknologi evt. viser afgørende nye muligheder.
Trist? - Næh ikke nødvendigvis, det kunne også være en global vision om en fælles ramme, et sundere, naturligere liv, mere kvalitet i kunst, i nærvær, i håndværk, en sanselig besindelse på, at mennesket er en del af naturen og en glæde og taknemmelighed over bare at være til i banal og vital livsudfoldelse.

Med hilsen og håb

Søren Grene
www.xklima.nu